Stort set alle religioner har en fortælling om menneskets oprindelse, og de fleste også om menneskets undergang.
Det synes at være et generelt træk ved mennesket, at vi skal have en identitet som mennesker, der fortælles som det enkelte menneskes livsforløb.
Måske er det noget, der er lige så gammelt som vort avancerede sprog og abstrakte tænkning.
Udviklingen udfordrer de kristne fortællinger
Kristendommen har en sådan fortælling om skabelsen og dommedag 6000 år senere. Her er mennesket skabt den 6. dag, men selv om dette var givet, skulle det blive problematiseret på grund af helt andre udviklinger.
\ Ideer om menneskets oprindelse
Artiklen er et uddrag fra bogen 'Ideer om menneskets oprindelse – Fra Det Gamle Testamente til senmoderne videnskab'.
Bogen udkom den 16. december 2016 og er udgivet af Aarhus Universitetsforlag.
Omkring år 1730 var det på grund af observationerne i Amerika blevet almindeligt anerkendt, at stenøkser ikke var tordenkiler, men redskaber fra fortidens mennesker. Problemet var, at der ikke er nogen stenalder i Bibelen, hvor metal opfindes syv generationer efter Adam.
Dertil kom, at man omkring 1800 accepterede, at dyr kunne uddø. Dette var jo problematisk, da ændringer i Guds skaberværks fuldkommenhed måtte betyde, at Gud var mere fuldkommen på et tidspunkt end et andet.
Gud har eksperimenteret i mere end 600 år
Men efter år 1800 og opdagelsen af lag i jorden, der spredte sig over flere nationer, blev billedet, som formuleret af den store franske anatom, Georges Cuvier, at der havde været flere faser i udviklingen, adskilt af regionale syndfloder.
Det blev i en mere kristen fortælling formuleret, at de uddøde dyr i de forskellige lag var trin i Guds eksperimenter frem mod fuldkommenheden: den verden vi lever i i dag.
Disse eksperimenter var foregået forud for de 6000 år, noget der gav en så lang tidsramme, at der blev plads til Darwins evolution, som netop i Arternes Oprindelse holdt mennesket helt udenfor.
Nu gjaldt de 6000 år kun skabelsen af mennesket, måske kun europæeren.
Religiøse fortællinger forklarer uddøde dyr
Da man efterfølgende fandt redskaber og endog menneskeknogler sammen med knogler af uddøde dyr, opstod der et problem, som blev bortforklaret på forskellige måder – syndflodens blanding af alt, dybe begravelser af mennesker osv.
Skabelsesberetningen var på spil, og i England skulle sagen afgøres ved en ekspertundersøgelse af den såkaldte Brixham Cave. Fundet her af redskaber og knogler fra uddøde dyr sammen førte til den konklusion, at de uddøde dyr var uddøde senere, end man hidtil havde troet.
I 1865 undersøgte eksperterne så en hule i Kent, og her havde nogle mennesker i 1500-tallet indridset navn og årstal.
Målinger af det kalklag, der havde lagt sig udenpå, medførte, at man kunne beregne fund ud fra tykkelsen af kalkstenslagene, og det sprængte tidsrammen på 6000 år og åbnede for en verdslig videnskabelig tilgang til fundene.
Skabelsen blev i løbet af 1860’erne erstattet med afstamning fra aberne, og tidspunktet for adskillelsen placeret til for 15-30 millioner år siden. Nye videnskabelige historier kom nu frem, men de var lige så eventyrlige som de religiøse.
Var det oprindelige menneske englænder?
Fund af knogler fra neandertalere bragte denne figur i fokus som det oprindelige menneske. Der var dog først andre bud, idet de blev tolket som tegn på sygdom, som kosakker eller irere, et folk englænderne betragtede som lige så vilde som hottentotterne.
Men efterhånden blev neandertaleren det oprindelige menneske, som naturligvis var opstået i Europa.
Den nationale kamp om oprindelsen vandt englænderne ved et svindelnummer, det såkaldte piltdownmenneske, som var et menneskekranie med en orangutangunderkæbe.
Først i begyndelsen af 1950’erne blev svindlen afsløret og engelsk forskning til grin.
\ Læs mere
Striden om pekingmennesket
Asien kom i 1920’erne ind i udviklingen med pekingmennesket, der blev kategoriseret som forfader til de europæiske former og fremstillet som meget avanceret.
Da forfaderskabet ophørte i 1980’erne, reducerede amerikanske forskere det til nærmest et dyr, der ikke kendte til ild. Det fandt kineserne sig ikke i.
Blandt andet tog de hævn til de olympiske lege i Beijing i 2008 ved at lade faklen med ilden indlede den sidste dag på det sted, hvor de store fund af pekingmennesket var blevet gjort, for derefter at bære den fra pekingmennesket ind på det olympiske stadion og overgive ilden til menneskeheden.
Hjernens udvikling skete i Afrika
I Afrika havde man i 1920’erne fundet et væsen med en chimpansestor hjerne, men som kunne gå på to ben. Da finderen Raymond Arthur Dart ville placere denne australopithecus som en tidlig forfader, blev han helt til grin.
Det engelske svindelnummer havde vist, at hjernen kom først, derefter tobenet gang og smukkere udseende.
Dertil kom, at det før anden verdenskrig ikke gav mening i Europa, at udviklingen af mennesket skulle kunne være sket i det sorte Afrika. Og endelig var Dart australier, og folk fra kolonierne kunne man ikke tage helt alvorligt i England.
Først efter krigen accepterede videnskaben, at den dyriske udvikling af kroppen var sket i Afrika, mens den åndelige udvikling var sket i Asien og Europa.
Afrika blev holdt ude ved at fastlægge grænsen mellem abe og menneske til 750 cm³ hjerne, og når der dukkede større hjerner op i den afrikanske fortid, måtte det jo skyldes, at folk fra Europa på grund af istidens kulde var vandret derned.
\ Læs mere
Kampen om de to teorier
Vi skal op i 1980’erne, før det kunne give mening at tildele Afrika æren af også at have været stedet for hjernens udvikling. Men ikke alle holdt med Afrika.
I stedet kom det til kamp mellem to idéer om menneskets oprindelse. På den ene side var idéen om det moderne menneskes oprindelse i Afrika og udvandring for ca. 50.000 år siden, hvor det på sin vej slagtede alle tidligere menneskeformer.
På den anden front var en teori om, at udvandringen var sket for 2 millioner år siden, hvorefter racerne havde udviklet deres forskelle i et parallelt udviklingsforløb og med så meget kontakt, at vi alle stadig kan få avledygtigt afkom med hinanden.
Out-of-Africa-teorien står over for den såkaldte multiregionale teori. Kineserne støttede den sidste, da den gav plads til, at der havde været en selvstændig kinesisk udvikling.
\ Læs mere
Var det oprindelige moderne menneske en kvinde?
Ud over de nationale kampe om menneskets oprindelse og udvikling førte kvindebevægelsen i 1970’erne og frem også til et videnskabeligt slagsmål om, om det var mænd eller kvinder, der havde skabt udviklingen til menneske.
Argumentet for manden havde siden Darwin været, at det var manden, der kæmpede eksistenskampen og derfor skabte udviklingen.
I modsætning hertil kunne man fremhæve, at det var kvinderne, der havde skabt udviklingen ved at vælge de mest humane mænd som fædre til deres afkom, ligesom det var kvinderne, der havde skaffet hovedparten af føden og havde måttet rejse sig på to ben, for at kunne bære mad og børn.
Kønskampen varede til ind i 1990’erne. Siden da har blandt andet anatomer og genetikere kæmpet om, hvem der havde sandheden om menneskets udvikling, med genetikerne og deres dna som foreløbige vindere.
\ Læs mere
Menneskets oprindelse er en umulig fortælling
Fortællinger om menneskets oprindelse bygger naturligvis på fund og tolkningen heraf, men der er så få fund og så mange fortolkningsmuligheder, at hvis man skal give et billede på situationen, skal man forstille sig, at man på Statsbiblioteket i Aarhus gik langs reolerne og tog hver tusinde bog ud.
Man rev så en tilfældig side ud af hver bog og klippede en tilfældig linje ud på hver side. Og så bad man ud fra disse linjer videnskaben rekonstruere alle bøgerne i hele biblioteket med de enkelte bøgers indhold.
Videnskaben ville kunne sige meget om, hvilket blæk, der er brugt, hvor gammelt det er og hvor i verden det stammer fra. Det samme ville kunne bestemmes om papiret, og med lidt helt kunne man måske finde lidt dna på en strimmel, som ville kunne bestemmes som en europæer fra det 19. århundrede.
Det er fantastisk, hvad videnskaben kan udlede af knogler og tænder. Men det fortæller ikke historien, og det er jo den, der er interessant. Det er den, der skal give mening for det publikum, den henvender sig til. Den skal afspejle tidsånden, og da den ændrer sig hele tiden, sker det samme med fortællingerne om menneskets oprindelse og udvikling.
Hvad karakteriserer det oprindelige menneske?
Frem til 1970’erne eller 1980’erne gav det mening, at kvindernes mindre hjernerumfang viste noget om forholdet mellem mænds og kvinders intelligens. I dag er det lige så langt væk fra historierne som skabelsesberetningen.
Engang var vi dræberafrikanere, der efter at have forladt Afrika dræbte alle de tidligere menneskeformer. Det giver heller ikke mening i dag, hvor fortællingen er, at vi har elsket med dem. Så en teori om, at det er våbenkapløbet, der har skabt menneskets udvikling, da de bedst bevæbnede altid har udslettet de dårligere, giver ingen mening.
Dertil kommer, at det er diskutabelt, hvad man forstår ved menneskets oprindelse – er det tobenet gang, håndens udvikling, hjernen, abstraktionsevnen, abeforfaderen, som vi havde fælles med menneskeaberne eller hvad?
\ Læs mere
Oprindelsesdebatten er forældet
I dag giver det mening at forene globalisering, hyperindividualisering og netværksteori, og derfor er fortællingen om menneskets oprindelse ved at tilpasse sig dette.
Man kan forstille sig, at alle de forskellige menneskeformer, som måske var hanner og hunner, måske adskilte arter, nu kan tænkes som knuder i et globalt netværk, hvori der konstant udveksles gener og kultur.
Vi er derfor alle en lille historie i dette store netværk, og sådan har det altid været. Sådan et netværk har intet center, så mange af de tidligere debatter giver ikke længere mening.
\ Læs mere
Videnskabens to fortællinger om mennesket
Der er to store fortællinger om menneskets oprindelse. Der er den evolutionære, som mange naturvidenskabsfolk producerer. Her kæmper ridder Videnskab og lidt efter lidt besejrer han uvidenhedsdragen for at frelse jomfru sandhed.
Og så er der en fortælling, hvor videnskabens fortællinger ses som historiske produkter, der ligesom religionen tidligere skal give os en meningsfuld identitet som mennesker ved hele tiden at fortolke fund ind i en meningsfuld fremstilling.
Vores natur eller vort væsen er produkter af vor oprindelse og udvikling, og vi vil jo gerne kunne være os selv bekendt.
Derfor har videnskaben fortalt lige så mange tidstypiske fortællinger som religionen, og det er dem, du kan læse mere om i bogen 'Ideer om menneskets oprindelse – Fra Det Gamle Testamente til senmoderne videnskab.'
