Det moderne menneskes vej ind i Asien stiller store spørgsmål til vores oprindelse
Den Homo sapiens, der udvandrede fra Afrika, var næppe et ’færdigt produkt’. Måske er Homo sapiens delvist udviklet i Kina og Sydøstasien.
homo-sapiens-udvandring

Hvornår koloniserede det moderne menneske Asien, og hvor moderne var de tidlige udvandrere? Det er nogle af de spørgsmål, som Ole Høiris forsøger at besvare i denne artikel. (Foto: Shutterstock)

Hvornår koloniserede det moderne menneske Asien, og hvor moderne var de tidlige udvandrere? Det er nogle af de spørgsmål, som Ole Høiris forsøger at besvare i denne artikel. (Foto: Shutterstock)

Hvornår kom Homo sapiens ind i Asien? Ad hvilken vej? Skete det i en udvandringsbølge eller i flere?

Det er nogle af de spørgsmål, jeg tager op i denne fjerde artikel i serien om menneskets vandringer.

Tidligere har jeg blandt andet skrevet om, hvordan de første mennesker har spredt sig fra og i Afrika.

Det moderne menneskes indvandring til og bosætning i Asien er en succeshistorie efter en række tilsyneladende mislykkede udvandringsforsøg.

Det er også en historie om, hvor svært det er for os forskere at bestemme menneskets tidlige vandringer med sikkerhed. Det kan lyde mærkeligt, men to forskellige forskergrupper kan faktisk bestemme det samme fund til at være enten 125.000 eller 45.000 år gammelt.

Der er nogle forskere, der mener, at Homo sapiens udvandrede til Asien allerede for 130.000-120.000 år siden, men de fleste mener, at det snarere foregik for 55.000-50.000 år siden.

Vejen er enten gået i syd gennem Den Arabiske Halvø eller i nord gennem Nildalen og ind gennem Levanten (nuværende Libanon, Syrien med flere).

Homo sapiens var dog langt fra de første til at vandre ud af Afrika.  

Cirka to millioner år tidligere lykkedes Homo habilis eller Homo erectus/ergaster med en succesfuld migration fra Afrika til Asien.

De er måske forfædre til de øvrige mennesker uden for Afrika som Homo antecessor, heidelbergmennesket, neandertaleren og denisovaen.

Serie: Menneskets vandringer

Hver søndag bringer vi en artikel om, hvordan mennesket har spredt sig ud over Jorden. 

Alle artikler er skrevet af Ole Høiris, som har brugt det meste af sit voksenliv på at forske i menneskets udvikling.

Høiris guider dig igennem de nyeste forskningsresultater og teorier om, hvor, hvornår og hvordan mennesket har vandret i- og til de forskellige kontinenter.

De næste artikler forsøger bl.a. at besvare, hvornår & hvordan Homo sapiens spredte sig i Asien, Australien, Europa og Amerika.

Tidligere artikler i serien:

Hvornår koloniserede det moderne menneske Asien?

Det moderne menneskes indvandring til i Asien er et forskningsområde, der stadig diskuteres intenst.

Spørgsmålet er, om det moderne menneske, Homo sapiens, har haft en eller to indvandringsbølger til Asien - den ene for mere end 74.000 år siden, den anden for under 60.000 år siden.

Adskillelsen mellem de to perioder skyldes, at klimaet i denne periode var meget koldt og tørt, hvorfor større vandringer ud af Afrika ikke var realiserbare.

For 74.000 år siden var der et kæmpe vulkanudbrud på Sumatra af vulkanen Tuba, hvis askelag spredte sig over hele Sydøstasien. Fund under askelaget må være ældre end 74.000 år.

Et andet spørgsmål er, om de fund, man har fundet, er tegn på den moderne Homo sapiens eller en ældre form af det moderne menneske?

Fund af stenredskaber kan ikke hjælpe os, da moderne mennesker, arkaisk moderne mennesker og neandertalere brugte cirka samme redskaber – bortset fra lidt regionale variationer – i denne periode.  

Den grønne kanal ud af Afrika

Jeg har i tidligere artikler beskrevet, at flere tidlige udvandringsforsøg fra Afrika af anatomisk moderne mennesker er strandet i Levanten eller det nordlige Afrika.

Enten på grund af klimatiske ændringer, der har umuliggjort videre fremtrængen, eller fordi de små grupper moderne mennesker er blevet standset eller opslugt af de neandertalere og/eller denisovaer, der levede der i forvejen.

Jeg skrev også om, hvordan 120.000 år gamle fodspor på den Arabiske halvø og fund i Kina indikerer udvandringer fra Afrikas horn og videre ad den sydlige vej gennem Arabien.

Disse vandringsmænd og -kvinder har måske fulgt sydkysten af Asien helt frem til Sydøstasien.

Den udvandring kunne finde sted, fordi et meget fugtigt klima gjorde både Sahara og Arabien så grønt, at der var en ressourcerig ’kanal’ ud af Afrika. 

Fakta
Om Forskerzonen

Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.

Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.

Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.

Hvor moderne var de tidlige udvandrere?

Spørgsmålet er, om disse mennesker var fuldt moderne mennesker som dem, der udvandrede mange tusinde år senere og blev vore forfædre, eller om der var tale om en ældre og ikke fuldt udviklet form for moderne menneske?

Dette spørgsmål bliver endnu mere interessant, da grene af denne tidlige migration måske blev isoleret og har overlevet, såsom negritoerne (pygmæfolk) i Malaya og Filippinerne og som den australo-melanesiske befolkning, der meget tidligt dukkede op i Australien.

For dem, der mener, at dele af den migration blev isoleret og kan findes som negritoer og aboriginere i dag, er det helt centralt, at det var lige så intelligente Homo sapiens, der udvandrede på de to tidspunkter.

Alternativet er nemlig, at efterkommerne er efterkommere af en mindre udviklet version af Homo sapiens, noget, der i dag ville være en helt uacceptabel form for racisme i forhold ikke blot til de få negrito-samfund, men også til de australske aboriginere.

For andre tilskrives de fund, der er mere end 60.000 år gamle, tidligere arkaisk eller tidligt moderne mennesker, der var mindre udviklede end de Homo sapiens, der udvandrede for 40-70.000 år siden, og som i Australien erstattede eller blandede sig med de tidligere indvandrere hertil.

125.000 år gamle tænder fundet i Kina

Spredt over Syd- og Sydøstasien samt Indonesien, Melanesien og Australien har vi en række fund, der indikerer, der har været tidlige mennesker i de områder.

Eksempelvis er der fundet redskaber i Sydindien, som er ældre end det 74.000 år gamle askelag fra Toba-vulkanen.

Andre spor er 70.000 år gamle fund på Sumatra, 65.000 år gamle fund i Australien, 80.000-120.000 år gamle tænder i Fuyan-hulen i Kina, samt op til 125.000 år gamle tænder i Luna-hulen i Kina (om de virkelig er så gamle, vender vi tilbage til).

Udover fund af redskaber og tænder, bygger argumenterne for en tidlig udvandring på sammenligning af mitokondrie-DNA og Y-kromosom-DNA.

Ved at analysere disse to typer DNA kan man bygge et menneskeligt stamtræ, der giver indikationer af, hvornår de forskellige folkeslag er udspaltet fra det afrikanske genom.  

Disse analyser syntes at vise, at de asiatiske negrito-befolkninger – eksempelvis Semang i Malaya og de indfødte på Ny Guinea og i Australien – var tættere på tidligere afrikanske genomer end det genom, den senere udvandring – og dermed alle andre ikke-afrikanske folk – er bærere af.

Samlet tyder ovenstående på en udvandring før vulkanudbruddet for 74.000 år siden; en udvandring, der måske gik langs kysten.

kort_menneskets_evolution_migrering_neandertalere

Ovenstående kort viser nogle af menneskets mulige vandringsveje. Som det meste andet, der omhandler menneskets oprindelse, er tallene omgærdet med en vis usikkerhed. (Foto: Shutterstock/Forskerzonen)

Sådan beregner man den tidlige indvandring

I 2017 blev der lavet en bestemmelse af to tænder fra Lida Ajer-hulen i det vestlige højland på Sumatra.

Disse tænder stammer fra anatomisk moderne mennesker, og deres alder er bestemt til 73.000-63.000 år.

Nogle forskere betragter som nævnt den australo-melanesiske befolkning som en tidligt isoleret rest af den op til 120.000 år gamle indvandring til Asien.

Man kan ud fra forskellene i DNA beregne, hvor længe det er siden, to befolkninger havde en fælles forfader – altså, hvornår de blev ’adskilt’.

Flere beregninger peger i retning af, at der kan være sket en tidlig indvandring i Asien.

Adskillelsen af europæere og østafrikanere skete eksempelvis for 57-76.000 år siden, mens adskillelsen mellem østafrikanere og østasiater er sket for 73-88.000 år siden.

Adskillelsen mellem østafrikanere og den australo-melanesiske befolkning er beregnet til 87.000-119.000 år, hvilket indikerer, at de er efterkommere af en tidlig udvandring.

Der er herefter følgende muligheder:

  1. Hvis der for 120-130.000 år siden er sket en vellykket udvandring fra Afrika langs sydkysten af Asien, er det muligt, at forfædrene til europæerne og asiaterne er resultat af en udvikling eller udspaltning inden for denne gruppe, måske i Sydvestasien og således ikke i Afrika. Disse moderne mennesker kan så være vandret ind i Afrika.
  2. De fleste forskere mener dog, at den dominerende gruppe af euroasiater stammer fra en udvandringsbølge fra Afrika for omkring 50.000 år siden.

Hvor tidligt indvandrede Homo sapiens til Sydøstasien?

Nogle forskere har rejst en en kritik af idéen om den tidlige indvandring. De viser, at det i en række tilfælde (herunder tænderne i den kinesiske Luna-hule) er usikkert, om der er tale om moderne mennesker eller dem, der betegnes som tidligt eller arkaisk moderne.

I andre tilfælde (for eksempel Fuyan-hulens tænder) er der problemer med, om fossilerne er samtidige med de lag, der er brugt til at tidsbestemme dem.

Nogle steder har man bestemt alderen ved forholdet mellem uran og dets forfald til thorium.

Her skyldes usikkerheden, at dette forfald ikke er anvendeligt som tidsmåler i knogler, da man ikke kender den mængde uran, der oprindeligt var til stede.

De eneste tilsyneladende sikre tidlige fund af det anatomisk moderne menneske i Asien og Australien er fra Nia-hulen på Borneo og Willandra i Australien, og de er cirka 40.000 år gamle.

En sen udvandring er måske mere sandsynlig

Arkæologiske fund viser det moderne menneskes tilstedeværelse:

  • for 46.000-50.000 år siden ved Nia-hulen og generelt i området fra Sydøstasien til og med Australien, hvor havet i istiden stod langt lavere end nu
  • på Timor (østat mellem Australien og Indonesien) for cirka 44.000 år siden
  • og på Flores (naboø til Timor) for cirka 41.000 år siden

Disse tidsbestemmelser svarer til fund af hulemalerier i området.

I 2020 blev der som det indtil nu ældste eksemplar fundet et 45.500 år gammelt billede på Sulawesi (indonesisk ø) af et vortesvin og formentlig to mindre grise

Alt i alt viser ovenstående fund en hurtig kolonisering af det sydøstlige Asien og en stor evne til omstilling i forhold til de mange forskellige områder og klimaer, man har skullet etablere en eksistens i.

En kolonisering for knap 50.000 år siden passer med idéen om udvandringen fra Afrika for omkring 50,000-55.000 år siden.

De oldgamle tænder er måske blot gamle

En anden måde at bestemme, hvornår Homo sapiens er udvandret fra Afrika, er ved at se på, hvornår vi har blandet os med andre arter.

Blandingen med neandertalerne – som ikke levede i Afrika – er bestemt til at mellem 65.000 og 47.000 år siden.

Tilsvarende er blandingen mellem asiater og denisovaer sket for mellem 46.000 og 30.000 år siden.

De tal indikerer en sen udvandring fra Afrika.

De ovennævnte tænder er nogle af de stærkeste indicier for den tidlige udvandrings-tese, men der er som nævnt visse problemer med dateringen.

En større gruppe forskere underkastede tænderne fra fem sydkinesiske huler - Huanglong, Luna, Fuyan, Yangjiapo og Sanyou - en lang række undersøgelser.

Tænderne fra hulerne var alle fastsat til at være mellem 127.000 og 70.000 år gamle.

I tre tilfælde, Yanggjiapo, Fuyan og Sanyou, kunne man ekstrahere DNA, og sammen med en lang række andre dateringsmetoder var resultatet i alle tilfældene en alder på under 45.000-50.000 år, ja, i nogle af undersøgelserne blot 35.000 år.

Disse undersøgelser, herunder DNA-ekstrahering, er mere solide end de metoder, man oprindeligt havde i brug, da man bestemte nogle af tænderne til at være 125.000 år gamle.

De trækker med andre ord en god del af tæppet væk under teorien om den tidlige indvandring til Asien.

Kan det moderne menneske også være udviklet uden for Afrika?

Et argument for den sene indvandring af moderne mennesker i Østasien har været, at perioden for 74.000-60.000 år siden som nævnt var for kold og tør til menneskelig overlevelse i de nordlige egne af Asien.

Et studie ved Loufangzi i Nordkina har imidlertid vist kontinuitet i befolkningen gennem denne periode, idet udfordringerne fra klimaet blev modsvaret af teknologiske innovationer, der modsvarer de nye forhold.

Fornyelser af eksistensformerne skyldes således ikke påvirkninger fra en ny indvandring, som man tidligere har troet.

Dette synes at betyde, at den arkaiske befolkning har overlevet og udviklet sig for så at blive blandet med de senere indvandrede folk.

I forhold til debatten om det moderne menneskes opståen alene i Afrika eller ved selvstændige udviklinger og genudveksling med andre folk kan dette studie betyde, at det moderne menneske ikke kun udviklede sig i Afrika, men også ved udviklinger i Kina og Sydøstasien.  

Det vil sige, at det moderne menneske måske flere steder i verden er resultatet af arkaiske formers udvikling og deres blanding med folk fra andre regioner.

Udviklingen af Homo sapiens som proces

Når dette på en måde sætter spørgsmålstegn ved oprindelsen i Afrika, skyldes det, at udviklingen af Homo sapiens i Afrika ikke var en afsluttet udvikling, der skabte et færdigt produkt, der vandrede ud til den øvrige del af verden, men en stadig proces – som stadig fortsætter.

Det skyldes også, at i stedet for at se menneskets udvikling som en genealogi fra 'Adam og Eva' ses udviklingen i dag som en proces i et globalt netværk af udveksling af gener og kultur.

Dette netværk var for Homo sapiens’ vedkommende næsten rent afrikansk frem til for måske cirka 50.000 år siden, men derefter blev det mere globalt.

Man kan heraf se, at videnskaben hele tiden ændrer sig, så menneskets udvikling nu ses som en stadig dynamisk proces, og at idéen om globale netværk nu også inspirerer studiet af menneskets udvikling og spredning i verden.

Vil du være sikker på at opdage næste artikel i serien om 'Menneskets vandringer'? Så kan du tilmelde dig Forskerzonens gratis nyhedsbrev her

Mødet med neandertalere og denisovaer

Da det moderne menneske udvandrede fra Afrika, mødte det først neandertalerne og senere denisovaerne.

Denisova-genomet findes især i Sydøstasien og Oceanien, men meget lidt i folk fra Øst- og Sydasien og Amerika.

De østasiatiske folk synes at have været blandet op med to forskellige denisova-populationer, hvor man kun har fundet fossile rester af den ene.

Generelt synes der ikke at have været de store barrierer mellem neandertalerne, denisovaerne og de moderne mennesker, hverken adfærdsmæssigt, teknologisk eller biologisk.

Studier af moderne asiaters DNA viser, at denisovaen må have levet langs Asiens sydkyst og på øerne helt over til den østlige del, da det moderne menneske spredte sig her, selv om man kun har fundet fossiler i Altai-bjergene i Sibirien og på det tibetanske plateau.

Derimod er der ikke spor i moderne asiater af hverken Homo floresiensis eller Homo Luzonensis, selv om Homo sapiens må have mødt dem.

Indvandringen til Kina er sket fra både syd og nord

I et studie af indvandringen i Kina viser fund, at Kina blev befolket dels fra syd for 80.000 år siden (fundene af tænder i Fuyan-hulen), dels fra nord gennem Sibirien og Mongoliet for cirka 45.000 år siden.

Det ældste fund er et helt skelet af en 39-42.000 år gammel Homo sapiens fra Tianyuandong.

De sydligste folks spredning mod nord varierede i forhold til de klimatiske svingninger, og efter indvandringen i det nordlige Kina forskød grænsen mellem de to grupper sig tilsvarende.

Men i den sene istid for 18-21.000 år siden blev det nordlige område så koldt, at det formentlig blev mennesketomt, hvorefter Nordkina blev befolket fra syd.

Alle må bruge og viderebringe Forskerzonens artikler

På Forskerzonen skriver forskere selv om deres forskning. Vi mener, det er vigtigt, at alle får mulighed for at læse om forskning fra forskerens egen hånd.

Alle må derfor bruge, kopiere og viderebringe Forskerzonens artikler udfra følgende enkle krav:

  • Det skal krediteres: 'Artiklen er oprindelig bragt på Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler'. Hvis artiklen bringes på web, skal der linkes til artiklen på Forskerzonen.
  • Artiklen må ikke redigeres og skal bringes i fuld længde (medmindre andet aftales med forskeren).
  • Du skal give forskeren besked om, at du genpublicerer.
  • Artikler, som er oversat fra The Conversation, skal have indsat en HTML-kode til indsamling af statistik i bunden. HTML-koden finder du i den originale artikel på The Conversations hjemmeside ved at klikke på knappen "Republish this article" ude til højre, derefter klikke på 'Advanced' og kopiere koden. Du finder linket til artiklen på The Conversation i bunden af Forskerzonens oversatte artikel. 

Det er ikke et krav, men vi sætter pris på, at du giver os besked, hvis du publicerer vores indhold (undtaget indhold fra The Conversation). Skriv til redaktør Anders Høeg Lammers på ahl@videnskab.dk.

Læs mere om Forskerzonen i Forskerzonens redaktionelle retningslinjer.

DOI - Digital Object Identifier

Artikler, produceret til Forskerzonen, får tildelt et DOI-nummer, som er et 'online fingeraftryk', der sikrer, at artiklerne altid kan findes, tilgås og citeres. Generelt får forskningsdata og andre forskningsobjekter typisk DOI-numre.

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med 1 million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om astronautens foto af polarlys, som du kan se herunder.