Behandling med konsekvenser: Hospitaler skubber til klimakrisen

Når vi tænker på årsagerne til klimaforandringerne, falder tankerne oftest på de sædvanlige syndere: Kulfyrede kraftværker, svært trafikerede veje og industriel landbrugsproduktion. Vi tænker kun sjældent på hospitalerne.

Men sundhedssektoren ville globalt set være blandt verdens fem største udledere af drivhusgasser, hvis den var et land. Omkring fem procent af de samlede globale CO₂-udledninger kommer herfra.

Det placerer sundhedssektoren på niveau med nogle af de mest forurenende industrier i verden.

De vidtrækkende konsekvenser af klimaforandringerne bliver i stigende grad set som den største trussel mod menneskers sundhed i det 21. århundrede. Stigende temperaturer og miljømæssige forandringer har allerede negativ effekt på folkesundheden.

Det ses blandt andet i form af flere hjerte- og lungesygdomme, større udbredelse af mygge- og flåtbårne sygdomme, hedeslag og andre varmerelaterede lidelser, skader fra ekstreme vejrhændelser og forværret mental sundhed. Hertil kommer mangelfuld adgang til rent vand, fødevarer og sikre boliger.

Det løfter sløret for en ubehagelig sandhed: Sundhedsvæsenet både beskytter vores helbred - og er samtidig en medvirkende årsag til én af de største trusler mod vores helbred.

Udledningerne overrasker

Et af de mest overraskende aspekter ved sundhedsvæsenets CO₂-aftryk er, hvor størstedelen af udledningerne faktisk stammer fra. Selvom hospitaler i sig selv forbruger store mængder ressourcer, opstår størstedelen af udledningerne – op mod 70 procent – i sundhedssektorens forsyningskæde.

Det er blandt andet produktion, transport og bortskaffelse af lægemidler, medicinsk udstyr, genanvendeligt udstyr og engangsartikler som handsker, masker og sprøjter.

Moderne medicin er i høj grad afhængig af disse produkter, og hvert enkelt produkt har sin egen skjulte miljøomkostning. Det betyder, at sundhedsvæsenets klimaaftryk ikke kun handler om bygninger og elforbrug, men om hele det globale netværk, der skal til for at levere behandling.

Hospitalerne selv er også en væsentlig kilde og står for omkring 30 procent af den sundhedsrelaterede udledning i højindkomstlande. Særligt operationsstuer er tre til seks gange mere energikrævende end andre dele af hospitalet.

Overraskende store miljømæssige konsekvenser

De enkelte kirurgiske indgreb kan desuden have et markant klimaaftryk. For eksempel svarer en bypass-operation ifølge estimater omtrent til at køre 2.700 kilometer i en benzinbil. Selv et relativt simpelt indgreb som at fjerne mandlerne er blevet anslået til at svare til 240 kilometer i en bil.

Når man ganger det med de millioner af operationer, der bliver udført verden over hvert år, løber det rigtig hurtigt op.

Selv små og dagligdags behandlinger kan have overraskende store miljømæssige konsekvenser. Inhalatorer, som ofte anvendes til behandling af astma og andre lungesygdomme, kan indeholde ekstremt potente drivhusgasser.

Nogle af disse gasser har et globalt opvarmningspotentiale, der er op til 3.000 gange større end kuldioxid, som er én af hovedårsagerne til klimaforandringer. Faktisk står inhalatorer alene for over tre procent af det engelske sundhedsvæsens samlede CO₂-aftryk.

Sundhedsvæsenets udledning er desuden meget ulige fordelt globalt. Rige, teknologisk avancerede lande står for størstedelen af de sundhedsrelaterede drivhusgasudledninger med estimater, der peger på omkring 75 procent af den globale total.

Samtidig er det ofte de fattigere lande, som bidrager mindst til problemet, der bliver ramt hårdest af klimaforandringernes sundhedsmæssige konsekvenser.

Gentænkning af patientbehandling

Men på trods af problemets omfang er det muligt at reducere udledningerne ved at vælge andre behandlinger eller tilgange uden at gå på kompromis med patientbehandlingen.

Det kan for eksempel være at udskifte inhalatorer med højt klimaaftryk til mere skånsomme alternativer som inhalatorer, der bruger pulver eller pulverkapsler, hvor det er fagligt forsvarligt.

Det kan også handle om at udføre flere behandlinger som dagkirurgi, hvor patienten bliver indlagt, opereret og udskrevet samme dag, for at undgå indlæggelser eller i visse tilfælde at vælge ikke-kirurgisk behandling af almindelige lidelser frem for operation.

Det er dog langt fra enkelt at ændre klinisk praksis.

Danne grundlag for reelle ændringer

Én af de største udfordringer er, at det er svært at sætte ind de rigtige steder, hvis vi ikke ved præcis, hvor udledningerne opstår, og hvilke ændringer der vil gøre størst forskel.

Derfor er vores forskergruppe i gang med at kortlægge klimaaftrykket fra forskellige behandlinger, fra træning og smertestillende medicin til kirurgi, for at identificere de processer, der står for de største udledninger.

Selvom vi i første omgang fokuserer på én enkelt sygdom (knæartrose) er målet, at modellen senere kan bruges bredt i sundhedsvæsenet og danne grundlag for reelle ændringer.

For i sidste ende kan hospitalerne ikke fuldt ud beskytte vores sundhed, hvis de samtidig bidrager til de klimaforandringer, der er en trussel mod den.

Denne artikel er en del af et samarbejde mellem Videnskab.dk og The Conversation UK, hvor artikler skrevet af danske forskere også udgives på engelsk. Du kan læse den engelske version af artiklen her. Artiklen er oversat af Stephanie Lammers-Clark.