Vi kan risikere, at havniveauet stiger op til tre meter inden år 2100, vurderer nogle af Danmarks førende klimaforskere i en ny analyse, skriver DR.
Hermed kritiserer forskerne FN’s klimapanel IPCC, som ellers er toneangivende indenfor forventede klimascenarier. Med den aktuelle klimapolitik forventer IPCC nemlig en havniveaustigning på højst en meter inden 2100.
»Vi er jo meget følsomme over for store havvandsstigninger, og hvis vi kan risikere en havvandsstigning på op til tre meter i år 2100 og ikke kun 98 centimeter, er det nogle helt andre tiltag, vi skal tage for at sikre vores land,« siger professor Dorthe Dahl-Jensen fra Is-, Klima- og Geofysik på Københavns Universitet, til DR.
Hun er en af forskerne bag den nye analyse, og da IPCC ikke anser scenariet som sandsynligt, frygter hun, at vi ikke forbereder os nok på de mulige havvandsstigninger.
Den nye analyse baseres i høj grad på iskerneboringer, der gør det muligt at kortlægge klimaets udvikling igennem flere hundredetusinde år. Analysen peger især på de enorme ismasser i Vestantarktis, som med støt stigende temperaturer risikerer at smelte pludseligt og voldsomt.
DMI, der repræsenterer Danmark ved IPCC-møderne, mener, at kritikken skyder forbi. Ifølge Adrian Lema, der er chef for Nationalt Center for Klimaforskning hos DMI, tager IPCC allerede tager højde et muligt kollaps af den Vestantarktiske iskappe, skriver DR.


































