Forholdet mellem Vesten og Rusland er efterhånden blevet så dårligt, at flere og flere nu taler om risikoen for en ny kold krig.
Der er mange store og små tegn, som får folk til at frygte en ny kold krig:
For eksempel den hårde retorik, den militære oprustning samt de efterhånden udbredte sanktioner, foruden krigene i Ukraine og Syrien, hvor Vesten og Rusland står på hver sin side af kampene.
Jeg har selv talt om risikoen for en ny kold krig i en del år, og jeg har også fået kritik for det.
Kritikken har blandt andet lydt, at jo mere man taler om det, jo større sandsynlighed er der også for, at det bliver virkelighed. Og det er rigtigt.
Men allerede for flere år siden kunne man se, at Rusland var ved at samle sig i opposition til Vesten.
Modstand mod Vesten var på en måde ved at blive den fælles identitet for russerne. Det var omdrejningspunktet for det politiske liv i Rusland.
Og jeg advarede om, at vi var ved at blive suget ned i en nedadgående spiral, hvor det ville blive endnu værre, før det igen ville blive bedre.
\ Det baltiske dilemma
Estland, Letland og Litauen er tre af de lande, der følger mest med i den russiske bjørns sabelraslen.
Og deres position som naboer til Rusland og medlemmer af NATO udfordrer NATO-alliancen.
Tirsdag 29. maj arrangerer DIIS og Forsvarsakademiet en konference i København med titlen 'The Baltic Dilemma: NATO Security in the Russian Anti-Access Bubble', hvor denne artikels forfatter, Flemming Splidsboel Hansen, er en af paneldeltagerne.
Hvornår må man kalde noget det samme?
Jeg har også fået kritik for at bruge begrebet ’kold krig’. Det, vi ser nu, er ikke det samme som tidligere, lyder kritikken.
For mig bestod den kolde krig af to elementer:
- Der var for det første en skarp ideologisk konfrontation mellem det liberale demokrati og marxismen-leninismen.
- Og så var der en militær konfrontation, som kom til udtryk i en vild oprustning og ideer om brugen af atomvåben og tanker om afskrækkelse og garanteret udslettelse.
Er de samme forhold i større eller mindre grad tilstede i dag? Det er spørgsmålet for mig.
Også i Danmark var der angst for et atomragnarok, som ville lægge vores planet øde. Det var slet ikke en altopslugende angst, men den lå som et dystert bagtæppe for dagligdagen.
Det er en udbredt opfattelse, at medmindre vi når til det samme lavpunkt, bør vi gemme begrebet ’kold krig’ væk og bruge en anden beskrivelse i stedet.
Den diskussion har at gøre med, hvad der definerer visse begreber, og hvor grænserne for begreberne går.
Men skal forhold være helt ens, førend man kan beskrive dem med de samme begreber?
\ Læs mere
14.000 sprænghoveder holdes kolde
For nyligt hørte jeg for eksempel en tidligere britisk udenrigsminister forklare, at situationen i dag er meget anderledes end under den kolde krig, for antallet af atomsprænghoveder er meget lavere nu.
Det sidste er bestemt rigtigt, men USA og Rusland har fortsat ca. 14.000 atomsprænghoveder tilsammen – hvilket er mere end rigeligt til gensidig udslettelse og ødelæggelse af hele Jorden – og de bliver i stigende grad rettet mod den anden part.
Da Ruslands præsident, Vladimir Putin, 1. marts 2018 holdt en stor tale for det russiske parlaments to kamre, viste han for eksempel en videoanimation, hvor russiske atommissiler rammer og formentligt udsletter den amerikanske delstat Florida.
Så måske er det ikke et helt nyt og ubeskrevet forhold, som vi står i. Måske er det faktisk i stedet en lidt mindre dramatisk udgave af noget velkendt.
Rusland har nået sin smertegrænse
Det nuværende forhold med konflikt vil ikke være så intenst og langvarigt som under den kolde krig. Det er der to grunde til.
For det første er den ideologiske konfrontation slet ikke så skarp som tidligere. I Rusland i dag er der ikke en samlet ideologi som i sovjetperioden.
Der er i stedet noget, som vi kan kalde et samlet idésæt, og det indeholder lidt spredte tanker taget fra forskellige hylder.
Den mest fremtrædende politiske tænkning i Rusland i dag beskriver den historiske modstand mod Vesten, og tænkningen trækker blandt andet på russiske filosoffer fra 18- og 1900-tallet, som forklarer, hvorfor Rusland ikke kan eller skal blive som Vesten.
Den meget synlige patriotisme i Rusland i dag er manifestationen af denne tænkning. Russiske politikere justerer løbende dele af idesættet, og det sker uden de store fanfarer.
\ Læs mere
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
For det andet er den militære konfrontation ikke så intens og vil ikke være så langvarig som tidligere. Rusland er ikke Sovjetunionen, og landet har ikke de samme ressourcer og muligheder, som den tidligere supermagt havde.
I Rusland er man begyndt at skære i forsvarsbudgetterne, og det vidner om, at smertegrænsen allerede er nået.
De russiske skatteydere vil gerne støtte forsvaret – blandt andet fordi de har fået fortalt, at det skal sikre den russiske stats overlevelse – men de vil også have velfærd.
Fra kold til kølig krig?
Sovjetunionen var en totalitær stat, og sovjetstyret havde trods alt en helt anden handlefrihed, end Putin har i dag.
Rusland kan ikke være med i et nyt våbenkapløb, som ingen jo egentligt ønsker, og derfor vil vi heller ikke se det vilde sprint mod nye former for udslettelse, som vi så det under den kolde krig.
Når jeg tidligere har talt om risikoen for en ny kold krig, har jeg forklaret det på denne måde:
En ny kold krig bliver ikke så intens og langvarig, som den gamle kolde krig.
En tilhører foreslog så engang, at jeg skulle bruge betegnelsen ’kølig krig’. Og det er måske der, vi er.
I en kølig krig, der har kurs mod kold.
