Din smartphone holder øje med dig: information om din digitale færden indsamles hele tiden.
Det kommer måske ikke bag på dig – men ved du, at der er stor risiko for, at noget lignende også skete for dine bedsteforældre?
Lad mig sætte scenen:
Fredag formiddag 12. marts, 1943: Den forhadte stats- og udenrigsminister Erik Scavenius deltager i et hemmeligt møde med trafikminister Gunnar Larsen.
Folketingsvalget står for døren. Ministrene i samlingsregeringen frygter, at modstanderne af samarbejdspolitikken skal få større opbakning blandt befolkningen, som i stigende grad viser modstand mod besættelsesmagten.
Gunnar Larsen viser Scavenius en fortrolig aflytningsliste.
Aflytningslisten er meget omfattende og inkluderer blandt andre »samtlige politiske Partiers Kontorer, Rigsdagen, de fremtrædende Politikeres private Telefonnumre, samtlige D.N.S.A.P.’s Afdelingskontorer over hele Landet, alle Samtaler, der førtes over Lyngby Radio«.
Erik Scavenius godkender aflytningslisten uden tøven.
De to ministre bliver desuden enige om, at alle medlemmerne af det regeringskritiske parti Dansk Samling også skal aflyttes i forbindelse med folketingsvalget.
Ovenstående eksempel stødte jeg på i forbindelse med min ph.d. afhandling, 'Truslen mod Demokratiet: Teleovervågning i Danmark 1916-1945'. Det er blot ét ud af mange eksempler fra verdenskrigsæraen, hvor danske politikere overvågede andre politikere uden domstolenes tilsagn.
Opfindelsen og udbredelsen af telefonen og telegrafen havde skabt nye muligheder, men også nye bekymringer og nye overvågningsmetoder. Samtidig var der åbnet op for overvågning i en helt ny skala: Masseovervågning.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
I krig er sandheden første offer
Under begge verdenskrige forsøgte den danske stat at kontrollere og strømline de informationer, som flød ind og ud ad landet.
Pressen blev underlagt censur, og bestemte ord og emner måtte ikke omtales i korrespondancer med udlandet. For at sikre sig, at danskerne overholdt censurreglerne, blev kommunikationsforbindelserne med udlandet masseovervåget.
Danskerne fik mundkurv på, men lærte at tale i koder. Private samtaler fra Bornholm til resten af landet var eksempelvis forbudt under besættelsen. Men de private meddelelser blev forklædt som forretningssamtaler.
Ud over kontrollen med udlandskommunikationen overvågede myndighederne også de indenlandske forbindelser ud fra ’sorte lister’.
Hvem definerer truslerne?
Målet med overvågningen var at beskytte demokratiet – men mod hvad og hvem?
Metoderne, som myndighederne benyttede til at værne om demokratiet, var nemlig selv på kant med loven og grænsede til det udemokratiske.
Under Første Verdenskrig overvågede de radikale ministre for eksempel socialdemokraten Thorvald Staunings telegrammer uden kendelse, fordi Stauning på det tidspunkt blev set som en potentiel trussel… selvom han sad i regering.
Men trusselsopfattelserne ændrede sig løbende. I 1930’erne sad Socialdemokratiet solidt på magten med Stauning som statsminister.
Nu var det blandt andre kommunisterne, der blev set som en trussel mod demokratiet og dem, som blev overvåget uden kendelser, selv om flere af dem sad i Folketinget.
Efter befrielsen i 1945 var kommunisterne for en kort bemærkning ikke længere en stor trussel, og på grund af deres dominerende rolle i modstandskampen fik de plads i den midlertidige befrielsesregering.
Kommunisten Alfred Jensen blev trafikminister, og det betød, at han nu var øverste ansvarlig for Post- & Telegrafvæsenet og telefonselskaberne.
Dermed blev Alfred Jensen – som selv var blevet overvåget i en årrække – hovedansvarlig for efterkrigsovervågningen af de danske kommunikationsforbindelser.
Overvågningspraksisser breder sig
De oprindelige sikkerhedspolitiske formål med overvågningen blev hurtigt skubbet i baggrunden for en bredere og mere generel overvågning, hvor alle der brugte telefonen og telegrafen, var i risiko for at blive overvåget.
Under besættelsen var det således ikke kun kriminelle og politisk yderliggående, som blev overvåget. Også kongehuset, partikontorer, ledende politikere, forskere (blandt andre Niels Bohr og Hal Koch), pressefolk, modstandsfolk, tysklandskritikere, jøder og helt tilfældige danskere.
Da overvågningsinstitutionen under besættelsen var på sit højeste, havde den 48 aflytningsborde, der arbejdede 190 personer, og den overvågede alle samtaler og telegrammer til udlandet (cirka 20.000-25.000 samtaler per måned).
Derudover aflyttede den et ukendt antal indenlandske samtaler.
Når aflytterne ikke var i gang med at aflytte personer fra de ’sorte lister’, skulle de koble sig på helt tilfældige indenlandske samtaler for at aflytte dem.
Utætte containere
Overvågningsmaterialet blev uddelt til de interesserede ministerier og styrelser. Men det var en tilbagevendende bekymring, at det fortrolige materiale havnede i de forkerte hænder.
Overvågningsforskeren David Lyon kalder det »leaky containers«, når overvågningsmateriale, der er indsamlet et sted og med et bestemt formål, ender andre steder og bliver brugt til andre formål.
Et meget bogstaveligt tilfælde af utætte beholdere var, da der i sommeren 1918 blev fundet iturevne telegrambilag og telegrafstrimler fra censurerede telegrammer i skraldespande udenfor Hovedtelegrafstationen i København, hvor censurkontoret lå.
En renovationsmedarbejder fortalte, at han dagligt hentede hele kasser med makulerede telegrammer, som var blevet smidt ud i de almindelige skraldespande.
Fjenden lyttede også med
Under besættelsen havnede en del af overvågningsmaterialet hos tyskerne. Danskerne kom derved til at spille en beklagelig rolle i nazisternes jagt på jøderne.
Få uger efter besættelsen forlangte tyskerne nemlig at få udleveret alle telegrammer, som omhandlede »Jøders eventuelle Udvandring til Danmark og herværende tyske Jøders eventuelle Udvandring til andre Lande«.
Samtidig skulle Dansk Zionist Forenings korrespondancer overvåges.
Det var de dog helt indforståede med i Udenrigsministeriet, som konkluderede, at der ikke var »noget til Hinder for, at Censuren har sin Opmærksomhed henvendt paa eventuelle saadanne Telegrammer«.
Efter Augustoprøret i 1943, hvor besættelsesmagten indførte militær undtagelsestilstand i Danmark, krævede tyskerne at få udleveret alle aflytningsreferater, både de indenlandske og de udenlandske. Også de referater, som politiet brugte til kriminalitetsbekæmpelse.
Nu kunne tyskerne også følge med i danskernes private samtaler og på den måde vejre folkestemningen.
\ Læs mere
Overvågningen var værdiløs hø
Det sikkerhedspolitiske udbytte af overvågningen var minimalt. Som departementschefen i Justitsministeriet konstaterede i 1942, var aflytningsreferaterne »værdiløst hø«.
Udenrigsministeriet konkluderede også, at overvågningen ikke indbragte andet end »skandalehistorier«.
Folk, der var involveret i illegalt arbejde og organiserede kriminelle, undlod i vid udstrækning at tale om det over telefonen. Det samme gjorde nazisterne og kommunisterne.
Tilbage var så de små fisk og hr. og fru Danmark, der måske nok talte over sig i telefonen, men hvis samtaler havde minimal betydning, når det drejede sig om at beskytte statens sikkerhed.
Men på trods af det manglende udbytte var myndighederne ikke villige til at afvikle overvågningen, da den først var etableret.
Myndighederne stødte hele tiden ind i nye problemer, som retfærdiggjorde, at overvågningen fortsatte: kommunisterne, nazisterne, verdenskrigene, besættelsen, den kaotiske befrielse, terrorister og så videre.
Alle tider har sine trusler, og der var altid vægtige sikkerhedspolitiske grunde til at holde overvågningen i live.
Overvågningen kortlagde folkestemningen
Selv om overvågningen kun i begrænset omfang førte til domfældelser, blev den en vigtig kilde til nyheder om politik, om krigenes udvikling og om den danske befolknings holdninger til løst og fast.
Ofte var det heller ikke indholdet i samtalerne og telegrammerne, som var det centrale. Det var derimod de overordnede metadata om, hvem der stod i kontakt med hinanden, hvor ofte og hvornår. Det vil sige netværkskortlægning.
Igennem overvågningen kunne myndighederne blandt andet føre kontrol med, hvilke politiske modstandere der talte sammen, om danskerne kommunikerede med fremmede magter, og hvilke udenlandske diplomater og pressefolk der stod i forbindelse med hinanden.
Overvågning: En ’liberalistisk-demokratisk metode’?
Selv om Danmark var besat af tyskerne, var tyskerne faktisk ikke særlig interesserede i overvågningsmaterialet i begyndelsen af krigen.
Besættelsesmagten gav flere gange udtryk for, at den syntes, at den danske overvågning af de danske borgere var forargelig og opfordrede de danske myndigheder til at begrænse den.
I Danmark i 1930’erne og 1940’erne var det da også i høj grad de danske nazister og kommunister, som blev overvåget, og som kritiserede overvågningen. Mens det var de socialdemokratiske ministre, som udførte og forsvarede overvågningen.
I modsætning til i eksempelvis Tyskland og Rusland, hvor rollerne var byttet om.
De danske nazister kunne derfor også – med store skyklapper for øjnene, men alligevel med en vis rette – kalde overvågningen for en »liberalistisk-demokratisk metode«.
Det understreger, at masseovervågning ikke kun hører diktaturstaterne til, men lige så meget er en bestanddel i de liberale demokratier.
Overvågning i det befriede Danmark
Den efterkrigsovervågning, som de allierede indførte i Danmark efter befrielsen i maj 1945 for at udrydde nazismens spor, var da også væsentlig mere omfattende end overvågningen under besættelsen.
Eksempelvis blev der aflyttet flere udlandssamtaler i de første fem befrielsesmåneder, fra maj til oktober 1945, end i hele 1944.
Årsagen var, at kommunikationsforbindelserne til de allierede lande, som havde været lukket under krigen, blev genåbnet efter befrielsen.
Danskerne talte derfor mere i telefon og sendte flere telegrammer, og overvågningen steg tilsvarende.
Det var altså den øgede frihed, som betingede den øgede overvågning, og i Danmark – som i alle de befriede lande – gik friheden hånd i hånd med masseovervågningen.
\ Læs mere
Er overvågning løsningen?
I praksis er beslutningen om øget overvågning ofte blevet truffet af enkelte ministre og embedsmænd i al hast under en krise i nødvendighedens navn.
Men øget overvågning betyder samtidig en begrænsning af borgernes frihedsrettigheder.
Derfor bør overvågningsbeslutninger træffes på et informeret, velovervejet og juridisk grundlag, som tager højde for, at overvågningspraksisser hurtigt breder sig til nye områder og nye personer, at overvågningsmaterialet ofte havner andre steder end planlagt, samt at overvågningen er svær at afvikle, når den først er etableret.
Kun med de ting for øje kan man have en kvalificeret diskussion om – og vurdering af – hvorvidt den rette løsning er overvågning.
