En stor, skægget kriger står på en slagmark med sin bloddryppende økse højt hævet. Han løber brølende frem mod fjendens rækker og lader det tveæggede blad falde over sin skrækslagne modstander.
Vi kan alle forestille os ham, en stor, brutal, barbarisk kriger i bedste Hollywood-stil, der uden hæmninger og nærmest tilfældigt dræber til højre og venstre.
Men dette billede af såkaldte ‘barbarer’ som mindre udviklede, primitive og uorganiserede folk skyder muligvis langt fra virkelighedens målskive.
Det er i hvert fald, hvad et nyt studie, udgivet i the Journal of Archaeological Research, peger på.
Barbarerne var organiserede og strategiske
I det nye studie har et hold forskere fra USA og Sverige undersøgt en række samfund, der gennem historien er blevet opfattet som 'barbariske'.
Forskerne argumenterer for, at deres organisering og militære strategier var langt mere komplekse, end samtidens beskrivelser ofte giver indtryk af.
For at nå frem til den konklusion har forskerne gennemgået eksisterende historisk, arkæologisk, antropologisk og etnohistorisk forskning. På den baggrund har de udviklet en ny ramme for, hvordan vi kan forstå såkaldte 'barbariske' samfund.
Forskerne har herefter brugt rammen på fire case-studier af henholdsvis:
- vikingerne, især med fokus på 800-tallet
- de såkaldte havfolk i Middelhavet med fokus på 1300- til 1000-tallet f.v.t.
- samt to oprindelige amerikanske folk: Irokeserforbundet, hvor forskerne især fokuserer på 1500- og 1600-tallet, og Comanche-folket, især i 1700-tallet
Da forskerne brugte deres analytiske ramme på de fire historiske eksempler, fandt de en række fællestræk:
- Grupperne af såkaldte 'barbarer' kunne koordinere store militære indsatser uden en stærk centralmagt.
- Magten var fordelt mellem forskellige grupper og ledere, som kunne samarbejde efter behov og senere gå hver til sit igen.
- Familie, slægtskab, alliancer og politiske råd gjorde det muligt at organisere samarbejdet.
- Grupperne kunne skifte mellem blandt andet handel, diplomati og militære angreb, alt efter situationen.
- Den fleksible organisering kunne gøre dem svære for stater og imperier at kontrollere.
Forskerne argumenterer derfor for, at det, som udefra kunne ligne kaos og manglende organisation, i nogle tilfælde dækkede over komplekse måder at samarbejde og koordinere på.
Kan de fire samfund overhovedet sammenlignes?
Ole Høiris, der er antropolog og ekspert i kulturhistorie, har læst studiet for Videnskab.dk.dk og finder forskernes perspektiv interessant.
»De skal have ros for at gøre opmærksom på, at man kan se de her samfund i et andet perspektiv,« siger han til Videnskab.dk.
Han har dog også et forbehold.
»Jeg har svært ved at se, at de fire samfund, de har undersøgt, har noget med hinanden at gøre. De ligner ikke hinanden på nogen måde, og der var også meget stor forskel på de stater, de var oppe imod,« påpeger Ole Høiris, der er docent emeritus ved Afdeling for Antropologi, Aarhus Universitet.
\ Om ordet 'barbar'
Ordet ‘barbar’ kommer af det græske ord ‘barbarós’, der opstod i det antikke Grækenland, og som oprindeligt betød ‘fremmed’.
Ordet blev senere adopteret af romerne, der brugte det om alle folkefærd, der ikke boede i eller kom fra den græsk-romerske verden.
Med tiden ændrede forståelsen af ordet sig til i højere grad at være forbundet med mere negative træk som vildskab og brutalitet, skriver Science Alert.
’Barbar’-begrebet indeholder en dobbelthed
Ole Høiris mener desuden, at forskerne i det nye studie glemmer et perspektiv, nemlig, at synet på 'barbarer' gennem tiden har været mere dobbelt.
»Man har også i perioder set dem i et positivt lys,« siger han.
Barbarerne har historisk tit været anset som 'ædle' vilde, der levede tæt forbundet med naturen. De er derfor også ofte blevet brugt som en form for civilisationskritik af, at vi som mennesker er blevet fordærvet af civilisationen, forklarer Ole Høiris.
»Så billedet er skiftet mange gange - også i nyere tid. Det billede, vi har af oprindelige folk i dag for eksempel, er, at de var mennesker, der levede i pagt med naturen. Men vi skal ikke ret langt tilbage i historien, før de blev anset som de værste af de værste.«
Beskrivelserne var forudindtagede
Når 'barbarer' ifølge studiet er blevet fremstillet negativt, skal en del af svaret findes i de historiske kilder.
»Vores historiske viden om de her grupper stammer primært fra koloniale og imperialistiske outsidere, der fejlkarakteriserede dem som irrationelle og voldelige,« skriver forskerne i studiet.
Med andre ord var det oftest ikke barbarerne selv, men dem som de lå i konflikt med, der skrev om dem. Forskerne mener derfor, at beskrivelserne ofte var præget af modstandernes perspektiv og kunne give et misvisende billede af grupperne.
'Barbar'-begrebet forhindrer forståelse
Men betegnelsen 'barbarer' var også udtryk for en manglende forståelse, hvis man spørger assyriolog og ph.d. i litteraturvidenskab Sophus Helle, som ligeledes har læst det nye studie for Videnskab.dk.
»Når man kalder nogen en ‘barbar’, gør man det netop for ikke at forstå dem. Det er en måde at undgå at forholde sig til deres specifikke kultur, tro eller verdenssyn,« siger han til Videnskab.dk.
Han forklarer, at udtrykket ikke nødvendigvis bruges bevidst for at lægge afstand, men begrebet kan stadig være problematisk.
»Barbaren er en global kategori. Det er en af grundene til, at begrebet forhindrer forståelse: Det flader en masse forskellige folkeslag - på tværs af tidsperioder, kulturelle forskelle og geografiske områder - ud til én homogen gruppe af ‘de andre’,« siger han.
Fremtidige undersøgelser kan gøre os endnu klogere
Sophus Helle synes, at det nye studie belyser noget vigtigt. Han mener dog, at studiets fokus på militærstrategi risikerer at fortsætte den problematiske forståelse af 'barbarer' som voldelige.
Den problematik forholder forskerne sig også selv til i studiet. De understreger, at vold kun var én blandt flere strategier, som grupperne benyttede. Handel, diplomati, alliancer og sociale relationer spillede også en vigtig rolle for deres evne til at samarbejde.
Ifølge forskerne er en del af problemet dog netop, at volden var meget synlig for de udenforstående, der beskrev grupperne, mens de sociale og politiske institutioner bag deres samarbejde var langt mindre synlige. Dermed kom volden til at overskygge de strukturer, der gjorde gruppernes koordinering mulig.
De understreger, at deres nye teoretiske ramme først og fremmest er et redskab til fremtidige undersøgelser og efterlyser, at der bliver lavet flere systematiske sammenligninger af de samfund, der historisk er blevet betegnet som 'barbariske'.
Ole Høris mener dog, at man skal være forsigtig med at udlede én fælles forklaringsmodel på baggrund af de fire cases. Ifølge ham står studiet stærkest, når forskerne analyserer de enkelte samfund, mens det bliver mere usikkert, når resultater fra ét samfund overføres til et andet.
»Men selve problematikken, som de har undersøgt, er spændende: hvordan har de her decentraliserede samfund kunnet bevare deres relative selvstændighed og samtidig koordinere sig, selvom de var i krig?« slutter han.
