Kampen om seksualiteten går langt forud for både rødstrømper og #MeToo

»Jeg tager kokkens datter, når jeg vil. Det er min ret.«

Sådan skrev den folkekære journalist og cykelsportskommentator Jørgen Leth om sin haitianske koks 17-årige datter i sin selvbiografi, 'Det uperfekte menneske' fra 2005.

Den store aldersforskel, det sociale og økonomisk ulige forhold mellem konsulen og kokkedatteren, den hvide mand og den mørke pige gav tilsammen de fleste ubehagelige associationer til hvide koloniherrer og sorte slavinder.

Bogen skabte en slags seksuel shitstorm, og det stod klart, at det ikke kun var en enkelt mands sexeskapader på en fjern caribisk ø, der var på spil, men hele samfundets seksualmoral.

Diskussionerne i hele det 20. århundrede havde handlet om at gøre op med snævre seksualmoralske konventioner og normer. Men debatten kom især efter ’kokkens datter’ til at handle om den seksuelle frigørelses negative konsekvenser og nye grænsedragninger.

Temaet er atter højaktuelt her i 2018. Eller måske rettere: Det er stadig højaktuelt. For set i et historisk perspektiv har vi længe diskuteret, hvad der er ok, og hvad der ikke er.

\ Læs mere

Har vi brug for feminister?

#MeToo åbner vores øjne for et gammelt problem

Fænomenet MeToo kan betragtes som det nyeste nøgleord for den verserende debat om seksualmoralen.

Hashtagget, der faktisk blev opfundet allerede i 2006, gik viralt i efteråret 2017, da den amerikanske skuespillerinde Alyssa Milano brugte det i et tweet om seksuelle krænkelser.

Det førte ikke bare en række skandaløse anklager og vrede modreaktioner med sig, men satte også gang i en lang og vigtig diskussion om grænser, køn, sex og magt.

#MeToo nåede også til Danmark, hvor det først og fremmest var filmselskabet Zentropa, der tiltrak sig opmærksomhed. Ikke mindst da selskabets medstifter Peter Aalbæk Jensen åbenhjertigt fortalte om sin vane med at klaske filmselskabets kvindelige ansatte i bagdelen, og ni tidligere ansatte stod frem og fortalte om en hverdag præget af sexchikane og ydmygelser.

Det var ikke første gang, der blev peget på den meget specielle omgangsform i det berømte og berygtede filmselskab. Men med MeToo-bevægelsen fik afsløringerne en helt ny tyngde, idet de konkrete sager blev koblet til noget, der rakte langt ud over Zentropa og Danmarks grænser.

På den måde har MeToo-bevægelsen været en øjenåbner for mange, for det står nu klart, at krænkelserne ikke er udslag af tvivlsom moral, dårlig kommunikation eller et forskruet kvindesyn hos enkeltpersoner.

Alene antallet af afsløringer viser med al tydelighed, at der er tale om et globalt, strukturelt samfundsproblem, som har eksisteret i mange år.

Nogle af sagernes alder vidner om, at mange af de krænkede kvinder i årevis, ja årtier for nogles vedkommende, ikke har følt, at de kunne fortælle om deres oplevelser.

Det er ikke selve den seksuelle krænkelseskultur, der er ny. Men det er nyt, at bliver talt åbent om problemet.

#MeToo har rødder i Sædelighedsfejden

Diskussionen om seksualmoralen er derimod ikke ny.

Mange vil nok pege på 1960’erne og 1970’erne som de årtier, hvor der skete de største brud i opfattelsen af, hvad man egentlig kan tillade sig, når det kommer til køn og seksualitet – hvor seksuel frigørelse virkelig blev sat på dagsordenen.

Men den seksuelle revolution og den moderne seksualmoral har længere rødder end som så.

Allerede i de blufærdige 1880’ere blev de første spæde skridt taget til de løbende forhandlinger om seksualmoralen, der prægede store dele af det 20. århundrede, og som stadig præger os.

Når vi i dag hashtagger MeToo eller på anden vis blander os i den offentlige debat om seksualmoralen, står vi nemlig på skuldrene af danskere, der for over 100 år siden vovede at sætte spørgsmålstegn ved den seksualmoral, der ellers havde været en gud- eller naturgiven sandhed i århundreder.

Her var en lille skare af modige debattører med til at gøre seksualitet, køn og moral til noget, der overhovedet kunne diskuteres i offentligheden.

Det skete under den såkaldte Sædelighedsfejde, danmarkshistoriens første offentlige forhandling om seksualmoralen.

Ikke samme sex-spilleregler for mænd og kvinder

Allerede i 1850’erne begyndte kritiske røster at påpege det problematiske i, at kvinder på stort set alle områder var væsentligt ringere stillet end mænd.

Den generelle ulighed mellem kønnene i samfundet blev spejlet i uligheden på det seksuelle område. Der gjaldt nemlig vidt forskellige regler for, hvad mænd og kvinder måtte, når det kom til det seksuelle – i praksis i hvert fald.

Ifølge loven var forskrifterne de samme for begge køn:

Seksualiteten skulle holdes inden for ægteskabet, og det var hverken tilladt at have sex før ægteskabet eller med andre end ens ægtemand eller -hustru.

Alligevel blev der i vid udstrækning set igennem fingre med, at mange mænd havde sex før eller uden for ægteskabet, eller at de gik til prostituerede.

For kvinderne gjaldt dog andre standarder, idet det stadig blev forventet, at de holdt sig kyske indtil ægteskabet.

Den seksuelle dobbeltmoral påpeges

Det danske samfund led altså af udbredt seksuel dobbeltmoral. Men det var der ingen, der vovede at problematisere før 1880’erne, hvor en række nordiske forfattere, kunstnere og intellektuelle brød tavsheden og for første gang satte seksualmoralen til debat.

De fleste var enige om, at de forskellige moralkrav til mænd og kvinder var et problem. Men enigheden ophørte, når spørgsmålet faldt på, hvordan det skulle løses.

Fra én side lød det, at man måtte stramme op og kræve kyskhed af begge køn. Fra en anden, at man burde slække på de strenge krav og i stedet tolerere, at både mænd og kvinder havde sex, når og med hvem de lystede.

Og endelig mente en tredje fløj, at seksualmoralen slet ikke var et emne, der egnede sig til offentlig diskussion.

\ Læs mere

P-pillen forandrede kvinders liv for altid

Sædelighedsfejden: Lige seksuelle rettigheder, men hvordan?

Diskussionen om kønsmoralen nåede sit højdepunkt i 1887. I marts samme år havde kvindesagsforkæmperen Elisabeth Grundtvig til et kvindemøde, arrangeret af Dansk Kvindesamfund, og senere i en artikel i 'Kvinden og Samfundet', talt for det såkaldte ’sædelige lighedskrav’.

Pointen var, at man kun kunne komme den seksuelle dobbeltmoral til livs, hvis der blev stillet samme krav om kyskhed til mænd, som der blev til kvinder. Mange, og især mange kvindesagskvinder, bakkede op om Grundtvigs lighedskrav.

Tanken om seksuel ligestilling gennem kyskhed var dog ikke ny, men var allerede i 1883 blevet fremsat af den norske digter Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910) i teaterstykket 'En Hanske'. Handskemoralen, som den kaldtes, faldt dog ikke i god jord hos den i samtiden berømte og berygtede litterat Georg Brandes (1842-1927).

Brandes går til angreb i Politikens spalter

Kønslivet burde være et rent privat anliggende, mente han, og den evindelige moraliseren over og indblanding i andre folks kønsliv var hyklerisk og selvgod.

I tre fyndige artikler, udgivet i Politiken i juli 1887, rettede han et svidende og velformuleret angreb imod Grundtvig, Bjørnson, det sædelige lighedskrav og de overjordisk dydige kvinder, der støttede det.

Det satte gang i den såkaldte Tremånederskrig; et tre måneder langt brevskænderi imellem Bjørnson, Brandes og en række andre kulturpersonligheder fra Norden, som også interesserede sig for sædelighedsspørgsmålet.

Striden betød umiddelbart, at Bjørnson og Brandes brød med hinanden for bestandig, og at Elisabeth Grundtvig lagde sag an mod Politiken for injurier – og vandt.

Mere generelt betød Tremånederskrigen, og Sædelighedsfejden i det hele taget, at seksualmoralen for første gang blev sat til offentlig debat.

Arven fra fejden

Den heftige debat stilnede af i efteråret 1887, men debatten om seksualmoralen var kun lige begyndt.

Diskussionerne om, hvad der var rigtigt og forkert, når det kom til køn, seksualitet, ægteskab og moral fortsatte og bølgede frem og tilbage i det 20. århundrede:

• I 1906-1907, hvor man for første gang fandt ud af, at der fandtes et helt netværk af homoseksuelle mænd i København.
• I 1924, hvor forfatteren Thit Jensen turnerede landet og vakte forargelse med sit foredrag om frivilligt moderskab, prævention og abort.
• Og i 1960’erne og 1970’erne med de mange parallelle debatter om seksualundervisning, frigivelse af p-pillen, pornografi og abort.

Sluttede Sædelighedsfejden nogensinde?

I det 21. århundrede er seksualmoralen fortsat genstand for kamp og forhandling, hvilket MeToo blot er ét eksempel på.

Det kan synes milevidt fra 1880’erne, men MeToo-debatten viderefører den debattradition, der blev grundlagt med Sædelighedsfejden, hvor emner som køn, ligestilling, grænser og magt, om hvad der er tilladeligt i forholdet mellem kønnene, og hvad der overhovedet kan tales om i offentligheden, for første gang blev lagt ud til offentlig debat.

Diskussionerne har sat deres præg på det 20. århundrede og har antaget forskellig styrke og fokuseret på forskellige aspekter af kønslivet. Men det overordnede tema har altid været: Hvad kan vi egentlig tillade os?

Og det spørgsmål står stadig ubesvaret, men stærkt omdiskuteret, her i begyndelsen af det 21. århundrede.

Som sådan kan man sætte spørgsmålstegn ved, om Sædelighedsfejden overhovedet nogensinde sluttede.

\ Læs mere

Hvornår får vi p-piller til mænd?