Langt de fleste kommer sig efter en hjernerystelse, men en andel må trækkes med senfølger som hovedpine, træthed og koncentrationsbesvær i flere år. For nogle bliver det endda kronisk.
Og hvad kan man så gøre, hvis man tilhører den del?
Det spørgsmål gik igen i mange forskellige afskygninger, da Videnskab.dk i onsdags holdt livechat om hjernerystelse.
Her stillede to forskere sig til rådighed i en time for at svare på spørgsmål fra brugerne.
Den ene var Hana Malá Rytter, ph.d., leder af det nationale videnscenter Dansk Center for Hjernerystelse, og lektor i neuropsykologi på Institut for Psykologi, Københavns Universitet og på Neurologisk Afdeling, Bispebjerg Hospital.
Den anden var Håkan Ashina, læge og ph.d.-studerende ved Dansk Hovedpinecenter og Afdeling for Hjerneskader på Rigshospitalet - Glostrup.
Du kan læse alle spørgsmål og svar i livechatten her.
Den vigtige tidlige indsats
Og så tilbage til spørgsmålet om hvad man kan gøre.
Svaret er desværre langt fra enkelt, og begge forskere understreger, at der skal mere forskning til. Men de nævner også flere gange en tidlig indsats.
»Tidlig behandling lader til i mange tilfælde at være nøglen til, at senfølgerne ikke bliver kroniske,« skriver Håkan Ashina blandt andet.
Også Hana Malá Rytter understreger tidlig indsats som central, da hun bliver spurgt, om hun oplever at kunne hjælpe de patienter, hun møder i sit arbejde:
»Ja, jeg oplever at mange kan blive hjulpet, men at det er svært at få adgang til den rette hjælp tidligt nok.«
Et billede som Håkan Ashina i høj grad kan genkende:
»Et stort problem er, at mange ikke får adgang til tilgængelige behandlingstilbud, hvilket fører til årelange forløb uden brug af tilgængelige behandlinger. En tværfaglig indsats og efteruddannelse af sundhedspersonale er nødvendigt for at opnå reelle fremskridt på området.«
\ Lugtesansen kan forsvinde
Nedsat lugtesans kan sagtens forekomme efter en hjernerystelse, og forekomsten menes blandt andet at hænge sammen med sværhedsgraden af hovedtraumet. Der er desværre ingen effektive behandlinger på nuværende tidspunkt, og ofte tilrådes det, at man ser tiden an.
Sådan lød svaret fra Håkan Ashina til Søren, der ville vide om han kunne gøre noget for at få sin lugtesans igen. Den mistede han nemlig efter en hjernerystelse for nogle år siden.
Læs flere spørgsmål og svar i boksen under artiklen – eller læs hele livechatten her.
Skal man have mistet bevidstheden?
Det kan altså være svært at få den rette hjælp, hvis man kæmper med senfølger efter en hjernerystelse, slår de to forskere fast. Men hvad med at få stillet diagnosen? Kan det passe, at man enten skal have været besvimet eller have kastet op for at man kan få diagnosen hjernerystelse, spørger Camilla.
»Det er desværre rigtigt, at der er nogle læger, der fastholder, at man skal have mistet bevidsthed, for at man kan give diagnosen ’hjernerystelse’,« medgiver Hana Malá Rytter.
Men sådan bør det absolut ikke være, slår hun samtidig fast.
»Dette er forkert. Bevidsthedstab er blot et af de mulige tegn på hjernerystelse. Faktisk er det kun et mindretal af personer med hjernerystelse, der mister bevidsthed. Det hyppigste symptom er, at man er kortvarigt forvirret, konfus og desorienteret,« skriver hun.
Hjælper fysioterapi og samsynstræning?
Spørgsmålene i chatten kredser især om, hvad man helt konkret kan gøre, hvis man er en af dem, der lider af hovedpine, søvnbesvær og bliver hurtigt træt. For eksempel spørger Sabina efter erfaringerne med ikke-medicinsk behandling:
»Som ramt er jeg villig til at prøve alt for at få det bedre, men hvis der er noget, der har vist sig gode erfaringer med, vil jeg gerne høre om det,« skriver Sabine.
Desværre mangler der i dén grad forskning i de forskellige behandlinger, fortæller Hana Malá Rytter. Til gengæld er den bedste, aktuelle viden samlet i en såkaldt klinisk retningslinje.
»Her har vi kigget på effekten af fysioterapeutisk behandling, psykologisk behandling, samsynstræning, og tværfaglig rehabilitering,« skriver Hana Malá Rytter.
Den nationale kliniske retningslinje, som er udgivet i januar 2021, indeholder syv anbefalinger til ikke-medicinsk behandling af længerevarende symptomer efter hjernerystelse:
| Behandling | Anbefaling |
|---|---|
| Systematiseret information og rådgivning | Overvej at tilbyde systematiseret information og rådgivning til patienter inden for fire uger efter hjernerystelse. |
| Gradueret fysisk træning | Overvej at tilbyde gradueret fysisk træning i tillæg til anden behandling til personer med længerevarende symptomer efter hjernerystelse. |
| Vestibulær træning | Overvej at tilbyde vestibulær træning i tillæg til anden behandling til personer med fortsatte vestibulære symptomer efter hjernerystelse. |
| Manuel behandling af nakke og ryg (herunder kiropraktik) | Overvej at tilbyde manuel behandling af nakke og ryg i tillæg til anden behandling til personer med længerevarende symptomer efter hjernerystelse. |
| Optometrisk samsynstræning | Det er god praksis at overveje at tilbyde optometrisk samsynstræning til personer med længerevarende visuelle symptomer efter hjernerystelse. |
| Psykologisk behandling | Overvej at tilbyde psykologisk behandling i tillæg til anden behandling til personer med længerevarende symptomer efter hjernerystelse. |
| Tværfaglig koordineret rehabilitering | Overvej at tilbyde en tværfaglig koordineret rehabiliterende indsats til personer med længerevarende symptomer efter hjernerystelse. |
Tabel: Heidi Graff og Hana Malá Rytter, baseret på deres nye nationale retningslinje.
Agnete spørger helt specifikt, om der er evidens for, at samsynstræning virker.
Og det er der nogen forskning, der indikerer. Men den er i sin begyndelse, og der er mange fejlkilder - studierne mangler eksempelvis kontrolgrupper. Til gengæld er det dokumenteret, at der er øget forekomst af samsynsproblemer hos personer med hjernerystelse, svarer Hana Malá Rytter.
Individuel behandling
Samtidig understreger begge forskere, at både symptomer og forløb er individuelle, behandlingen er helt afhængig af den enkeltes symptomer, og at der bruges forskellige behandlinger.
»Hovedpine behandles typisk farmakologisk med symptombehandling (for eksempel ibuprofen, triptaner) eller forebyggende behandling (candesartan, beta blokkere, amitriptylin). Mens træthed og koncentrationsbesvær ofte behandles non-farmakologisk med for eksempel kognitiv adfærdsterapi,« svarer Håkan Ashina på et spørgsmål fra en bekymret mor.
Hendes datter har på andet år så svære senfølger, at hun har svært ved at fungere.
Hvorfor viser scanningen ikke noget?
En anden, der er hårdt ramt af senfølger, er Lise. Hun har netop fået foretaget en MR-scanning, der ser fin ud. Hvordan kan det lade sig gøre, når man har så mange symptomer, spørger hun.
»Det er, fordi de eksisterende scanningsteknikker ikke er følsomme nok,« svarer Håkan Ashina.
Der er faktisk scanningsteknikker, der er mere følsomme, og flere spørger i løbet af livechatten, hvordan man får adgang til dem.
»Disse scanningsteknikker benyttes desværre på nuværende tidspunkt primært kun i forskningsregi, hvor man typisk sammenligner individer med og uden hjernerystelse på gruppebasis. Scanningsteknikkerne er endnu ikke gode nok til at fortælle, om sammenhængen mellem senfølger efter hjernerystelse og f.eks. mikrostrukturelle skader på hjernen helt ned på individniveau,« svarer Håkan Ashina på det spørgsmål.
\ Læs mere
Findes der en kur, vi ikke har opdaget?
Kort opsummeret kan man sige, der mangler forskning i, hvad der hjælper bedst, når man har senfølger, og det er svært at få adgang til hjælpen. Det lyder ikke opmuntrende. Men der er også håb, mener begge forskere.
»Der er givetvis tale om en kompleks tilstand, der skal løftes gennem en langvarig tværdisciplinær rehabiliteringsindsats. Men vi ser i klinikken, at man godt kan få det bedre,« svarer Hana Malá Rytter en bruger, der er bekymret på en 17-årig piges vegne. Hun kan to år efter sin hjernerystelse kun gå i skole få timer og får hurtigt slem hovedpine.
Og så stiller Rasmus et håbefuldt spørgsmål: Tror forskerne, at der findes en kur eller behandling, som vi bare ikke har opdaget endnu? Svaret fra Håkan Ashina efterlader plads til optimisme:
»Der findes næppe en alt-i-en kur/behandling mod senfølger efter hjernerystelse, fordi symptomerne er så forskellige, for eksempel hovedpine, kvalme, søvnforstyrrelser, koncentrationsbesvær og så videre. Men der er bestemt håb forude for, at man kan finde en kombination af behandlinger, som effektivt kan afhjælpe de senfølger, som et givent individ oplever efter en hjernerystelse,« svarer han.
I livechatten svarede forskerne på rigtig mange spørgsmål – blandt meget andet om optrapning af belastning, brug af skærm og hvad der sker, når hjernen ’koger over’.
Nogle af dem har vi redigeret og samlet i boksen under artiklen – og du kan læse alle spørgsmål og svar i livechatten her.
\ Udvalgte spørgsmål og svar fra livechatten:
Nedenfor følger et redigeret udvalg af spørgsmål og svar fra livechatten. Se alle spørgsmål og svar i fuld længde her.
Kan jeg blive bedre til at arbejde med skærm?
Hvordan kan jeg blive bedre til at kunne arbejde med skærme i længere tid? Hvad er det der sker, når man efter få minutter oplever reaktioner ved arbejde med skærmen, spørger Kristine.
»Man arbejder i øjeblikket med en teori om, at ens nervefibre er overfølsomme efter en hjernerystelse, hvorfor en stor mængde af sensorisk input (for eksempel lys fra en computerskærm eller høje lyde fra noget musik) kan føre til signaler, som i hjernen udløser oplevelsen af svimmelhed og/eller hovedpine,« svarer Håkan Ashina og supplerer:
»En mulighed er brugen af gradvis eksponeringsterapi, hvor man over længere tid vender sig gradvist til at kunne håndtere mere og mere input fra f.eks. irriterende lyskilder såsom computerskærme.«
Hvor godt skal man have det for at starte på arbejde?
Hvor ‘godt’ skal man have det, efter for eksempel et halvt år med senfølger for at det er sundhedsmæssigt forsvarligt at starte op på jobbet igen, spørger Anne.
»Det er individuelt. Men det er forventeligt, at man kan i det mindste være aktiv på jobbet nogle få timer. Det er godt at starte i det små og gå gradvist frem. Ofte skal man i forhold til ens job se på, hvilke krav det stiller til en, og hvordan reagerer man – får man for eksempel flere symptomer, når man er på jobbet. Så skal man ikke holde op med at prøve med at arbejde, man snarere skrue ned på for eksempel antal timer, opgaver, møder, og så videre,« svarer Hana Male Rytter.
Hvem er i særlig risiko for at få senfølger?
Er der nogle, der er i særlig risiko for at få senfølger, spurgte flere brugere både før og under livechatten.
Forskningen tyder på, at det at være kvinde, antallet af hjernerystelser og migræne øger risikoen for senfølger. Men også her mangler der forskning, skriver Håkan Ashina.
»Desuden har forskningsresultater fra store undersøgelser i både USA og Europa vist, at blandt andet migræne og visse psykiske lidelser (angst og depression) kan øge risikoen for at udvikle vedvarende hovedpine efter en hjernerystelse og psykiske senfølger såsom posttraumatisk stress lidelse og søvnforstyrrelser,« skriver han.
Piger i teenageårene er i øvrigt en særlig sårbar gruppe i forhold til at lide af senfølger, supplerer Hana Malá Rytter.
Piskesmæld og hjernerystelse kan ligne hinanden:
Kan symptomer på hjernerystelse forveksles med piskesmæld eller andre skader på nakken, spørger Jette.
»Ja, årsagen hertil er, at det er i overvejende grad de samme senfølger, der ses efter piskesmældstraumer og hjernerystelser. Behandlingen er også langt hen ad vejen den samme - med undtagelse af fysioterapi, der typisk spiller en større rolle hos folk med senfølger efter piskesmæld, da bevægeligheden i nakkeleddet kan være nedsat og kræver behandling,« svarer Håkan Ashina.
Hvorfor udløser et lille slag symptomer igen?
Hvad er det, der sker, når man ved et ubetydeligt bump på hovedet kan opleve en reaktion der minder om en ny hjernerystelse, spørger Kristine.
»Efter en hjernerystelse kan ens nervefibre blive overfølsomme. For eksempel ved man, at de smertefølsomme nervefibre kan reagere på noget som små slag og afgive et signal til hjernen, der opfattes som meget smertefuldt,« svarer Håkan Ashina.
Hvad sker der, når hjernen ’koger over’?
Hvordan kan man neurologisk forklare det symptom at hjernen ‘koger over’/spænder op ved overbelastning? Jeg har ikke bedre ord end dette til at beskrive symptomet, spørger Sarah.
»Vi har ikke et klart svar på, hvad dette skyldes i hjernen. Forskning viser, at det der sker i hjernen efter hjernerystelse er, at kommunikation mellem forskellige hjerneområder er mindre effektiv. Hjernecellerne har også sværere ved at mobilisere den energi, der skal til for at det hele foregår hurtigt og smertefrit. Det lader også til at man har sværere ved at sortere mellem den relevante og irrelevante information, hvilket resulterer i, at hjernen oversvømmes med stimuli, som man under normale omstændigheder ville være i stand til at undertrykke. Og der kan også være tale om længerevarende betændelsestilstand i hjernen,« svarer Hana Malá Rytter.
