Din og min seksualitet har i høj grad tilhørt privatsfæren i Vesten i de sidste mange århundreder. Synet på menneskets seksualitet har tilmed ændret sig, og det gælder ikke mindst onani, som har en dramatisk historie.
Der eksisterer formentlig ikke nogen anden kropslig aktivitet, som på lignende vis er gået fra at være stemplet som syg og umoralsk til i dag at blive opfattet som sund og opbyggelig.
Christian 7. med hånden i lommen
På et oliemaleri af Christian 7. fra 1767 poserer den unge konge med scepter, guldkårde og en hermelinskåbe med slæb. Under det fantastiske ydre gemte sig imidlertid en spinkel krop, som bekymrede det danske hof.
En række kilder beretter, at den 18-årige konge havde en stor trang til at onanere, om end hans læge eller andre ved hoffet aldrig kaldte det direkte ved navn, men kaldte det for hans »ulykkelige Vane« eller »Manipulationen«, der er afledt af det latinske manus, som betyder 'hånd'.
\ Tænkepauser
Morten Arnika Skydsgaard har skrevet bogen ‘Tænkepauser – Onani’, som denne artikel bygger på.
Tænkepauser er en bogserie fra Aarhus Universitetsforlag. I Tænkepauser formidler forskere deres viden på kun 60 sider i et sprog, hvor alle kan være med.
‘Onani’ er nummer 76 i serien og udkom 3. februar 2020.
Læs mere om bogen hér.
Flere hoffolk var overbeviste om, at kongens krop og sind havde lidt skade på grund af hans mangeårige, daglige masturbation. Den kunne blandt andet forklare kongens lave kropshøjde.
Hans livlæge Johann Friedrich Struensee gengav i et brev fra 1772 de forestillinger om onani, som vandt frem i datidens Europa: »hvis han kunne vænne sig af med den Vane, som man gætter, uden at jeg nævner den. Det er den, der ruinerer og svækker ikke alene hans Legeme men ogsaa hans Forstand«.
På en rejse til London i 1768 smadrede Christian 7. sågar møblerne på et hotelværelse og var i perioder stærkt optaget af fantasier om, at han var et forbyttet barn og ikke en kongesøn.
LÆS OGSÅ: 10 ting, du ikke vidste om orgasme
Ludvigs onani fik skylden for manglende kongebørn
I samme periode var ægteskabet mellem Frankrigs dronning Marie-Antoinette og kong Ludvig 16. barnløst. Tidligere havde kvinden oftest måtte bære skylden for ufrugtbarheden, men i anden halvdel af 1700-tallet kom regenten i fokus på grund af den omsiggribende onani, og Ludvig 16. måtte nu bære skylden for de manglende kongelige graviditeter.
Ludvig 16.s læge behandlede ham med lægemidlet kinin og styrkende kolde bade, som var en standardbehandling af selv royale onanister, og et smædedigt fra 1779 forklarer: »Han kan ikke tilfredsstille Antoinette«, fordi han kæmper med noget, som ikke er »meget større end en splint« og »altid blød og altid kroget«, hvorefter digtet slutter: »Han har kun et liv i lommen«.
Det var ikke smigrende for kongen, at hans undersåtter fremstillede ham som en svækling, men det var ikke tilfældigt, at den idé dukkede op på det tidspunkt.
Skriftet Onania: En bestseller om 'afskyelig selvbesmittelse'
På Det Kongelige Bibliotek i København kan man finde de ældste trykte skrifter om onani, hvoraf to er særligt interessante.
Den ene bog er Onania, som blev trykt første gang i London omkring 1715. Skriftets fulde titel er Onania, or the Heinous Sin of Self-Pollution, hvilket vil sige 'Onani, eller den afskyelige synd kaldet selvbesmittelse'.
Boghandleren Thomas Crouch solgte bogen for en shilling til Londons læsende publikum, og den opnåede hurtigt bestsellerstatus.
Forfatteren til Onania holdt sig anonym, men historikere er i dag enige om, at bogen højst sandsynligt er forfattet af kirurgen John Marten. Han havde i 1709 udgivet en seksualvejledning, som de britiske myndigheder stævnede for at være pornografisk.
Hans anonyme bog om onani var en nyhed på boghandlernes hylder. Hidtil var det kun præster, som havde skrevet sporadisk om onani som en menneskelig synd, der rangerede på linje med homoseksualitet, hor og bestialitet, dvs. kønslig omgang med dyr.
En forbrydelse mod naturens orden
Onania forandrede datidens syn på onani. Det lille skrift tog udgangspunkt i fortællingen om Onan, der spildte sin sæd og dermed syndede mod Gud og naturen.
Onania henviste til flere kirkelige autoriteter og citerede den engelske præst Richard Capel for eksistensen af en »hemmelig form for mord«, som den syndige udøver ikke ønskede at begå, men som var konsekvensen af hans handling.
Ifølge Capel var onani en større synd end hor, fordi den udrettede en større skade mod naturens orden ved at forhindre et nyt barn i at blive skabt. Onani truede ikke bare ægteskabet som samfundets fundament, men også hele menneskeracen ved at sætte forplantningen ud af spil.
Onania forklarede med apostlen Paulus' ord, at den, som bedrev onani, ville ende »i søen, som brænder med ild og svovl«, dvs. helvede. Alt for mange unge var ikke bekendt med denne synd, der havde så sørgelige konsekvenser for deres krop og sind.
Derfor havde Marten følt sig tilskyndet til at skrive om ondet, selv om skriftet kunne friste svage personer.
LÆS OGSÅ: Onanerer dyr?
Brugte lægevidenskaben til religiøs fordømmelse
Ifølge Marten kunne onani føre til et væld af ubehagelige symptomer. Det drejede sig om forsnævret forhud, smertefuld erektion og gonorré.
Den urene praksis kunne også udvikle sig til epilepsi, tæring og tidlig død. Mandens sæd kunne blive tynd og vandet, så han ville avle små, svagelige børn, ligesom kvinder også risikerede at blive ufrugtbare.
Marten brugte med andre ord lægevidenskabens konklusioner som et uafviseligt argument i en religiøs fordømmelse af onani.
Pilfingrene i brevkassen
Onania solgte i titusindvis af eksemplarer. I 1730 udkom den 15. udgave, som var vokset fra de oprindelige 60 sider til over 300 sider.
De mange udgaver indeholdt et stadig større antal breve fra mænd og kvinder, der bad om råd omkring deres hemmelige last.
Disse offentliggjorte breve, måske opdigtede, bidrog til bogens popularitet. De udgjorde en tidlig læserbrevkasse, som omhandlede bekendelser fra intimsfæren, hvormed læserne blev øjenvidner til en stribe private situationer om onani.
I 1736 udkom den første tyske oversættelse, og dermed landede frygten for onani for alvor i det protestantiske Nordtyskland. Her havde præsten Martin Luther i 1500-tallet måske med tanke på netop onani kaldt en synder for »et indkroget menneske«, der var bøjet over sin navle i selvkærlighed og uden blik for sine medmennesker og Gud.
Onani var om noget en fysisk selvkærlighed, som skulle bekæmpes i den kristne syndslære.
Drik en mikstur og undgå onanitrang
Udgivelsen af Onania var desuden udtryk for godt købmandsskab af Marten, som konkurrerede med andre læger på Londons frie marked for medicinske ydelser.
Han forsikrede dog sine læsere om, at han ikke var ude på at tjene penge. Bogen forklarede ikke desto mindre, at boghandlerne også solgte den anbefalede »styrkende tinktur« for 10 shillings per flaske.
Tog den berørte mand eller kvinde blot 50 dråber af dette vidundermiddel med en stærk portvin hver morgen og aften, ville han eller hun blive helbredt efter to-tre flasker.
Hermed introducerede Marten også et andet vigtigt element i de næste 150 års kampagne mod onani: salg af mere eller mindre hemmelige miksturer, som foregav at kunne helbrede de mange forfærdelige symptomer.
»En tilstand af dødelig svaghed«
Det andet skrift om onani på Det Kongelige Bibliotek er den schweiziske læge Auguste Tissots L’Onanisme, som udkom på fransk i Lausanne i 1760.
Den lille bog har undertitlen 'Afhandling om sygdommene udløst af masturbation' og kritiserer Martens Onania for at være et usammenhængende skrift, der består af teologiske og moralske »barnagtigheder«.
Onani var ikke et religiøst anliggende, men et medicinsk problem, som læger skulle forstå og behandle ud fra deres indsigt i kroppen, nervesystemet og menneskets levevis.
Tissot indledte sit skudsmål af onani på følgende vis: »Vores kroppe udsættes for et konstant tab, og hvis vi ikke erstatter det tab, synker vi hurtigt ned i en tilstand af dødelig svaghed«.
Den største forhindring for en sund krop var sandsynligvis alt for hyppig masturbation, ifølge Tissot.
Det handler om befolkningens ve og vel
Sæden skilte sig ud fra de andre kropsvæsker ved at være særligt værdifuld, men kvindens tab af sekret fra skeden tappede også organismen for energi og livskraft.
Selv en stærk amme, forklarede Tissot, blev svækket efter at have givet mælk i en længere periode. Svækkelsen påvirkede en række af kroppens organer, som for onaniens vedkommende drejede sig om nervesystemet, fordøjelsen, huden og kønsorganerne.
Tissot var en af de helt store populærmedicinske forfattere i 1700-tallet og udgav blandt andet en bog om forebyggelse af de livstruende kopper ved hjælp af indpodning af koppematerie.
Med sin bog om onani ønskede Tissot at pege på et lige så alvorligt problem for befolkningens ve og vel.
LÆS OGSÅ: Hæmoridens historie beretter om pisk i rumpen og igler omkring anus
