Kan Kina blive verdens førende rumnation?

For noget tid siden opsendte Kina med stor succes en satellit med en Long March 4C-løfteraket. Satellitten skal bruges til at overvåge landbrug og katastrofer. Opsendelsen var nummer 180 i rækken af kinesiske opsendelser med denne type raketter og kan ses på The Guardians video herover.

Som sådan er det ikke sindsoprivende nyt, men det blot det nyeste vidnesbyrd om, hvor langt den kinesiske rumfart er nået. Der er sket enormt meget siden kineserne sendte deres første mand i rummet, taikonauten Yang Liwei, på en uafhængig mission i 2003.

For eksempel har de opsendt deres helt egen prototype på en bemandet rumstation ved navn Tiangong-1, som efter planen skal efterfølges af en rigtig allerede i 2015 eller 2016. Tiangong-missionen er ganske vist mere end 50 gange mindre end den internationale rumstation, ISS, men efter 2020 kan det blive det eneste rumlaboratorium, hvis finansieringen til ISS ryger.

Men planerne rækker videre end rumstationer. Kineserne vil sende rovere til Månen og taikonauter til Mars.

Det er vidtrækkende ambitioner, men har Kina den know-how og vilje, der skal til for at blive verdens førende rumfartsnation? Det flyver Spørg Videnskaben afsted for at undersøge.

Kina har potentialet til at blive størst i rummet

Ifølge det amerikanske teknologi-magasin WIRED har kineserne haft en imponerende succesrate for de mål, de har sat.

Det er ifølge den danske astrofysiker og rumekspert fra Dansk Selskab for Rumfartsforskning, Steen Eiler Jørgensen, også det mest interessante ved det kinesiske rumprogram:

»Dels er CNSA - og deres mål - jo ikke underlagt demokratisk kontrol. Intet rumprojekt i et vestligt land ville være muligt, hvis ikke der var en vis grad af folkelig opbakning. Ingen folkevalgt politiker kunne drømme om at kaste milliarder efter et rumprojekt, hvis befolkningen var så fattige som i Kina. Men i Kina behøver man ikke bekymre sig om den slags,« siger han, og fortsætter:

»Principielt ville Kina kunne beslutte sig for at sende mennesker til Månen eller sågar Mars, og vide, at de havde budgettet til at gennemføre det. Det er det, der er spændende i forhold til Kina i rummet, synes jeg; at de er sådan lidt en "loose cannon".«

Steen Eiler Jørgensen er sikker på, at Kina har potentialet til at blive førende inden for rumforskning, men tvivler stærkt på, at de har viljen til at blive det. Han understreger desuden, at de har lang vej endnu. For at raketter og rumstationer er ikke nok, når man forsker i rummet.

»I og med at Kina helt konsekvent nægter at deltage i internationale samarbejder som for eksempel den internationale rumstation, kan jeg ikke se dem markere sig i forhold til det internationale forskningsmiljø. Det betyder dog ikke, at de ikke kan udrette store ting,« siger han.

Kinas rumprogram er primært indenrigspolitik

I det store og det hele ser Steen Eiler Jørgensen Kinas rumprogram som et stort prestigeprojekt, som skal skabe stolthed og national identitet for kineserne selv.

Tiangong-1s ringe størrelse og tilsyneladende begrænsede forskningskapacitet er for Steen Eiler Jørgensen eksempler på, at forskningsstationen er mere propaganda end et forskningsprojekt.

»Har du set film fra Tiangong? Der er som blæst. Det er den reneste og pæneste rumstation, jeg nogensinde har set. Intet videnskabeligt udstyr, der ligger og flyder. I modsætning til ISS, der flyder med måleudstyr, computere, ledninger og hvad ved jeg. Og så poserer astronauterne for kameraet og gør honnør,« forklarer han.

Folkeskolestuderende bliver eksempelvis også undervist af taikonauterne ombord på Tiangong-1. Ifølge Steen Eiler Jørgensen hersker der i Kina enorm stolthed omkring rumprogrammet.

Hvad venter forude?

Hvis der er en strategi for Kinas rumprogram, så har Steen Eiler Jørgensen svært ved at gennemskue den:

»Jeg er imponeret over, at de har bygget en rumstation og sendt flere missioner til den. De har dog endnu mindre rationale for overhovedet at have en rumstation, end der nogensinde har været for ISS,« siger han.

Netop Kinas evne og mulighed for at kaste sige ud i vilde projekter, kan tage rumforskningen i nye retninger:

»Og så kan det jo være, at de har nogle meget langsigtede mål om for eksempel råstofudvinding på månen. Og det vil være super spændende, hvis de først går i gang med den slags, for da vil der pludselig komme et internationalt incitament til klare regler for ejerskab i rummet.« vurderer Steen Eiler Jørgensen.

Du kan selv stille et spørgsmål til Spørg Videnskaben ved at sende en mail sv@videnskab.dk.