Artiklen er skrevet i samarbejde med Elbert Hendricks, lektor ved DTU
I forbindelse med en tale i NASAs hovedkvarter i 2004 forkyndte den tidligere amerikanske præsident George W. Bush – ifølge CNN den 15. januar 2004 – triumferende:
»With the experience and knowledge gained on the Moon, we will then be ready to take the next steps of space exploration – human missions to Mars and to worlds beyond.«
Bush’ idé var således, at NASA over de næste fem år ville få bevilget ekstra 12 milliarder dollars – ud over de 86 årlige milliarder, som i øvrigt svarer til 1 % af det føderale budget, med henblik på en Mars-mission omkring 2030.
2009 markerer således femåret for Bush’ fremragende fantasme, og året med en ny præsident – Barack Obama – i det ovale værelse, der er godt på vej til at skrinlægge Mission Mars. Ud over de svimlende pengesummer, der i disse recessionstider med sikkerhed kan bruges fornuftigt andetsteds, er der også ganske gode videnskabelige grunde til at arkivere Mission Mars lodret.
Her er fem grunde – én for hvert år siden 2004:
1. Den tætteste afstand til Mars (ophelion) er 55 millioner kilometer, men for det meste mere. En tur til Mars vil med kendt teknologi minimum pågå to-tre år. Rejser i det ydre rum uden for Jordens magnetfelt vil byde på ion-stråling, protoner fra solar flares, gamma-stråling fra sorte huller samt kosmisk stråling fra andre galakser. Alt sammen noget homo sapiens ikke har det jævnt godt med. NASA måler strålefare i cancerrisiko: En amerikansk mand har 1-19 % forøget risiko for at udvikle cancer efter ophold i rummet.
For kvinder er risikoen omkring den dobbelte. Den gennemsnitlige amerikanske mand ville således have en ca. 40 % forøget risiko (19 % risikogrænse) for at udvikle cancer efter at være returneret til Jorden fra Mars, for kvinder er det 80 %. Testikel og livmoder er store mål for ion-stråling, så der skal nok påregnes sterilitet på vejen. Man kunne lige så vel smide de ædlere dele i mikrobølgeovnen – mangel på reproduktion er mangel på kolonisering på Mars.
Man kunne lige så vel smide de ædlere dele i mikrobølgeovnen – mangel på reproduktion er mangel på kolonisering på Mars.
Elbert L. Hendricks og Vincent F. Hendricks
2. Vand og ilt har alle dage mildest talt været væsentlige bestanddele for menneskets overlevelse. Vand i væskeform er ikke fundet på Mars, men Phoenix-landingsfartøjet har fundet, hvad man tror, er iskrystaller i jorden. Det kunne selvfølgelig udvindes, specielt med en reaktor, men så skal man have beriget uran eller plutonium med, og det er tungt. Tilsvarende for ilt. Atmosfæren på Mars består for 95,3 % vedkommende af CO2 med et tryk på 0,7 % af Jordens ved havoverfladen. Der er med andre ord ikke nævneværdige mængder af ilt. Så vand, plutonium og ilt er noget, man skal have med – og i rigelige mængder. Rumfartøjet bliver større og større.
3. Vand kan ikke kun bruges til at drikke, men også eksempelvis som afskærmning mod den kosmiske stråling. Der kræves dog betydelige mængder vand som afskærmning mod stråling. Mere specifikt en afskærmning på ca. 5 meter vand hele vejen i og om det interplanetære flyvende badekar. Man kunne også bruge det mere jordnære jord. Det kræver ca. 2 meter afskærmning på alle sider. Hvis man vil have noget, der er lettere, kunne man anvende ca. 50 – 75 cm afskærmning bestående af flydende hydrogen eller tilsvarende med polyethylen. Det vejer dog alt sammen. En idé ville være at indsamle det flydende hydrogen ude i rummet nu, hvor man er der alligevel med sit rumfartøj. Det eneste problem er blot, at der kun er ca. 1 hydrogenatom pr. kubikcentimeter i det ydre rum, så det kommer til at tage noget tid at kradse ind.
4. CO2-temperaturen på Mars svinger fra -17,2 til -107 grader celsius, og selvom de højeste temperaturer målt går op til +5 grader celsius, kan man godt glemme alt om små iglo-lignende bebyggelser i aluminiumsfolie på Mars’ overflade.
Temperaturen og den kosmiske stråling, der traverserer igennem kroppen med ca. 5000 ioner pr. sekund, betyder, at man skal grave sig ned. Nedgravning kræver maskiner, som man enten skal have med eller bygge på Mars. Under alle omstændigheder skal materialet til maskinerne slæbes med, så der lægges nogle tusind materialeton yderligere til rumfartøjets brutto-registertonage.
5. Og til sidst er der problemet med, hvad rumfartøjet skal have af motorer til fremdrift for at flyve hele herligheden til Mars inkl. nagelfast og løsøre. Konventionelle raketmotorer har høj impuls (thrust) over ca. 60 sekunder og vejer godt til. Ion-motorer har ikke megen impuls, de virker til gengæld over flere måneder og er lette, mens nukleærmotorer har en rimelig impuls over nogle måneder, men vejer en bondegård.
Obama er på rette kurs: Mars bevares – nej, netop ikke. En tur til Mars vil næppe os bevare.
**
Kronikken blev bragt første gang i 2009, som var femåret for Mission Mars. Siden er der produceret en tv-udsendelse med afsæt i kronikken. Se den her.
