Menneskets oprindelse: Alt dét, vi ved indtil videre

De fleste af os har på ét eller andet tidspunkt funderet over det moderne menneskes oprindelse, og spørgsmålet bliver mere og mere kompliceret, i takt med at ny evidens til stadighed dukker op.

Mennesket er blevet sat på en metaforisk – undertiden bogstavelig – piedestal i løbet af størstedelen af den dokumenterede historie.

Selvom de første moderne mennesker ligesom andre dyr, var kød og blod, blev de anset for at være så specielle, at de i den taksonomi (udviklet af den svenske botaniker Carl von Linné), som var fremherskende et godt stykke ind i det 20. århundrede, fik deres helt egen taksonomiske familie, Hominidae, forærende.

Det adskilte dem fra Pongidae – familien af store afrikanske menneskeaber, der udgøres af chimpanser, bonoboaber (dværgchimpanse), gorillaer samt Sydøstasiens orangutanger.

De tidlige observationer

I dag ved vi, at det moderne menneske blot er endnu et medlem i flokken af store afrikanske menneskeaber.

Men hvornår og hvordan kom vi frem til denne radikale erkendelse?

Den eneste metode, man havde til rådighed for at bestemme, hvor tæt relationen var mellem to forskellige levende dyr, var, hvad man kunne se med det blotte øje, og hvad knogler, tænder, muskler og organer afslørede.

Den første systematiske, komparative gennemgang af de anatomiske forskelle mellem moderne mennesker og de afrikanske aber blev foretaget af den britiske biolog T. H. Huxley i 1863.

I sit essay 'On the Relations of Man to the Lower Animals' fra værket 'Evidence as to Man's Place in Nature', konkluderer T. H. Huxley, at de anatomiske forskelle mellem det moderne menneske, chimpansen og gorillaen er mindre markante end forskellene mellem de to afrikanske aber og orangutangen.

Det var evidens, som den britiske naturforsker Charles Darwin henviste til i 'The Descent of Man' fra 1871 (dansk: 'Menneskets Afstamning', red.), hvor han fremsætter teorien om, at det var mere sandsynligt, at forfaderen til det moderne menneske var at finde i Afrika end andre steder, fordi afrikanske aber morfologisk var tættere på det moderne menneske end aberne fra Asien.

Nærmere inspektion

Fremskridt inden for biokemi og immunologi i løbet af den første halvdel af det 20. århundrede betød, at jagten på evidens på forholdet mellem det moderne menneske og aberne gik fra makroskopisk morfologi til molekylernes morfologi.

Det var den østrigskfødte, franske biolog Emile Zuckerkandl og den amerikanske biolog Morris Goodman, der i begyndelsen af ​​1960’erne anvendte denne nye generation af analytiske metoder på proteiner.

Emile Zuckerkandl brugte enzymer til at splitte hæmoglobinets proteinkomponent til peptidkomponenter. Han påviste, at det var umuligt at se forskel på det moderne menneskes, gorillaens og chimpansens peptid-mønstre.

Morris Goodman brugte en anden metode – immodiffusion – til at granske albumin, et serumprotein. Han påviste, at de mønstre, som det moderne menneske og chimpansen producerede, var identiske, og konkluderede derfor, at det skyldtes, at albuminmolekylerne praktisk talt var identiske.

Aber og mennesker: Slægtninge

Proteiner er kædeformede biologiske makromolekyler opbygget af aminosyrer.

I mange tilfælde kan den ene aminosyre erstattes med en anden, uden at det ændrer proteinets funktion.

I slutningen af ​​1960'erne brugte den amerikanske antropolog Vince Sarich og den newzealandske biolog Allan Wilson disse mindre forskelle i proteinstrukturen til at konkludere, at det moderne menneske og de afrikanske aber er meget nært beslægtede.

De leverede også det første molekylære estimat af, hvornår den hominide linje og linjen for de øvrige store aber sandsynligvis divergerede: For cirka fem millioner år siden.

Det var mindre end halvdelen af de daværende estimater baseret på fossilt evidens.

1975 påviste den amerikanske genforsker Mary-Claire King og Allan Wilson, at 99 procent af aminosyresekvenserne i chimpansens og det moderne menneskes blodproteiner var identiske.

DNA'ets indtog

James Watsons og Francis Cricks (med uforvarende hjælp fra Rosalind Franklin) opdagelse af den grundlæggende DNA-struktur samt Francis Cricks efterfølgende opdagelse af den genetiske kodes egenskaber betød, at organismernes indbyrdes forhold kunne granskes på genom-niveau.

I dag betyder teknologiske fremskridt, at hele genomer kan sekventeres.

I løbet af de seneste ti år har forskerne publiceret udkast til chimpansens, orangutangens, gorillaens og bonoboens genomsekvenser.

Forskerne akkumulerer stadig flere og bedre data, og i 2013 blev et studie baseret på 79 store abers forskellige arvemasse publiceret.

Disse nye abe-genomsekvenser understøtter tidligere analyser af både nuklear DNA (nDNA) og mitokondrie-DNA (mtDNA), som indikerer, at det moderne menneske og chimpansen er tættere beslægtede med hinanden, end de begge er med gorillaen.

Når DNA-forskellen blandt moderne mennesker og de store aber kalibreres ved hjælp af palæontologisk evidens, mener man, at udviklingen frem mod det moderne menneske tog sin begyndelse for omkring otte millioner år siden, hvor de to udviklingslinjer, der skulle blive til henholdsvis chimpansen og mennesket, delte sig.

Homininerne

De fleste forskerne anvender termen 'homininer' om forfædre på menneskets udviklingslinje.

Men det kan stadig være svært for ikke-forskere at svare på spørgsmålet 'hvor kommer vi fra' fra et videnskabeligt perspektiv.

Det skyldes til dels den eksponentielt stigende fossile evidensmængde, der til stadighed dukker op, og hvor forfattere bag hver ny opdagelse hævder, at lærebøgerne skal omskrives.

Palæoantropologiens tværfaglighed betyder desuden, at ny evidens ikke altid er fossil.

Det skyldes fremskridt inden for en lang række discipliner blandt andet arkæologi, komparativ anatomi, geologi, evolutionær biologi, genomik og primatologi.

Og for at komplicere sagen endnu mere, stammer de fossile registreringer ikke udelukkende fra vores direkte forfædre.

Mange fossiler stammer fra udviklingslinier, der ikke når op i 'Livets Træ'.

De tilhører uddøde, nære slægtninge, og vi er kun lige begyndt på den meget store opgave med at sortere nære slægtninge fra forfædre.

En slægtslinie fører os frem til nutidens Homo sapiens, men der er en række 'eksperimenter' undervejs , der er lige så vigtige at forstå. De repræsenterer nemlig nogle af de mest interessante kapitler i menneskets udviklingslinje.

Homo-slægtens oprindelse

For at forstå vores egen slægt, Homo, skal vi først fastslå, hvilke fossiler er de første tidlige mennesker.

De ældste kendte fossiler af arter på menneskets udviklingslinje er af Australopithecus, fundet i Etiopien og dateret til cirka 4,4 millioner år før nu, som sandsynligvis er forfader til slægten Homo.

De første fossile evidenser på arter, der med sikkerhed synes at være menneskelignende, er 2,5 millioner år gamle.

En af arterne, Homo habilis, fremstillede stenredskaber, havde et lidt større hjernerumfang end Australopithecus og gik oprejst.

Gruppen opdeles af nogle forskere i endnu en art, Homo rudolfensis, som vi ved endnu mindre om.

Disse potentielle menneskeforfædre levede sideløbende med nære slægtninge, der absolut ikke er menneskeforfædre, nemlig en art kaldet Paranthropus, også benævnt robuste australopitheciner; tidligere inkluderet i slægten Australopithecus, det biologiske slægtsnavn for en række uddøde arter med relativt små hjerner, store kæber, store flade ansigter og store hjørnetænder.

Arten formåede at holde sig i live i mindst en million år, så uanset hvad det var, de spiste, (hvilket stadig er en gåde), var de succesfulde i den forstand, at de ifølge fossilt evidens levede lige så længe som det gennemsnitlige pattedyr.

Nogle forskere mener dog ikke, at Homo habilis og Homo rudolfensis adskiller sig nok fra Australopithecus til at inkludere dem i Homo-slægtslinjen.

De hævder, at kropsstørrelse og -facon samt kæbe- og tandstørrelsen kun adskilte sig en smule fra Australopithecus', og at deres bevægelsesmønstre og kost ikke ligner det præ-moderne menneskes (eksempelvis Homo erectus) nok til at retfærdiggøre inklusion i Homo-slægten.

Redskabskultur er ikke nok

Fordi det desuden er evident, at Austrolopithecinerne (sydaber) muligvis fremstillede redskaber tidligere end Homo habilis, kan redskabskultur ikke længere anses for at at være enestående for Homo-slægten.

Der er stigende konsensus om, at de mere end 50 år gamle kriterier, der indlemmede ​​Homo habilis i Homo-slægten, bør tages op til reevaluering.

Arter, der opstod en smule senere fra Afrika, som Homo ergaster, passer betydeligt bedre ind i Homo-slægten, som vi forstår den.

Homo ergaster forlod sandsynligvis Afrika omkring to millioner år siden og migrerede så langt øst som Kina og Indonesien, hvor arten til sidst udviklede sig til Homo erectus.

Efter Homo ergaster forlod Afrika, fandt en række andre udvandringer fra Afrika sandsynligvis sted.

Én af dem, Homo Heidelbergensis, bliver af mange palæoantropologer anset for at være forfader til både neandertalerne (Homo Neanderthalensis) og det moderne menneske (Homo Sapiens).

Så vidt vi ved, udviklede neandertalerne sig uden for Afrika; måske som respons på istiden i Europa.

Vores forfædre blev i Afrika, hvor de muligvis så tidligt som for 300.000 år siden var på vej til at udvikle sig til anatomisk moderne mennesker, en teori der understøttes af en nylig datering af en udgravning i Marokko, kaldet Jebel Irhoud.

Menneskets oprindelse

Når vi når frem til vores egen arts oprindelse, har vi et trumfkort på hånden: Vi kan nemlig undersøge forhistorisk DNA ved at benytte en ny sekventeringsmetode, der kigger efter et særligt signal, kaldet aDNA-signalet ('a' står for ancient, forhistorisk, red.).

I takt med at genetikerne udvinder forhistoriske genomer fra forskellige uddøde hominin-arter, leverer det ny indsigt, som ikke var mulig udelukkende gennem en sammenligning af fossilernes anatomi.

Fossilt evidens fra tænder indikerer nu, at Homo sapiens muligvis allerede var i Kina for 120.000 år siden og i Sydøstasien for 67.000 år siden.

Opdagelsen af ​​karakteristisk moderne menneske-DNA i et neandertal-fossils DNA indikerer, at menneske parrede sig med neandertalere for 100.000 år siden i Centralasien.

Parrede sig med andre arter

Det moderne menneske delte ikke kloden med andre homininarter i mange, mange tusinde år.

Men der findes fossilt og DNA-evidens fra de seneste 300.000 år fra adskillige homininarter, heriblandt den nyopdagede menneskeart Homo naledi, som var en blanding af et abemenneske og et fortidsmenneske med moderne træk.

Først og fremmest Homo neanderthalensis, hvis udbredelse overlappede med det moderne menneskes i Nærøsten (Sydvestasien).

Neandertalerne uddøde sandsynligvis som følge af en direkte konkurrence med de mere teknologisk sofistikerede Homo sapiens.

DNA-evidens afslører, at mennesket parrede sig med præmoderne mennesker i Nærøsten, blandt andet med neandertalerne og den mystiske menneskerart, denisovaerne.

Signifikant 'sideeksperiment'

Vi ved endnu ikke, hvordan og hvornår Homo erectus uddøde.

Det lader til, at et andet 'sideeksperiment' i homininernes udviklingslinje, kendt fra øen Flores og kaldet Homo floresiensis, sandsynligvis blev udslettet engang efter 60.000 år siden.

Denne forhistoriske menneskeart repræsenterer muligvis noget langt mere signifikant end et interessant sideeksperiment, og mange palæoantropologer hævder, at Homo floresiensis (som populært har fået tilnavnet 'Hobbitterne', fordi de var meget små) repræsenterer en præ-ergaster udvandring fra Afrika.

Hvad sker der nu?

Selv om forskerne har fundet og analyseret tusindvis af homininfossiler, er der stadig meget at gøre.

Forlod en hominin Afrika før Homo ergaster? Fandt størstedelen af menneskets evolution sted i Afrika?

Fandt afgørende overgangsperioder sted uden for Afrika?

Hvornår uddøde Homo erectus, og blev der udvekslet gener mellem erectus, sapiens og muligvis andre homininarter?

Som ofte er tilfældet med videnskab og forskning, genererer yderligere fossiler og DNA flere spørgsmål end svar.

Men nye evidens vil i sidste ende resultere i en langt mere sofistikeret forståelse af ikke alene vores egen evolution, men også vores uddøde fossile slægtninges.

Bernard Wood modtager støtte fra National Science Foundation. Michael Westaway modtager støtte fra Australian Research Council.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.