Den første kvindelige kemiforsker i Danmark havde en eventyrlig karriere. Men du har sikkert ikke hørt om hende

For 150 år siden fik kvinder adgang til Københavns Universitet, der dengang var det eneste universitet i landet.

Som den første kvinde fik 36-årige Margrete Heiberg (1865-1952, senere Bose) tildelt magistergraden i kemi i 1901. Og det var kun begyndelsen på en lang og eventyrlig karriere, der især foregik i Tyskland og det fjerne Argentina.

Alligevel er hun på det nærmeste glemt, idet hun højst optræder som en parentes i såvel dansk som international kvinde- og videnskabshistorie.

I Gyldendals 'Store Danske Encyklopædi' udgivet 1994-2001 nævnes hun slet ikke. Men hendes historie fortjener at blive fortalt.

Magister frk. Heiberg

I slutningen af det 19. århundrede var gymnasierne og de lærdes skoler endnu lukket land for piger. Derfor var de nødt til at gå ad omveje, hvis de ønskede at blive optaget på universitetet.

Først efter privatundervisning og eksamen fra en handelsskole for kvinder fik Margrete som 30-årig adgang til universitetet, hvor hun studerede kemi som hovedfag.

14. september 1901 afsluttede hun sine studier med en magisterkonferens (en slags ph.d.-grad), den første af sin slags i Danmark. Kort tid senere blev hun midlertidigt ansat som assistent ved universitetets kemiske laboratorium under professoren Emil Petersen.

Videre i det videnskabelige hierarki kunne Margrete ikke komme, da embeder ved universitetet indtil en lovændring af 1921 var forbeholdt mænd.

I stedet for at opgive sine ambitioner om at blive kemisk forsker, rejste hun til Göttingen i Tyskland for at videreuddanne sig indenfor den nye forskningsgren ‘fysisk kemi’.

Med accept fra den berømte kemiker og senere nobelpristager Walther Nernst specialiserede hun sig i den fysiske kemis teori og eksperimenter, hvilket resulterede i videnskabelige artikler om elektrokemi i nogle af tidens mest anerkendte tidsskrifter.

I det kejserlige Tyskland

Årene i Göttingen var ikke alene videnskabeligt frugtbare for Margrete, de var også frugtbare på det personlige plan. Hun mødte nemlig en ung lovende kemiker Emil Bose, der holdt forelæsninger om fysisk kemi og netop var blevet enkemand.

Emil forelskede sig i den ni år ældre Margrete, der først efter nogen tid blev klar over, at der var amoriner i luften. Det endte med, at de blev gift i Roskilde i 1903, hvorefter parret tog tilbage til Göttingen. To år senere blev den nu 40-årige fru Margrete Bose mor til sønnen Walter.

Ægteskabet førte ikke til, at Margrete forlod videnskaben. Tværtimod. Hun og Emil fortsatte deres karrierer og samarbejdede i flere tilfælde om videnskabelige projekter, der blandt andet resulterede i en lærd artikel udgivet af Videnskabernes Selskab i København.

I 1906 flyttede den lille familie til Danzig (nu Gdansk i Polen), hvor Emil var blevet ansat som professor i fysisk kemi, og hvor Margrete virkede som videnskabelig assistent.

Det fjerne Argentina

Efter tre år i Danzig fortsatte familien til et mere eksotisk sted, nemlig til universitetet i La Plata, Argentina, hvor Emil blev professor i fysik, og Margrete ekstraordinær professor med ansvar for undervisningen på det fysiske institut.

Det fulgte med jobskiftet, at de to måtte lære spansk, hvilket ikke voldte problemer. Fremtiden som forskere og lærere i Argentina så lys ud, men allerede i maj 1911 skiftede lyset til mørke, da Emil døde af tyfus, blot 36 år gammel.

Situationen for Margrete var alvorlig. Hun var alene med sit barn og usikker på, om hendes kontrakt med universitetet i La Plata ville blive forlænget.

På trods af udbruddet af 1. verdenskrig tog hun og sønnen Walter til Tyskland i 1915, men på grund af krigen kunne de ikke vende tilbage til Argentina.

I Tyskland oplevede Margrete de hårde levevilkår og det revolutionære kaos, der herskede efter kejserdømmets fald, og som hun beskrev i en lille bog fra 1919.

Efter tilbagekomsten til La Plata måtte hun kæmpe en lang og opslidende kamp med de lokale myndigheder, før de accepterede, at hun kunne fortsætte i en mere beskeden stilling som adjungeret professor i fysikundervisning.

Hun havde nu besluttet sig for at blive i Argentina, hvor hun dog først fik statsborgerskab i 1937.

Kontakt med Niels Bohr

Margarita Heiberg de Bose, som hun nu blev kaldt, arbejdede sammen med argentinske fysikere, samtidig med at hun holdt foredrag, oversatte bøger fra tysk til spansk og skrev populære artikler om en lang række emner.

Blandt hendes foredrag var flere i regi af den danske kvindeforening i Buenos Aires, hvor hun blandt andet fortalte om Einsteins relativitetsteori.

Kontakten til Danmark holdt hun ved lige via brevveksling og flere besøg. I 1914 bragte Roskilde Dagblad et interview med hende, hvor hun blev sammenlignet med ingen ringere end den berømte fysiker Marie Curie, som var den første kvinde til at vinde en nobelpris.

Ved en senere lejlighed besøgte hun Margrethe og Niels Bohr i deres hjem, sådan som det fremgår af en nylig opdaget brevveksling fra 1934-35, hvor Niels Bohr skriver:

»Min Hustru og jeg tænker begge med Glæde paa Deres Besøg her for nogle Aar siden og haaber at faa Lejlighed til snart igen at se Dem herhjemme.«

Som 70-årig skrev Margrete Bose en innovativ videnskabelig artikel, hvor hun som en af de første anvendte såkaldt ultraviolet spektroskopi til at undersøge autenticitet og oprindelse af historiske dokumenter.

I 1941 blev hun pensioneret uden af den grund at hvile på sine laurbær.

En ikke-feministisk feminist

Margrete Bose hørte til den første generation af danske, akademisk uddannede videnskabskvinder.

Som andre pionerer måtte hun skabe sig en karriere i en verden domineret af mænd, hvilket dog for hendes vedkommende blev lettet af ægteskabet med Emil Bose. Men efter Emils død var hun kun sig selv og endda med eneansvaret for deres barn.

Som man kunne forvente, var Margrete sympatisk stemt over for tidens bølge af kvindefrigørelse og kravet om lige vilkår for mænd og kvinder.

Havde hun villet, kunne hun være blevet en rollemodel for kvinder i naturvidenskab, men det ønskede hun ikke.

I det hele taget var hendes opfattelse af kvindekampen ambivalent. Selv om hun bifaldt dens ambitioner, ville hun ikke tage aktiv del i kampen og var i den forstand ikke feminist.

I det nævnte interview i Roskilde Dagblad fra 1914 påpegede hun, at hun gennem sin karriere som forsker alligevel, om end indirekte, støttede kvindefrigørelsen. Det var et synspunkt, hun ikke var ene om, for Marie Curie gav udtryk for en lignende opfattelse.

Glemt i Danmark, kendt i Argentina

Mens Margrete Bose i det væsentlige er glemt i både Danmark og Tyskland, er hun blevet vakt til live i Argentina, hvor hun blandt mange opfattes som en rollemodel for kvinder i naturvidenskab.

Bevares, ikke ligefrem en Marie Curie, men dog noget, der ligner.

I et brev fra 1947 skrev Walter om sin 81-årige mor, at hun boede i sit hus med værelser lejet ud til studerende:

»Huset er fuldt af Studenter, som elsker hende og passer paa hende, som hun var deres Mor!«

Margrete Heiberg alias Margrete Bose alias Margarita Heiberg de Bose døde 16. juli 1952. Hun blev begravet på kirkegården i La Plata ved siden af sin elskede mand Emil Bose.