22. april i år gik flere hundrede tusinde på gaden i over 600 byer i ’The March for Science’.

Marchen kom i kølvandet på en »bred opfattelse af et massivt angreb på de begreber om sandhed, der er hellige for det videnskabelige samfund«, som Robert Proctor fra Stanford University udtalte.

Det er da også let at få et indtryk af, at videnskaben er i defensiven, såvel politisk som i den bredere offentlighed. Præsident Trumps budgetforslag for 2018 skærer massivt i forskning.

National Institute of Health skæres med 20 procent, Environmental Protection Agency med 30 procent og Department of Energys midler til forskning i bæredygtig energi med hele 70 procent.

Politisk polarisering om videnskab

På trods af massiv konsensus blandt forskere om realiteten af menneskeskabt global opvarmning og evolution, er der udbredt skepsis blandt store dele af den amerikanske befolkning.

Kun omkring 50 procent af amerikanere mener, at menneskeskabt global opvarmning er en realitet, mens cirka 65 procent tror, at mennesker er et resultat af evolution.

Herhjemme er debatten om HPV-vaccinen og den faldende vaccinationsrate et eksempel på udbredt modstand blandt dele af befolkningen til trods for udbredt enighed blandt forskere om vaccinens sikkerhed og effektivitet.

Et slående aspekt ved den offentlige holdning til mange faktuelle spørgsmål er den udprægede politiske polarisering. Global opvarmning er det oplagte, men lagt fra eneste, eksempel.

Mens 79 procent af USA’s liberale demokrater tror, at menneskeskabt global opvarmning finder sted, er det kun 15 procent af konservative republikanere.

HPV-vaccinens effektivitet og sikkerhed, effekterne af våbenkontrol på kriminalitetsrater og atomkrafts sikkerhed er andre eksempler på faktuelle videnskabelige spørgsmål, som deler den amerikanske befolkning langs politiske linjer.

Politik er i stigende grad kamp om, hvad fakta er, snarere end en forhandling om, hvad vi bør gøre på baggrund af delte faktuelle antagelser.

Det er naturligvis tendenser, der vækker bekymring hos videnskabsfolk, og inden for socialvidenskaberne bliver der hidsigt forsket i årsager og i kommunikationsstrategier, der kan øge befolkningens accept af videnskabelige fund.

Læs også: Når politik og videnskab smelter sammen

Mindst 5.000 demonstrerede for videnskaben i København. (Foto: Videnskab.dk)

Fører misforståelser til modstand?

En almindelig forklaringsmodel, ofte kaldet ’deficit-modellen’ (på dansk: mangel-modellen), hævder at folkelig uenighed med en videnskabelig konsensus primært forekommer, fordi folk ikke er tilstrækkeligt velinformerede om videnskaben eller ikke forstår dens resultater, blandt andet på grund af menneskers hang til at falde tilbage på fejlbarlige kognitive tommelfingerregler eller følelser, når de mødes med kompliceret videnskabelig information.

Eksempelvis har vi en tendens til at vurdere sandsynligheder ud fra, hvor let det er for os at komme i tanke om konkrete eksempler, snarere end ud fra tilgængelige statistiske data.

Dette kan få os til at overvurdere sandsynligheden for eksempelvis bivirkninger ved vacciner, hvis der florerer historier om bivirkninger i vores omgangskreds eller i medierne.

Når der samtidig spredes store mængder misinformation, blandt andet på sociale medier, gør vores psykologi os endnu mere sårbare.

Er konservative bare dummere?

En variant af deficit-modellen, som vi kan kalde ’konservative-er-dumme-modellen’, hævder også at kunne forklare den politiske polarisering over videnskab.

Global opvarmning, evolution, og HPV er alle emner, hvor det i en amerikansk kontekst primært er konservative, der går imod den videnskabelige konsensus. Ifølge konservative-er-dumme-modellen skyldes det, at konservative i særlig grad er uimodtagelige over for videnskabelig information.

Der peges eksempelvis på, at nogle studier finder en negativ korrelation mellem højreorienterede politiske overbevisninger og intelligens, tolerance over for tvetydighed, eller evne til reflektion, eller på at der har været en (meget svag) nedgang i konservatives tiltro til videnskabelige institutioner over de seneste årtier.

Folkelig uenighed med en videnskabelig konsensus forekommer primært, fordi folk ikke er informerede om eller forstår videnskaben. (Foto: Colourbox)

Problemer med deficit-modellen

Deficit-modellen har dog flere problemer. Hvis årsagen til eksempelvis klimaskepsis er manglende forståelse eller viden, burde man forvente en sammenhæng mellem bekymring om global opvarmning på den ene side, og viden, uddannelse, intelligens, etc. på den anden side.

Men det finder man ikke.

Der er ingen sammenhæng mellem uddannelsesniveau eller det, der kaldes videnskabelige læsefærdighed (scientific literacy) og tro på global opvarmning. Stiller man folk spørgsmål om, hvad klimaforskere mener, for eksempel om hvilken gas, der er den primære årsag til drivhuseffekten, eller hvorvidt det vil øge havniveauet, hvis nordpolen smelter, svarer klimabenægtere lige så ofte rigtigt som klimatilhængere.

Endelig kæmper deficit-modeller med at forklare, hvorfor modstanden mod videnskabelig konsensus er begrænset til så relativt få emner. For langt de fleste emner accepterer befolkningen uden videre den videnskabelige konsensus.

Der er eksempelvis ikke udpræget skepsis i spørgsmål som, hvordan røntgenstråler virker, hvorvidt vi bør pasteurisere mælk, om nanoteknologi, etc., til trods for, at den folkelige forståelse af disse emner kan være nok så begrænset.

Også venstreorienterede kan gå imod konsensus

De sociale fordele ved at have formodninger, der er accepterede i de grupper, man tilhører, kan somme tider overskygge fordelene ved, at det, man tror, er sandt. (Foto: Colourbox)

Der er også specifikke problemer med ’konservative-er-dumme’-versionen. Der er sået tvivl om flere af de resultater, der hævder at påvise, at venstreorienterede skulle have kognitive fordele.

Trods den førnævnte lille nedgang i tiltro til videnskaben blandt konservative, er videnskaben stadig blandt de institutioner, som konservative stoler mest på, langt mere end de stoler på for eksempel erhvervslivet eller religiøse institutioner.

Der er ligeledes tilfælde, herunder atomkraft, hvor det er venstreorienterede, hvis holdninger er i strid med hovedparten af eksperternes.

Kan være sociale fordele ved falske verdensbilleder

Deficitforklaringer er nærliggende, hvis man antager, at mennesker behandler information for at nå frem til sandheden. Kognitionens rolle er at repræsentere verden så præcist som muligt, så vi kan navigere i den og handle hensigtsmæssigt.

Det er imidlertid blevet tydeligt igennem de sidste årtiers forskning, at tænkning også kan tjene andre formål. Ét vigtigt af disse er at behandle information på måder, som tillader os at danne og bevare faktuelle formodninger, der er vigtige for os selv og for de sociale grupper, vi tilhører.

De sociale fordele ved at have formodninger, der er accepterede i de grupper, man tilhører, kan somme tider overskygge fordelene ved, at det, man tror, er sandt.

For gennemsnitlige sydstatsamerikanere, hvis vigtigste sociale fællesskaber knytter sig til kirken, kan det at tro, at evolution er et faktum indebære store sociale omkostninger – for eksempel tabt status, tabte venskaber eller sågar social udelukkelse. Derimod har det ikke de store konsekvenser for deres evne til at navigere dagligdagen, at deres overbevisninger om evolution er falske.

Læs også: Klimadebat er baseret på religion

Der er ingen sammenhæng mellem uddannelsesniveau og tro på global opvarmning. (Foto: Colourbox)

Vi tror på det, der bekræfter os

Vores kognition er følsom over for dette. En række mekanismer får os til at nå frem til de formodninger, som er vigtige for vores identitet og sociale tilhørsforhold, men samtidig at bevare et selvbillede som rationelle, evidensdrevne tænkere.

Disse mekanismer går under forskellige navne: konfirmationsbias, identitets-beskyttende kognition, (politisk) motiveret tænkning, kulturel kognition, bias-præget assimilering med flere, men de har det til fælles, at de understøtter en målrettet behandling af evidens – rettet mod det mål at understøtte ens ønskede konklusion.

Når vi eksempelvis læser om et studie, hvis konklusion går imod vores formodninger, vil vi have en tendens til at bruge relativt mange kognitive ressourcer på at lede efter fejl i studiet, der tillader os at affeje resultaterne.

Hvis vi omvendt læser om et studie, hvis konklusion støtter vores formodninger, vil vi bruge vores kognitive energi på at bekræfte, at det er et fortrinligt studie.

Når disse mekanismer er i spil agerer vores tænkning som en advokat, der forsøger at bygge den bedst mulige sag for vores ønskede konklusioner, snarere end som en dommer, der køligt og neutralt forsøger at nå frem til den bedst understøttede konklusion.

Vi får data til at støtte vores formodninger

Der er en del forskning, der tyder på, at modstand mod videnskabelig konsensus ofte bunder i, at vi er dygtige advokater, snarere end halvsløve dommere.

Et eksempel kommer fra holdninger om global opvarmning. Der er som nævnt ikke nogen sammenhæng mellem kognitive evner og tro på global opvarmning, når man ser på hele den amerikanske befolkning.

Men inden for politiske grupper ser man et klart mønster. Blandt liberale (venstreorienterede) amerikanere finder man nemlig den forventede sammenhæng mellem kognitive evner og tro på global opvarmning: Jo klogere man er, desto mere tror man, at global opvarmninger er en alvorlig trussel.

Blandt konservative finder man den omvendte sammenhæng: Jo klogere man er, desto mindre en trussel tror man, at global opvarmning er. Andre studier viser, at jo mere intelligent man er, desto bedre er man til at fortolke data på måder, der understøtter ens ønskede konklusion, uanset om den er sand eller ej, og at denne tendens er politisk symmetrisk.

Dette peger på, at konservative såvel som liberale, benytter deres kognitive evner til at understøtte den opfattelse af fakta, der er i tråd med deres politiske ståsted, når de tænker om politisk ladede emner som global opvarmning.

En række mekanismer får os til at nå frem til de formodninger, som er vigtige for vores identitet og sociale tilhørsforhold, men samtidig at bevare et selvbillede som rationelle, evidensdrevne tænkere. (Foto: Shutterstock)

Når videnskaben clasher med vores ideologier

Så hvorfor bliver visse videnskabelige spørgsmål indlejret i en kulturkamp, der fordrejer vores evne til at behandle information på objektiv vis, mens andre går fri?

Der er ikke noget simpelt svar, men en del af forklaringen er, at nogle spørgsmål, særligt de som har relevans for individuelle og offentlige beslutninger, er sårbare over for at få tildelt kulturel mening og blive indlejret i en bredere kamp og det gode liv og gode samfund. 

Mens det er de færreste spørgsmål inden for eksempelvis partikelfysik, der har umiddelbar betydning for bredere ideer om, hvordan vi bør leve vores liv og træffe samfundsbeslutninger, forholder det sig anderledes med eksempelvis klimaforskning.

Hvis global opvarmning er en alvorlig trussel, som samfundets eliter og markedskræfterne ikke har formået at tage hånd om, ville det true et vigtigt aspekt af konservatives identitet og opfattelse af det gode samfund: troen på kompetente eliters og markedskræfternes evne til at løse problemer.

Det videnskabelige spørgsmål om, hvorvidt kloden opvarmes på grund af menneskelig aktivitet, får dermed let betydning for en bredere kulturel kamp om den bedste måde at indrette samfundet på.

Et andet eksempel er HPV-vaccinen, hvor en del af modstanden blandt konservative i USA bundede i en opfattelse af, at vaccinen udgjorde en slags carte-blanche til promiskuitet blandt teenagere.

Men alene en sårbarhed for at blive tillagt værdimæssig betydning er ikke tilstrækkeligt. Det var eksempelvis først i løbet af 1990’erne, at klimaspørgsmålet blev politisk ladet i USA, og der er en del, der tyder på, at det skete grundet en målrettet kampagne for at skabe polemik og tvivl omkring videnskaben.

Rene fakta kan øge modviljen og modstanden

Disse mekanismer udgør en stor udfordring for videnskabsfolk og videnskabskommunikatører, der ønsker at rette videnskabelige fejlopfattelser blandt befolkningen. Hvis decifit-modellen var korrekt, bestod hovedudfordringen i at udbrede videnskabelig information og rette misforståelser på en tilgængelig måde.

Men det er naturligvis langt vanskeligere at overbevise et publikum, der gør aktivt modstand.

Det ser vi i såkaldte ’backfire-effekter’. Somme tider vil kan informationskampagner have en paradoksal effekt på de mest overbeviste skeptikere: Et studie viste eksempelvis, at stærke modstandere af MFR-vaccinen blev endnu mindre tilbøjelige til at vaccinere deres børn efter at de havde modtaget informationsmateriale, der tilbageviste hypotesen om, at vaccinen forårsager autisme.

Et andet studie viste, at stærke tilhængere af frie markeder blev mere skeptiske omkring realiteten af global opvarmning efter at have læst, at 97 procent af klimaforskere er enige om, at global opvarmning finder sted.

På grund af vores tendens til at fortolke evidens, så den passer med vores ønskede konklusion, kan information altså somme tider øge polarisering, snarere end at bringe vores holdninger tættere på hinanden.

Forskerne skal være opmærksomme på, at, på grund af vores tendens til at fortolke evidens, så den passer med vores ønskede konklusion, kan videnskab somme tider øge polarisering, snarere end at bringe vores holdninger tættere på hinanden. (Foto: Shutterstock)

Hvordan overbeviser vi skeptikerne?

Når videnskab er indlejret i en kulturkamp vil kommunikation skulle tage højde for værdiernes betydning, hvis det vil gøre sig forhåbning om at være effektivt.

Én måde at gøre dette på kan være at vise, at et videnskabeligt spørgsmål ikke nødvendigvis behøver have den kulturelle betydning, som det almindeligvis tildeles.

Ét studie viste eksempelvis, at konservative amerikanere bliver mere objektive i deres behandling af information om global opvarmning og mere tilbøjelige til at anse den som en stor risiko, hvis de forud har fået beskrevet, hvordan geoengineering og andre markedsdrevne løsninger kan være et nødvendigt alternativt til øgede CO2-afgifter.

Forskernes forklaring går på, at forhistorien, ved at fremhæve løsninger, der var i tråd med konservatives værdier, afmonterede den kulturelle trussel, som realiteten af global opvarmning ellers plejer at indebære.

Tag folks værdier seriøst i formidlingen

Andre studier peger på, at folk kan blive mere objektive i deres behandling af information, hvis de forud har fået en helt anden værdi anerkendt og dermed har en form for ’identitets-buffer’, der tillader en sænkning af det sædvanlige psykologiske forsvar.

Der er altså ingen grund til fatalisme omkring offentlighedens holdning til videnskab, eller dens evne til at danne formodninger ud fra et korrekt billede af fakta.

Men videnskabsfolk og journalister kan ikke forvente, at rapportering af fakta vil være tilstrækkeligt, og kaste hænderne op i luften i frustration over befolkningens idioti, når det ikke har de ønskede resultater.

De må anderkende, at en vigtig del af deres kommunikationsarbejde består i at beskytte videnskabelige spørgsmål fra at blive indlejret en kulturkamp, og hvis det er sket, at kommunikere på måder, der er informeret af videnskab, og som kan hjælpe os til at begrænse vores værdiers påvirkning på vores behandling af videnskabelig information.