Den glemte fysiker: Martin Knudsen blev nomineret til Nobelprisen otte gange, men stod i skyggen af Niels Bohr

Har du nogensinde hørt om den store danske fysiker Martin Knudsen? Hvis svaret er nej, er det ikke så mærkeligt. For han er nærmest blevet glemt.

Når Knudsen (1871-1949) kun har en perifer plads i dansk videnskabshistorie, skyldes det til dels, at han videnskabeligt arbejdede inden for to helt forskellige og ikke særlig glamourøse områder.

Om end han i sin tid var en anerkendt fysiker med speciale i luftarters opførsel ved lavt tryk, kom han hurtigt til at stå i skyggen af sin yngre samtidige, den uforlignelige Niels Bohr.

Knudsens andet forskningsområde var oceanografi. Det vil sige forskning i verdenshavene. Dengang nød faget ikke stor akademisk bevågenhed og var ikke anerkendt som et universitetsfag.

Hvis man dykker ned i historien om Martin Knudsen, er der dog ikke tvivl om, at han fortjener at blive husket.

Derfor bør han huskes

Når Martin Knudsen fortjener at blive støvet af, skyldes det to ting.

For det første bidrog han væsentligt til at forstå såvel havets fysik som luftarternes eller gassernes fysik. Ja, disse bidrag er faktisk velkendte også blandt nutidens forskere, der stadig citerer Knudsens gamle arbejde.

Hertil kommer, at han var en særdeles aktiv iværksætter og organisator inden for datidens forskningsverden på såvel det nationale som internationale plan.

I det mindste i den henseende (men måske også kun i denne) overgik han i betydning langt sin feterede kollega Niels Bohr.

Forskning i hav og luft

I 1896 deltog den 25-årige Knudsen som videnskabelig medarbejder i en ekspedition i Nordatlanten og Polarhavet med forskningsskibet ’Ingolf’. Samme år fik han sin kandidatgrad i fysik og blev straks ansat som assistent ved Polyteknisk Læreanstalt.

Og minsandten om han ikke også, den 12. februar 1896, var den første i Danmark til at tage et diagnostisk røntgenfoto med de magiske og dengang helt nye røntgenstråler. Det drejede sig om et skinnebensbrud.

Derefter gik det bare derudad, først med en fast stilling ved universitetet, så med medlemskab af det eksklusive Videnskabernes Selskab og endelig i 1912 med udnævnelse til professor i fysik.

Bohr søgte også professoratet, men man valgte rimeligt nok den mere erfarne Martin Knudsen. Som en slags plaster på såret sørgede Knudsen for, at Bohr blev hans assistent og udnævnt til docent.

Bød kvinder ind i selskabet

I Videnskabernes Selskab fungerede han fra 1917 til 1945 som sekretær.

Et af hans første initiativer var at ændre Selskabets love, så ordet ’mænd’ blev erstattet med det kønsneutrale ’forskere’.

Først med denne ændring blev det muligt, at også kvinder kunne blive medlemmer, sådan som det i skete i 1920, da den polsk-franske fysiker Marie Curie blev valgt som udenlandsk medlem.

Curie var i øvrigt den første kvinde til at vinde en nobelpris. Det skete i 1903, da hun vandt den prestigefyldte pris sammen med Pierre Curie og Henri Becquerel for deres udforskning af radioaktivitet.

Otte indstillinger til Nobelprisen

Som fysiker specialiserede Knudsen sig i studiet af stærkt fortyndede gasser, i hvilket område han var værdsat som en international autoritet.

Under normale omstændigheder støder gasmolekyler hele tiden sammen med hinanden, men Knudsen undersøgte gasser ved så lavt tryk, at den slags sammenstød næsten ikke finder sted.

Hans undersøgelser vakte stor opmærksomhed og resulterede da også i hele otte indstillinger til Nobelprisen i fysik, dog uden at han fik den eftertragtede pris.

En af disse indstillinger er interessant, idet han i 1917 blev indstillet til at dele prisen med en anden dansk fysiker – Niels Bohr, der fem år senere blev belønnet med en nobelpris.

I sit parallelle liv som havforsker eller oceanograf nød Knudsen ligeledes stor international anerkendelse. Det resulterede i, at han i 1936 blev tildelt den såkaldte Agassiz-medalje fra det amerikanske videnskabsakademi.

Medaljen og den tilhørende pengepræmie er det nærmeste, en oceanograf kan komme en nobelpris.

Internationalt samarbejde

Allerede som ung mand engagerede Knudsen sig helhjertet i bestræbelserne på at oprette et internationalt organ for havforskning, der da også blev en realitet i 1902 med København som hovedsæde.

Som fysiker var han i 1911 som eneste dansker inviteret til det første af de prestigefyldte 'Solvay-møder' i Bruxelles, hvor også berømtheder som Max Planck, Marie Curie og Albert Einstein var til stede.

Denne række af møder var af stor betydning for fysikkens udvikling – og indtil 1933 deltog Knudsen i alle møderne. De gav ham mulighed for at udbygge sit videnskabelige netværk, der blandt andet omfattede Einstein, med hvem han havde samtaler i 1911.

Under 1. Verdenskrig var han i brevkontakt med Einstein, til hvem han i 1916 udtrykte ønsket om en snarlig tilbagevenden til normale tilstande.

»Det glæder mig igen at høre fra Dem,« skrev Martin Knudsen. »Må det i en ikke al for fjern fremtid være muligt igen at komme sammen med fagfæller og forny gamle venskaber.«

Genopbygning af samarbejde

Efter krigen måtte det internationale videnskabelige samarbejde genopbygges, og også i denne proces engagerede Knudsen sig helhjertet.

Således var han en aktiv fødselshjælper i udviklingen af to videnskabelige foreninger, IUGG og IUPAP (hhv. International Union of Geodesy and Geophysics og International Union of Pure and Applied Physics).

Mens Bohr holdt sig uden for IUPAP, som han af politiske grunde var skeptisk overfor, virkede Knudsen som organisationens vicepræsident fra 1922 til 1934.

Inden for det oceanografiske fagområde fungerede han i perioden 1930-36 som præsident for en sektion under IUGG, der i dag har skiftet navn til IAPSO (International Association for the Physical Sciences of the Oceans).

Her og der og alle vegne

På den hjemlige scene var Knudsen den centrale aktør, når det gjaldt om at organisere og promovere dansk forskning samt knytte forbindelser mellem forskning og erhvervsliv.

Som blot 29-årig blev han valgt til formand for Selskabet for Naturlærens Udbredelse (SNU), der oprindeligt var blevet skabt af H. C. Ørsted i 1824. Det fik Knudsen gennem sit næsten 40-årige formandskab pustet et nødvendigt nyt liv i.

Efter han som formand blev afløst af Bohr i 1939, fortsatte han som medlem af direktionen helt frem til sin død i 1949.

Da Bohr under besættelsen var flygtet fra Danmark i 1943 og først vendte tilbage i 1945, var SNU uden formand, og i denne situation overtog Knudsen posten som fungerende formand.

Tidsskrifter og medaljer

Blandt Knudsens mange initiativer i den tidlige fase var at styrke SNUs engagement i undervisningssektoren.

Desuden var det på hans initiativ, at Fysisk Tidsskrift blev udgivet med Kirstine Meyer som redaktør og i lang tid kom til at præge det danske fysikmiljø.

Endnu et af hans initiativer resulterede i den H. C. Ørsted-medalje i guld, der siden 1909 er blevet tildelt fremragende dansk forskning, i hvad Ørsted definerede som naturlære, nemlig fysik og kemi.

Den første medalje blev uddelt i 1909 til proteinkemikeren S. P. L. Sørensen, der især er kendt for sin opfindelse af pH-begrebet, og den tredje Ørsted-medalje fra 1916 gik såmænd til Knudsen selv.

Ud over sit langvarige virke i SNU var Knudsen i perioden 1915-1936 også formand for den danske bestyrelse i rækken af de skandinaviske naturforskermøder, der var startet tilbage i 1839 med støtte fra bl.a. Ørsted.

Disse møder havde kun begrænset videnskabelig værdi, men både Knudsen og Bohr satte pris på dem.

Entreprenør og brobygger

I Knudsens optik var naturvidenskab i bred forstand en forudsætning for teknologiske innovationer og dermed økonomisk fremskridt.

Han var derfor ivrigt optaget af at knytte bånd mellem de videnskabelige og industrielle miljøer i lille Danmark, hvilket i 1911 førte ham til at foreslå dannelsen af Danmarks Naturvidenskabelige Samfund (DNS).

Forslaget blev entusiastisk modtaget af den velhavende industrimand og filantrop Gustav Hagemann, der på den tid var direktør for Polyteknisk Læreanstalt og selv havde stærke videnskabelige interesser.

DNS var modsat SNU en eksklusiv og kapitalstærk forening, der ud over prominente naturforskere også omfattede toppen af dansk erhversliv.

I hele mellemkrigstiden spillede Knudsen en afgørende rolle i DNS, hvor han blandt andet medvirkede til, at Einstein holdt foredrag i København i 1920 og Marie Curie ligeledes gav forelæsninger om radioaktivitet i 1926.

I begge tilfælde var det Knudsen og DNS, der sørgede for at finansiere besøgene. Da Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV) blev grundlagt i 1937, var det nærmest en selvfølge, at Knudsen også her blev et aktivt medlem.

Ufortjent anonymitet

Det må konkluderes, at Knudsens anonymitet er ganske ufortjent og ikke svarer til den position, han faktisk havde i sin samtid.

Hans arbejder inden for fysik og oceanografi var i sig selv væsentlige og af mindst lige så stor betydning var hans indsats som organisator og iværksætter på såvel det nationale som det internationale plan.

Bevares, han var ikke et geni af Bohrs format, men som forsker og formidler af videnskabelig kultur var han en ledende skikkelse gennem et halvt århundrede.