Manifest: Find medier, du kan stole på

Vi mennesker er dybest set autoritetstro. Vi vil helt instinktivt gerne tro på de informationer, vi får præsenteret af andre mennesker. Især andre mennesker, som giver indtryk af at vide, hvad de snakker om.

Hen ad vejen lærer vi, at det ikke er alt, vores forældre siger, som er helt rigtigt, at politikere ikke altid fortæller den fulde sandhed, og at medierne har en tendens til at overdrive.

Hvis en politiker siger, at rygning kan fremme potensen, vil de fleste af os således affeje budskabet hurtigere, end Facebook kan nå at sælge vores private oplysninger videre til tredjepart.

Men hvad nu hvis samme budskab er pakket ind, som om det kommer fra en forsker? Stopper du op og overvejer, om der kan være noget om sagen?

I så fald er du helt normal.

Nyheder om forskning lyder ofte meget overbevisende, men er det langtfra altid. Ikke nødvendigvis, fordi der er tale om dårlig forskning, men måske fordi afsenderen af historien forsøger at pumpe forskningen op til at være noget, som den ikke kan bære.

Det sker desværre ret ofte.

Gode råd til at gennemskue din kilde

I denne artikel får du 5 simple råd til at gennemskue, hvorvidt du kan stole på kilden til dine informationer.

Helt overordnet skal du spørge dig selv:

1. Om historien kommer fra et medie eller en anden type kilde, du i forvejen kender og har tiltro til.
2. Hvorfor afsenderen lægger informationerne ud på nettet.
3. Hvordan et eventuelt medie har arbejdet med historien. Historien er mest troværdig, hvis mediet selv har talt med forskeren og konsulteret den oprindelige kilde, for eksempel den videnskabelige artikel.
4. Hvor oplysningerne stammer fra.
5. Om afsenderen har sin egen dagsorden eller forholder sig neutralt, og om der bliver taget afsæt i forskning eller i personlige erfaringer.

1. Stoler du i forvejen på mediet?

Vær på vagt, når du ser overskrifter som:

Ny forskning: Hunden kan ‘se’ med sin næse

Chok-forskning: Børn skal sove med deres mor, til de er tre år

Kræftgennembrud: Danske forskere får dødelige hjernesvulster til at forsvinde

Overskrifterne er alle eksempler på historier, hvor forskningen tages til indtægt for overdrevne konklusioner.

Virkeligheden er, at der er tale om tre enkeltstående studier, som hver især viser, at:

• Hunde reagerer forskelligt på legetøj, de kender og ikke kender
• At 10 ud af 16 nyfødte spædbørn i Tanzania havde en øget hjerterytme, når de ikke sov sammen med deres mor
• Og sidst, men ikke mindst, at én forskergruppe har fundet en god effekt af et lægemiddel, som andre forskere ikke har fundet nogen effekt ved

Det er let at glemme sin kritiske sans, når budskabet enten er et, man synes er sjovt og gerne vil dele med sine venner, eller et, man helt instinktivt gerne vil tro på – revolutioner indenfor kræftforskningen eksempelvis.

Det første, du skal spørge dig selv om, er, om historien kommer fra et medie, du kender og har tiltro til – før du i begejstring eller forargelse trykker ‘Del’ på Facebook.

2. Hvor har mediet sine oplysninger fra?

Sidste år dykkede Videnskab.dk ned i en historie, som var gået viralt. Den handlede om, at det angiveligt skulle være farligt at koge sit vand to gange. Men historien var usand, viste det sig, da vi gik den efter i sømmene.

Mange, der delte historien, havde tilsyneladende læst henover domænenavnet, som burde have fået alarmklokkerne til at ringe. Afsenderens hjemmeside hed nemlig www.deldette.dk (i dag er domænenavnet ændret til deterlaekkert.dk).

Det er altid et faresignal, når afsenderen helt tydeligt vil opnå noget fra sin modtager, i dette tilfælde at dele artiklen.

Url’en på hjemmesiden er din første indikation af, hvem din afsender er. Er det en offentlig myndighed eller lignende – for eksempel et ministerium, en styrelse eller et universitet? Er det en privat virksomhed, en interesseorganisation eller måske en privatperson?

Spørg dig selv, hvorfor afsenderen lægger informationerne ud på nettet, og hvor oplysningerne stammer fra.

3. Hvordan har mediet arbejdet med historien?

Førnævnte historie om, at hunde kan se med deres næser, kommer til gengæld fra et medie, som de fleste både kender og har tiltro til, nemlig dr.dk.

Alligevel indeholder historien flere elementer, som du bør forholde dig kritisk til.

Heriblandt:

• Nok er historien bragt af dr.dk, men mediet har ikke selv lavet arbejdet. De citerer en anden, mindre kendt hjemmeside: gizmodo.com.
• Dr.dk har ikke selv talt med forskeren. Teoretisk set risikerer du, at det samme gør sig gældende for gizmodo.com. Jo flere led, en historie har været igennem, jo mere kritisk bør du være.
• Dr.dk linker ikke direkte videre til eller opgiver navnet på originalkilden, i dette tilfælde den videnskabelige artikel. Det tyder for det første på, at mediet ikke selv har ulejliget sig med at opstøve og dobbelttjekke fakta. Derudover bør en troværdig afsender altid give dig mulighed for selv at dykke yderligere ned i tallene.

Spørg derfor altid dig selv, om mediet har arbejdet grundigt nok med historien.

4. Hvor kommer informationerne fra?

Hvis du altid spørger dig selv, hvor mediet har informationen fra, hvor mange led historien har været igennem, og om afsenderen selv kan have en dagsorden, er du allerede meget langt.

Nogle gange er svarene indlysende. Andre gange kræver det mere af dig som læser at gennemskue op og ned.

Det gælder for eksempel, når forskningen tages som gidsel af mennesker, der lader, som om de ved, hvad de taler om. Et eksempel kan være diverse sundhedsbloggere, som giver sig ud for at ligge inde med en vide, de ikke har.

Det kan for eksempel være mennesker, der forsøger at overbevise dig om, at du gennem en ’særligt anerkendt’ træningsmetode kan opnå fantastiske træningsresultater eller gennem en forskningsbaseret kost kan tabe dig uhyggeligt meget på ingen tid.

Læg især mærke til, hvor bloggeren har sine informationer fra, og om de for eksempel bygger mest på personlige erfaringer, eller om de faktisk tager udgangspunkt i forskning, og om denne i så fald er solid. Denne screening kan dog også være lidt af en jungle – det kommer vi mere ind på i en anden manifest-artikel.

5. Har afsenderen en agenda?

Det er vigtigt at understrege, at der også findes meget troværdige bloggere med solid viden om forskningen på deres felt.

I artiklen ’Sådan finder du troværdig information på nettet’ får du flere gode råd til, hvordan du skelner mellem de troværdige og utroværdige af slagsen.

Et råd lyder eksempelvis, at du kan undersøge, om din afsender nu også er den, han eller hun udgiver sig for at være, ved at sende vedkommende en mail.

Du kan også undersøge, om din kilde giver udtryk for bestemte holdninger eller forholder sig neutralt til emnet, og du kan dobbelttjekke informationer ved at sammenligne konklusioner med andre pålidelige kilder.

Derudover er det altid en god ide at kigge på tekstens dato og overveje, om informationerne kan være forældede.

Overvej, om det virker for vildt

I bund og grund handler det om at bruge sin sunde fornuft:

Hvis det lyder for godt til at være sandt, er der en god chance for, at det også er det.

Jo vildere påstand, desto mere bevis er der brug for, og desto vigtigere er det, at afsenderen lægger sine argumenter og præmisser for historien fuldstændig tydeligt frem.

Det kunne godt have været sandt, at der måske kan være en idé i ikke at koge sit vand flere gange – men er det sandsynligt, at det er en viden, som pludselig er opstået og opsnappet gennem et medie, som helt tydeligt er oprettet for at få dig til at dele sine nyheder på sociale medier?

Troværdige kilder fortæller dig om øvrig forskning

Det kunne også godt have været sandt, at kræftforskerne var blevet i stand til helt at fjerne dødelige hjernekræftsvulster. Men det lyder for godt til at være sandt, ikke? Med din nyerhvervede viden ved du nu, at du derfor skal være ekstra kritisk overfor sådan en nyhed.

Kan du regne ud hvorfor?

Her kommer et tip: Ny forskning er ikke nødvendigvis den bedste forskning. En troværdig afsender vil altid fortælle dig, hvad den eksisterende forskning på området viser. Det kan du læse om i den næste artikel i Videnskab.dk’s manifest-serie, som skal hjælpe dig med at navigere i junglen af forskningsnyheder.

Næste artikel hedder ‘Tjek altid, hvad den øvrige forskning siger‘.

Du kan også følge med på Videnskab.dk og på den måde få trænet din kritiske sans for videnskab. Det kan du meget let gøre ved at tilmelde dig vores gratis nyhedsbrev.

Følg Charlotte Price Persson på Twitter: @CharlottePriceP.

Klik på de røde ikoner i grafikken herunder for at blive klogere på, hvordan du gennemskuer nyheder om forskning:

Gør os klogere

Videnskab.dk har lavet journalistik om videnskab i mere end 10 år.

I den tid har vi set og selv lavet en masse fejl, så vi efterhånden har lært en del om at navigere i junglen af forskningsnyheder og andre udmeldinger om videnskab.

Alligevel er de 5 bud i vores manifest ikke hugget i sten. Manifestet er baseret på vores erfaringer som journalister, men vi vil også gerne høre dine råd om, hvordan man navigerer i strømmen af videnskabshistorier. Du kan hjælpe os med at blive klogere.

Er der noget, vi har glemt? Er der ting, vi selv skal gøre bedre, når Videnskab.dk dækker døgnets forskningsnyheder?

Så skriv til os på redaktion@videnskab.dk.

Vi får hjælp af forskerne

Rundt om i verden forskes der i, hvordan man bedst formidler forskning og bedriver videnskabsjournalistik.

Den forskning arbejder vi med i vores Center for Faglig Formidling. Her indsamler vi viden om faglig formidling, skaber nye formidlingsformater og tester, om det virker i praksis.

I forbindelse med dette manifest udvikler vi for eksempel et »Troværdighedsbarometer«, som skal give mediebrugere en visuel hjælp til at gennemskue kvaliteten af et forskningsresultat.

Alt det gør vi i godt samarbejde med forskere, universiteter og almennyttige fonde. Så har du en idé til et projekt, eller har du et formidlingsproblem, du kæmper med, så skriv til os på formidling@videnskab.dk.