Gentagelse gør mester – jo mere vi gentager rytmisk bevægelse, desto hurtigere gør vi det

Andetsteds i årets Tour de France-kalender her på Forskerzonen er det beskrevet, hvordan centrale mønstergeneratorer i rygmarven formentligt spiller en betydningsfuld rolle for, hvordan vi helt automatisk træder rundt i pedalerne – det, man også kalder den automatiserede pedalering.

Rytmisk stereotyp bevægelse udført af mennesker - som pedalering blot er ét eksempel på - er faktisk emnet for en større forskningsindsats ved enheden Sport Sciences ved Aalborg Universitet, hvor jeg arbejder til daglig.

I en del af forskningsindsatsen fokuserer vi på andre frivillige, rytmiske bevægelser end de måske mest oplagte eksempler såsom gang, løb og cykling.

For eksempel anvendes fingertapping som arbejdsmodel i en del studier. Fingertapping handler for eksempel om, at man beder forsøgspersonen tappe med sin pegefinger på et bord, mens de andre fingre holdes afslappet og i ro.

Én grund til at studere fingertapping er, at det er en aktivitet, som ikke udføres til daglig. Det giver mulighed for at undersøge, hvad der sker med rytmisk motorisk adfærd, hvis en aktivitet, som man normalt ikke udfører, bliver gentaget.

Gentagelse øger tappefrekvensen

Et interessant resultat er, at den selvvalgte tappefrekvens forøges, hvis aktiviteten gentages. Med andre ord kan man sige, at tappebevægelsen forstærkes.

Dét fænomen har fået den engelske betegnelse repeated bout rate enhancement. Fænomenet dækker over, at den selvvalgte tappefrekvens øges med cirka otte procent i den anden af 2 tappesekvenser, som er adskilt af 10 minutters pause.

Jeg stod selv i spidsen af sådan et forsøg i 2015, og resultaterne blev gentaget af vores forskningsgruppe med Mora-Jensen i spidsen, i 2017.

Tidligere skrev jeg og mine kollegaer, at denne forøgelse af frekvensen også forekommer, når tapping udføres med den ene pegefinger i den første tappesekvens og med den modsatte pegefinger i den anden sekvens.

Hvorfor?

Muligvis fordi rytmisk aktivitet medfører en udskillelse af neuromodulatorer, eller neurotransmitterstoffer, i netværksnervecellerne, som udgør de centrale mønstergeneratorer, som, vi formoder, spiller en stor rolle for genereringen af fingertapping.

En af vores hypoteser er således, at udskillelsen af neuromodulatorer er involveret i mekanismen, som er årsag til den hurtigere tapping.

Denne hypotese understøttes af forsøg foretaget på dyr, eksempelvis af Sánchez og Kirk i 2000. Forsøg på dyr tillader mere direkte målinger på rygmarvens nerveceller og dermed en type forskning, der er tættere på de fysiologiske mekanismer, som man er interesseret i.

Fingertapping kan måske hjælpe patienter

Fingertapping er som bekendt noget ganske andet end pedalering, selvom begge aktiviteter er frivillige, rytmiske og stereotype. Og desværre er det ikke oplagt, at rytterne i Touren kan bruge den nye viden fra tappe-studierne i præstationsøjemed.

Realiteten er jo den, at rytternes pedaleringsbevægelse formentligt er konstant forstærket, når de cykler så meget, som de gør.

Men en del af missionen med forskningen er, at en øget viden om forstærkelse af frivillig, rytmisk, stereotyp bevægelse måske på sigt kan anvendes indenfor behandling, rehabilitering og træning af patienter.

Det kunne for eksempel være for patienter, som har skadet rygmarven og dermed forbindelsen mellem hjernen og det neurale netværk i rygmarven, som er centralt for genereringen af rytmiske bevægelser.

LÆS OGSÅ: Cykelryttere bør styrketræne

LÆS OGSÅ: Træd i pedalerne som du plejer – teknikken betyder ikke noget særligt