Gennem hele præsidentkampagnen fremturede Donald Trump gentagne gange, at USA ikke længere skal fungere som hele verdens politimand.
Han satte spørgsmålstegn ved, hvad USA får ud af dets militære tilstedeværelse i Sydkorea og Japan, hvor den spiller en strategisk rolle mod Kina og Nordkorea.
Han udtrykte også beundring for Vladimir Putin og oplyste os om, at Ruslands handlinger i Ukraine er legitime, og at han endda har godtaget dem.
Optimisterne blandt os vil måske hævde, at det ikke kan bruges til at forudsige Trumps adfærd, når han sidder bag skrivebordet i Det Hvide Hus.
De vil måske påstå, at det kommer til at afhænge af, hvem han udpeger som sine politiske rådgivere, og hvem der skal udføre hans ordrer.
Måske kommer hans overordnede udenrigspolitiske prioriteter i sidste ende ikke til at afvige meget fra amerikansk ortodoksi.
Trump har sat USA i en farlig situation
Alligevel kan man næppe bebrejde Putin eller Nordkoreas Kim Jong-Un for at spille på det, hvis de nu valgte at angribe de amerikanske allierede i de baltiske lande eller i Østasien.
Trumps valgkampagnes ubekymrede isolationisme har sat USA i en farlig situation.
Skulle hans rådgivere formå at overbevise ham om, at USA's engagement i NATO og dets partnerskaber med vigtige allierede i Østasien faktisk spiller en rolle, vil han finde sig selv i den usædvanlige situation at skulle bevise et amerikansk engagement, der før har været usagt.
I værste fald bliver resultatet måske mange tusindvis af dødsfald.
Krig er heldigvis mindre udbredt, end mange af os indser. Fra et humanitært perspektiv er de selvfølgelig ikke sjældne nok, men de kræfter, der kæmper for fred, er mere effektive, end vi ofte giver dem kredit for.
På samme måde er der på ethvert givet tidspunkt krig et eller andet sted i verden – men i de fleste lande er der fred det meste af tiden.
\ Læs mere
Langt fra alle konflikter ender i krig
Så meget afslører et kig på Militarized Interstate Dispute (militære mellemstatslige konflikter, red.); en database over alle hændelser, hvor et land truer med at bruge magt mod et andet land, engagerer sig i fjendtlig magtudvisning eller rent faktisk gør brug af magt.
Omkring 94 procent af alle militære mellemstatslige konflikter stopper lige før, der udbryder krig.
Som analogi kan man sige, at vi for hver fødselsdag oplever 364 eller 365 dage, hvor vi ikke har fødselsdag.
Selv når lande er så uenige med hinanden, at de truer med at angribe hinanden, går så langt som til at tilkalde reservisterne eller overtræder hinandens luftrum, bryder der næsten aldrig krig ud.
Så hvis vi ønsker at forstå, hvorfor krige overhovedet opstår, er det ikke nok at spørge, hvorfor de forskellige sider er uenige; spørgsmålet er nærmere, hvorfor deres uenighed ikke kan løses fredeligt, da det i langt de fleste tilfælde er muligt at finde en fredelig løsning.
Krige skyldes ikke grådighed og intolerance
En af de bedste forklaringer, som forskere er kommet med, er, at staterne sommetider går for langt, når de ikke rigtigt ved, hvad de kan slippe af sted med.
Det vil sige, at selv dem, der ikke ønsker krig, måske accepterer, at der er en vis risiko for krig forbundet med en ændring af status quo.
Ifølge dette argument opstår de fleste krige ikke på grund af grådighed eller intolerance – faktorer, der var helt sikkert er til stede i et eller andet omfang i de 94 procent af uoverensstemmelserne, der ikke ender i krig – men fordi dem, der ønsker fred, også bekymrer sig om, under hvilke betingelser fred bliver opnået.
Problemet bliver akut, når landene ombestemmer sig
Problemet er særlig akut, når landene signalerer, at de er uvillige til at forsvare et eller andet, men så alligevel beslutter, at det er værd at forsvare.
Det er groft sagt den bagvedliggende historie ved to af USA's vigtigste militære satsninger; Koreakrigen i 1950-1953 og Den første Golfkrig i 1990-1991.
I sin detaljerede redegørelse over Koreakrigen, 'The Coldest Winter', forklarer David Halberstam, hvordan den kommunistiske leder af Nordkorea, Kim Il-Sung, søgte den sovjetiske premierminister Josef Stalins tilladelse til at forene den koreanske halvø med magt fra 1945.
Hver gang han bragte sagen op, beordrede Stalin ham til at vente, fordi han frygtede en krig med USA.
Men i 1949 talte den amerikanske udenrigsminister, Dean Acheson, ved det amerikanske militærakademi West Point, hvor han skitserede et 'forsvarsperimeter'; forskellige områder rundt omkring på kloden, der var af afgørende betydning for de amerikanske interesser.
Troede ikke, at USA ville forsvare Sydkorea militært
Den koreanske halvø blev ikke omtalt, hvilket var påfaldende.
Da Kim Il-Sung igen spurgte Stalin om lov til at gå til angreb, gav Stalin sig.
Ifølge David Halberstam fik Kim Il-Sung klar besked; hvis han fik problemer, måtte han bede Mao Tse-Tung om hjælp.
Uheldigvis for Kim Il-Sung viste det sig, at USA faktisk var villig til at gå i krig for at forsvare Sydkorea.
Hvis den amerikanske udenrigsminister havde været helt klar i spyttet i 1949, havde situationen måske ikke udviklet sig til krig fra 1950 til 1953.
Saddam Hussein troede ikke, at USA ville kæmpe for Kuwait
Blot tre dage før invasionen af Kuwait i 1990 forsikrede den amerikanske ambassadør April Glaspie den irakiske præsident, Saddam Hussein, at USA havde venlige intentioner mod Irak, samt at man 'ikke havde særlige forsvars- eller sikkerhedsforpligtelser over for Kuwait'.
Det er derfor ikke så overraskende, at Saddam Hussein ikke trak sig, da USA truede med krig, med mindre han trak sine tropper tilbage.
Uheldigvis for Hussein besluttede præsident Bush sig alligevel for at gå i krig.
Alt dette taget i betragtning er Trumps uforpligtende og forbeholdne udtalelser særligt foruroligende.
Det er let at se, hvordan Putin eller Kim Jong-un måske får den tanke, at Trump vil lade dem slippe af sted med ting, som de indtil videre har skønnet, var alt for risikable.
\ Læs mere
Kina kan blive tvunget til at handle
Det er også skræmmende let at forestille sig, at en ny konflikt på den koreanske halvø endnu engang vil kunne fremkalde en kinesisk militær intervention.
Den kinesiske ledelse har helt sikkert ikke glemt, at målet flyttede sig til at være en koreansk genforening, da krigen først var undervejs, sidste gang USA greb ind for at forsvare Sydkorea mod kommunismen.
\ 38. breddegrad
Den 38. nordlige breddekreds (eller 38 grader nordlig bredde) er en breddekreds, der ligger 38 grader nord for ækvator. Den løber gennem Middelhavet, Europa, Asien, Stillehavet, Nordamerika og Atlanterhavet.
Efter 2. verdenskrig deltes Korea ved den 38. breddegrad, og efter Koreakrigen ligger grænsen mellem Nord- og Sydkorea nær denne breddekreds.
Hvis vestlige styrker endnu engang maser sig forbi den 38. breddegrad, øger det sandsynligheden for, at nye amerikanske militærbaser vil blive oprettet mindre end to kilometer fra kinesisk territorium, og så vil selv et forsigtigt kinesisk kommunistparti føle sig tvunget til at handle.
Krig på en skala, som vi ikke har set i flere årtier?
Uanset hvad er det hele dybt foruroligende.
Hvis Trumps laissez-faire og isolationistiske holdninger videreføres, når han er præsident, går USA's største rivaler måske i gang med nogle farlige nye projekter; hvis han forsøger at bevise, at han i virkeligheden er parat til at forsvare sine allierede, kunne han anspore dem til at forsvare deres interesser med magt.
Resultatet kan blive en tilbagevenden til krig på en skala, som vi ikke har set i flere årtier.
Jeg håber i hvert fald ikke, at USA opgiver sine vigtigste allierede. Og det er præcis derfor, nedtællingen til Trumps indvielse er så foruroligende.
Hvis Putin og Kim Jong-un besvarer Trumps kommentarer på den samme måde, som ledere ofte har reageret på amerikansk isolationisme, kan det ikke ende godt.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation, og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Isolationisme
Isolationisme er en udenrigspolitisk strategi, hvorigennem et land søger at begrænse sine relationer til omverdenen mest muligt, både med hensyn til indblanding i internationale anliggender og i andre landes indre anliggender.
I konfliktsituationer indebærer det, at landet stiller sig neutralt.
Begrebet er især blevet hæftet på en periode i USA's udenrigspolitiske historie, og som stormagtspolitisk strategi har det interesse på grund af internationale konsekvenser, mens småstaters isolationisme har mindre betydning.
Amerikansk isolationisme
Frem til 2. Verdenskrig var isolationisme et hovedprincip i USA's udenrigspolitik, hvis mål var at gå uden om alliancer og indblanding i Europas krige.
Den første amerikanske præsident, George Washington, erklærede i 1796, at USA's interesser var uafhængige af Europas, og advarede mod permanente alliancer, og i 1801 advarede præsident Thomas Jefferson mod, at USA blev viklet ind i alliancer.
I 1823 fastslog Monroedoktrinen, at europæisk kolonisation på de amerikanske kontinenter og indblanding i amerikanske forhold skulle ophøre, og at det var USA's politik ikke at blande sig i Europas interne stridigheder.
Strategi i 1900-tallet
USA trådte i 1917 ind i 1. Verdenskrig på Ententens side, dog uden formel tilslutning til alliancen, og efter krigen vendte USA tilbage til isolationismen ved at forkaste Versaillestraktaten og Folkenes Forbund.
Kongressen vedtog i 1935-37 en række neutralitetslove, men efter japanernes angreb på Pearl Harbor den 7. december 1941 blev isolationismen endeligt opgivet; USA tilsluttede sig efter 2. Verdenskrig FN og indgik under den kolde krig en lang række regionale forsvarsalliancer, der var vendt mod Sovjetunionen.
I slutningen af 1900-tallet mødte især FN-samarbejdet kritik i USA, og kredse i både Det Demokratiske Parti og Det Republikanske Parti slog i 1990'erne atter til lyd for isolationismen.
Terrorangrebet på USA d. 11. september 2001 fik dog alle sådanne røster til at forstumme, og USA slog ind på en stærkt interventionistisk udenrigspolitik.
