Vejen frem efter Artemis 2: Her er planen - og udfordringerne

Da vi så faldskærmene folde sig ud og kunne følge Orion på vej ned mod Stillehavet, var det fuldstændigt som at genopleve Apollo-dagene i 1960’erne og start 1970’erne.

Det, Artemis 2 nok vil blive husket for, var, at denne flyvning var med til en genskabe interessen for Månen. Den var stor under Apollo, men de 50 år, der er gået siden, er lang tid, og for langt de fleste er månerejser kun noget, man har hørt om og ikke selv bevidnet.

Det næste skridt er naturligvis at få astronauter ned på Månens overflade. NASA håber, at det kan ske allerede i 2028, altså om bare to år. Det er nok optimistisk, men nødvendigt, hvis amerikanerne skal lande på Månen før Kina, der planlægger en landing senest 2030.

Man kan kun være enig med NASA’s viceadministrator, Amit Kshatriya, da han kommenterede landingen således: »Det arbejde, der ligger forude, er større end det arbejde, der ligger bag os.«

NASA’s oprindelige plan er blevet skrottet

På nuværende tidspunkt burde planerne for månelandingen være fuldstændig færdige, men i virkeligheden er Artemis-programmet netop nu ved at blive omlagt under ledelse af NASA’s nye direktør, Jared Isaacman, som selv har fløjet to gange i rummet – ganske vist som turist.

Isaacman tiltrådte først i december og har vist sig meget handlekraftig. Han har brugt meget af sin tid til at ændre Artemis-programmet, hvad der også var tiltrængt. Så nu skal NASA følge en ny plan, og det er i sig selv en udfordring.

En af de første afgørelser, Isaacman traf om Artemis, var at opgive planen om en bemandet rumstation i bane om Månen.

Rumstationen Gateway skulle kredse om Månen i en meget aflang bane mellem 3.000 og 70.000 km over Månen. Den oprindelige plan var, at NASA’s Orion-rumskib skulle sende astronauter til Gateway og her stige om til et landingsfartøj.

NASA har givet kontrakter til to firmaer om at bygge et landingsfartøj, nemlig SpaceX samt det konkurrerende firma Blue Origin. Fartøjerne er nu ved at blive bygget, men de er konstrueret til det ’gamle’ Artemis-program, hvor de skulle medføre nok brændstof til, at de kunne flyve tilbage fra Månen og op til den meget høje bane for Gateway 3.000 – 70.000 km over Månen.

Nu skal de bare flyve op til Orion, som i princippet kan anbringes i en meget lavere bane – der tales allerede nu om en lavere bane 100-6.500 km over Månen. Det vil spare brændstof, så både SpaceX og Blue Origin er nu ved at ændre deres planer for de landingsfartøjer, som nu er under bygning.

Begge firmaer holder kortene tæt til kroppen, så vi ved ikke andet, end at de har meget, meget travlt.

Den nye plan og nye raketter

I den nye plan skal man indøve den direkte sammenkobling mellem Orion og landingsfartøjerne.

Efter den nuværende plan skal det ske på Artemis 3-flyvningen i en bane om Jorden. Man håber, at det kan ske til næste år, altså i 2027, men det er nok lidt optimistisk.

Som om det ikke var nok, står Isaacman også foran en anden meget stor afgørelse, nemlig valget af måneraket. Den SLS-raket, der opsendte Artemis 2, er simpelthen alt for dyr til at kunne bruges i det lange løb – men man kan heller ikke bare skifte den ud.

NASA stiller store krav til sikkerheden, før en raket skal opsende mennesker. Her klarer SLS sig godt, fordi den bygger på en gammeldags, men velprøvet teknik fra rumfærgerne.

Både SpaceX og Blue Origin er ved at udvikle raketter, der kan erstatte SLS, men de er begge flere år fra at kunne blive godkendt til at opsende mennesker:

• Starship fra SpaceX har gennemført 11 opsendelser, hvor kun de seks var vellykkede.
• New Glenn fra Blue Origin har kun gennemført 2 opsendelser, begge vellykkede – men der skal meget mere afprøvning til, før man tør bruge de nye raketter til at opsende astronauter.

Så man bliver nødt til at finde sig i den dyre SLS-raket nogle år endnu. På et tidspunkt bliver det dog simpelthen nødvendigt at udskifte SLS med en af de to topmoderne og i øvrigt meget billigere raketter.

For hvis man skal bygge en base på Månen bliver det nødvendigt med mindst to opsendelser til Månen om året, og så betyder prisen for raketten virkeligt noget.

Man håber, at skiftet kan ske efter Artemis 6.

Får Andreas Mogensen en tur med Artemis?

Jared Isaacman er nu ved at lære, at moderne rumfart er meget mere end bare teknik – der er en masse politiske afgørelser, som er lige så vigtige.

Mange NASA-projekter er baseret på et samarbejde med andre lande, der får mulighed for at deltage ved at levere udstyr. NASA har sjældent råd til at betale, så i stedet bruger man det juridiske begreb ’quid pro quo’, som betyder ’noget for noget’.

Således har NASA samarbejdet blandt andet med Canada om Artemis-projektet. Canada har bygget den meget avancerede og meget dyre robotarm Canadaarm 3. Robotarmen er endda udstyret med kunstig intelligens og skulle have være monteret på rumstationen Gateway.

NASA’s betaling for Canadarm 3 blev to ture med Artemis, hvor astronauten Jeremy Hansen altså kom med på den første tur rundt om Månen med Artemis 2. Aftalen er i øvrigt truffet, før Gateway blev opgivet.

Europa har også virkelig leveret til Artemis. Servicemodulerne til rumskibet Orion er bygget af firmaet Airbus, der er et samarbejde mellem Frankrig, England, Tyskland og Spanien. Europa var også i gang med at konstruere og bygge to moduler til Gateway.

Betalingen var, at Det Europæiske Rumagentur, ESA, kunne få tre ture med Artemis til Månen. Men efter omlægningen af Artemis-programmet bliver det nødvendigt at genforhandle aftalerne.

Her kan ESA jo med fuld ret sige, at det ikke var Europa, der opgav Gateway. Det var en ren amerikansk beslutning – så mon ikke, at Europa også kommer med på Artemis. Andreas Mogensen skal i hvert fald ikke opgive håbet endnu.

Trump-regeringen vil skære ned på NASA’s budget til videnskab

Men der er et andet og i virkeligheden meget større politisk problem:

Trump-regeringen er netop kommet med et nyt budgetudspil for NASA, og som tak for Artemis 2 skal budgettet nu nedskæres med ikke mindre end 23 procent fra de nuværende 24,4 milliarder dollar til bare 18,8 millarder dollar.

Ikke overraskende så er det især de videnskabelige programmer, der må holde for. I stedet skal NASA især koncentrere sig om den bemandede udforskning af Månen og Mars.

Man kan læse om NASA’s budget i denne artikel fra Scientific American. Budgetforslaget er allerede blevet stærkt kritiseret, blandt andet i The Guardian.

Verdens største rumfartsforening, The Planetary Society, er også kommet med et forsvar for den videnskabelige rumfart.

Budgetforslaget og de planlagte nedskæringer viser, at regeringen ser rumfartens fremtid ud fra et politisk og kommercielt synspunkt, da der lægges vægt på:

• At man opfatter USA som værende i et nyt månekapløb med Kina
• At Månens ressourcer skal udnyttes og på den måde forhåbentlig skabe et stort økonomisk overskud.

Denne omlægning rejser spørgsmålet om begrundelsen for at have et rumprogram, især en mere langsigtet begrundelse.

Hvorfor rumfart?

Rumfarten i rummet omkring Jorden er i dag nødvendig for det moderne samfund – bare tænk på GPS, overvågning af Jorden, kommunikation og i fremtiden måske datacentre for AI.

Man kan måske sige, at det er en langsigtet begrundelse, men den inspirerer ikke.

Politiske mål, som at USA nu mener, at Artemis-programmet er en del af et kapløb med Kina, kan i bedste fald give en kortvarig begrundelse for et stort rumprogram – men erfaringerne fra rumkapløbet mellem USA og det daværende Sovjetunionen er bestemt ikke gode:

Da kapløbet var vundet, blev Apollo-programmet standset, og vi fik en over 50 år lang pause, før mennesker igen satte kursen mod Månen.

Desuden varede den kolde krig 40 år, og Månen var kun en prioritet i mindre end 10 år. Så selv om rivaliseringen med Kina kan blive langvarig, så der det bestemt ikke sikkert, at vi her kan finde en langsigtet begrundelse for at flyve til Månen og bygge baser.

Det er måske muligt at give en økonomisk begrundelse for at rejse til Månen, nemlig ved at udnytte Månens resurser som omtalt i vores tidligere artikel: ’Vil der komme en industri på Månen? 3 muligheder for, hvordan det kan se ud’.

Men selvom det kan gøres, så vil det kræve meget store investeringer i mange år, før man måske kan få et overskud.

At sikre et sådant årelangt projekt økonomisk er i sig selv en stor udfordring, og hele rumfartens fremtid bliver bestemt af, om det bliver regeringer eller meget store tech-virksomheder, der leverer den nødvendige kapital.

Sikkert er det, at hvis de nye planer for NASA gennemføres, så vil rumfarten gå ind i en ny fremtid meget forskellig fra den rumfart, vi kender i dag.

Videnskab er rumfartens grundsøjle

Tilbage er videnskaben, som den eneste langsigtede begrundelse for rumfart.

Som Artemis 2 viste, så kan videnskab inspirere, især hvis astronauter deltager i udforskningen af rummet. Men som Solsystemet nu engang er indrettet, vil udforskningen af det nok mest blive udført af robotter, så det er nok her, vi skal hente meget af fremtidens inspiration. Rejser ud i Solsystemet bliver i øvrigt emnet for to senere artikler.

Men hvis videnskab skal være den vigtigste begrundelse for rumfart, så kræver det, at nye opdagelser hele tiden er med til at forny interessen for rummet. Vi kan kun håbe.

Men foreløbig tak til Artemis 2-holdet for den inspiration, deres månerejse har skabt.

Vi vil runde af med følgende citat fra Artemis 2-astronauten Christina Koch ifølge The Guardian:

»Jeg blev pludselig helt overvældet af at kigge på Månen… Det varede kun et sekund eller to, og jeg kunne faktisk ikke fremkalde følelsen igen. Men noget trak mig pludselig ind i det månelandskab, og det blev virkeligt.«

»Sandheden er, at Månen virkelig er sit eget himmellegeme i universet – det er ikke bare en plakat på himlen… Det er et rigtigt sted. Og når man får det perspektiv og sammenligner det med vores hjem, Jorden, bliver man mindet om, hvor meget vi har til fælles. Alt det, vi har brug for, får vi fra Jorden. Det er på en måde et mirakel – og noget, man først for alvor forstår, når man har set det udefra.«

I artiklen 'Se astronauternes unikke fotos taget ved Månen: Jordopgang, jordnedgang og total solformørkelse' kan du se en masse flotte billeder, som blev taget i forbindelse med missionen.