Forskere fra Northwestern University, USA, har udviklet en pacemaker så lille, at den passer ind i spidsen af en sprøjte - og opløses, efter den er blevet indsprøjtet.
Pacemakeren er på størrelse med et riskorn, og forskerne siger, at det er verdens mindste af sin slags, skriver AFP.
En midlertidig pacemaker kræver i dag, at man syer elektroder på hjertemusklen. Men hjertemusklen kan blive beskadiget, når pacemakeren skal tages ud - astronauten Neil Armstrong døde af indre blødninger, da hans pacemaker blev taget ud i 2012.
Derfor kan den nye opløselige pacemaker hjælpe patienter - og blandt andet børn med medfødte hjertefejl, hvilket har været forskernes motivation for projektet.

Efter en hjerteoperation har børnene nemlig brug for en midlertidig pacemaker, hvor de første syv dage er afgørende.
»Nu kan vi placere denne lillebitte pacemaker på et barns hjerte og stimulere det med en skånsom enhed, der er nem at have på. Og det kræver ingen yderligere operation for at fjerne den,« siger Igor Efimov, der er medforfatter til studiet, i en pressemeddelelse.
Pacemakeren hører sammen med en lille, trådløs enhed, som placeres på patientens brystkasse. Når den lille enhed kan mærke uregelmæssige hjerteslag, blinker den automatisk og aktiverer pacemakeren.

Den nye pacemaker er endnu ikke testet på mennesker. Den har imidlertid vist sig at være effektiv i tests hos blandt andet mus, rotter, hunde og menneskeligt hjertevæv ifølge studiet, som er udgivet i tidsskriftet Nature.
Derudover har andre uvildige forskere udtrykt begejstring for den nye opfindelse:
»Den nye pacemaker er et transformativt gennembrud inden for medicinsk teknologi,« siger professor Bozhi Tian fra University of Chicago til AFP.



































