Hvad betyder fællesskabet i dag, hvor vi kan klare os uden andre?

For to år siden skrev jeg om tilknytningssystemets store betydning for et barns udvikling i samspillet med forældrene.

Det blev faktisk til én af de 10 mest læste artikler på Forskerzonen i 2020 (som ikke handlede om corona).

Måske er det netop et udtryk for, at vi har en stigende interesse for, hvad tilknytning betyder i dag, hvor vi i princippet ikke behøver andre for at klare os?

Netop det spørgsmål, vil jeg forsøge at besvare i denne artikel.

Overlevelse er kodet ind i vores adfærd

I dag kan vi klare nærmest alting fra vores telefon, helt alene. Så hvorfor er det stadig relevant at tale om tilknytning?

Det er det, fordi tilknytningsadfærd handler om mere, end hvorvidt der er et sundt forhold mellem forælder og barn.

Derfor skal vi se på noget af den forskning, der blev lavet før og på samme tid, som psykiateren John Bowlby og udviklingspsykologen Mary Ainsworth formulerede den såkaldte ’Attachment Theory’.

For eksempel viste den østrigske zoolog og nobelprismodtager Konrad Lorenz i 1930’erne, at dyreunger har et medfødt system, der fra første færd er parat til at danne relationer til nærmest hvad som helst for at sikre egen overlevelse.

Denne adfærd kaldtes ’prægning’ og understreger, at de tidlige indtryk fra omgivelserne har stor indflydelse på dyreungers adfærd.

\ Læs mere

Børn med en stabil omsorgsperson i barndommen bliver mere resiliente

Noget af det samme viste den amerikanske psykolog Harry Harlow i sine berømte og berygtede forsøg med abeunger. Han isolerede dem fra deres mor og gav dem valget mellem mad eller tryghed.

Han konstruerede to surrogatmødre: én af ståltråd, som kunne give mad, og én af pels, som kunne give lidt tryghedsfølelse, men ingen mad.

Abeungerne valgte trygheden over maden.

Dermed viste han, at tryghedssøgende adfærd ikke kan reduceres til et spørgsmål om, hvor maden findes.

Mor og far er ikke altid de vigtigste

Hos dyr er beskyttelse og tryghed altså udpræget vigtigt. Endda vigtigere end mad.

Det gælder også menneskebørn. Derfor er det relevant at se på deres rammer for at danne relationer til de såkaldte sekundære tilknytningspersoner eller omsorgsgivere.

Det er de voksne, som barnet må søge for at få sit behov for tryghed dækket, når mor og far ikke er tilgængelige.

For os er det let at genkende det lille barns tilknytningsadfærd, når det løber over til far og vil op på armen. Selv når far ikke er til stede, har barnet stadig et system, der skal sikre overlevelse.

Men hvad nu, hvis andre voksne ikke reagerer på samme måde som far - fordi de for eksempel har 20 andre børn, der også kræver opmærksomhed?

Så kan det blive nødvendigt for barnet at finde et alternativ.

‘Fake it till you make it’-adfærd

Det alternativ kan være de andre børn. Men det kan også være at indtage en tilbagetrukket og observerende position, hvor man forsøger at få overblik over situationen.

Det kan betyde, at barnet må give afkald på leg og udvikling.

Hvis valget virkelig står mellem leg og tryghed, så vælger barnet at bruge sin energi på at søge den største grad af tryghed.

Utryghed er altså ikke nødvendigvis gråd og fremstrakte arme.

Det kan også vise sig ved en ’fake it till you make it’-adfærd, der skal foregive, at man har styr på tingene.

Tilknytningsadfærd kan derfor betyde, at barnet bare sætter sig lidt stille tilbage og virker optaget af et stykke legetøj.

Er børn mindre socialiserede i dag – eller har de bare tilpasset sig rammen?

Tilknytningsadfærd er et urgammelt behov for at overleve, uanset hvordan vores liv og verden ser ud. Vi ser det på tværs af kulturer og i alle aldre.

Hvis vores leveforhold ændrer sig, gør vores tilknytningsadfærd også.

Derfor skal vi se på det, der danner den primære ramme rundt om et menneske, hvis vi vil forstå dets adfærd og udvikling.

Når skoleledere melder om, at børn i dag ved skolestart er mindre socialiserede end tidligere, skal vi derfor se på stabiliteten af de relationer, små børn har i dag, mere end på det enkelte barn.

Forudsætningen for, at børn kan danne en indre base af tryghed, er, at de kan forudsige deres omgivelsers reaktion på, at de søger beskyttelse.

For bare et par generationer siden ville de fleste børn have deres mødre omkring sig hele dagen og hver dag helt frem til skolestart.

Men i dag er normalen, at børn kommer i dårligt normerede vuggestuer og derefter ditto børnehaver i mange af deres vågne timer.

Deres tilknytningssystem får altså mange inputs at forholde sig til fra andre end mor og far.

Og dette vil være med til at forme adfærden for at gøre den optimal i forhold til målet: at ’overleve’, ind til mor og far er tilbage.

\ Læs mere

Du kan godt ændre dit tilknytningsmønster – men er det en god idé?

Hvis du ikke kan forstå din egen eller en andens adfærd: tænk overlevelse

I forlængelse af det kan vi rette blikket mod voksne mennesker, der også udviser tilknytningsadfærd.

Den er igen formet af de mange erfaringer, vi har, med at søge tryghed eller støtte hos andre.

Det er i høj grad tilknytningssystemet, der bestemmer, hvordan og hvor rationelt man agerer i for eksempel et parforhold, i konflikter eller i en situation, hvor der sker noget, man ikke er beredt på.

Unge kan for eksempel virke helt fortabte, hvis de mister deres mobiltelefon. Det kan vække undren hos generationerne, der er vokset op uden smartphones.

Men det er lettere at forstå, hvis vi accepterer, at én måde at søge tryghed i sit fællesskab er ved at tælle likes.

Det er et signal til det årvågne tilknytningssystem om, at vi er ved at ryge ud af flokken, hvis ingen reagerer på det, man har lagt frem på SoMe.

Og der er intet farligere, end at ryge ud af flokken.

Tilknytningssystemet kender ikke forskel på ægte og oplevet livsfare. Men det ved, at du for alt i verden skal være en del af et fællesskab, hvis du vil klare den.

Hvad sagde Bowlby egentlig om tilknytningsadfærd?

Det er derfor interessant at vende tilbage til, hvad Bowlby egentlig sagde om tilknytningssystemet.

Han sagde mange ting, men én af dem er følgende:

»All humans share the primitive instinct that familiarity means safety.«

Det kan oversættes til, at vi mennesker har et instinkt for overlevelse, som finder tryghed i det, der er velkendt.

Det behøver altså ikke være godt eller rigtigt for at repræsentere noget trygt. På godt og ondt er mennesker derfor, ligesom dyr, villige til lidt af hvert for at overleve.

Det betyder også, at vi kan komme på afveje.

Hvis vi er vokset op uden stabile og trygge relationer, bliver vi mere villige til at gå et ekstra skridt for at finde det fællesskab, hvor vi føler os sikre på egen overlevelse.

Og for nogle bliver det mange skridt i en forkert retning. Her møder vi som et eksempel medlemmer af bandemiljøet.

Tilknytningssystemets fineste opgave er at sikre os overlevelse.

Ikke at handle på en måde, der set udefra kan virke som det rigtige eller rationelle.

\ Læs mere

Gaden giver accept og fællesskab: Derfor er det svært at komme ud af kriminalitet

\ Læs mere

Unges trivsel i frit fald: Derfor skal du kende forskel på robusthed og resiliens