Den dag i dag debatteres det, hvor i Afrika det moderne menneske opstod.
I 1960’erne og 1970’erne gjorde familien Leakey nogle epokegørende fund af overgangsformer mellem abemenneske og homo såsom Proconsul, Zinjanthropus og Homo habilis.
De fund betød, at Østafrika blev opfattet som det anatomisk – men længe ikke intellektuelt – moderne menneskes oprindelsessted.
Det intellektuelle var først udviklet i Europa og Asien efter udvandringen fra Afrika, mente palæoantropologerne frem til 1980’erne.
Tidlige DNA-studier af moderne mennesker, såsom khoisan (buskmænd) flyttede for cirka 10 år siden oprindelsesområdet til det sydlige Afrika, men også Nordafrika har været på tale.
Andre mente dog, at oprindelsen måtte være resultatet af et netværk af forbindelser mellem forskellige grupper, hvorfor større dele af Afrika er blevet inddraget.
En fastlæggelse af stedet for oprindelsen er yderst kompliceret, men tendensen i forskningen er for tiden, at det var i det sydligste Afrika, at den sidste udvikling til det moderne menneske, homo sapiens, skete.
Det er blandt andet, fordi det synes, som om det var her, mennesket for første gang udviklede evnen til at få fat på fisk, krabber og muslinger.
Dette lader de tidligere menneskeformer ikke til at have mestret, selv om de kunne sejle.
Dog er der nu gjort et fund i Portugal, der viser, at neandertalerne i det mindste et enkelt sted har kunnet få fat i adskillige forskellige marine ressourcer (fisk, krabber og muslinger), selv om man ikke ved hvordan.
\ Serie: Menneskets vandringer
De næste mange søndage får du serveret en artikel om, hvordan mennesket har spredt sig ud over Jorden.
Alle artikler er skrevet af Ole Høiris, som har brugt det meste af sit voksenliv på at forske i menneskets udvikling.
På den baggrund guider han dig igennem de nyeste forskningsresultater og teorier om, hvor, hvornår og hvordan mennesket har vandret i- og til de forskellige kontinenter.
Nogle af de spørgsmål, der bliver forsøgt besvaret, lyder:
- Hvornår og hvordan spredte homo sapiens sig i Asien?
- Hvornår og hvordan spredte de sig til Australien?
- Hvornår og hvorfra kom de til Europa og spredte sig her?
- Hvornår og hvorfra kom de til Amerika og spredte sig her?
Grønne korridorer muliggjorde vandring
Et studie i 2018 af mitokondrie-DNA blandt KhoiSanfolk (buskmænd) i Sydafrika viste, at det anatomisk moderne menneske er udviklet i det daværende vådområde Makgadikgadi-Okavango for 240.000-165.000 år siden.
For mellem 130.000 og 110.000 år siden er disse moderne mennesker vandret mod nordøst i tre strømme ind i det indre af Østafrika og mod sydvest, lyder teorien.
Disse vandringer skete, i perioder hvor et fugtigt klima skabte grønne korridorer.
Tørke lukkede igen korridorerne, og dette gav stabilitet i befolkningerne, bortset fra dem, der var vandret mod sydvest. Her skabte udfordringerne tilsyneladende en afgørende udvikling, måske på grund af brugen af havets ressourcer.
Indtagelsen af fisk, krabber og muslinger var formentlig med til at øge intelligensen, hvilket gjorde abstrakt kommunikation – evnen til at tale om noget, der er foregået tidligere eller skal foregå senere eller sker et andet sted, altså kommunikere om andet end her og nu – mulig.
Arkæologiske fund på sydkysten af Sydafrika bekræfter, at der også var en tydelig befolkningsvækst.
Teori: Mennesket blev spredt i fire hovedgrene
Et andet studie forsøger af finde spredningen af det moderne menneske i Afrika ud fra DNA-analyser af nulevende mennesker.
Undersøgelsen viser, at for 200.000-250.000 år siden spredtes de moderne mennesker i fire hovedgrene fra et eller andet sted i det centrale Afrika.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
En gren blev til de ovennævnte sydafrikanske jæger-samlere, KhoiSan, hvis sprog, der indeholder kliklyde, betragtes som det ældste i verden.
En anden gruppe delte sig i en østlig og en vestlig gren, som henholdsvis mbutipygmæerne i den nordøstlige del af det nuværende Congo og akapygmæerne i den sydvestlige del af Den Centralafrikanske republik og det nordlige Congo.
En tredje gruppe kender man ikke nulevende efterkommere til, mens den fjerde vandrede til Østafrika, hvor de østafrikanske agro-pastoralister er deres efterkommere.
Men også i Østafrika skete der en opsplitning. En gruppe gik måske mod vest og derefter mod syd og blev til den store bantutalende gruppe, der dominerer det sydlige Afrika.
En anden gruppe gik mod nordøst og slog sig ned i området nord for Det Afrikanske Horn, mens en tredje gruppe gik ind i det etiopiske højland, hvorfra en udspaltet gruppe søgte ud af Afrika for 60-80.000 år siden.
Udviklingen som en proces
Spredningen af det moderne menneske for 200-250.000 år siden synes at passe med fundet af et cirka 300.000 år gammelt tidligt moderne menneske ved Jebel Irhoud i Marokko.
Dette, hvis man vel at mærke sætter begyndelsen af udviklingen af det moderne menneske til at være sket for cirka 400-500.000 år siden og betragter udviklingen som en proces, der ikke kun skete et enkelt sted, men ved konstante blandinger af forskellige grupper fra forskellige steder i Afrika.
Hvis man regner med, at adskillelsen mellem det, der førte til henholdsvis det moderne menneske og neandertaleren, skete for cirka 500.000 år siden, er dette således et trin på vejen frem mod den anatomisk moderne form, som vi selv repræsenterer, og som er under 200.000 år gammel.
Det er derfor ikke sært, at andre forskere placerer Jebel Irhoud-fundet nærmere neandertaleren end Homo sapiens.
Nyt syn på neandertaleren
Da det moderne menneske spredte sig i verden uden for Afrika, var det således en beboet, om end nok meget tyndt beboet verden, de mødte.
Som de seneste års DNA-analyser har vist, har Homo sapiens, neandertalerne og denisovaerne, samt måske nogle indtil videre ukendte arkaiske menneskeformer, opfattet hinanden som parringsrelevante væsner.
Når det omkring årtusindskiftet viste sig – til vores store forundring – at neandertalerne, og for asiaternes vedkommende også denisovaen, var blandt vore forfædre, skete der en stærk opgradering af neandertaleren.
Den havde været kendt længe, men var af både antityske nationale og religiøse grunde gjort til en abeagtig fejludvikling. Den nedvurdering stod den store franske forsker Marcellin Boule for i 1910.
Tyskland skulle ikke have æren for at have huset menneskets oprindelse, og de patere, som havde gjort det fund, Boule undersøgte, skulle ikke provokeres, ved at der blev sat spørgsmålstegn ved skabelsen.
Fra abeagtig til ikke at vække opsigt i en bus
I dag opfattes en neandertaler og en denisova som så moderne, at de ikke ville vække speciel opsigt i en bus.
På det seneste er man også ved at opgradere neandertaleren på det intellektuelle område, så snart bliver han nok i lighed med eksempelvis indfødte folk (som raceteorierne også placerede i den dyriske retning) et ganske almindeligt menneske.
Forskellen mellem de arkaiske og de moderne mennesker har ej heller været så stor, at den overskred den fysiske tiltrækning.
Ser vi på kendte tilfælde af små, isolerede samfund, har gæster i næsten alle tilfælde været indbudt til at bidrage til forøgelse af gruppens genetiske variation.
Vil du være sikker på at opdage næste artikel i serien om 'Menneskets vandringer'? Så kan du tilmelde dig Forskerzonens gratis nyhedsbrev her.
\ Læs mere
\ Kilder
- Ole Høiris' profil (AU)
- 'The Genetic Structure and History of Africans and African Americans'. Science (2009). DOI: 10.1126/science.1172257
- 'Genomic variation in seven Khoe-San groups reveals adaptation and complex African history'. Science (2012). DOI: 10.1126/science.1227721
- 'Human Dispersal Out of Africa: A Lasting Debate'. Evolutionary Bioinformatics (2015). DOI: 10.4137/EBO.S33489
- 'Modern Humans'. Columbia University Press (2017).
- 'Last Interglacial Iberian Neandertals as fisher-hunter-gatherers'. Science (2020). DOI: 10.1126/science.aaz7943
- 'Human origins in a southern African palaeo-wetland and first migrations'. Nature (2019). DOI: 10.1038/s41586-019-1714-1
- 'Ancient West African foragers in the context of African population history'. Nature (2020). DOI: 10.1038/s41586-020-1929-1
- 'New fossils from Jebel Irhoud, Morocco and the pan-African origin of Homo sapiens'. Nature (2017). DOI: 10.1038/nature22336
