Depression kan skade hjernen

Depression gør ikke kun mennesker triste og nedtrykte. Den kan også give varige skader på hjernen, så personerne har sværere ved at huske og koncentrere sig, når sygdommen er overstået. Op mod 20 procent af patienter med depression kommer sig ikke efter endt sygdom.

Det er konklusionen på to projekter, der er gennemført af professor dr. med. og speciallæge i psykiatri Poul Videbech fra Center for Psykiatrisk forskning, Aarhus Universitetshospital, Risskov.

I det ene projekt har han udført hjernescanninger af depressionsramte menneskers hjerner – i det andet projekt har han lavet et såkaldt ’metastudie’, der er en systematisk gennemgang af hele den videnskabelige litteratur på området.

»Metastudiet viser, at en depression sætter et markant aftryk på hjernen ved i gennemsnit at medføre 10 procents skrumpning af hjerneområdet hipocampus. Skrumpningen varer i nogle tilfælde ved, selv om depressionen i sig selv er ovre,« siger professor dr. med. og speciallæge i psykiatri Poul Videbech.

Antidepressiv medicin kan hjælpe

En depression kan altså have alvorlige konsekvenser for patienten, men Poul Videbech understreger, at der er håb, da hjernen i mange tilfælde kan bringes til at helbrede sig selv.

Oplevelser fra egen praksis

Poul Videbech påbegyndte sine studier efter at have diagnosticeret og behandlet mange patienter med depression på hospitalet. Et typisk symptom på sygdommen er netop, at patienterne har svært ved at koncentrere sig og at huske.

Men Poul Videbech opdagede, at symptomerne tit varede ved, selv om depressionen var ovre og patienten dermed officielt var erklæret rask.

»Patienternes symptomer var meget ubehagelige og af og til direkte invaliderende, og efter at have hørt den samme historie tilstrækkeligt mange gange, undrede jeg mig over, hvad årsagen kunne være. Med håb om at blive klogere, gik jeg i gang med at lave hjernescanninger af patienterne,« siger Poul Videbech.

Hjernescanningerne afslørede, at der i de deprimeredes hjerner var en heftig aktivitet i det specifikke hjerneområde hipocampus, som rummer hukommelsen og regulerer kroppens forskellige stressfunktioner. Samtidigt afslørede hjernescanningerne at dette område ofte var skrumpet betydeligt ind hos depressive patienter, specielt hvis de havde haft flere langvarige depressioner. Allerværst var det, hvis disse depressioner ikke var blevet behandlet.

Granskede al litteratur på området

Opdagelsen kom som noget af en overraskelse, og Poul Videbech fik den tanke, at andre forskere måske havde gjort samme opdagelse gennem de seneste år.

Han gik derfor på jagt i alskens videnskabelige forskningsdatabaser med ambitionen om at opstøve og gennemtrawle alle tidligere studier på området, og sammenhængen mellem depression og en skrumpning af hipocampus dukkede op i det ene studie efter det andet.

Han nåede frem til følgende konklusion: Når man betragter depressionsramte som en gruppe, var der en 10 procents reduktion af hipocampus. På individplan var der patienter, der havde en skrumpning på mere end det, mens skrumpningen hos andre var mindre.

Stamceller danner nye nerveceller

Et spørgsmål, som Poul Videbech gerne vil have svar på er, hvorfor nogle mennesker genvinder deres oprindelige evne til at huske og koncentrere sig efter endt depression.

Hans egen teori er, at det skyldes hjernens plasticitet – hjernen kan ikke blot nedbryde sig selv gennem forskellige processer, men har også en indbygget evne til at genopbygge beskadiget hjernevæv ved at danne nye hjerneceller.

Evnen til at genopbygge sig selv kaldes for ‘neurogenese’ og blev opdaget tilbage i 1996. Selv om denne opdagelse har et årti på bagen, har nyheden endnu ikke rigtigt spredt sig blandt forskere, så det er stadig megt begrænset, hvem, der kender til det, påpeger Poul Videbech.

Man ved ikke, hvorfor neurogenese kun optræder hos nogle mennesker. Men man regner med, at processen sættes i gang af stamceller i hipocampus, der kan dele sig og danne nye nerveceller.

I raske personer er de to processer hele tiden i balance, men nogle sygdomme giver større nedbrud end opbygning, som f.eks. forskellige former for demens og ved depression.

Dyreforsøg viser, at neurogenese er vigtig for at ”deprimerede” rotter kan bliver raske. Det samme gælder ifølge Poul Videbech for mennesker. Antidepressiv medicin og elektrochock er effektive måder, hvorpå man kan sætte neurogenesen i gang.

Antidepressiva virker på neurogenese

Antidepressiv medicin, der i folkemunde ofte kaldes for lykkepiller, har ifølge omfattende metastudier en gavnlig effekt på depression, men man har endnu ikke rigtigt forstået, hvorfor. Den manglende viden er blevet brugt som argument for, at man skal afholde sig fra at bruge den form for medikamenter. Teorien om neurogenese kan måske løse problemet ved at pege på en mulig virkningsmekanisme.

»I mange år troede man, at antidepressivers virkning først og fremmest skyldtes påvirkning af neurotransmitteren serotonin. Men den nyeste forskning tyder på, at antidepressiverne snarere påvirker neurogenesen ved at sætte gang i dannelsen af nye nerveceller,« siger Poul Videbech.

Han underbygger sin påstand ved at henvise til nogle forsøg med mus. Forsøget går ud på at sætte musen i en depressionslignende tilstand, så den får en karakteristisk adfærd. Herefter giver man den antidepressiver, hvorefter musen begynder at opføre sig normalt igen. Udsatte man musene for stråling, som man ved, ødelægger dannelsen af nye nerveceller i hjernen, virkede den antidepressive medicin pludselig ikke mere. Musenes forblev ”depressive” i deres adfærd.

»En mulig forklaring på forløbet er, at den antidepressive medicin satte gang i dannelsen af nye nerveceller i musenes hjerner. Det kunne tyde på, at depressionsbehandling tricker neurogenese. Andre former for behandling som f.eks. elektrostimulation (ECT) og psykotrapi ser ud til at virke på samme måde i hjernen,« siger Poul Videbech.

Poul Videbech mener, at tanken om den plastiske hjerne er særdeles spændende i sig selv og så absolut grundforskning værdig.

»Men jeg synes også, det er interessant, at man kan udvikle nye former for behandling, der kan føre til neurogenese, der kan forebygge yderligere nedbrydning af nervevæv og samtidigt tvinge hjernen til at reparere sig selv. Det kan gøres med medicin og Elektrochock, men motion har også en gavnlig virkning på processen. Derfor opfordrer jeg altid mine patienter til at dyrke så hård motion, som de kan magte,« slutter Poul Videbech.