Der er endda nogle forgangsmænd, som mener, at menneskehedens overlevelse afhænger af, at vi koloniserer himmellegemer som for eksempel Månen eller Mars, der begge er centrale for vores videre færd ud i kosmos.
Månejordssælgere er allerede nu begyndt at indgå handelsaftaler – 0,4 hektar kan blive dit for bare 160 kroner.
Mere seriøst er store virksomheder, rige entreprenører og selv amerikanske politikere begyndt at se vurderende på Månen og dens uudnyttede resurser.
Rusland har planer om en bemandet koloni i 2030, og et japansk firma vil bygge en ring af solpaneler rundt om Månen og sende energi tilbage til Jorden.
Vi må have klare regler
Vi bliver nødt til at være helt klare i mæglet omkring den lovmæssige gyldighed af ejendomssalg i det ydre rum, da mange af de samme ideer, som tidligere blev brugt til at retfærdiggøre kolonialismen, nu bliver brugt af statsledere og galaktiske entreprenører.
Uden et ordentligt regelsæt risikerer Månen at blive en ekstraplanetarisk udgave af det vilde vesten.
For at undersøge om 'jordiske' regler kan bruges til at afgøre, hvem der ejer hvad i rummet – eller om der overhovedet er noget, som kan ejes – må vi først adskille suverænitet fra ejerskab.
Tilbage i det 17. århundrede argumenterede naturlovsteoretikere som Hugo Grotius og John Locke for, at ejerskabsrettigheder eksisterer til fordel for menneskelig natur, men kun har lovmæssig magt, hvis den anerkendes af en suveræn ledelse.
I en rumjuridisk kontekst er det store spørgsmål, om suverænitet rækker ud i det uendelige – hvor langt må du ud for at undslippe dit land?
Galaktisk fælleseje er accepteret
Da USA blev konfronteret med dette spørgsmål i begyndelsen af 1950’erne, pressede de på for en anerkendelse af det ydre rum som et globalt fælleseje.
Sovjetunionen var svær at infiltrere i forbindelse med efterretningsarbejde, så fri adgang til sovjetisk luftrum var afgørende for USA under den kolde krig.
Opfattelsen af det ydre rum som fælleseje var også en måde, hvorpå man undgik national suverænitet i rummet. Men hverken Sovjet eller USA ønskede at udkæmpe den kolde krig på atter en front. Geopolitik dikterede beslutningen om at behandle det ydre rum som uanvendeligt.
Dette princip kan forefindes i Artikel II i traktaten om det ydre rum fra 1967, som klart forbyder nationalt krav på det ydre rum på nogen måde.
Det er bredt accepteret: Ingen klager over, at månelandinger eller satellitter i rummet har krænket deres suverænitet.
Juridiske uenigheder om privat tilegnelse
Alligevel er juridiske kommentatorer uenige om, hvorvidt dette forbud også gælder for privat tilegnelse.
Nogle rumadvokater har argumenteret for anerkendelsen af fast ejendomsret på baggrund af jurisdiktion frem for territorial suverænitet.
Historiske optegnelser fra rumtraktatsforhandlingerne indikerer tydeligt, at folk var imod privat tilegnelse på denne tid, men der kom aldrig et udtrykkeligt forbud med i Artikel II.
Der er taget ved lære af denne forsømmelse, og forbuddet var langt mere eksplicit i den efterfølgende Måneaftale fra 1979. Men her var der kun 16 lande, der skrev under, hvoraf ingen var involveret i bemandet rumudforskning, hvilket gjorde den temmelig meningsløs som en international målestok.
Vil nationalstaterne respektere traktaten?
Som en konsekvens af dette lader det til, at entreprenører som Dennis Hope fra Lunar Embassy Corporation synes, at der er smuthul i Artikel II, som tillader private borgere at gøre krav på ejerskab af Månen.
De fleste rumadvokater er dog uenige. De peger på, at stater påtager sig internationalt ansvar for aktiviteter i rummet ligegyldigt, om der er tale om nationale virksomheder eller private eventyrere, og derfor omfatter forbuddet også den private sektor.
Så selvom ideen om at erhverve sig et stykke af Månen lyder sjov, bliver der altså nødt til at være en lovmæssig anerkendelse fra en overordnet magt såsom en national stat, før disse områder kan blive godkendt som eje.
Da det er ulovligt for stater at gøre krav på suveræne rettigheder i det ydre rum, vil jordeje på Månen efter al sandsynlighed være ulovligt.
Juridiske kommentatorer er fortrøstningsfulde ved, at stater fortsat vil respektere traktaten og afholde sig fra at anerkende eller godkende et privat ejerskabskrav.
Hvis der er et fortilfælde, ligger det på havets bund. I 1974 nægtede den amerikanske regering at anerkende Deepsea Ventures eksklusive udgravningsrettigheder på havbunden hinsides den nationale domsmyndigheds begrænsninger.
Erobring af Månen - teknologi trumfer lov
Men alle disse argumenter er temmelig teoretiske. Hvis du bare sådan besætter et sted, og ingen andre har adgang til det eller bruger det, er du så faktisk ikke ejer?
Advokater kalder dette for korportativ besiddelse, og det er en anden årsag til, at adkomstdokumenter ikke kan være et lovligt bevis for måneejerskab – der er ingen, som er der fysisk.
For at eje noget skal både krop og sjæl være involveret. Intentionen alene er ikke nok; ejerskab kræver også en fysisk handling.
Udfordringen ved at etablere en fysisk ejerskabshandling på Månen skulle gerne beskytte den mod privat udvikling, men det lader til, at teknologi endnu en gang narrer lovgivningen.
Tilbage i 1990’erne havde det kommercielle firma SpaceDev planer om, at robotguldgravere skulle lande på en asteroide for at udføre eksperimenter og gøre krav på det som privat ejendom.
Projektet løb til sidst tør for penge og blev lagt på hylden, men fortalere for sådan en telebesiddelse refererer til sager med bjærgningsvirksomheder har gjort krav på ejerskab af vrag efter at have studeret dem med robotter.
Og hvis en undersøgelse under vandet med et kamera er alt, hvad der skal til, for at man kan gøre krav på et (tidligere ejet, jordisk) skibsvrag, hvorfor skulle en undersøgelse i rummet så ikke være nok til at tage et stykke himmellegeme, som hverken er ejet eller gjort krav på af nogen, i besiddelse?
Selvom ejerskab af Månen og Mars er forbudt i juridisk forstand, er tilegnelsen af materiale en helt anden sag. Det ser ud til, at spekulanterne vil kunne gøre krav på en form for virksomhedsrettigheder, som giver dem mulighed for at udforske og udnytte naturresurser i det ydre rum.
En gentagelse af historien?
Jeg får en ubehagelig fornemmelse af deja-vu. Var det ikke Lockes ejendomsteori, som i sin tid retfærdiggjorde ejerskab af naturen og ubesat land, hvilket førte til kolonisering af Nord- og Sydamerika?
Lad os håbe, at det internationale fællesskab og de individuelle stater kommer til fornuft, før det er for sent, og får underskrevet og stadfæstet Måneaftalen, som måske kan give os en smule håb om, at vi kan undgå endnu en indhegningsbevægelse.
Nylige konflikter om Ukraine, det sydkinesiske hav eller Syrien har rejst snakken om en ny geopolitisk æra.
Det kan måske også være med til at genopvække erkendelsen om, at det ydre rum ikke bør blive det næste udfoldelsessted for erobring.
Saskia Vermeylen modtager støtte fra forskningsråd. Denne artikel blev oprindeligt publiceret hos The Conversation
