Soumbala bliver ikke serveret i danske børnehaver, og du har nok heller ikke set den på menuen over kantinens frokostretter.
Men i Burkina Faso og dets nabolande er soumbala, som er en ret, der laves af frøene fra træet Parkia, en udbredt fødevare på grund af indlysende fordele: Træerne og deres frugter vokser næsten uanset mængden af regn det pågældende år, frugterne kan ligge på lager og holde sig frem til næste års høst, og så indeholder soumbala tilstrækkelig protein til stort set at kunne erstatte kød. Kort sagt, er den Afrikas egen nødhjælp.
Som del af sit ph.d.-projekt rejser biolog Mette Kronborg fra Institut for Bioscience på Aarhus Universitet til Burkina Faso i dag.
Det er tredje gang, hun er af sted i forbindelse med sin ph.d., og det på trods af at hun indtil videre kun har været i gang i et år. Hendes ph.d. går ud på at udbrede og effektivisere dyrkningen af Parkia (biglobosa) og på den måde være med til at forebygge nye sultkatastrofer i Afrikas nære fremtid.
»Projektet kan desværre ikke afværge den nuværende hungerkatastrofe på Afrikas Horn. Men vi arbejder på at forebygge nye hungerkatastrofer i Vestafrika, hvor folk også har oplevet langvarige sultperioder. Det gør vi ved at hjælpe befolkningen, især kvinderne, med at dyrke deres egen nødhjælp og sælge overskudsproduktionen,« siger Mette Kronborg.
\ Fakta
Danida er betegnelsen for Danmarks udviklingssamarbejde, som er et aktivitetsområde under Udenrigsministeriet.
Projektet er finansieret af Danida og Institut for Bioscience på Aarhus Universitet.
Kvindernes egne erfaringer er guld værd
Kvinderne i Burkina Faso har brugt soumbala som en del af deres kost længe, og derfor har Mette Kronborg allerede brugt mange af kvindernes egne erfaringer med at dyrke Parkia og udvinde træets frugter i sit projekt.
»Kvinderne kender træerne ud og ind, og derfor er deres viden altafgørende for at lave en større og bedre produktion. Det er så vores opgave at finde ud af, hvordan vi kan effektivisere dyrkningen af dem,« siger Mette Kronborg. Det gælder for eksempel at standardisere dyrkningen af hvert enkelt træ, så det bærer flere frugter og er mere stabilt i sin frugtsætning, forklarer hun.
Parkia-projektet skal munde ud i en række konkrete anbefalinger, og nogle af dem lyder måske banale – som for eksempel at træerne har godt af gødning og meget vand, når de er små, og at man ved at fjerne ukrudtet omkring stammerne kan optimere deres levebetingelser. Men, forklarer Mette Kronborg, det er nødvendigt at samle alle tilgængelige erfaringer om dyrkningen af træerne, hvis man vil gøre sig håb om en standardisering i fremtiden.
Mål at opbygge landbrug i 10 landsbyer
Parkia-projektet har som et af sine mål at opbygge korporative landbrug i 10 landsbyer i Burkina Faso med fokus på at plante nye Parkia-træer og dyrke Parkia-frugter. At de er korporative betyder, at de involverede kvinder er fælles om at drive landbruget og sammen dele udbyttet. Landsbyerne er ved at finde jord til plantagerne, og næste fase bliver at plante træerne.
Som et led i standardiseringen af træets dyrkning har de lokale kvinder lært at bruge for dem nye teknologiske værktøjer – som for eksempel centimetermål og kuglepenne.
Parkia-projektet har allerede 10 kvinder i hver landsby på lønningslisten, altså 100 kvinder i alt. Plantning af Parkia-træerne og selve driften af plantagerne skal kvinderne selv stå for, og de skal derefter dele indtægterne fra salget af soumbala.
»I første omgang skal vi gøre kvinderne opmærksomme på, at der er en efterspørgsel på deres produkt, som indtil videre har været dyrket meget lokalt. Derefter skal vi hjælpe dem med at få sat distribueringskanaler op, så de kan sælge et produkt i en forhåbentligt endnu højere kvalitet end i dag,« siger Mette Kronborg.
Fattigdomsbekæmpelse er sidegevinst
Udover indtægter fra Parkia-træernes frugter, er det også planen, at landsbyerne i fremtiden vil kunne tjene penge på at sælge CO2-kvoter til store firmaer i den vestlige verden. Men det er næste led i planen.
I første omgang tager Mette Kronborg til Burkina Faso i dag for at sætte gang i fasen med at plante nye træer. Og hun har store forhåbninger til projektet.
»Med pengene fra projektet kan kvinderne forsørge deres familier og sende deres børn i skole. Projektet er på den måde tostrenget. Fattigdomsbekæmpelse er en positiv sidegevinst i arbejdet med at skabe fødevaresikkerhed,« slutter hun.
\ Kilder
\ Parkia-træets mange fordele
Parkia-træet (Parkia biglobosa) er ikke ligeså sårbart over for tørke som husdyr eller typiske afgrøder som ris og majs. Træet har tilpasset sig klimaet og bærer frugt, uanset mængden af regn der falder, og kan derfor fungere som fødereserve år efter år. Det er en stor fordel i de regnfattige områder syd for Sahara, hvor man ofte oplever tørkeperioder.
Træets evne til at overleve i tørke skyldes, at dets rødder suger vand til sig fra vandreserver, som ligger langt nede under den tørre savanne.
Normalt kan plantageproduktion som for eksempel bananplantager være problematisk, fordi de forstyrrer det oprindelige økosystem. Det problem har Parkia-plantagerne ikke.
»De bidrager faktisk positivt til de lokale økosystemer. Træerne vokser allerede naturligt på den vestafrikanske savanne. Og jo flere træer, der bliver plantet på et sted, des bedre formår de at holde på det sparsomme vand i jorden. På den måde medvirker de til at forhindre ørkenen i at brede sig længere sydpå,« forklarer Mette Kronborg.
Derudover kan træets frugter ligge på lager og holde sig helt frem til næste års høst, hvilket gør det muligt for den lokale befolkning at opbygge et forråd til dårlige tider. Sidst men ikke mindst, indeholder frugterne næsten samme mængde protein som kød og er med til at sikre befolkningen nogle af de vigtigste næringsstoffer for at kunne overleve.
Parkia-træet erpå internationale fødevareorganisationers top 5-liste over træer, der kan skabe fødevaresikkerhed i de regnfattige områder syd for Sahara.
