Alt i hjemmet samler støv. Men hvad er støv egentlig? Hvor kommer det fra, og hvorfor kommer det hele tiden tilbage? Kommer det udefra? Er det fibre fra vores tøj og celler fra vores hud?
Ja, men det er også meget mere end det.
Indbyggere på tværs af Australien har sendt deres støv til DustSafe-programmet ved Macquarie Universitet.
I stedet for at tømme støvsugeren i skraldespanden, pakker de indholdet og sender det til os, og så analyserer vi det.
På denne måde lærer vi alle støvets hemmeligheder at kende. I alt deltager 35 lande i DustSafe-programmet.
Her er en forsmag på, hvad vi ved indtil videre.
Støv er overalt
Støvet lægger sig overalt, både på overflader i naturen såvel som i hjemmet og på bygningerne, hvor vi tilbringer 90 procent af vores tid – selv før coronapandemien tvang os alle indendørs.
En del støv er naturligt. Det stammer fra klippe, sten, jord og endda verdensrummet.
DustSafe-programmet har dog afsløret, at husstøv i Australien kan indeholde ubudne 'gæster':
- Spormetaller
- Radioaktive elementer
- Antibiotikaresistente gener (gener, der gør bakterier resistente over for antibiotika)
- Mikroplast
- Perfluorerede kemikalier (PFAS), der findes i brandslukningsskum, plet- og vandbeskyttelse til tekstiler og tæpper, visse emballagtyper og andre kilder.
'Snavs' er gavnligt
Visse estimater indikerer, at 1/3 af forurenende sporstoffer i husstøvet stammer fra kilder inde i hjemmet, og resten kommer udefra via luft, tøj, kæledyr, sko og lignende.
Sammen med vores kæledyr bidrager vi konstant til støvmængderne med hudceller og hår. Støv består også af små stykker fødevarer, plast, jord og forrådnede insekter.
Det lyder måske umiddelbart lidt ulækkert, at kæledyrene transporterer en række organiske forurenende stoffer, herunder afføring, ind i hjemmet.
Men der er faktisk mere og mere evidens for, at en del 'snavs' er gavnligt. Det hjælper muligvis immunsystemet og med at mindske risikoen for allergi.
\ Dansk forsker: Støv kan både være sundt og usundt
I en Videnskab.dk-artikel fra 2013 udtalte Vivi Schlünssen, professor ved Aarhus Universitet, sig også om støvets indhold.
Hun forklarede, at husstøv som sådan ikke er farligt. Det kommer nemlig helt an på, hvad støvet indeholder, sagde Vivi Shlünssen.
Hun ville dog ikke anbefale, at man bor i en svinesti. Støv kan nemlig irritere luftvejene og nedsætte vores velvære.
Men hun forklarede også, at der er forskere, som mener, at det kan være sundhedsskadeligt for børn at vokse op i alt for rene hjem, fordi de så bliver udsat for få mængder mikroorganismer og derfor har større risiko for at udvikle astma og allergi, fortæller medicineren.
Hun understregede dog, at det blot er en hypotese blandt mange andre om årsagerne til astma og allergi.
Associeret med visse kræftformer og fødselsdefekter
Madlavning, åbne pejse og rygning indendørs øger mængden af meget fint støv i hjemmet samt en række bekymrende forurenende stoffer, der er forbundet med negative sundhedsmæssige effekter.
Støv indeholder en lang række kemikalier, blandt andet visse, som står listet på Stockholmkonventionen om persistente organiske miljøgifte (formålet med konventionen er at beskytte menneskers sundhed og miljøet imod persistente organiske miljøgifte - også kaldet POP-stoffer, red.).
Disse stoffer er associeret med visse kræftformer, fødselsdefekter, dysfunktionelle immun- og reproduktionssystemer, større modtagelighed for sygdomme og skader på nervesystemet.
Kemikalier i støvet
Kemikalier brugt i pesticider og i vores tøj og møbler blander sig også med støvet i vores hjem.
Giftige bromerede flammehæmmere, som er kemikalier, der kan tilsættes plast, skum og tekstiler for at forhindre brand, bliver brugt i utallige produkter til hjemmet, for eksempel børnenes nattøj. Disse stoffer kan finde vej til husstøvet i hjemmet.
Støv indeholder også mikroplast fra tøj, emballage, tæpper og andet inventar. Disse partikler er lette at indånde og indtage, især for børn, der ofte putter deres fingre (og alt muligt andet) i munden.
Pefluorerede kemikalier eller PFAS-forbindelser (såkaldte 'evighedskemikalier') bruges i mange produkter til hjemmet, som kosmetik og visse non-stick overflader. Disse kemikalier er også at finde i husstøvet.
Støv udefra hjemmet
Omkring 2/3 af støvet i et hjem kommer udefra.
Jord fra haven og vejstøv bliver fragtet ind på sko eller blæst ind i huset med vinden. Udendørs støvpartikler kommer ind i hårene på dine kæledyr. Køretøjets udstødningsstøv trænger også ind.
De seneste støvstorme har transporteret muldjord fra landbrugs- og ørkenområder til vores hjem i byerne.
Naturbrande skaber fint partikelformet atmosfærisk støv, som kan indeholde giftige komponenter fra tidligere forurening.
Støv fra nærliggende miner og industri kan resultere i giftig eksponering for børn.
Dårlig luftkvalitet og fugt i hjemmet er en kilde til sygdom og død.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Støv bidrager til negative sundhedsmæssige effekter
Vi kan udlede, at støv også bidrager til negative sundhedsmæssige effekter.
Visse typer støv er især skadelige: Der er fornyet bekymring for lungesilikose og eksponering for asbest blandt håndværkerne i forbindelse med renovering af hjemmet.
Overdreven brug af desinfektionsmidler og antibakterielle produkter er associeret med den øgede forekomst af antibiotikaresistente gener, som vi registrerer i støvet.
Næsten hver femte australier har allergisk rhinitis (bedre kendt som høfeber), forårsaget af støvrelaterede allergener som støvmider, pollen, kæledyrenes skæl og hudpartikler.
Gør noget ved støvet!
Husstøv er en del af livet. Selv i lukkede hjem vil det stadig lægge sig fra den indendørs atmosfære, fra loftet, gesimser og loftsrum. Det trænger ind i stuerne gennem revner ved vinduer og døre.
Partikler af snavs, røg, fibre eller knuste materialer, der svæver i luften, lægger sig til sidst som støv.
\ Læs mere
Men der er meget, du selv kan gøre.
Vi kan forsøge at forhindre, at støvet trænger ind. Brug dørmåtter og tag skoene af, når du går indenfor. Mudderklædte børn eller kæledyr kan vaskes af ved døren, og støvet arbejdstøj skal tages af, så snart man kommer ind i hjemmet.
Vi skal være bevidste om, hvilke kemikalier vi bruger i vores hjem, samt hvordan vi bruger dem.
Hold igen med unødvendige antibakterielle produkter
Ved at reducere vores brug af plast, pesticider og imprægnering hjælper vi med at reducere den kemiske belastning. Hold dig fra unødvendige antibakterielle produkter; en fugtig klud med sæbe eller lidt vaskemiddel er lige så god til at rengøre en overflade.
Regelmæssig støvsugning hjælper rigtig meget. Støvsugere udstyret med et fint partikelfilter (for eksempel et HEPA-filter) er mere effektive til at fjerne allergifremkaldende støv.
Afstøvning med en tør klud eller fjerkost sender sandsynligvis blot støvet tilbage i luften, så brug i stedet en fugtig klud.
Vask hårde gulvoverflader med vand, for det fjerner også fint støv, som fejning eller støvsugning ikke gør kål på.
Hvis du vil vide mere om dit støv, kan du sende en prøve til DustSafe.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Læs mere
![]()
\ Kilder
- Mark Patrick Taylors profil (Macquarie University, Australien)
- Cynthia Faye Isleys profil (Macquarie University, Australien)
- Kara Frys profil (Macquarie University, Australien)
- Max Mclennan-Gillings' profil (Macquarie University, Australien)
- "The National Human Activity Pattern Survey (NHAPS): a resource for assessing exposure to environmental pollutants", Journal of Exposure Science & Environmental Epidemiology (2001). DOI: 10.1038/sj.jea.7500165
- "The micrometeorite flux at Dome C (Antarctica), monitoring the accretion of extraterrestrial dust on Earth", Earth and Planetary Science Letters (2021). DOI: 10.1016/j.epsl.2021.116794
- "Human exposure and risk associated with trace element concentrations in indoor dust from Australian homes", Environment International (2019). DOI: 10.1016/j.envint.2019.105125
- "Mobilizable antibiotic resistance genes are present in dust microbial communities", PLOS Pathogens (2020). DOI: 10.1371/journal.ppat.1008211
- "Quantification and exposure assessment of microplastics in Australian indoor house dust", Environmental Pollution (2021). DOI: 10.1016/j.envpol.2021.117064
- "Migration of Contaminated Soil and Airborne Particulates to Indoor Dust", Environmental Science & Technology (2009). DOI: 10.1021/es9003735
- "How clean is your house? A study of house dust mites, allergens and other contents of dust samples collected from households", International Journal of Environmental Health Research (2018). DOI: 10.1080/09603123.2018.1457141
- "Man's best friend? The effect of pet ownership on house dust microbial communities", The Journal of Allergy and Clinical Immunology (2010). DOI: 10.1016/j.jaci.2010.05.042
- "Occurrence and Profiles of Organophosphate Esters in Infant Clothing and Raw Textiles Collected from the United States", Environmental Science & Technology Letters (2020). DOI: 10.1021/acs.estlett.0c00221
- "Is House Dust the Missing Exposure Pathway for PBDEs? An Analysis of the Urban Fate and Human Exposure to PBDEs", Environmental Science & Technology (2005). DOI: 10.1021/es048267b
- "4 - Toxicological and environmental issues associated with waterproofing and water repellent formulations", Waterproof and Water Repellent Textiles and Clothing (2018). DOI: 10.1016/B978-0-08-101212-3.00004-6
- "Migration of Contaminated Soil and Airborne Particulates to Indoor Dust", Environmental Science & Technology (2009). DOI: 10.1021/es9003735
- "Unprecedented smoke‐related health burden associated with the 2019–20 bushfires in eastern Australia", The Medical Journal of Australia (2020). DOI: 10.5694/mja2.50545
- "Trace element contamination of soil and dust by a New Caledonian ferronickel smelter: Dispersal, enrichment, and human health risk", Environmental Pollution (2021). DOI: 10.1016/j.envpol.2021.117593
- "Arbejde med sandblæsning kan give lungesilikose", Ugeskriftet for Læger (2015).
- "Asbestos exposure during home renovation in New South Wales", The Medical Journal of Australia (2013). DOI: 10.5694/mja12.11802
- "Antimicrobial Chemicals Are Associated with Elevated Antibiotic Resistance Genes in the Indoor Dust Microbiome", Environmental Science & Technology (2016). DOI: 10.1021/acs.est.6b00262




































