Vigtigt og overset redskab mod global opvarmning: Havets skove indfanger CO₂

Havets skove er virkelig noget for sig selv – og det siger vi ikke bare, fordi vores arbejde går ud på at studere dem.

Havets skove består af tangskove, der vokser på stenede kyststrækninger, samt havgræs, saltsumpe og mangrover på strækninger med sandet havbund.

Skovene er udbredte i lavvandede områder over hele kloden og er hjemsted for en bred vifte af dyr – for eksempel torsk.

Det, som er helt unikt for de havets skove, er, at de er med til at bekæmpe klimaforandringer på to fronter.

Forskning har vist, at skovene ikke blot indfanger CO₂ fra atmosfæren – de hjælper os også med at tilpasse os til nogle af konsekvenserne af klimaforandringerne, for eksempel havstigninger, kystoversvømmelser og havforsuring.

Her er grundene til, at vi skal lære at sætte pris på havets skove.

Havets skove suger CO₂ ud af atmosfæren

Lad os først se på, hvordan skovene hjælper med at reducere mængden af carbondioxid (CO₂) i atmosfæren.

I løbet af det seneste årti er forskere i stigende grad blevet opmærksomme på, at havets skove spiller en rolle, når det gælder tilbageholdelse af kulstof – dvs. evnen til at trække CO₂ ud af atmosfæren og lagre den i havbunden som såkaldt 'blåt kulstof'.

Det meste af forskningen har fokuseret på havgræsser (se den interaktive grafik herunder), saltmarsk og mangrover, som vokser på havbunden i lavvandede områder. Kortet længere nede viser den globale udbredelse af de forskellige typer af havets skove.

Blade og rødder fra planterne optager kulstof fra vandet – og planterester med mere lagres i havbunden under disse skove og danner her et kulstofdepot. Denne effekt refererer vi til som kulstofdræn (se den interaktive grafik).

Faktisk er kulstofdepotet under en kvadratmeter af havets skove ligeså stort som landjordens skoves depoter – men havets skove opsamler kulstoffet meget hurtigere.

Udforsk en verden af blåt kulstof i vores interaktive grafik. Her kan du bl.a. se, hvordan tangskove og enge af søgræs kan opsuge, transportere og opbevare CO₂. Grafikken er på engelsk. Problemer med at se den? Prøv at rotere din mobil, eller klik her for at se grafikken i et nyt browservindue. (Grafik: ForskerZonen og ScienceNordic)

Tangskove: En hidtil overset kilde til 'blåt kulstof'

Tangskoves rolle i at trække kulstof ud af atmosfæren har hidtil været overset.

Tangskove vokser – modsat havgræsser, saltmarsk og mangrover – på stenbund, hvor kulstoffet fra dødt plantemateriale ikke opsamles direkte.

Derfor var der en generel antagelse om, at tangskovene, også kaldet makroalger, ikke bidrog til ’blåt kulstof’.

Det på trods af, at tangskove er den mest udbredte og produktive type af havets skove langs verdenshavenes kyststrækninger (kortet viser tangskovenes globale udbredelse – omtrent 3,4 millioner kvadratkilometer).

Men nyere undersøgelser viser, at havstrømmene transporterer store dele af det døde plantemateriale væk fra skovene, og vi har tidligere publiceret en artikel i Nature Geoscience, som viser, at kulstoffet fra plantematerialet ender med at blive optaget og 'låst' i kulstofdepoter andre steder – ofte i dybhavet (se den interaktive grafik).

Derfor har vi nu en formodning om, at de hidtil oversete kulstofdepoter' kan være enorme.

Makroalge-skove er vigtige og oversete

Vi skønner, at makroalge-skove kan bidrage op mod 173 millioner ton hvert år til havets kulstoflagring.

Det er den samme mængde kulstof, som havgræs, saltsumpe og mangrover lagrer hvert år tilsammen!

Der er ikke tale om et præcist skøn, for vi kender ikke det samlede globale omfang af tang- og makroalge-skove, og der mangler også bedre målinger af, hvor meget kulstof de kan optage, udskille og lagre.

Til gengæld er det lysende klart, at makroalger er en vigtig – omend hidtil overset – komponent i det globale kulstofregnskab.

Norden har enorme skove under vandet

Jo større havets skove er, desto mere kulstof lagrer de. Derfor er Nordens lange kyster, hvor ålegræs og tangskove florerer, også vigtige for havets 'kulstofdepoter'. Men heller ikke her kender vi endnu deres fulde omfang.

Danmarks 7.300 kilometer lange kyster har specielt meget ålegræs, som anslås at dække et areal i omegnen af 1.345 kvadratkilometer.

Ålegræs forekommer også langs de baltiske kyster – hele vejen op til Skærgårdshavet ud for Finland. Der findes også mindre ålegræs områder langs sandede kyststrækninger i Norge, Island og Sydgrønland.

De nordiske lande er også hjemsted for en stor del af verdens tangskove (se kortet).

Norges, Grønlands, Islands og Færøernes stenede kyster udgør tilsammen omkring 20 procent af Jordens kyststrækninger – og de er områder, hvor tangskove trives. Men faktisk ved vi ikke, hvor stort et areal det drejer sig om i de områder.

Finland og Sveriges østkyst har ingen større tangskove på grund af den lave saltholdighed i Østersøen, men andre makroalger såsom blæretang trives under disse forhold. Udbredelsen af nordisk saltmarsk er heller ikke blevet målt endnu.

Havets skove beskytter mod klimaforandringer

Indtil nu har vi diskuteret, hvordan havets skove hjælper med at optage og lagre kulstof – og dermed bremse klimaforandringerne.

Men havets skove hjælper også direkte med at beskytte os mod klimaforandringerne gennem tre vigtige funktioner:

1. De udgør et naturligt kystværn under storme
2. Beskytter mod havstigninger ved at hæve havbunden i takt med, at de opbygger deres kulstofdepoter
3. Øger pH-værdien i et forsuret hav

Både havgræsenge og tangskove beskytter kyststrækningerne ved at dæmpe bølgernes energi.

Havgræsser beskytter yderligere ved at indfange partikler i vandet, som indbygges i havbunden og derved hæver den, mens havgræssernes rodsystemer samtidig stabiliserer havbunden.

Hjælper skaldyr til at overleve i sure have

Havgræs, tangskove og andre makroalger kan også skabe små oaser med høj pH-værdi i de produktive sommerperioder. Det beskytter omkringlevende skaldyr mod havforsuring.

Havforsuring er en velkendt konsekvens af klimaforandringerne, hvor havene blive mere sure (lavere pH-værdi), når de absorberer CO₂ fra atmosfæren.

Vores forskning viser, at den intense fotosyntese i havets skove er med til at fjerne CO₂ fra vandet og dermed modvirke havforsuringen en smule.

Om natten sker det modsatte, og skoven udskiller CO₂, hvilket reducerer pH-værdien. Men nogle af skaldyrene er i stand til at udnytte svingningerne i pH-værdi og producerer deres skaller i dagtimerne.

Men i Arktis, hvor sommeren er én lang dag, kan tangskovenes fotosyntese foregå døgnet rundt og derved skabe permanente 'pH-oaser' gennem den mest kritiske tid for skaldyrenes skaldannelse, vækst og reproduktion. Det viser vores studier i Diskobugten, Grønland.

Så hvad nu?

Alt dette demonstrerer, at der er mange grunde til at beskytte og udvide havets skove.

Det er i hvert fald helt tydeligt, at de repræsenterer en omfattende, men ikke-kvantificeret, ressource i Norden – fra ålegræsset i Danmark til de vidtrækkende tangskove, der strækker sig hele vejen op til Arktis.

De undersøiske skove lagrer formentlig enorme mængder kulstof, men spørgsmålet er; hvor meget? Og hvordan kan skovene hjælpe os med at bekæmpe klimaforandringerne?

Det undersøger vi nærmere i en artiklen 'Sådan kan Nordens marine skove hjælpe os med at bekæmpe klimaforandringer'.

Læs denne artikel på engelsk på vores internationale søstersite ScienceNordic. Oversat af Kristian Secher.