Underlige firkantede isbjerge er ikke så underlige endda.
I ugens løb gik et formfuldendt, rektangulært isbjerg i Antarktis viralt, da NASA ICE delte et foto af det på Twitter.
Billedet skabte en del undren og opsigt. For et isbjerg stikker da dybt ned i havet og højt op i himlen?
Nu har NASA delt endnu et billede af… jep, et formfuldent rektangulært isbjerg!
Hvad er op og ned i historien her? Er det en ny trend blandt isbjerge? Er det aliens, der står bag?
Videnskab.dk har undersøgt sagen.
Knækker over som en pind
Begge isbjergene med den helt jævne overflade og de skarpe kanter blev fundet tæt på Larsen C-ishylden – den gigantiske ishylde, der måler en størrelse på to gange Fyn, og var en del i medierne, da det rev sig løs i juli 2017.
Derfor mener man også, at de firkantede isbjerge stammer fra ishylden, og det giver god mening, hvis man skal have forklaret formen, fortæller Jørgen Peder Steffensen, der er professor ved Københavns Universitets Center for Is og Klima, til Videnskab.dk.
En ishylde er en gletsjer, der flyder på havet, og den påvirkes derfor af tidevandet, der bevæger sig op og ned.
To gange i døgnet vil tidevandet således udsætte gletsjeren for en form for slid eller spænding, der uvægerligt ender med, at et stykke brækker af og bliver til et isbjerg.
Selve bruddet vil typisk løbe vinkelret på isens bevægelsesretning, hvilket vil sige den vej, som gletsjeren bevæger sig ud i havet.
Når det knækker af vinkelret, vil det skabe et langt, lige knæk, fortæller Jørgen Peder Steffensen.
»Man kan sammenligne det med, når man knækker en pind eller en banan lynhurtigt, så vil de også helst brække i et lige brud. Skrå brud ses sjældent,« forklarer han.
Derfor har det firkantede isbjerg sandsynligvis også den samme skarpe, rektangulære form under overfladen, tilføjer Jørgen Peder Steffensen.
Den klare form er en tilfældighed
De ovenstående mekanismer forklarer altså, hvorfor isbjerget er knækket lige af i siderne, men at det er endt med at være fuldstændigt rektangulært, skal tilskrives tilfældet, fortæller Jørgen Peder Steffensen.
»Når man står og kigger på en samling tilfældige tyggegummiklatter, så kan man nogle gange genkende noget, som for eksempel et stjernebillede, og så kan man jo virkelig undre sig over, om nogen har placeret klatterne med vilje,« siger Jørgen Peder Steffensen.
»Der er så mange mønstre, som hjernen kan genkende, at der altid vil være et, som passer, og det med at skabe mønstre er en typisk videnskabelig faldgrube,« tilføjer han.
\ Læs mere
Et almindeligt fænomen
Jørgen Peder Steffensen forklarer yderligere, at tilfældet med de rektangulære isbjerge er et forholdsvist almindeligt fænomen.
»Jeg synes jo, at det er fedt og sjovt, at billedet bliver delt, men man kan se dem over det hele i Antarktis,« fortæller han.
At fænomenet et forholdsvist normalt understreges også af en video, som Videnskab.dk har fået tilsendt af en læser efter, vi bragte historien om det første isbjerg.
Videoen er filmet af biolog Torben Jürgensen under en ekspedition til Melville Bugten i Nordgrønlands søer i 1994. I videoen kan du se et firkantet isbjerg på helt tæt hold.
To typer isbjerge
Her er det værd at bemærke, at de firkantede isbjerge er et fænomen, der er meget typisk for Antarktis, hvor der er mange gletsjere.
Omkring Arktis og Grønland vil man sjældent kunne finde de skarptskårne isklumper, forklarer Jørgen Peder Steffensen.
Det hænger sammen med, at man skelner mellem to typer af isbjerge:
- Irregulære isbjerge
- Tabular isbjerge
Irregulære isbjerge har et mere kaotisk udtryk, og det hænger sammen med, at de ofte er kælvet fra Grønland, hvor de tumler fra land ned i havet, hvilket giver dem et mere typisk klippeagtigt udtryk.
Tabular-isbjerge kælver fra gletsjere, som allerede ligger i vand, hvilket vil sige, at de blot løsner sig og på en mindre dramatisk måde sejler ud i havet. Derfor har de også en helt jævn overflade, som man sagtens ville kunne lande et fly ovenpå.
I løbet af kort tid vil havet og vejret dog sørge for, at dele af isbjerget eroderer, og så vil formen ikke længere se så ‘perfekt’ ud.
