’Big Bang’ fylder 75 år: Det begyndte som et udtryk, ingen gad bruge

Når man googler ’Big Bang Theory’, henvises man i første omgang til den uopslidelige amerikanske tv-serie af samme navn og ikke til den for længst anerkendte teori om universets oprindelse for omkring 13,8 milliarder år siden.

Med al respekt for tv-serien, så er sidstnævnte vigtigere.

Som en videnskabelig fagterm blev det noget usædvanlige ord ’Big Bang’ opfundet i 1949 af den 33-årige engelske astrofysiker Fred Hoyle (1915-2001), der bemærkelsesværdigt nok var indædt modstander af teorien om en eksplosiv oprindelse af universet.

Det tog dog mindst tyve år, før det engelske ord slog an og endte med at blive folkeeje også på mange andre sprog end engelsk.

Da teorien om et Big Bang blev kendt i Danmark omkring 1960, forsøgte man sig en tid med det danske ’store brag’, der dog aldrig vandt indpas. Anglicismen ’Big Bang’ optræder som anerkendt ord i Den Danske Ordbog, der oplyser, at det herhjemme var kendt fra 1984.

Et univers af endelig alder

I starten af 1930'erne var det bredt accepteret, at universet udvider sig i overensstemmelse med de ligninger for tyngdekraften, som Einstein først havde formuleret i 1917.

Man kunne så tro, at universet oprindeligt må have udviklet sig fra en primitiv begyndelsestilstand, og derfor må have en endelig alder, fordi det opstod i en eller anden slags oprindelig kæmpeeksplosion. Dette er dog en fejlslutning, da et stadigt ekspanderende univers ikke behøver at have en tidslig oprindelse. Det kan have udvidet sig gradvist fra en tidligere tilstand vilkårligt tilbage i tiden.

Da idéen om en fysisk skabelse af universet blev fremført af den belgiske præst og fysiker Georges Lemaître (1894-1966) i 1931, blev denne allerførste 'eksplosionsteori' afvist, latterliggjort eller ignoreret af samtidens astronomer og fysikere.

Først i slutningen af 1940'erne blev Lemaîtres hypotese udviklet til en fysisk teori om det tidlige meget kompakte og meget varme univers af den russisk-amerikanske kernefysiker George Gamow (1904-1968).

Mere end nogen anden, Lemaître inklusive, må Gamow regnes som ophavsmanden for den moderne Big Bang-teori om universet.

Et univers uden fødsel og død

Og nu er vi kommet frem til Fred Hoyle, der opfandt termen Big Bang. Hoyles opfattelse af universet var diametralt modsat Gamows: Nemlig et evigt univers, der i store træk ikke havde ændret sig og aldrig ville ændre sig. I sagens natur var der ingen kosmisk begyndelse og heller ingen afslutning.

Ifølge denne såkaldte 'steady-state' teori blev stof skabt hele tiden og netop i sådanne mængder, at universets tæthed var konstant på trods af, at det til stadighed udvidede sig.

Steady-state teorien, der stammer fra 1948, er i dag kun af historisk interesse, idet en lang række eksperimenter og observationer entydigt har vist, at sådan er universet ikke skruet sammen.

Men i perioden fra 1948 til omkring 1964 var den et troværdigt og meget diskuteret alternativ til de kosmologiske modeller, der byggede på den almene relativitetsteori og i nogle tilfælde, som hos Gamow, antog en begyndelse i form af et Big Bang.

Hoyle opfinder et nyt ord, ingen gider bruge

Lørdag den 28. marts 1949 gav Hoyle et radioforedrag på BBC om den nye steady-state teori og andre opfattelser af universets struktur og udvikling.

Uden at nævne hverken Lemaître eller Gamow henviste han kritisk til hypotesen om at »alt stof i universet blev skabt i ét eneste Big Bang«.

Og videre: »Videnskabeligt set er denne Big Bang-hypotese langt mindre acceptabel [end steady-state teorien], da der er tale om en irrationel proces, der ikke kan beskrives i videnskabelige termer.«

Hoyles snusfornuftige indvending var denne: en videnskabelig forklaring på et fænomen må bygge på årsager, der er før fænomenet, og da intet kan være før universet, er dets oprindelse principielt uforklarlig.

Big Bang blev altså indført i en negativ, om end ikke direkte nedladende, betydning som en betegnelse for en helt igennem uvidenskabelig hypotese. Hoyles foredrag blev den 7. april 1949 gengivet i BBC-tidsskriftet The Listener, hvor Big Bang første gang optræder på tryk.

Udtrykket blev dog ingen umiddelbar succes blandt astronomer og fysikere, der i lang tid valgte at ignorere det. Ikke engang Hoyle selv fandt det interessant, for først i 1965 brugte han igen det udtryk, han havde opfundet 16 år tidligere.

De to pionerer i Big Bang-kosmologi, Lemaître og Gamow, døde i henholdsvis 1966 og 1968, kort efter, at ideen om et Big Bang havde ændret sig fra en hypotese til en etableret kendsgerning.

Ingen af dem anvendte Hoyles udtryk for deres opfattelse af universets begyndelse. Kort fortalt var Big Bang indtil omkring 1970 nærmest ikke eksisterende i videnskabelige publikationer. I stedet benyttede forskerne ofte omskrivninger som ’den oprindelige ildkugle’ eller ’det varme og kompakte univers’.

En forsinket succes

Alligevel slog Hoyles sproglige nydannelse an både i både den videnskabelige verden og udenfor.

Opdagelsen af den kosmiske baggrundsstråling, der er noget nær et bevis for en oprindelig kosmisk eksplosion, blev den 21. maj 1965 annonceret på forsiden af New York Times under overskriften »Signals Imply a ’Big Bang’ Universe«

Fra den tid begyndte ordet at optræde stedse hyppigere i videnskabelige artikler for senest i 1980 at være almindeligt anerkendt.

Ganske vist er der med jævne mellemrum rejst indvendinger mod Big Bang, der kan synes at være en noget pjattet og uværdig betegnelse for, hvad der unægtelig er den vigtigste begivenhed i verdenshistorien.

Desuden er betegnelsen strengt taget misvisende, da der ikke var noget øredøvende brag eller knald for 13,8 milliarder år siden (hvis man insisterer på at benytte en akustisk metafor, så var Big Bang tavst som graven).

Men Big Bang er nu engang blevet en så accepteret del af sproget, at det nærmest er umuligt at fjerne ordet eller erstatte det med et nyt.

Ét ord, mange betydninger

Udtrykket Big Bang er først og fremmest en kosmologisk fagterm, om end det ikke er veldefineret og af astronomer og fysikere benyttes i noget forskellige betydninger.

Hvad mere er: Siden Hoyle opfandt det i 1949, er samme udtryk også blevet benyttet i helt og aldeles andre sammenhænge. Den slags flertydighed af ord, der af sprogfolk kaldes polysemi (det vil sige mange tegn), er en almindelig del af sprogets udvikling.

Allerede under den Kolde Krig i 1950'erne talte man om faren for det Big Bang, en atomkrig mellem de to supermagter USA og USSR ville udløse. Det er i denne betydning – og ikke den kosmologiske – at Big Bang optræder i den engelske dramatiker John Osbornes (1929-1994) teaterstykke Look Back in Anger fra 1956 (på dansk opført som 'Ung Vrede' på Allé Scenen i 1958).

Da Big Bang først blev populært, blev ordet hyppigt brugt som betegnelse for næsten enhver pludselig og voldsom begyndelse på noget nyt, uanset om det var inden for videnskab, samfund, kultur eller underholdning.

Fra omkring 1990 optræder udtrykket for eksempel som betegnelse for fremkomsten af nye livsformer i den biologiske udviklingshistorie. Også økonomerne tog Big Bang-metaforen til sig, som når de talte om Polens overgang til markedsøkonomi efter i årtier at have været underlagt socialistisk planøkonomi.

Herhjemme kunne Jyllands-Posten i 1998 meddele sine læsere, at når EU gennemførte den økonomiske og monetære union, var der tale om et veritabelt Big Bang.

Hundredevis af kommercielle selskaber besmykker sig i en eller anden variant med Big Bang, der også optræder i talrige reklamer. Som to blandt mange eksempler på, hvordan underholdningsindustrien har adopteret Hoyles nu 75 år gamle ord, kan udover The Big Bang TV-serien nævnes et Rolling Stones album fra 2005 med titlen A Bigger Bang og en sydkoreansk popgruppe, der kalder sig BigBang

Da Fred Hoyle i 1949 lidt tilfældigt opfandt Big Bang som et ordspil i et foredrag, kunne han umuligt forestille sig, at ordet engang ville indgå massivt i både videnskabens og hverdagslivets sprogbrug.

Men som Hoyle selv udtrykte det i et interview fra 1995: »Ord er ligesom harpuner; når de først er gået ind, er det meget svært at trække dem ud.«