Vi lever i en verden, hvor der sker store ting, som gør mange mennesker utrygge. Men vi lever også i en verden, hvor alle på godt og ondt kan komme til orde.
Det betyder, at det ikke kun er viden, men også ufortyndet vrede og frygt, der kan spredes.
Hvis man vil forstå splittelsen og de nogle gange meget stærke følelser i debatterne, kan det være en hjælp at se på og forstå lidt om vores medfødte adfærdssystem ved navn tilknytningssystemet.
Vi er for første gang i nyere tid ramt af en verdensomspændende begivenhed i form af pandemien og skal forholde os til, om vi stoler på en vaccine, der er udviklet på rekordtid.
Samtidig venter vi stadig i spænding på, hvad Trump og Trumps tilhængere stiller op efter valgnederlaget, og herhjemme raser sexisme-debatten, der også skaber utryghed for både mænd og kvinder.
Hvad i alverden har disse vidt forskellige fænomener at gøre med tilknytning?
Ikke noget umiddelbart, men alligevel en hel del, hvis man tager de udviklingspsykologiske briller på for at forstå, hvordan vi kan blive så voldsomt uenige.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Tryghed over alt andet
Vi ankommer til verden med et adfærdssystem, der skal sikre vores overlevelse. Det er tilknytningssystemet, og det er stærkt motiveret for hele tiden at søge den grundlæggende følelse af, at vi er uden for fare.
Hvis vi bliver utrygge, vil vores tilknytningssystem blive ved med at søge tilbage mod denne følelse af tryghed – uden vi er bevidste om det, og også selvom vi slet ikke er i fare.
Når dette system aktiveres, handler det, som om det er et spørgsmål om liv eller død. Derfor sættes alt andet på standby.
Fra et evolutionært synspunkt giver det mening.
Historisk set har vi mennesker ikke kunnet tillade os at bruge lang tid på at vurdere en potentiel fare, før vi begyndte processen med at bringe os i sikkerhed. Var vi for langsomme, ville vi meget ofte ende med at dø.
Men et system, der reagerer på en følelse af utryghed og en potentiel fare, er ikke rationelt. Det prioriterer hurtighed fremfor præcision, og derfor bringer det os ikke nødvendigvis til det rette sted.
Mennesker over hele verden føler sig lige nu mere utrygge end normalt, og alle vil fra tid til anden opleve, at deres tilknytningssystem tager styringen.
Men nogle vil have lettere ved at finde tilbage til en tilstand af ro og rationalitet end andre. Derfor reagerer nogle også mere hensigtsmæssigt end andre.
Utryghed aktiverer tilknytningssystemet
De følgende eksempler på debatter, der skiller vandene, er søgt forklaret ud fra et tilknytningsteoretisk synspunkt.
Det skal derfor tilføjes, at tilknytning ikke er svaret på eller forklaringen på alt, og tilknytningen kan ikke sige noget om, hvem der har ret. Men vi kan bruge tilknytningsteorien til at forstå, hvordan vi kan ende i dyb splittelse om vigtige emner.
En vigtig pointe er, at tilknytningssystemet kun kommer til udtryk, når det aktiveres af utryghed.
Når det aktiveres, vil vi se, at i enhver relation vil der være ’den svage’, som søger at opnå følelsen af at være i sikkerhed ved ’den stærke’.
Det fungerer fint, så længe den stærke er et godt sted at søge hen. Problemet opstår, når tilknytningssystemet forsøger at opnå denne følelse af tryghed ved den samme person, som også udgør den utryghedsskabende trussel.
\ Læs mere
Det kan være svært at sige fra ved overgreb
Et argument, der er fremført flere gange i sexisme-debatten, er, at man ikke kan komme 10 år senere og beklage sig. Enten siger man fra på stedet eller også tier man stille.
Der har også flittigt været delt historier og billeder, der tilsyneladende dokumenterer, at nogle af de krænkede kvinder selv har været med på det, der foregik.
Men har de det?
Hvis man skal forstå, hvorfor langt fra alle overgreb anmeldes, og hvorfor nogle anklager om sexisme er så længe undervejs, kan man se det fra et tilknytningsteoretisk perspektiv, som i sidste ende handler om overlevelse.
Det behøver ikke være en konkret frygt for sit liv, men om tilknytningens konstante fokus på at opnå størst mulig tryghed. Også selvom der ikke reelt er fare på færde.
Når vi ser på magtforholdet mellem en toppolitiker og en ungdomspolitiker, er dette åbenlyst skævt og dermed nok til let at aktivere vores tilknytningsreaktioner.
Det er ikke noget problem i sig selv. Skævheden udvikler sig ikke til et problem, hvis den, der har overhånden, er sig denne skævhed bevidst. Tilknytningssystemet vil forholde sig i ro.
Men når den, der har overhånden, ikke er bevidste om deres magt, starter balladen.
#MeToo har givet kvinder et trygt rum
Hvis en halvfuld politiker lægger an på en yngre og mindre magtfuld kollega, kan det være meget svært at sige fra.
Det vil kræve, at det ’at sige fra’ bringer vedkommende til et sted med mere tryghed, end en ikke-handling gør. Og hvor skal den tryghed komme fra?
Man skal igen huske, at der i relationen mellem mennesker – når tilknytningssystemet aktiveres – vil være én, der repræsenterer den stærke, og én, der kan søge tryghed og beskyttelse ved den stærke.
Man kan godt være begge roller, men så er det enten i forskellige relationer eller forskellige situationer. I situationen nævnt her vil den ældre kollega oftest repræsentere den stærke, alene ved sin magtposition, og dermed både den, som den yngre kollega skal søge beskyttelse fra og hos.
Hvis den unge politiker har et grundlæggende trygt tilknytningsmønster, vil det ofte resultere i, at han eller hun tydeligt siger fra, fordi et trygt tilknytningsmønster giver en indbygget overbevisning om, at der vil være hjælp og tryghed at hente fra andre.
Hvis man er mindre tryg og mindre overbevist om, at der er støtte at finde, hvis man siger fra, kan det betyde, at man konkluderer, at det overordnet er mest gavnligt at finde sig i det og holde tingene for sig selv.
Med #MeToo-bevægelsen kom der dette længe ventede trygge rum, hvor kvinder, der for mange år siden har været udsat for krænkelser, fik mod og tryghed nok til at stå frem.
Hvorfor er Trumps vælgere så tro mod ham?
Lidt det samme gør sig gældende, når vi undrende følger Trumps kernevælgere.
Her taler vi om den hårde kerne, der erklærer, at de vil støtte ham, uanset om han så gik ud og skød en mand på gaden.
Det er åbenlyst ikke rationelt og kan virke helt uforståeligt for os, der sidder trygt og godt i vores nuværende liv.
Men ud fra et tilknytningsmæssigt perspektiv kan man godt forklare de fanatiske tilhængere af en mand, der beviseligt fortæller så mange usandheder, at selv Twitter begynder at censurere ham.
Det handler ikke om facts, og hvad Trump har gjort eller ikke gjort, men om hvorvidt det ud fra et tryghedssøgende perspektiv er bedre at følge ham blindt end at sige fra.
Jo mere skørt, Trump opfører sig, jo mere opbakning får han fra kernevælgerne
Trump bruger samtidig aktivt det at skabe frygt, og det virker. Hans kernevælgere bliver utrygge ved det scenarie, han maler af en socialistisk stat, hvor amerikanernes højtskattede personlige frihed vil være en saga blot.
Når først frygten har fat i hans vælgere, får de rationelle argumenter ikke et ben til jorden.
Det paradoksale er, at jo mere skørt og uforudsigeligt Trump opfører sig, jo tættere vil hans følgere rykke på ham – når vi ser på relationen fra et tilknytningsperspektiv.
Fordi de nu er havnet i det dilemma, at de skal søge tryghed ved den, der udgør truslen. Det er derfor bedst at holde sig så tæt inde på livet af ham som muligt.
Hvis Biden vil have dem over på sin side, kan han ikke bruge rationelle argumenter til noget. Frygt vinder over viden. Han må møde dem, hvor de er, og tage deres værdier seriøst.
Mette og pandemien
Hvordan viser disse mekanismer sig i vores eget land? Vi har en meget lang og stolt tradition for et velfungerende demokrati med lav korruption.
Vi har en stærk velfærdsstat, der sørger for sine svageste, og vi er derfor mere trygge ved myndighederne, end det er tilfældet i mange andre lande.
Det er langt henad vejen Mette Frederiksens fordel, for det betyder også, at store dele af befolkningen følger henstillingerne fra regeringen og dens eksperter.
Netop den tryghed – eller tillid – til myndighederne er ét af Danmarks våben i kampen mod corona, som professor Gert Tinggaard Svendsen tidligere har skrevet om her på Forskerzonen.
Ærlighed skaber tryghed - men ikke hos alle
At bevare tilliden kræver selvfølgelig også, at den siddende regering handler hensigtsmæssigt, for som i eksemplet med den ældre toppolitiker og den nye er det afgørende, at den med magten handler i tråd med, hvad der er bedst for de svageste.
Og selv med de bedste intentioner, kan man lægge en forkert strategi. Mette Frederiksen er ofte ærlig om, at hun ikke har alle svar, men kæmper for at bringe Danmark sikkert igennem krisen.
Den ærlighed skaber tryghed hos mange. Det kan være med til at forklare, at vælgerne ikke ser ud til at straffe hende i meningsmålingerne, for den dårlige håndtering af minksagen.
Men vi ser også eksempler på det modsatte.
Den nationale tryghed betyder, at vi ikke i samme grad, som det ses i andre lande, har problemer med spredning af konspirationsteorier.
Men selv i Danmark findes mennesker, der er grundlæggende utrygge ved verden, og de kan på lige fod med andre komme til orde. Det er især hos dem, konspirationsteorierne opstår.
Råd: Sådan kan man bekæmpe sin frygt
Hvorfor spredes konspirationsteorier? Man skal huske, at langt de fleste handler med gode hensigter. Der er næppe mange almindelige mennesker, der med vilje spreder fake news.
Når der opstår situationer med trusler mod sundhedspersonale, der bakker op om regeringens corona-strategi (hvilket sker), er det helt uacceptabelt. Men selvom det ikke skal accepteres, kan vi godt forsøge at forstå det.
Det handler igen meget ofte om en reel frygt, om en fantaseret virkelighed, og frygt taler ikke sammen med fornuft.
Som nævnt i det indledende, kan vi alle blive så bange, at vi ikke længere tænker rationelt. Men man kan hjælpe sig selv ved at styre udenom for store fejlkilder, hvis man føler sig utryg ved tingenes tilstand.
Som det vigtigste: vurdér altid på kilden og vær klar over, at dit indre alarmsystem vil søge beviser for, at du rent faktisk er i fare.
Så længe man er bange, vil hjernen være langt mere tilbøjelig til at stole på alt, der støtter, at du helt reelt er i fare. Tilknytningssystemet vil have dig til at reagere, før det er for sent.
\ Læs mere
Skal man stole på musikeren eller professoren?
Derfor bør man stille sig selv nogle afklarende spørgsmål som en hjælp til at skabe ro:
Ved Ekstra Bladet mon mere end et videnskabeligt tidsskrift?
Ved en musiker mere om epidemier og besidder de større indsigt om dens spredning end en professor i virologi?
Musikeren kan sagtens være drevet af sin egen frygt og et ærligt ønske om at advare andre om det, hun eller han anser for at være en overhængende fare.
Professoren er derimod drevet af sin viden.
Problemet med det er, at frygt er et meget stærkere kort på hånden end viden, når man vil igennem med et budskab. Der skal meget viden til, før den kan hamle op med bare en smule frygt.
Internettets algoritmer får mere ud af frygt end tryghed
Internettet hjælper samtidig med at holde frygten i kog. Internettet er fantastisk, men man skal være klar over nogle ting.
Økonomiske interesser og algoritmer får mere ud af at puste til vores frygt og dermed øge vores aktivitet end ved at skabe tryghed.
Frygt reagerer mere og hurtigere end de rationelle tanker. Det giver desværre fake news en fordel i forhold til den mere kedelige og veldokumenterede viden om vores aktuelle situation.
\ Læs mere
Hvorfor styrer frygt over viden?
Samlet set kan vi forstå nogle af de uforståelige reaktioner nævnt ovenfor som et forsøg på at skabe tryghed for os selv og andre.
Men de unge politikere er jo ikke knyttet til deres ældre kollegaer, ligesom Trump-vælgerne ikke har en egentlig tilknytningsrelation til præsidenten, kan man indvende.
Det er rigtigt, men de tilknytningsreaktioner, vi udvikler i de tidlige leveår, tager vi med som en skabelon for, hvordan vi skal reagere ved utryghed i mange andre relationer og situationer.
I vores hjerne sidder en lille alarmklokke – amygdala. Den vil søge beviser for, at der faktisk er fare på færde, indtil den er helt sikker på, at vi er uden for fare. Hellere tage fejl end ’dø’.
Det betyder også, at den ofte overfortolker på indtryk, og den vil sortere og finde lige præcis de ’beviser’, den skal bruge for at få dig til at handle.
Hvis vi først har fået den utryghedsskabende tanke, at det er Bill Gates, der står bag pandemien, vil vi jo for alt i verden ikke vide af hverken 5G eller den nye vaccine.
Sådan arbejder vi os tilbage til ro og rationalitet
Viden er på den lange bane vejen til ro. Men det kræver en aktiv indsats at arbejde mod sin indre alarmklokke, og man skal være klar over, at hvis der først er slået alarm, kræver det endnu mere at komme tilbage til en tilstand af ro og rationalitet.
Men hvis vi kan få nok ro på os selv til at se mere nøgternt på det, der sker, kan vi finde tilbage til en tilstand, hvor vi også kan vurdere tingene mere objektivt og være vores ansvar bevidst.
Er vi kommet til at deltage i spredning af unødig frygt og fake news uanset vores gode intentioner?
Det ved tilknytningssystemet absolut intet om, ligesom det intet aner om effekterne af hverken 5G eller den nye vaccine.
Det sørger bare for, at vi kommer op af stolen, hvis det fornemmer fare på færde.
\ Læs mere
\ Kilder
- Pernille Darling Rasmussens profil (Center for Evidensbaseret Psykiatri)
- Pernille Darling Rasmussens profil (Region Sjælland)
- Pernille Darling Rasmussens profil (Hejmdal Privathospital)
- 'At knytte og bryde nære bånd : tilknytning og tab, selvtillid og sorg', Det lille Forlag (1996)
- 'Mother-infant separation in monkeys', Journal of Child Psychology & Psychiatry (1962), DOI: 10.1111/j.1469-7610.1962.tb02047.x
- 'Internal working models of attachment relationships as related to resilient coping' i bogen: 'The Jean Piaget symposium series. Development and vulnerability in close relationships', Lawrence Erlbaum Associates, Inc. (1996)
- 'Attachment as a Core Feature of Resilience: A Systematic Review and Meta-Analysis', Psychological Reports (2018), DOI: 10.1177/0033294118785577
- 'Attachment in Adulthood', Guilford Press (2017)
- 'Attachment and development: a prospective, longitudinal study from birth to adulthood', Attach Hum Dev (2005), DOI: 10.1080/14616730500365928
