Hun sigtede efter stjernerne – og banede vejen for kvinder i videnskaben

I år er det 150 år siden, kvinder fik adgang til at studere på universitetet.

Det blev et opbrud med en mangeårig tradition forbeholdt mænd, og flere danske kvinder kunne endelig bevæge sig ind på de støvede universitetsgange og tage en uddannelse.

En af dem, der cementerede sin plads i den nye æra, var astronomen Julie Marie Vinter Hansen (1890-1960).

Hun blev i 1917 uddannet som den første kvindelige astronom i Danmark, fik en asteroide opkaldt efter sig og blev ovenikøbet den første kvinde, der blev officielt ansat på Københavns Universitet.

Så hvem var Julie Vinter Hansen, og hvorfor er hun vigtig for historien? Det har vi på Videnskab.dk spurgt en historiker og astrofysiker om.

Julie Vinter Hansens vej ind i astronomien

»Hun er et forbillede for, at selv dengang kunne kvinder være dygtige videnskabsfolk. Hele myten om, at kvinder er dårlige til videnskab, vil jeg gerne have aflivet,« indleder astrofysiker Lars Occhionero, der er museumsinspektør på Kroppedal Museum og har skrevet en kommende artikel om den kvindelige astronom.

Julie Vinter Hansen var datter af politiker Jørgen Hansen-Ølstykke, der var medstifter af Radikale Venstre, og lærerinden Rasmine Sophie Vinter, som var en del af kvindebevægelsen. Hun havde derfor både et »stort økonomisk og kulturelt råderum«, forklarer Lars Occhionero.

Den kvindelige stjernepioner var dygtig til matematik og havde oprindeligt planer om at blive aktuar (en, der beregner risici i forsikringsbranchen), ligesom mange andre kvindelige akademikere dengang.

»Vi kan se fra hendes karakterbog fra N. Zahles Skole, at hun fik ret gode karakterer i alting,« siger Lars Occhionero.

Som studerende fik hun et job som beregner på Københavns Universitets observatorium på Østervold, hvor hun lavede beregninger af stjerner og planeter.

Her fik astronomiprofessoren Elis Strömgren øje for, at hun havde talent, forklarer Bente Rosenbeck. Hun er historiker og professor emerita ved Københavns Universitet og har også skrevet en kommende artikel om astronomen.

I 1917 blev Julie Vinter Hansen den første kvindelige mag.scient i astronomi.

Professor Elis Strömgren ville gerne holde på hende, men på det tidspunkt måtte kvinder ikke ansættes i embedsmandsstillinger, så hun kunne ikke forske på lige fod med mændene og ville få mindre løn end sine mandlige kolleger, forklarer Lars Occhionero.

Derfor blev hun i stedet ansat som videnskabelig assistent på observatoriet, hvor hun havde arbejdet som studerende.

Det var først med den såkaldte 1921-lov, at kvinder kunne bruge deres uddannelse til stillinger i det offentlige. Før loven blev vedtaget, kunne kvindelige læger ikke arbejde på et offentligt hospital, og kvinder kunne ikke blive ansat på universitetet, selv hvis de havde en doktorgrad.

Da det ‘betonloft’ blev fjernet, blev det unge stjerneskud ansat som observator på universitetet, hvor hun skulle udføre beregninger af kometers baner, siger Lars Occhionero.

Dermed blev hun den første kvindelige embedsmand på Københavns Universitet og samtidig den første kvindelige observator i Europa.

Kvindelige forskere skulle være »hårdhudede«

Selvom kvinder fik adgang til at studere i 1875, var det langtfra sikkert, at de havde de samme vilkår som mændene.

Bente Rosenbeck, der har undersøgt kvindelige akademikere, fremhæver et jubilæumsskrift for kvinders adgang til universitetet fra 1925. Her udtaler fem kvinder, at de blev godt modtaget ved universitetet.

»Ikke desto mindre er der også fem mandlige professorer, der efterfølgende stiller sig op og siger, at kvinderne ikke egner sig til forskning. Så der er jo et eller andet, der skurrer,« siger Bente Rosenbeck.

I flere interviews taler Julie Vinter Hansen om barriererne ved at være kvinde i naturvidenskaben og på universitetet.

»Hun siger, at man skal være lidt hårdhudet, og at man skal indrette sit sociale liv efter det. For når der er klart på himlen, og stjernerne kan ses, skal man sådan set bare være der,« siger Bente Rosenbeck.

Astronomen blev ikke gift og fik heller ikke børn i løbet af sit liv.

I et interview udtaler hun, at når kvinder i akademia skal giftes, skal de nærmest opgive alting, fortæller Lars Occhionero, som nævner et kendt eksempel fra England:

Da astronomen Annie Maunder blev gift med sin kollega, blev hun degraderet til amatørastronom uden løn.

»Når man snakker med kvinder i videnskab i dag, lyder det til, at problemet stadig eksisterer, selvom det ikke er eksplicit,« siger Lars Occhionero.

Et studie blandt brasilianske akademikere viser også, at kvindelige forskere med børn var mere tilbøjelige til at opleve negativ bias end mændene i forhold til deres status som forælder, og at de i højere grad skulle bevise deres værd.

Med sine oplevelser som kvindelig forsker i bagagen gjorde Julie Vinter Hansen en kvindepolitisk indsats: Hun var medlem af foreningen Kvindelige Akademikere og blev international sekretær for Danske Kvinders Nationalråd, i dag kendt som Kvinderådet.

»Hun er den første kvindelige astronom, men hun gør også mange ting, som baner vejen for kvindelige akademikere generelt,« fortæller Bente Rosenbeck.

En spændende karriere i udlandet og Danmark

Selvom Julie Vinter Hansen udmærkede sig som en af de første kvinder i astronomi, havde hun ingen store opdagelser tilknyttet til sig.

»Hun var en klassisk levebrødsforsker,« siger Lars Occhionero:

»Som observator gør hun det, som professoren vil have, og laver beregninger og målinger af kometbaner, hvilket hun så også var ret god til.«

Den kvindelige astronom var kendt for sin præcision, som da hun i 1933 forudsagde, hvornår kometen Comas Solá i 1933 ville vende tilbage til Jordens kredsløb.

Selvom hun var en »levebrødsforsker«, dannede hendes arbejde præcedens for, hvordan man måler og beregner kometbaner ordentligt.

»Det har været grundstenen for andres opdagelser af kometbaner,« siger Lars Occhionero.

Hendes meritter fik hende også til udlandet, da hun modtog et rejselegat. Dagen inden Hitler invaderede Polen, tog hun til USA, hvor hun skulle spendere fem måneder.

Kort tid efter brød Anden Verdenskrig ud, og hun forsøgte at snige sig ud af USA via Hawaii og Sibirien uden held, forklarer Lars Occhionero. De fem måneder blev til mere end fem år i eksil.

Hun fik dog brugt tiden flittigt og endte med at lave målinger og beregninger på Lick Observatory i Californien. Det gjorde hun så godt, at hun modtog den prestigefyldte pris Annie J. Cannon-prisen, der tildeles kvindelige astronomer.

Da hun vendte hjem efter krigen, fortsatte hun sit arbejde på observatoriet, hvor hun det sidste årti af sit liv også gjorde sig bemærket.

Da hendes chef, Elis Strömgren, døde i 1947, overtog hun hans opgaver og blev formand for foreningen Astronomisk Selskab. Derudover holdt hun tilsyn med opførelsen af et nyt observatorium i Danmark.

»København udvidede sig, og derfor skulle der et nyt observatorium til. Og så kom Brorfelde-observatoriet i 1950'erne, som hun var med til at få bygget,« siger Bente Rosenbeck.

Banede vejen for kvinder i astronomi

Tre år efter, Brorfelde-observatoriet blev indviet, blev Julie Vinter Hansen udnævnt til ridder af Dannebrog.

Det siger noget om, at hun var anerkendt nok til, at selv Kongehuset syntes, hun fortjente en »særlig anerkendelse«, mener Lars Occhionero.

Hun var med til at åbne dørene for andre kvindelige astronomer og skriver sig ind i historien ved siden af Caroline Herschel i England, Maria Mitchell i USA og Jocelyn Bell i Nordirland, der også gjorde sig bemærkede som kvinder i astronomi.

Og hendes arbejde blev anerkendt af andre kvindelige kollegaer: I 1941 opdagede den finske kvindelige astronom Liisi Oterma en asteroide. Den blev opkaldt '1544 Vinterhansenia' til ære for den første kvindelige astronom i Danmark.

I løbet af sin karriere fik stjerneastronomen en udmærket løn og arvede en del penge fra sine forældre, så hun havde ret mange penge på kistebunden, forklarer Lars Occhionero.

Inden hun døde i 1960, stiftede hun derfor en fond, der uddeler rejselegater til studerende, som læser astronomi, matematik og geologi. Et legat, hvor kvinder får fortrinsret under lige kvalifikationer, og som blandt andet astrofysiker Anja C. Andersen også har modtaget.

»Hun støtter både kvinder før og efter sin død,« siger Bente Rosenbeck.