Det er nu 45 år siden, at NASA sendte sit første hold astroatuter op til rumstationen Skylab.
Det blev en flyvning, som viste, at selv meget store problemer godt kan løses med små midler – det kræver bare mænd af rette støbning.
Nye tider efter Apollo
Da Skylab blev opsendt i maj 1973, var Apollo-programmet lige afsluttet med Apollo 17.
Apollo 18, 19 og 20 var aflyst på grund af mangel på penge.
Præsident Nixon havde givet NASA en ny opgave, nemlig at bygge en rumfærge. Det politiske landskab var under forandring:
- For det første havde man jo vundet månekapløbet, så rumfart var ikke længere et emne, der optog mange amerikanere.
- For det andet blev amerikansk politik mere og mere domineret af krigen i Vietnam og Watergate-affæren.
Der var nu færre penge til rumfart, men NASA undgik på en snedig måde en lang periode uden bemandede flyvninger, indtil rumfærgen var parat – i bedste fald omkring 1980.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 40 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen ‘Det levende Univers‘ og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
Man havde nemlig nogle Saturn 5-raketter og Apollo-rumskibe tilovers, og de kunne meget passende bruges til USA’s første (og eneste) rumstation, Skylab.
\ Læs mere
En katastrofal start
Planen var simpel: Saturn 5 har tre trin, og rent teknisk var det muligt at bygge hele tredje trin om, så det blev til en stor rumstation på ikke mindre end 77 ton.
Her var ikke noget med at opsende rumstationen i flere mindre dele og så samle dem ude i rummet – den metode, der mange år senere blev anvendt til at bygge ISS.
14. maj 1973 var Skylab så klar til start. Den 3.000 ton tunge Saturn 5 fungerede som altid fint, men 63 sekunder efter starten skete der noget, som let kunne have gjort en ende på hele projektet.
Skylab havde et ydre skjold, som skulle beskytte rumstationen, både mod mikro-meteorer og en overopvarmning af rumstationen på grund af det kraftige sollys ude i rummet.
Dette ydre skjold havde revet sig løs, og med sig havde det taget et af de to store solpaneler.
Det kunne man endda have klaret, men endnu værre var det, at det andet solpanel nu var klemt fast, så det kun kunne folde sig 15 grader ud.
At Skylab ikke blev erklæret helt død, skyldes alene, at rumstationen var udstyret med et stort solteleskop med egne solvinger. De var ellers kun beregnet til at levere strøm til teleskopet, men kunne også levere en nødstrøm til selve rumstationen.
Det er klart, at der fulgte nogle intense dage, hvor man overvejede, om det overhovedet var muligt for astronauterne at redde rumstationen.
\ Læs mere
Havesakse og parasoller
NASA havde dog ikke glemt ‘Their Finest Hour’, da de i 1970 reddede Apollo 13, selv om en ilttank var eksploderet på vej mod Månen.
Så de satte nogle kloge folk til at improvisere, på samme måde som man havde løst problemerne på Apollo 13.
Dengang kom gaffatape til at spille en ikke uvæsentlig rolle, men nu skulle der nye metoder til, og valget faldt på noget, der lignede en havesaks samt en parasol.
Og så var man heldig med, at chefen for det første hold astronauter var den meget erfarne astronaut Charles Conrad, som selv havde gået på Månen under Apollo 12.
Conrad var kendt for at være både hurtig og fiks på fingrene – en af den type mennesker, der slapper af ved selv at reparere sit stereoanlæg.
Den store Redning
Hvis man skal sige noget om NASA dengang, så må det være, at de var hurtige, villige til at improvisere og nok en del mindre bureaukratiske end i dag.
Det kan godt være, at ‘failure is not an option’, men man var alligevel villig til at løbe en risiko.
Bare ni dage efter den næsten katastrofale opsendelse af rumstationen blev Conrad sendt af sted sammen med Weitz og Joseph P. Kerwin, som var læge.
Da de ankom til rumstationen, manøvrerede Conrad Apollo-kabinen hen i nærheden af det solpanel, der kun var foldet 15 grader ud.
Lugen til Apollo blev åbnet, og Weitz stak overkroppen ud af lugen og forsøgte at lirke panelet fri med en tre meter lang stang. Det lykkedes ikke, så de måtte lukke lugen igen og overnatte i den trange Apollokabine, inden de vovede sig ombord på Skylab næste dag.
Det var bestemt ikke, som når man ankommer til ISS i dag, hvor der står astronauter parate til at byde velkommen. Skylab var jo tom – og dertil bagende varm. Beskyttelsesskjoldet var væk, så Solens stråler bagte lige ned på rumstationen.
\ Læs mere
Som at arbejde i en ørken
Temperaturen var over 50 grader, og da Weitz som den første svævede ind i Skylab, kunne han kun sige til Jordkontrollen:
»Det er som at være i en ørken«.
Det mest hastende var at bringe temperaturen ned, for selvom man er astronaut, er det ganske umuligt at arbejde ved temperaturer over 50 grader.
Så det var om at finde deres medbragte solparasol frem. Den sammenfoldede parasol var monteret på en lille stang, og efter den var lirket ud gennem luftslusen, foldede den sig ud, ganske som en almindelig parasol.
I de kommende timer og dage faldt temperaturen til omkring 30 grader, simpelthen fordi parasollen var for lille til helt at skygge for Solen.
Varmt, men dog til at holde ud. Den næste besætning, der besøgte Skylab, monterede derfor en større parasol.
På rumvandring med havesaks
Hvis Skylab skulle reddes, var det nødvendigt med strøm fra det fastklemte solpanel, og det førte til en meget dramatisk rumvandring for Conrad og Kerwin.
Conrad havde fået monteret sin havesaks for enden af en 7,5 meter lang stang, og så var det bare om at komme i gang.
De to astronauter svævede nu ned langs Skylabs side, indtil Conrad med saksen kunne nå de metalbånd, der forhindrede vingen i at folde sig ud.
Nu fik de to sig heldigvis en halv times hvile, mens Skylab fløj hen over Jordens natside. De fløj hen over Afrika, og bemærkede især de mange brande fra afbrænding af græs. Men så stod Solen op igen, og arbejdet fortsatte.
Med stor forsigtighed fik de anbragt saksen omkring metalbåndene, og desuden monterede Conrad en snor for enden af solpanelet, så han bagefter kunne trække det fri.
Kerwin fik nu med besvær hevet i den snor, der fik saksen til at klippe metalbåndet over. Nu var solpanelet fri, men det ville kun rokke sig nogle få grader.
Conrad svævede nu tilbage til solpanelet og forsøgte på god gammeldags vis at skubbe det fri. Som han senere fortalte:
»Jeg gav et mægtigt skub, og Joseph P. Kerwin gav et skub. Derefter blev alt sort, og jeg røg lige ud i rummet.«
Heldigvis blev både han og Kerwin reddet af deres sikkerhedsliner, og de kraftige skub havde fået solpanelet til at folde sig ud.
Skylab var nu reddet, og Conrad, Weitz og Kerwin gennemførte det planlagte ophold på 28 dage i rummet.
Mytteri i rummet
Med en betydelig indsats lykkedes det gradvist, at få Skylab til at fungere næsten som den skulle.
I alt besøgte tre besætninger Skylab: Efter Conrads hold kom to andre besætninger, som opholdt sig henholdsvis 59 og 84 dage på rumstationen. Den sidste besætning vendte tilbage til Jorden 8. februar 1974.
Inden vi ser på, hvordan Skylab kom ned igen, er der dog lige en historie, der skal fortælles, nemlig historien om det, der senere – nok lidt for dramatisk – er blevet kaldt for det første mytteri i rummet.
Vi skal frem til 28. december 1973, næsten 6 uger efter, den tredje og sidste besætning var gået ombord.
For første gang var det en besætning af ’rookies’, altså, astronauter, der ikke havde fløjet før. Og her var måske årsagen til, at det til sidst gik galt.
Jordkontrollen var meget bevidst om, at hver dag på Skylab kostede omkring 22,4 millioner dollars. Der skulle arbejdes – og det helst hele tiden.
De huskede stadig, at den foregående besætning hen mod slutningen af deres flyvning havde fået så meget tid til overs, at de bad om nye opgaver.
Dårlige arbejdsvilkår findes også i rummet
Men hvad jordkontrollen havde glemt – eller aldrig forstået – var, at det tager tid at vænne sig til at arbejde i den vægtløse tilstand i rummet.
Så de forventede den samme effektivitet af den nye besætning fra dag et, som den foregående besætning havde opnået efter ugers tilvænning.
Det kunne ikke undgå at stresse astronauterne. De følte hele tiden, at de var bagefter planen, og til sidst blev det for meget.
Så de fortalte Jordkontrollen, at nu tog de sig en fridag, og det var, uanset hvad de sagde nede på Jorden.
To af de tre brugte dagen til at sidde og kigge ud af vinduet. Kun videnskabsastronauten Gibson kunne ikke lade være med at blive ved det store Solteleskop.
Derefter fulgte nok nogle diskussioner mellem Skylab og Jorden, men i alle tilfælde blev arbejdsbyrden nedsat resten af flyvningen.
Man undgik, at astronauterne gik ned med stress, men tilbage stod et dybere spørgsmål:
Hvordan ville NASA opfatte astronauternes lille oprør? Ville det påvirke deres karriere?
Ingen af de tre kom ud i rummet igen, men det kan også skyldes, at der efter Skylab var en syv år lang pause i de amerikanske rumflyvninger, kun afbrudt af Apollo-Soyuz projektet i 1975, hvor amerikanske og russiske astronauter for første gang mødtes ude i rummet.
Skylabs sidste dage
Da Skylab blev opsendt, havde NASA undladt at lægge planer for, hvordan den skulle ende sine dage.
En 77 ton tung rumstation er alt for stor til, at den bare brænder op af sig selv, når banen er kommet så langt ned, at luftmodstanden får rumstationen til at komme ind i atmosfæren med en fart på 28.000 kilometer i timen.
Problemet er, at det er umuligt på forhånd at beregne, hvor nedfaldet vil finde sted. Alle områder på Jorden mellem 50 grader nordlig og 50 grader sydlig bredde kunne risikere at få måske tonstunge dele af Skylab i hovedet.
Den sidste besætning gjorde, hvad den kunne for at forlænge Skylabs levetid i rummet indtil begyndelsen af 1980erne. Det skete ved at bruge Apollos raketmotor til at hæve banen til en højde af 433-455 kilometer over Jorden.
Derefter regnede NASA med at have rumfærgen klar til igen at hæve banen, så Skylab kunne genaktiveres og udstyres med nye instrumenter og forsyninger.
Fin plan, som ville have givet USA en næsten permanent rumstation allerede i 1982 eller 1983.
Alternativt kunne rumfærgen flyve op til Skylab og montere bremseraketter, så Skylab kunne sendes ind i atmosfæren et sted over det sydlige Stillehav.
To ting kom i vejen:
- Rumfærgen ville ikke blive parat i tide
- Og en forøget Solaktivitet opvarmede den øvre atmosfære, så den udvidede sig. Det gav en forøget luftmodstand på Skylab, som nu ville brænde op allerede i 1979.
En uventet nedstyrtning
NASA var godt klar over, at et ukontrolleret nedfald kunne give store politiske problemer, især hvis nogen kom til skade.
I januar 1978 skete der så noget, som for alvor satte fokus på nedfald af satellitter.
Den sovjetiske satellit Kosmos 954 faldt ned over Canada. Det var en militær radarsatellit, drevet af en atomreaktor, så den skabte nogen radioaktiv forurening – heldigvis over et øde område i det nordlige Canada.
Men nu blev pressen for alvor klar over faren ved ukontrollerede nedstyrtninger.
Det hjalp ikke meget at sige, at Skylab ikke indeholdt radioaktive materialer, for en ny beregning viste, at mindst 25 ton af den store rumstation ville overleve nedturen gennem atmosfæren, fordelt på måske 500 mindre stykker.
\ Læs mere
Det eneste, NASA kunne gøre, var at dreje Skylab lidt og dermed regulere luftmodstanden, som naturligvis afhænger af, hvilken side der vender fremad.
Man håbede til det sidste, men Skylab ramte Australien i stedet for havet. Nu er store dele af Australien ubeboet, så næsten alle de store stykker faldt ned 11. juli 1979 over det, australierne kalder ‘The Outback’ – alt det, som ligger derude, hvor kragerne ikke engang overvejer at flyve hen.
Heldigvis kom ingen til skade, men souvenirjægere drog hurtigt ud til nedfaldsområdet ca. 500 kilometer øst for byen Perth.
Og så vidt vides findes der stadig rester af Skylab.
And the rest is history
Hvad, amerikanerne nok ikke havde forestillet sig, var, at de ikke ville have deres egen rumstation her i 2018.
Skylab er stadig den eneste rent amerikanske rumstation – ISS er jo international.
Der var bygget en reservemodel af Skylab, Skylab B, men den var der ikke penge til at opsende. Skylab B findes nu på National Air and Space Museum i Washington – absolut et besøg værd.
Præsident Reagan forsøgte at starte et nyt projekt med rumstationen Freedom i 1984. Det blev aldrig for alvor til noget, og projektet om en ny rumstation var næsten sikkert blevet opgivet, hvis ikke Clinton i 1993 havde inviteret russerne til at deltage.
Det var begyndelsen på ISS, men Clintons virkelige begrundelse var at give de russiske raket- og rumeksperter noget at arbejde med efter Sovjetunionens sammenbrud. Ellers kunne de jo finde på at sælge deres viden til andre lande som Nordkorea.
Russerne havde jo, takket være deres Salyut- og Mir-rumstationer, en enorm erfaring i langturs rumflyvninger, en erfaring, som amerikanerne helt manglede. Så derfor kom NASA med i Mir-projektet og fik sendt flere astronauter op til den russiske rumstation.
Men hvad der skal ske efter ISS, er endnu ganske uklart.
Det eneste land, der i dag arbejder på at udvikle en ny rumstation, er Kina – tiderne har sandelig ændret sig, siden Skylab blev opsendt for bare 45 år siden.
