Giver dårlige dagtilbud med mange skiftende voksne en generation af utrygge børn?

Når Pernille Darling ser tilbage på de første år af sin søns liv, bliver hun ramt af en følelse af vantro.

Som langt de fleste danske børn har hendes søn, Villads, været igennem vuggestue, børnehave og mini-SFO, inden han starter i skole som seksårig.

Og så har Villads skullet forholde sig til familie, søskende, naboer, fritidsaktiviteter og en enkelt flytning.

I store træk en ret almindelig barndom.

Men en dag sætter Pernille Darling sig for, at lave en optælling af, hvor mange relationer, Villads gennem de seks første år sit liv egentlig har haft - og det er her følelsen af vantro indtræffer:

Mellem 100-150 personer tæller hun sig frem til.

Kan det virkelig passe? tænker hun. Så hun tæller efter, beder venner og bekendte om at lave samme regnestykke med sine børn. Tallet holdt vand.

Pernille Darling blev selv hjemmepasset, da hun voksede op i 1970’erne.

Her havde hun til sammenligning 15-20 nære relationer. Det er ikke fordi alt var bedre i dengang, understreger hun.

Men for hende illustrerer de to tal en pointe, som hendes nye bog ‘Tryghed og tilknytning - samfundets glemte grundsten’ sætter fokus på.

»Når børn vokser op i dag, udsættes de for en tsunami af voksne i deres liv,« siger Pernille Darling, som udover at være forfatter er speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri og lektor ved Syddansk Universitet, til Videnskab.dk.

Hun mener, at børn i dag forsøger at knytte bånd til mange skiftende voksne, der brydes igen og igen.

Hver gang en voksen forsvinder, må barnet starte forfra.

Det er ikke bare synd for børnene. Efter hendes mening har det en høj pris.

»Det er efter min vurdering hovedårsagen til mistrivselskrisen,« siger Pernille Darling, der deler det budskab i den aktuelle bog.

I bogen lægger hun op til debat på baggrund af studier, videnskabelig teori og forskerens egne levede erfaringer som forælder. 

Mangler kvalitet

Lektor Thomas Gitz-Johansen, der forsker ved Center for Daginstitutionsforskning på Roskilde Universitet, nikker genkendende til Pernille Darlings synspunkt.

For mange børnehaver og vuggestuer kan ikke skabe den rette tryghed og tilknytning i dag, siger han til Videnskab.dk.

»Alt for mange dagtilbud er ikke af høj nok kvalitet,« siger Thomas Gitz-Johansen.

For lektor Maja Plum, der forsker i hverdagslivet i daginstitutioner, vækker flere af pointerne også genklang.

»At der er for stor udskiftning i personalet og dermed børnenes relationer, ser jeg som helt validt,« siger Maja Plum, der underviser landets kommende pædagoger på Professionshøjskolen Absalon.

Hun står bag et nyligt studie, der undersøger, hvordan pædagoger i daginstitutioner oplever såkaldt moralsk stress - en psykisk belastning, der opstår, når fagfolk ikke kan handle i overensstemmelse med deres faglige værdier.

»Her ser vi, at mange pædagoger ikke oplever at kunne udleve sin faglighed. Børn bliver til opgaver, det handler lidt groft sagt mere om, at nu skal vi have alle børnene i tøjet, end at dvæle i øjeblikket og drage omsorg,« siger hun.

Ikke skadeligt at gå i daginstitution

Begge forskere understreger samtidig, at det ikke er ensbetydende med, at det i sig selv er skadeligt at sende børn i daginstitutioner.

I 2014 gennemgik danske forskere studier om daginstitutionernes betydning for børns udvikling.

Her konkluderede de, »at pasning i vuggestue og børnehave har en gavnlig effekt på børns udvikling og trivsel«.

Thomas Gitz-Johansen nævner, at et metastudie fra hans eget forskningscenter viser, at dagtilbud fint kan understøtte børns sociale og følelsesmæssige udvikling.

Hvis altså, at dagtilbuddene har en høj nok kvalitet. Og det har de netop ikke, er en af argumenterne fra Pernille Darling.

Den trygge havn

Én teori fra psykologien er det gennemgående tema i forfatterens bog:

Tilknytningsteorien, der blev udviklet af den britiske psykolog John Bowlby op igennem 1970’erne og -80’erne.

Kernen i teorien er, at de tidligste relationer i vores liv former vores adfærd og oplevelse af tryghed og tilknytning senere i livet.

»Teorien beskriver, hvordan børn er født med et indre beskyttelsessystem, der skal sikre, at de overlever i de år, hvor de er komplet hjælpeløse, og det er jo faktisk en del år,« forklarer Pernille Darling.

»I de år, skal de oplæres til at kunne klare sig selv en dag. Så de er nødt til at sikre sig kontakt med voksne, som de kan bruge som en tryg havn til at søge ind i og en sikker base til at bevæge sig ud fra.«

Gjort i nælderne

Vores tidligste år »lægger sig som årringene i et træ, og derfor er den tidlige tid særligt vigtig,« mener Pernille Darling.

Hun står selv bag et studie, der viser, at børn med stabile og nære relationer senere udvikler evnerne til at tackle livets modgang.

Men de indsigter tager vi helt for givet, når vi kører vores børn igennem institutions-møllen i dag, lyder kritikken fra hende i bogen.

»Vi har gjort i nælderne ved at lade samfundets behov diktere små børns rammer,« siger hun.

Pernille Darling er ikke imod dagtilbud. Hun mener bare, at de færreste i dag fungerer på en måde, så børn kan få en nær tilknytning til de voksne.

Normeringerne møder sjældent eller aldrig de minimale krav på en voksen til tre vuggestuebørn og en til seks i børnehaven. Én voksen risikerer i nogle tilfælde at se efter op til 14 børnehavebørn.

Det har konsekvenser, mener Pernille Darling.

»Der skal være de rette elementer til stede, for at barnet kan udvikle en så tryg relation til en anden, at de kan bruge den som en base for udvikling. Her er det vigtigste kontinuitet, stabilitet og tilgængelighed.«

Forskning har indikeret, at et lavere antal af voksne i børnehaver sågar kan måles på børns stressniveau.

En gennemgang af 73 studier om normeringens betydning for kvaliteten i daginstitutioner, fortæller til gengæld også, at forskningen på området er tvetydig.

Flere af studierne finder en sammenhæng, andre studier viser, at det er pædagogernes uddannelse og ressourcer, der har den største betydning.

Skyld i mistrivselskrisen?

De færreste taler da også direkte imod bedre normeringer, flere uddannede pædagoger, højere kvalitet i vuggestuer og børnehaver og mere nærhed og tryghed til børnene.

Det måske mere opsigtsvækkende budskab fra Pernille Darling er, at hun ligefrem knytter manglen på disse ting an til den såkaldte ‘mistrivselskrise’. En krise, der har været heftigt diskuteret de seneste år.

Pernille Darling medgiver, at der er ikke lavet studier, der direkte kobler mangel på tryghed i dagtilbud sammen med stigende mistrivsel i samfundet.

»Men hele udgangspunktet for min bog er tilknytningsteorien. Og den er bundsolid. Så man kan jo også spørge: hvorfor gør vi næsten det modsatte af, hvad tilknytningsteorien har lært os?«

Maja Plum fra Professionshøjskolen Absalon kalder det for »unødvendigt« at blande 'mistrivselskrisen' ind i debatten.

»Det virker nok som retorisk trick. Men jeg tænker, at det siger alt om dagens samfund, at man er nødt til at koble det til en krise for at tro, at der er nogen, der vil lytte til os.«

»Egentlig kunne det være nok at sige, at det ikke er godt for børn, at deres relationer brydes alt for ofte. Men vi skal ligesom koble det til en brændende platform, og det puster til en bekymringskultur, hvor alt kan være en risiko,« siger Maja Plum.

Men hvad siger Pernille Darling? Mudrer det ikke hendes budskab, når hun insisterer på at koble det til mistrivselskrisen?

»Det må vi se. Det kan nok provokere nogle meget. Jeg er overbevist om, at det er en overset forklaring, der er meget vigtig i den samlede forståelse af, hvorfor flere børn mistrives,« svarer hun.

Har tænkt over det

Thomas Gitz-Johansen fra Roskilde Universitet kalder koblingen til mistrivselskrisen for »interessant«.

»Jeg har selv tænkt over det før. Men om det er rigtigt, det ved jeg ikke,« siger han også.

Er du enig i, at tilknytningsteori er en glemt grundsten i samfundet og i vores dagtilbud?

»Både og,« siger Thomas Gitz-Johansen.

»På den ene side, så er det absolut korrekt, fordi der ligger oprindeligt i teorien, at det er de primære tilknytningsfigurer, som betyder mest for vores emotionelle udvikling.«

Pædagoger i dagtilbud kan ikke leve op til den rolle i dag, siger RUC-forskeren.

»På den anden side er det ikke sikkert, at teoriens antagelse er helt rigtigt. Altså, at tilknytning bedst foregår hos en kernefamilie med to forældre og to børn. I andre kulturer kan børn være lige så trygge på en anden måde, hvor landsbyen tager hånd om opdragelsen.«

»Men vi ved, at tilknytning er vigtigt for at børn falder til ro og tør udtrykker sig frit.«

Thomas Gitz-Johansen kalder under alle omstændigheder Pernille Darlings budskab relevant i lyset af, hvordan vi indretter vores dagtilbud i dag.

»Loven, der regulerer dagtilbud, handler primært om læreplaner. Men det kunne være, at der var noget, der var vigtigere end læring i dagtilbuddene - for eksempel tryghed og tilknytning,« siger han.