I 1800-tallet førte industrialiseringen til en folkevandring fra land til by. Byerne havde vokseværk, og det gik stærkt.
Befolkningstallet blev fordoblet på få årtier i flere byer, hvor slumkvarterer skød op. Her boede den fattigste del af befolkningen, og de fattige var modtagelige over for koleraen, da den ramte Europa i flere omgange i 1800-tallet. Statistikker over sygdom og dødsfald i byerne viste magthaverne, at der måtte gøres noget.
Byernes fattigkvarterer var levesteder for ikke blot mennesker, men også for epidemiske sygdomme. Det førte til sundhedsreformer, som satte fokus på renligheden i byerne. Resultatet blev, at byerne i løbet af 1800-tallet fik vandforsyning, toiletter og et kloaknet.
Adskillelsen af drikkevand og spildevand opfattes i dag som dét medicinske fremskridt, der har reddet flest menneskeliv i historien.
Antikkens Rom havde kilometerlange vandledninger
Primitive, vandskyllende toiletter og spildevandsrør i gaderne fandtes allerede for 5.000 år siden i byen Mohenjo-Daro i Pakistan. Det er dog romerne, som skal have æren for at have udviklet byer med teknologisk avancerede vand-kloaksystemer.
I antikkens Rom førte kilometerlange vandledninger vand fra bjergene til byens offentlige bade og springvand. Vandet strømmede til byen i en konstant strøm og flød ud igen gennem et veludviklet rørsystem, som endte i den flere meter høje 'Cloaca Maxima', der tømte spildevandet i floden Tiberen.
\ Læs mere
Med Romerrigets fald forsvandt denne byggeskik, som først blev genoptaget i 1800-tallet.
Drikkevand og vand fra rendestenen
Men hvordan håndterede byer i første halvdel af 1800-tallet latrin, affald og adgang til rent drikkevand? I det tætbefolkede København nåede byens indbyggertal i 1840 op på 120.000 mennesker og 5.000 heste, køer og svin.
Af militære årsager var byen klemt inde bag Københavns volde og dækkede et landareal på tre km2. Vi har gode skildringer af boligforholdene eller snarere de slumkvarterer, som bestod i store dele af byen. Mellem to og tre tusinde familier boede i fugtige kældre. Familier med tre til fire børn boede i lejligheder på helt ned til tre til fire m2.
I nogle kvarterer var spædbørnsdødeligheden på over 50 procent, og middellevetiden var angivelig under 40 år – det vil sige mere end ti år lavere end på landet.
Og så var der stanken fra skarnet, der flød i byens mere end 80 kilometer rendestene eller steg op fra baggårdenes latringruber. Sidstnævnte blev tømt et par gange om året af 'natmændene', som kørte latrinen ud af byen på åbne hestevogne.
Det er ikke overraskende, at indbyggerne beklagede sig over luftkvaliteten. I brokkebladet Politivennen var der hyppige klager over den fæle stank fra rendestene, som ikke blev tømt og flød over med affald fra private husholdninger, butikker, industri og latrin.
Dertil kom drikkevandet, der blev ledt ind fra nærliggende søer i underjordiske trærør og hentet op af brønde, som kunne være forurenet med nedsunkent vand fra rendestenene.
Medicinsk statistik vigtigt argument
I dag er rent vand og kloakker en selvfølgelighed. Det var det ikke ved 1800-tallets midte, hvor læger, ingeniører og politikere diskuterede vandforsyning, latrinvæsen og underjordiske rørsystemer i de europæiske hovedstæder. Her blev den nye medicinske statistik, som målte befolkningens sundhedstilstand, et vigtigt argument i kampen for ordentlig vandforsyning og kloakker.
\ Læs mere
En hovedkraft var den britiske embedsmand Edwin Chadwick (1800-1890), som i 1842 offentliggjorte sin legendariske Rapport om de hygiejniske forhold hos arbejderklassen (Report on the Sanitary Condition of the Labouring Population).
Den byggede på et stort statistisk materiale fra en række landsdele i Storbritannien og dokumenterede elendigheden hos arbejderklassen. I nogle byer døde mere end halvdelen af arbejderbørnene før femårsalderen, og epidemiske sygdomme florerede med høj hyppighed.
Det meste affald kunne skylles ud af byen
Der var ikke tidligere blevet lagt så meget talmateriale frem om en befolknings sundhedstilstand. Chadwick argumenterede for, at løsningen på problemet var en flydende affaldshåndtering. Det krævede vandværker, som kunne levere en stabil vandstrøm til alle boliger, der også var koblet til et underjordisk netværk af glaserede kloakrør, som til stadighed løb mod lavereliggende og større rør.
Derved kunne det meste affald skylles ud af byen, og løsningen ville, mente Chadwick, være 30-40 gange billigere end at fjerne affald med håndkraft og hestevogne. Derved kunne man fjerne de sygdomsfremkaldende dunster, som gjorde arbejderklassen syg og påførte staten store økonomiske tab.
Chadwicks rapport medvirkede til en epokegørende lov om folkesundhed og sanitetsforbedringer i britiske byer.
Dårlig luft placerede København dårligere
Den danske ingeniør F.C. Kabell (1808-1903) var inspireret af Chadwicks arbejde. Han gennemgik de nye kloaksystemer i Hamburg, Paris og London i 'Forslag til en forbedret Vandforsyning og Gadeskylning for Kjøbenhavn' i 1844. Der måtte gøres noget i København, hvor stanken var så kraftig om sommeren, at de velhavende rejste væk.
Kabell forklarede, at manglen på ren luft i København ganske enkelt placerede byen på et lavere kulturtrin. I London var der lejligheder, hvor man i køkkenet fandt »en Hane, som giver det nødvendige Vand, og derunder et Kar, hvor Spildevandet og det urene Vand sporløst forsvinder, da det ei løber ud i Gaarden.«
\ Læs mere
Der var også haner til varmt vand og man fandt »paa Retiraderne et Haandgreb, som man kun behøver at bevæge, for at skylle Alt bort. Denne Indretning kaldes Water closet.«
Kabell havde beregnet, at 334 københavnere årligt kunne reddes med en byplanlægning, som baserede sig på ordentlig vandforsyning og kloakker.
Kolera havde gode forhold i byen
Tre år efter fulgte lægen Emil Hornemanns (1810-1890) 'Om adskillige Mangler ved den offentlige Reenlighed i Kiöbenhavn', som analyserede renovationen i hovedstaden og konstaterede, at København var »en meget skiden Bye.«
Hornemann var overbevist om, at koleraen ville have gunstige forhold i byen, hvis ikke der skete noget. I 1853 vedtog Københavns Borgerrepræsentation den første kloakplan med 16 stemmer for og 10 imod. Modstanderne påpegede, at et kloaksystem var for kostbart, at kloakvandet ville fryse til is om vinteren, og at den frugtbare latrin vil gå tabt for landbruget.
Uenigheden og de store anlægsudgifter bidrog til, at indenrigsminister Anders Sandøe Ørsted (1778-1860) vendte tommelfingeren nedad. Samme år ramte koleraen København med stor voldsomhed og slog 5.000 københavnere ihjel i løbet af tre måneder. Epidemien blev en øjenåbner, fordi koleraen igen ramte hårdest i fattigkvartererne.
Fire år senere blev det første kloaksystem vedtaget. Det var en reduceret kloakplan, som bestod af et underjordisk muret kloaksystem, som kun var til spildevand og regnvand, mens tilslutning af et vandskyllende toilet blev forbudt.
Læger og ingeniører opponerede, fordi indbyggerne allerede var begyndt at anskaffe sig vandskyllende toiletter, hvis urene vand nu ville ende i rendestenene. Det ville »true Stadens Sundhed« i endnu højere grad, som Hornemann formulerede det. Men derved blev det, og latrinen blev fortsat fragtet ud af byen med håndkraft og hestevogne.
Drikkevandspumper og latringruber
Det hører med til videnskabens historie, at forkerte teorier udmærket kan medføre rigtige handlinger. Stort set alle læger og ingeniører mente i 1840'erne, at det var byens dunster, som var livsfarlige.
Det harmonerede med den tids epidemiske teori, hvor dunster blev betragtet som hovedårsagen til de smitsomme sygdomme, der hærgede by og land i Europa. Den britiske læge John Snow (1813-1858) var imidlertid optaget af drikkevandet som mulig sygdomskilde.
Under koleraepidemien i London i 1854 undersøgte Snow to drikkevandspumper, som forsynede forskellige husstande, og han viste, at vand fra den ene pumpe medførte en 14 gange øget risiko for at dø af kolera. Således havde beboere, som boede i samme gade, men fik vand fra hver sin drikkevandspumpe, vidt forskellig dødelighed.
Dermed problematiserede Snow, at koleraen var betinget af byens dunster. Og problemet var netop forurening af drikkevandspumper og brønde, som ofte var placeret side om side med latringruberne, hvorved bakterier fra afføringen kunne sive hen til drikkevandet.
Blev tømt direkte i havnen
I København blev indbyggertallet fordoblet på kun 30 år fra 200.000 i 1860 til 400.000 i 1890. På det tidspunkt var der 24.000 latrintønder i København, som hver uge blev båret ud på hestevogne og kørt til latrinpladser i udkanten af København, hvor tønderne blev skuret og kørt tilbage.
Kloakkernes spildevand blev tømt direkte i havnen. Det gjorde det næsten uudholdeligt om sommeren, hvor havnen tørrede ud og stank så meget, at beboerne ikke kunne åbne vinduerne.
Der var også problemet med den 'brune fane', som strakte sig fra havnen til Køge bugt og vidnede om, at størstedelen af borgernes ekskrementer ikke havnede på latrinpladserne, men illegalt blev skyllet i kloakken og endte i havnen.
Så wc-forbuddet havde spillet fallit, og man blev i 1897 enige om at udbygge kloaksystemet. Københavns stadsingeniør Charles Ambt (1847-1919) havde i 1884 kloakeret Nakskov, som var den første, danske by med kloakforbundne wc'er.
Ambt udarbejdede Københavns 'store Kloakplan', som med pumper og rørledninger transporterede spildevandet en kilometer ud i Øresund. Samtidig blev det tilladt at tilkoble vandskyllende toiletter mod betaling. I 1905 var der 5.000 wc'er og 30.000 latrintønder, mens der fem år senere var 50.000 wc'er. I 1965 havde 83 procent af byens lejligheder eget wc.
Haiti blev ramt af kolera efter jordskælvet
I 1998 blev indførelsen af ren vandforsyning og kloaknet kåret som den vigtigste medicinske opfindelse i menneskehedens historie i det ansete medicinske tidsskrift British Medical Journal. I dag mangler over to milliarder mennesker stadig adgang til rent drikkevand.
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
På verdensplan forretter 15 procent af Jordens befolkning deres nødtørft 'usikkert' – det vil sige, de bruger såkaldt 'åben defækation', hvormed der potentielt bidrages til spredning af sygdomme som kolera.
\ Læs mere
Det blev tydeligt for hele verden, da et jordskælv ramte Haiti i 2010 og gjorde flere end en million mennesker hjemløse. I de midlertidige beboelseslejre var der ikke adgang til latriner, sæbe og rent drikkevand. Samme år ramte en voldsom koleraepidemi øen med hundredetusinder af syge og tusindvis af døde.
Vi kan lære meget af 1800-tallets kamp for folkesundhed og kloakteknologi, som i dag er en usynlig, stabil og selvfølgelig hverdagsinstallation, hvis hårde og lange fødsel i København er fint dokumenteret i Hanne Lindegaards 'Ud af røret' (2001). Indførelsen af rent drikkevand og kloakker viser også, at strategisk byplanlægning kan være langt mere effektivt end ændringer på individniveau.
I de seneste 100 år har man forhindret sygdom og dødsulykker med indsatser på en række samfundsområder som for eksempel fødevarehygiejne, vaccination mod epidemier, hastighedsgrænser i trafikken og børnetandpleje. Det har store dele af verden stadig til gode.
