Mennesket har altid været plaget af sygdomme, og mange har sikkert været de samme, som vi ser i dag. Men de fleste har man ikke forstået meget af, og de navne, man har givet dem, er svære at tolke.
Først i 1700-tallet blev mavesår, blindtarmsbetændelse, tarmkræft og skrumpelever beskrevet nogenlunde som i dag, og blodprop i hjertet endnu senere.
Derfor er det vanskeligt at føle sig sikker på, hvad de gamle fejlede og døde af. Skeletfund samt kemiske og molekylærbiologiske undersøgelser kan dog give værdifulde oplysninger i nogle tilfælde.
Én slags sygdomme skiller sig dog ud: Hæmorider og andre sygdomme i endetarmsåbningen (anus) har været beskrevet nogenlunde præcist allerede i oldtiden og fra alle verdens lande.
Årsagen er utvivlsomt, at disse sygdomme har været hyppige, direkte observerbare og har ret enkle symptomer som smerter og blødning. Men også for anus’ sygdomme har opfattelse af årsager og behandling varieret, og dette er fortsat op i vor tid.
Denne artikel handler om en række forskellige udsagn og anbefalinger, som har set dagens lys indenfor de sidste mere end 2.000 år. Men den indeholder ikke de endelige svar – hæmoriderne forbliver et mysterium.
\ Læs mere i bogen: Når enden er god…
Artiklen er skrevet på baggrund af Claus Fengers bog: ’Når enden er god… Historien om anus, hæmoriderne og andet dernedefra’ fra 2017.
Bogen har en introduktion til ikke-specialister, før den dykker ned i den medicinske litteratur fra hele verden fra de første skriftlige vidnesbyrd til i dag.
Undervejs fortælles mange flere kuriøse historier om, hvordan man bedst behandler hæmorider, hvordan en række forskellige trosretninger og alternative behandlere har set på emnet, hvordan en række berømte personer har været plaget af sygdomme i anus, og hvorledes anus har optrådt indenfor kunstarterne.
Bogen er rigt illustreret og forsynet med en fyldig litteraturliste over de originale kilder.
Hvad er hæmorider?
Hæmorider er ansamlinger af karrigt væv, glat muskulatur og bindevæv, arrangeret i tre søjler under slimhinden i analkanalen, som er de nederste fire cm af fordøjelseskanalen og strækker sig fra endetarmen (rectum) ned til anus.
Disse søjler kaldes ’anal cushions’, hvilket kan oversættes med ’analpuder’, men et dansk navn anvendes ikke.
Hæmorider er helt normale strukturer, men betegnelsen bruges kun om symptomgivende hæmorider – altså dem, der bløder eller gør ondt. De fleste læger mener, at sådanne findes hos omkring en tredjedel af alle mennesker i løbet af livet, men sikre tal har vi ikke.
Hæmorider kan deles i de interne, som findes i den øvre del af analkanalen og de eksterne, som findes omkring anus.
De interne viser sig typisk ved blødning og fremfald af slimhinden (prolaps) og kan være ledsaget af kløe, sivende afføring og slimafsondring. De eksterne giver typisk smerter.
Mange patienter med sådanne symptomer har imidlertid ikke hæmorider, og man skal derfor altid undersøge området grundigt for at udelukke, at de fejler noget helt andet og måske meget mere alvorligt.
Leksikon med 227 sider om hæmorider
De ældste overbevisende beskrivelser af hæmorider og andre analsygdomme er mere end 3.500 år gamle og stammer fra Mesopotamien, men muligvis er de blevet omtalt endnu tidligere af både indere og kinesere. Her mangler vi dog sikre beviser.
Den ægyptiske ’Chester Beatty Medical Papyrus’ fra ca. 1200 f.v.t. handler udelukkende om disse sygdomme, og de gamle europæere, som grækeren Hippokrates (ca. 460-370 f.v.t.) og Galen (129-ca. 216), som virkede i Rom, har skrevet mange og lange afsnit om samme emne.
Siden har talrige kendte læger skrevet side op og side ned om hæmorider.
For eksempel skrev franskmanden Francois de Montegre hele 227 sider om hæmorider i den store franske Encyklopædi fra 1817, hvor han inddeler hæmorider i 20 varianter (i Den Store Danske Encyklopædi fra 2001 er der blot en halv side).
Den berømte tyske patolog Rudolph Virchow brugte 30 sider på hæmorider i sin store bog om svulster fra 1863, og amerikaneren William Bodenhamer udgav i 1884 en bog på knap 300 sider kun om hæmorider.
I de sidste mange år er der udkommet mindst en artikel om ugen i medicinske fagtidsskrifter.
Kunsten at formilde en hæmoridegud og amuletter af tørrede skrubtudser
I oldtiden og også blandt naturfolk langt senere har sygdomme ofte været opfattet som følger af forkert levevis og under indflydelse af guder, dæmoner, stjerner, årstider og vejr.
Her har behandlingen, udover fornuftig livsførelse, naturligvis bestået i at formilde guden eller uddrive dæmonen. Det har også været klogt at beskytte sig med amuletter, og her har man kunnet bruge diverse sten og for eksempel tørrede skrubtudser.
Omkring år 400 f.v.t. opstår i Europa teorien om ubalance mellem legemets væsker (blod, slim, gul og sort galde), den såkaldte humoralpatologi. Sygdomme blev derfor behandlet ved at genskabe balancen ved at fremkalde opkastning, hoste, sved, afføring eller ved åreladning.
Her forklares hæmorider som ophobning af blod, slim og sort galde i blodårerne omkring anus, og blødning fra hæmorider blev anset for et godt tegn, som man ikke måtte standse helt. Derfor blev blodkarrene i analkanalen kaldt ’Gyldenaarer’.
\ Læs mere
Få hæmorider og lev længere!
Teorien dominerede europæisk lægevidenskab i mere end 2.000 år, og den tyske læge Michael Alberti skrev i 1722 ligefrem, at ’Hæmorrhoides esse Longævitatis causam’ (hæmorider er årsagen til et langt liv).
Et forsøg på en anatomisk forklaring kom nogenlunde samtidig fra italieneren Giovanni Battista Morgagni. Han mente, at de skyldtes menneskets oprejste stilling, længden af blodårene (venerne) til anus, manglen på veneklapper og forhøjet tryk i venerne som ved skrumpelever.
Den forklaring passer dårligt sammen med, at åreknuder er hyppigst på benene, hvor der er lange vener med mange klapper. Og patienter med skrumpelever har ikke oftere hæmorider end andre.
Arvelige faktorer har også været foreslået, og mange forfattere har ment, at hæmorider var særligt hyppige blandt bestemte folk.
Her har ikke mindst jøderne været i søgelyset, og mon ikke årsagen har været den til mange tider udbredte antisemitisme? Videnskabeligt grundlag mangler i hvert fald.
Jernbanekørsel og pisk i rumpen: Mange mystiske forslag til hæmoridernes årsag
Helt op i det 19. århundrede møder man mange steder forestillingen om, at hæmorideblødning er den mandlige pendant til kvindens menstruation og nyttig ligesom denne.
Andre forslag til årsager har været køn, alder, klima, geografi, kosten, overvægt, graviditet, sygdomme i andre bækkenorganer, lediggang, onani, analt samleje, kørsel med jernbaner, ridning såvel som stillesiddende arbejde, stram påklædning, pisk i rumpen og at tørre sig med hårdt papir med tryksværte på.
Ingen af disse forslag er dog blevet overbevisende dokumenteret.
Nogle forfattere har beskrevet hæmorider som erektilt væv som i penis, en slags brok samt som følger af årebetændelse.
Siden har man særligt fokuseret på lavt fiberindhold i kosten og forstoppelse (obstipation), men heller ikke dette er bevist, og hæmorider er faktisk oftere forbundet med diarré. Øget pres ved afføring synes heller ikke at være af betydning.
Nyere teorier går ud på, at hæmorider kunne skyldes problemer med bindevævet, og i de seneste år er fremkommet undersøgelser, som peger på en mulig sammenhæng med sygdomme i de perifere pulsårer (arterier) som blodprop i hjertets kransårer.
Lægernes behandling af hæmorider var for de rige
Hvis det ikke hjalp at anråbe guderne, måtte man søge til mere håndgribelige metoder.
Man kan læse om berømte lægers anbefalinger ved hæmorider, men professionel behandling har været for de få rige. Almindelige borgere, for slet ikke at tale om fattige, har indtil midten af det 19. århundrede måttet søge kvaksalvere eller ty til folkemedicin.
Her har der til gengæld været talrige og ofte fantasifulde forslag.
Det er dog ikke altid nemt at skelne mellem de professionelles og de andres metoder. Her skal omtales en række forslag, som har været fremsat i løbet af de sidste 2.000 år. Nogle af dem er faktisk blevet efterprøvet i vor tid.
Et væld af mislykkede metoder
Mange har anbefalet mere letfordøjelig kost. Kosttilskud i form af fibre synes at kunne reducere symptomerne, men ikke helbrede sygdommen.
Nogle har ment, at man bør sidde på hug, når man skal af med afføringen, mens andre har påvist, at khat-tyggere, som oftest sidder på hug, netop oftere får hæmorider. Men khat medfører nu også obstipation.
Der er almindelig enighed om, at motion er godt mod obstipation, så en del patienter har sikkert fået det bedre. Traditionel kinesisk plantemedicin har ikke vist overbevisende effekt.
I de senere år har man forsøgt med en gruppe stoffer, kaldet phlebotonica, som påvirker blod- og lymfekar og dermed kan reducere blødning.
Ingen af disse metoder kan dog helbrede hæmorider.
Ligeledes har man forsøgt sig med åreladning (stadig at finde indenfor ayurvedisk medicin og japansk akupunktur), kopsætning på lænden, igler omkring anus (ofte 10-20 styks i løbet af en uge), afføringsmidler, plantemedicin, kropsdele fra dyr og insekter, varme og kolde sæbebade, akupunktur, sårbrænding (såkaldt moxa), lokalbedøvende medicin, forsøg med elektrisk strøm og indsættelse af radiumkapsler.
Ingen af disse mange og mærkværdige metoder har dog kunne helbrede hæmoriderne, og nogle af dem er ikke helt ufarlige.
Den mest effektive løsning i dag er nok blot at fjerne hæmoriden ved operation. En meget brugt metode er at sætte et gummibånd omkring hæmoriden, så den dør (nekrotiserer) og falder af.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Du kan læse meget mere om igler som behandlingsstrategi i boksen ’Igler til kamp mod hæmorider, indre sygdomme og døvhed’ under artiklen.
I enden ved vi meget lidt om hæmorider…
Hæmorider er altså en af de hyppigste sygdomme i verden og har været kendt i årtusinder.
Der foreligger tusindvis af publikationer med forslag til årsager og behandling. For tiden tilbyder det etablerede sundhedssystem omkring en snes forskellige behandlinger. Hertil kommer endnu flere fra alternativ side.
Vi ved, hvordan de ser ud hos patienten og i mikroskopet, og hvad de består af.
Men vi ved fortsat faktisk intet sikkert om hvor mange, der har hæmorider, hvad der fremkalder dem, og hvad der er den bedste behandling.
\ Kilder
- Claus Fenger: Når enden er god… Historien om anus, hæmoriderne og andet dernedefra. Syddansk Universitetsforlag 2017
- Sandler RS, Peery AF: Rethinking what we know about hemorrhoids. Clin Gastroenterol and Hepatol 2018 (in press)
- Wei-Syun Hu, Cheng-Li lin: Hemorrhoid is associated with increased risk of peripheral artery occlusive disease: a nationwide cohort study. J Epidemiol 2017; 27: 574-577
\ Igler til kamp mod hæmorider, indre sygdomme og døvhed
Brugen af blodigler kendes allerede fra det gamle Egypten og fra Indien. Deres anvendelse ved hæmorider er omtalt af Galen og mange senere forfattere.
Idéen var naturligvis, at iglerne kunne opsuge det skadelige i blodet, og ofte anvendte man 10-20 igler omkring anus i løbet af en uge.
Virkningen kunne efter nogles opfattelse også ramme mere fjerne organer, da man mente, at de hæmoridale blodkar var tæt forbundne med de indre organer.
Helt vildt blev det omkring 1800, hvor den franske mediciner Broussais behandlede mange indre sygdomme med igler omkring anus, og datidens berømte ørelæge Itard benyttede dem også mod visse former for døvhed.
I 1833 importerede Frankrig 42 millioner igler. Derefter aftog brugen.
Vigtigt at have snor i iglerne
Blodigler kan spise 5-10 ml blod, hvilket er op til 10 gange deres egen vægt. Anvendelsen af igler på kanten af anus var at foretrække for lancetten – en toægget kirurgisk kniv – som på det sted kunne forårsage ukontrollabel blødning.
Desuden var behandlingen smertefri, da iglens spyt indeholder lokalbedøvende substanser. I spyttet findes også flere enzymer og andre stoffer, som forhindrer blodets koagulation, og andre som modvirker betændelse (inflammation).
Den eneste risiko ved påsætning af igler skulle være, at de krøb ind igennem den nærmeste legemsåbning, hvad enten det var næse, mund eller anus, så det blev anbefalet at sætte en snor i enden på dem.
