Homo sapiens' vandring ud af Afrika var… snørklet
Den nyeste forskning tyder på, at mennesket gjorde en række forgæves udvandringsforsøg, før vi kom ud af Afrika i enten én eller to større bølger.
homo-sapiens udvandring afrika hvornår_mennesket_oprindelse_vandring

Det er ikke helt nemt at bestemme, hvornår Homo sapiens udvandrede fra Afrika - forskerne er uenige. (Foto: Shutterstock)

Det er ikke helt nemt at bestemme, hvornår Homo sapiens udvandrede fra Afrika - forskerne er uenige. (Foto: Shutterstock)

Der er nu ikke længere ret stor videnskabelig tvivl om, at det moderne menneske, Homo sapiens, oprindeligt blev udviklet i Afrika.

Men hvornår og i hvor mange bølger er Homo sapiens udvandret fra Afrika for at ’underlægge sig’ resten af verden? Hvilke udvandringsforsøg blev en succes, og hvilke udvandringsforsøg mislykkedes?

Det er der videnskabelighed uenighed om.

Temaet for denne artikel – min tredje i serien om menneskets vandringer – er derfor de forskellige teorier om, hvordan og hvornår vores tidligste Homo sapiens-forfædre er lykkedes med at vandre ud af Afrika.

Serie: Menneskets vandringer

Hver søndag bringer vi en artikel om, hvordan mennesket har spredt sig ud over Jorden. 

Alle artikler er skrevet af Ole Høiris, som har brugt det meste af sit voksenliv på at forske i menneskets udvikling.

Høiris guider dig igennem de nyeste forskningsresultater og teorier om, hvor, hvornår og hvordan mennesket har vandret i- og til de forskellige kontinenter.

De næste artikler forsøger bl.a. at besvare, hvornår & hvordan Homo sapiens spredte sig i Asien, Australien, Europa og Amerika.

Tidligere artikler i serien:

Moderne genetik bekræfter Afrika-hypotesen

At det moderne menneske blev udviklet i Afrika har været givet siden cirka 1950, hvad den fysiske del angår, og siden 1980’erne også den intellektuelle.

Det er også kun i Afrika, de mange mellemformer mellem aber og moderne mennesker er fundet.

Senest har moderne genetisk videnskab bekræftet den afrikanske oprindelse. Her er der den største variation i genomet, hvad der tolkes som, at det er her, genomet har haft længst tid til at mutere.

Dertil kommer, at der i denne store variation indgår linjer, der skilte sig ud på samme tidspunkt eller måske før den linje, der blev til neandertalerne.

Fra denne store variation i genomet blev en snæver del ført videre af de grupper af moderne mennesker, der forlod Afrika og som en invasiv art tog magten over de nye kontinenter, Asien og Europa.

De bar jo kun på en delmængde af den totale variation.

Ja, faktisk kan man følge spredningen mod øst i form af en stadigt mindre variation i genomet som følge af, at det normalt også her har været en delgruppe, der er migreret videre.

Det moderne menneskes udvandring fra Afrika

For måske lidt over 200.000 år siden gjorde det moderne menneske en række tilsyneladende mislykkede udvandringsforsøg, der kun nåede til Levanten (traditionel europæisk betegnelse for landene ved Middelhavets østlige bred, især Syrien og Libanon) og det sydligste Europa.

Her synes de at være forblevet et stykke tid, for derefter at forsvinde igen. Muligvis blev de standset af neandertalerne, som de måske fik børn og smeltede så meget sammen med, at de ’forsvandt’.

Først for lidt under 100.000 år siden lykkedes det for det moderne menneske at følge sine ergaster/erectus-forfædre ud af Afrika og ind i Asien.

Her nåede de for 50.000-70.000 år siden Australien for senere at befolke Europa for måske 45.000-50.000 år siden, måske forsinket af modstand fra eller opslugning i neandertalerne.

Hvad angår menneskets oprindelse står få årstal mejslet i sten. Som det vil fremgå senere, har nye fund måske flyttet udvandringen for lidt under 100.000 år siden 20-30.000 år længere bagud.

Om disse moderne eller tidligt moderne Homo sapiens så har overlevet i Asien og eventuelt blandet sig med mennesker fra senere udvandringer, ved man endnu ikke.

Og videre til hele verden

Indvandringen i Amerika er der også usikkerhed om, blandt andet fordi det har været et ømt politisk emne, idet de nulevende indfødte i USA har insisteret på at være de første, der koloniserede kontinentet, og det skulle være sket i umiddelbar forlængelse af istidens ophør for cirka 13.000 år siden.

Det bedste upolitiske bud indtil videre er, at mennesket kom til det amerikanske kontinent for måske 33.000 år siden.

Først for ca. 4.000 år siden blev nordkysten af Amerika og Grønland beboet, mens det nordlige Sibirien og Europa blev beboet efter isens tilbagetrækning herfra for cirka 12.000 år siden.

Oceanien blev beboet over en lang periode, herunder blev Polynesiens spredte øer befolket for mellem 2.000 og cirka 700 år siden.

Senest, det vil sige i løbet af det 20. århundrede, har mennesket etableret sig på det sidste kontinent, Antarktis.

Ovenstående er holdt i noget forbeholdne vendinger, og det skyldes, at der formentlig vil dukke nye fund op, der gør, at man må revidere historien om det moderne menneskes migrationer.

Fakta
Om Forskerzonen

Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.

Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.

Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.

Den genetiske oprindelse

I Afrika arbejdede man længe med at finde det for alle nulevende mænds fælles oprindelige y-kromosom (’ur-Adam’ bestemt til at have levet for 120.000-156.000 år siden) og alle kvinders oprindelige mitokondrie-DNA (’ur-Eva’ bestemt til at have levet for 99.000-148.000 år siden).

Der har naturligvis ikke været et oprindeligt par, som er alle moderne menneskers forfader/-moder.

Udviklingen af det moderne menneske er sket i en genetisk udveksling mellem mange grupper over lang tid, måske i en periode, der strækker sig helt tilbage til for en million år siden og frem til for cirka 300.000 år siden.

Der har været et samspil mellem variation i separate grupper og forening i fælles afkom.

Det var en udvikling, der fortsatte fra dannelsen af det anatomisk moderne menneske for 250-300.000 år til for mellem 100.000 og 50.000 år siden, hvor det lykkedes for det moderne menneske at etablere sig uden for Afrika.

Her fortsatte blandingen med de menneskeformer, som det moderne menneske mødte i Asien og Europa, neandertaleren og denisovaen.

Menneskeudviklingen frem til nutiden synes permanent at være sket i et globalt netværk af udveksling af gener og kultur.

Måske fordi, som den franske læge François Bernier i 1684 konstaterede, der er ’smukke kvinder i alle racer’.

De tidligste spor af det moderne menneske uden for Afrika

I 2018 blev der med titlen ’De tidligste moderne mennesker uden for Afrika’ publiceret et fund fra Misliya-hulen i Israel af 177.000-194.000 år gamle spor af moderne mennesker i form af et stykke overkæbe med tænder og redskaber.

Redskaberne blev bestemt som ’levallois-teknologi’, en form for stenbearbejdelse, der var karakteristisk for både de sene neandertalere og de arkaiske moderne mennesker.

Senere igen har man fundet 90-120.000 år gamle rester af moderne mennesker i Es-Skhul-hulen og Quafzeh-hulen, også i Israel.

Det interessante ved Es-Skhūl-hulen er, at den også har været beboet af neandertalere, såvel før som efter at den har været beboet af Homo sapiens.

Neandertalerne synes at have været i området for 200.000 år siden og frem til for 45.000 år siden, mens det moderne menneske som nævnt har været her siden for 100.000 år siden.

Det betyder, at neandertalere og moderne mennesker har kunnet mødes her.

Menneskets oprindelse udvandring grene

Ovenstående tal for de forskellige vandringer er estimater og står ikke mejslet i sten. (Foto: CC0 Public Domain/Videnskab.dk)

Homo sapiens kunne leve under skiftende klimaforhold

I lang tid har forskerne troet, at klimaet var årsagen til de to gruppers skiftende ophold i området, således at i våde perioder, hvor Sahara har været grønt, er Homo sapiens trængt ind i Levanten (Syrien, Libanon m.v.), men er forvundet herfra i tørre perioder.

Her har der så været plads til neandertalerne, et mønster, der kunne forklare de to arters skiftende tilstedeværelse i Levanten.

En sammenlignende undersøgelse af de klimatiske forhold i Misliya-hulen og Quafze-hulen ved hjælp af fossiler fra særligt klimafølsomme smådyr viser imidlertid, at Homo sapiens har kunnet leve under meget forskellige klimatiske forhold.

Dette viser, at det ikke var de klimatiske variationer, der bestemte hverken Homo sapiens’ eller neandertalernes fravær eller tilstedeværelse i Levanten.

Begge har været i stand til at overleve på trods af klimaændringerne.

Det betyder også, at der sandsynligvis har været perioder, hvor de har været i kontakt med hinanden i længere tid og delt gener og måske også erfaringer.

Også andre undersøgelser tyder på, at de moderne mennesker levede i Levanten gennem lang tid, i stedet for som man hidtil har troet, at det var nye grupper, der kom frem på forskellige tidspunkter.

Det er således ikke klimaet, der satte gang i udvandringen fra Afrika, men noget i mennesket selv. Det betyder, at klimaændringer nødvendigvis må være blevet imødegået ved enten tekniske eller organisatoriske fornyelser, uden at man dag har indikationer på dette.

Rekorden (måske) slået

Fundet i Misliya-hulen skulle dog ikke længe holde rekorden som det ældste tegn på udvandringen fra Afrika.

Under titlen ’De tidligste spor af Homo sapiens i Eurasien’ blev det overgået af et fund af 210.000 år gamle spor af moderne mennesker i Apidima-hulen i det sydlige Grækenland.

Her fandt man et kranium med tydelige moderne, men også mere primitive, dog ikke neandertalerlignende træk.

I hulen fandt man yderligere et 170.000 år gammelt neandertalerkranie, så neandertalerne har erstattet de arkaisk eller tidligt moderne mennesker i denne region, måske opslugt dem.

Først for 40.000 år siden vendte det moderne menneske tilbage til dette område.

Syv fodspor og en enkelt fingerknogle

I 2017 opdagede forskere fra Max Planck Instituttet syv sikre fodspor af moderne mennesker i Nefud-ørkenen på den Arabiske halvø. Sporene blev fundet blandt hundredvis af fossilerede 120.000 år gamle fodspor af dyr som elefant, kamel og vildæsel.

Når sporene tolkes som sat af moderne mennesker, skyldes det, at man ikke har fundet spor af neandertalere i dette område, og at sporene i sig selv tydede på moderne menneske.

I samme område var der tidligere fundet en fingerknogle fra Homo sapiens, der var 85.000-96.000 år gammel.

Den var på daværende tidspunkt det hidtil ældste fund af et sikkert fossil fra Homo sapiens uden for Afrika og Levanten.

Èn af de tidligste veje ud af Afrika?

Indvandringen til området kan måske tilskrives, at klimaet dengang var karakteriseret ved varme og monsunregn.

Nefud-ørkenen var dengang en frodig græsslette med søer, floder og masser af vildt. Ovennævnte syv fodspor kan stamme fra to eller tre mennesker, der er gået langs en sø.

Da man ikke har fundet redskaber eller tegn på lejre i nærheden, synes dette at være et område, man blot passerede forbi.

Rigeligt med vand, planter og kød og disse fodspor kan angive, at dette måske har været en af de tidligste ruter ud af Afrika til Asien.

På vejen har de blandet sig så meget med neandertalerne, at asiaterne i dag har 12-20 procent mere neandertaler-DNA i sig end europæerne.

Måske har de også lært at overleve i de for Homo sapiens nye miljøer af de neandertalere og denisovaer, som havde årtusinders erfaring med dette.

Når man kan få børn sammen, kan man vel også dele, hvilke fødemidler et område byder på, og hvordan man skal tilegne sig dem.

Hvem opslugte hvem hvornår?

Overordnet kan vi altså se, at det moderne menneske adskillige gange har forsøgt at forlade Afrika, men tilsyneladende blev det længe ved forsøgene.

På deres vej er de i Levanten, Europa og Asien stødt ind i de mennesker som neandertalerne og denisovaerne og måske andre arkaiske moderne mennesker, der allerede levede her.

Derpå er de enten blevet slået tilbage eller opslugt i disse befolkninger.

Måske har der skullet en mere massiv udvandring eller befolkningstilvækst til for at kunne etablere sig mere permanent i de nye områder.

Var de tilstrækkelig mange, ville det blive det moderne menneske, der opslugte neandertalerne og denisovaerne, som sporene efter neandertalerne i vores genom i Europa, samt efter både neandertalerne og denisovaerne i asiaternes genom, bærer vidnesbyrd om.

Et 40.000 år gammelt fund af et moderne menneske fra Rumænien havde eksempelvis 10 procent neandertalergener i sig - noget, der nu hos os er reduceret til 2-3 procent.

Vi udvandrede (måske) for 120.000 år siden

Det moderne menneskets udvikling i og udvandring fra Afrika er således en kompliceret affære, hvor det måske for dem, vi betragter som vore egentlige forfædre, først reelt synes at være lykkedes for måske 120.000 år siden, som fundene i Arabien viser.

De fund bakkes op af:

  • Fund i Laos, der er 50.000 år gamle
  • Fund på Sumatra (Indonesien), der er 70.000 år gamle
  • Fund i Australien, der er 65.000 år gamle
  • Fund i Fuyanhulen i Kina, der er over 80.000 år gamle - og specielt fund i Lunahulen i Kina, der kan være hele 125.000 år gamle

Står forskningen altså alligevel på nogenlunde sikker grund, i forhold til hvornår mennesket udvandrede fra Afrika?

Faktisk ikke – som det vil fremgå i en senere artikel i serien her, er der nemlig rejst kritik af disse tidsbestemmelser.

Forskerne er uenige

Der er forskellige bud på udvandringen – herunder antallet af udvandringer, ruterne og tidspunkterne. Nogle forskere mener, at der har været to, andre kun en enkelt udvandring.

Et bud er, at den første udvandring af Homo sapiens skete for 120-130.000 år siden, og at den gik over en sydlig rute fra Afrikas Horn langs sydkysten af Arabien og Asien til Australien.

Nogle mener, at dette er den eneste udvandring, idet moderne europæere og asiater så blev udviklet og udspaltet i Sydvestasien for måske 60.000 år siden, hvorefter de kom til at befolke næsten hele verden.

Andre tilhængere af en enkelt udvandring sætter spørgsmålstegn ved, om de fund, der er mere end 60.000 år gamle, stammer fra helt moderne mennesker.

De kan også være rester af tidligere udvandringer af arkaiske former; mennesker, der måske slet ikke har sat sig spor i den moderne menneskelighed.

Form og farvetilpasning til klimaet

Men mange forskere mener, at der har været to større udvandringer. Den første er den ovenomtalte for mere end 120.000 år siden.

Den anden, som næsten alle mennesker i Asien og Europa stammer fra, forlod Afrika ad en nordlig rute gennem Sinai for mellem 50.000 og 65.000 år siden.

Her blandede de sig med neandertalerne og senere denisovaerne, før de bosatte sig i det meste af verden – med Australien som én af undtagelserne, hvor overlevende fra den første udvandring længe var de eneste.

Herefter skulle der gå 30.000 til 40.000 år med at blive enerådende i den form, vi har i dag. Neandertalerne og denisovaerne forsvandt.

Og Homo sapiens begyndte for 45.000-55.000 år siden at udvikle forskellige former og pigmentfarver som tilpasning til de klimatiske og ressourcemæssige forhold rundt om på kloden.

Disse forskelle er sandsynligvis, hvad udseende angår, ikke mindre end dem, Homo sapiens mødte blandt neandertalere og denisovaer.

Dengang manglede man måske blot evnen til at hierarkisere og diskriminere.

Vil du være sikker på at opdage næste artikel i serien om 'Menneskets vandringer'? Så kan du tilmelde dig Forskerzonens gratis nyhedsbrev her

Afrikanerne har også neandertalergener

Da mødet mellem Homo sapiens og neandertaleren foregik efter udvandringen fra Afrika, var det givet, at afrikanerne som de eneste ikke havde spor af neandertalere i deres DNA.

Men nu har det faktisk vist sig, at også afrikanerne har neandertalergener i sig, omkring 0,3 procent. Dette, mener man, for halvdelens vedkommende skyldes, at europæere de seneste 20.000 år har formidlet det til afrikanerne.

Den anden halvdel kan skyldes det moderne menneskes genom, som i perioden, hvor det moderne menneske levede sammen med neandertalerne i Levanten, er overført fra de moderne mennesker til neandertalerne.

Neandertalerne har således via moderne mennesker fået lidt afrikansk DNA.

Dette synes at være sket i Altaibjergene for mere end 100.000 år siden.

Alle må bruge og viderebringe Forskerzonens artikler

På Forskerzonen skriver forskere selv om deres forskning. Vi mener, det er vigtigt, at alle får mulighed for at læse om forskning fra forskerens egen hånd.

Alle må derfor bruge, kopiere og viderebringe Forskerzonens artikler udfra følgende enkle krav:

  • Det skal krediteres: 'Artiklen er oprindelig bragt på Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler'. Hvis artiklen bringes på web, skal der linkes til artiklen på Forskerzonen.
  • Artiklen må ikke redigeres og skal bringes i fuld længde (medmindre andet aftales med forskeren).
  • Du skal give forskeren besked om, at du genpublicerer.
  • Artikler, som er oversat fra The Conversation, skal have indsat en HTML-kode til indsamling af statistik i bunden. HTML-koden finder du i den originale artikel på The Conversations hjemmeside ved at klikke på knappen "Republish this article" ude til højre, derefter klikke på 'Advanced' og kopiere koden. Du finder linket til artiklen på The Conversation i bunden af Forskerzonens oversatte artikel. 

Det er ikke et krav, men vi sætter pris på, at du giver os besked, hvis du publicerer vores indhold (undtaget indhold fra The Conversation). Skriv til redaktør Anders Høeg Lammers på ahl@videnskab.dk.

Læs mere om Forskerzonen i Forskerzonens redaktionelle retningslinjer.

DOI - Digital Object Identifier

Artikler, produceret til Forskerzonen, får tildelt et DOI-nummer, som er et 'online fingeraftryk', der sikrer, at artiklerne altid kan findes, tilgås og citeres. Generelt får forskningsdata og andre forskningsobjekter typisk DOI-numre.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs mere om blandt andet det mikroskopfoto, som du kan se herunder.


Annonce: