Hvor længe kan man overleve ved at spise sig selv?

I 1972 styrtede et fly ned i Andesbjergene. 16 passagerer overlevede 72 barske dage i kulden ved at spise kødet af deres døde medpassagerer.

Vi kender de tåkrummende historier, hvor mennesker har været tvunget til at ty til kannibalisme. Men hvad ville der ske, hvis man i en lignende situation var helt alene, og derfor kun havde sin egen krop at overleve på?

»Hvad sker der, hvis man spiser sig selv? Og hvor længe kan man overleve?« spørger vores læser Sidsel Petersen.

Vi er derfor gået i det makabre hjørne og med hjælp fra læge, foredragsholder og klinisk lærer på Københavns Universitet Jerk W. Langer gennemtænkt den hypotetiske situation at lade et menneske leve af sig selv.

Teoretisk set kan man leve af egne arme og ben

Jerk W. Langer har taget udfordringen op ved at regne sig frem til, hvor længe man burde kunne overleve ved at spise sin egen krop.

Man kan leve omkring 40 dage kun ved at tære på kroppens depoter – det vil sige helt uden mad. Ifølge en beregning vil det dog være muligt at forlænge sit liv yderligere, hvis man spiser sine egne muskler, forklarer Jerk W. Langer. Men hvor længe kan arme og ben udgøre ens føde?

»Vi kan teoretisere over situationen, hvor man er nødt til at spise sig selv. Man kan faktisk overleve ret længe, ifølge de kolde og kyniske beregninger af det her,« siger Jerk W. Langer.

Den 'kolde og kyniske' beregning, som Jerk W. Langer har lavet, tager udgangspunkt i en mand, der vejer 80 kilo. Teoretisk set er det muligt for ham at spise sine egne ben og arme, eller – hvis han er helt alene, og derfor skal bruge en arm til at spise og amputere sine andre kropsdele med – benene og en enkelt arm.

Man kan – af gode grunde – ikke slå 'menneskekød' op i en almindelig kalorietabel. Derfor har Jerk W. Langer valgt i stedet at bruge kalorietallene for en flæskesteg med svær i sin beregning. Sådan én består nemlig, ligesom ben og arme, primært af muskler og en smule fedt og hud.

Går man ud fra, at en flæskesteg har samme energi som menneskekød, så er der sammenlagt 85.900 kalorier i to arme og to ben og 75.000 kalorier i én arm og to ben.

»Så ser vi på, hvor få kalorier man kan klare sig med. Vi har at gøre med en person, der sulter, og som ikke bevæger sig meget. Og under eksperimentet bevæger han sig endnu mindre, når nu benene mangler. Så antager jeg, at vedkommende kan klare sig med 1.000 kalorier om dagen. Man vil selvfølgelig svinde ind og tære på sine depoter i resten af kroppen, men nu taler vi om ren overlevelse,« siger Jerk W. Langer.

Med 1.000 kalorier om dagen, viser beregningen, at man i gennemsnit kan klare sig 86 dage ved at spise to arme og to ben og 75 dage ved at spise spise to ben og én arm. Oveni det kommer de 40 dage, man kan klare sig helt uden at spise.

I praksis er det måske ikke så simpelt

Den forholdsvis lange overlevelsestid kræver dog, at nogle forudsætninger bliver overholdt. Der er nemlig meget, der kan gå galt, hvis man pludselig skulle være tvunget til at amputere sine egne kropsdele.

Derfor antager Jerk W. Langer, at man i det hypotetiske eksperiment er i stand til at amputere en arm eller et ben på en sikker måde, så man undgår at forbløde eller at få infektioner i armen.
Herudover skal man kunne opbevare 'maden' forsvarligt, så kødet ikke bliver dårligt.

Mange andre ting kan også have betydning for, om man overlever at fortære egne lemmer.

»Der kan være andre ting, der gør, at man dør tidligere. Man vil jo nok blive en anelse stresset af at skulle spise sig selv. Det kan også være, man ikke er i stand til at spise det. Og så kan der komme problemer omkring sår og infektioner og alt muligt, så det her er kun den teoretiske overlevelse,« forklarer Jerk W. Langer.

Det er altså teoretisk set muligt at overleve et pænt stykke tid, men de mange mulige komplikationer kan godt gøre, at man måske skulle overveje, om den ekstra tid oveni de 40 dage, man kan overleve uden mad, virkelig er det værd.

Arme og ben er ikke vitale

Når man spiser sig selv, er det lidt af en balancegang at holde sig selv i live. Man skal spise, så man overlever, men samtidig ikke spise så meget af sig selv, at man dør af det. Så – teoretisk set – er der dele, der er bedre at spise end andre?

Artiklen fortsætter efter afstemningsboksen

»Hvis man har et ordentligt fedtlag, kan det godt være, at man kan spise lidt af maven, men man kan ikke spise de indre organer. Så virker fordøjelsessystemet ikke mere, og så er det jo lige meget, hvad man spiser. Man kan undvære en nyre og 75 procent af sin lever, men i praksis vil det ikke være muligt for en selv at operere organerne ud,« siger Jerk W. Langer.

Af samme grund fokuserer han i sit regnestykke på arme og ben, selvom fedtet egentlig rent næringsmæssigt indeholder mest energi.

»Man har ikke ret meget fedtvæv på arme og ben, men til gengæld er arme og ben ikke vitale. Dem kan man undvære modsat de indre organer og dermed torsoen. Man kan selvfølgelig heller ikke undvære hovedet,« siger Jerk W. Langer.

Uetisk forskning

Det vrimler ikke med personer, der har taget valget at leve af eget kød og blod.

Man kan dog finde eksempler på mennesker, der har spist dele af sig selv. Sidste år kunne flere medier berette om en norsk kunstner, der efter en hofteoperation tilberedte og spiste sin egen hofte.

I 2002 var det en stor nyhed, at den tyske kannibal Armin Meiwes havde fortæret en anden mand – som selv havde været med til at tilberede og spise sin egen penis, før han blev slagtet helt.

Når man frivilligt spiser dele af sig selv, kaldes det autosarkofagi eller selv-kannibalisme. Selvom det er en meget sjælden praksis, findes der flere videnskabelige casestudier af det.

Et meget klassisk eksempel på dette kommer fra bogen Psychopathia Sexualis fra 1886, som blandt andet indeholder et studie om en mand, som formodes at tænde seksuelt på at spise sig selv. Han talte om at skære kødet af kvinder, han var tiltrukket af, i stedet for at have sex med dem, men endte dog altid med at skære en del af sin egen hud af og spise den i stedet.

Der er ikke forsket i, hvordan kroppen reagerer på at blive spist af sig selv. Det har Jerk W. Langer en forklaring på.

»Det er min bedste overbevisning, at det er et forskningsfelt, der vil blive betragtet som uetisk. Hvad der sker mentalt eller med kroppen i den situation, det ved man ikke,« siger Jerk W. Langer.

Vi takker vores læser Sidsel for at stille os et syret spørgsmål, som vi kun kunne æde råt. En T-shirt er på vej til dig.

Også tak til Jerk W. Langer for at indvillige i tankeeksperimentet. Hvis du selv har et spørgsmål, som videnskaben måske kan svare på, så send en e-mail på sv@videnskab.dk.

Hvis du brænder inde med et spørgsmål af den ene eller den anden slags, så tøv ikke med at tippe os hos Spørg Videnskaben på sv@videnskab.dk eller via formularen videnskab.dk/sv.