Vi har ret til privatliv. Denne ret er stadfæstet i Grundloven og er en grundbestanddel i liberale demokratier verden over. Hvad retten til privatliv helt præcist bør og skal dække over, er der derimod uenighed om blandt politiske filosoffer, retsteoretikere og politikere.
Det moralske grundlag, som retten til privatliv hviler på, og hvad retten derfor blandt andet indeholder, er temaet for denne artikel.
En måde at anskueliggøre retten til privatliv på er ved at tænke over de følgende eksempler: Antag at Abel lurer på Bent, mens Bent er i bad. Skulle Bent finde ud af dette, kunne man let forestille sig ham sige: »Abel, du krænker min ret til privatliv.«
Selvsamme type beklagelse hører vi også i den politiske debat om politiets brug af ansigtsgenkendelse. Eksempelvis hævder Institut for Menneskerettigheder, at ibrugtagen af denne overvågningsteknologi er problematisk, fordi teknologien krænker borgernes ret til privatliv.
Selvom reaktioner som ovenstående virker naturlige – hvilket vidner om, at vi er tilbøjelige til at anerkende eksistensen af en 'ret til privatliv' – har idéen medført filosofisk hovedpine.
Den simple årsag er, at hvis man ser ud over eksempler som ovenstående, er det langt fra åbenlyst, hvad vi skal forstå ved en såkaldt 'ret til privatliv', og hvor dens grænser går.
Jeg argumenterer for, at én af retten til privatlivs funktioner er at forhindre såvel potentiel som faktisk misbrug af personoplysninger.
I næste afsnit udlægger jeg det intuitive argument for at hævde, at retten til privatliv og bekymringen for, at nogle vil misbruge ens personoplysninger, er uafhængige af hinanden. Herefter vil jeg vise, at vi har grund til at afvise dette argument.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Abel kigger ind i en tom brusekabine
Lad os tage endnu et kig på Abel og Bent, men denne gang med et tvist. Antag igen, at Abel lurer på Bent i badet. Kort tid før Abel kaster et blik ind i brusekabinen, ringer Bents fastnettelefon, og Bent forlader kabinen. Det ved Abel imidlertid ikke.
Da Abel så kigger – i den tro at Bent står derinde – er brusekabinen altså tom, og Abel ser ingenting af betydning. Alligevel synes det passende for Bent at føle sig behandlet forkert. Han kunne stadig sige: »Abel, du krænker min ret til privatliv!«
Retten til privatliv synes altså ikke umiddelbart at skelne mellem situationer, hvor der faktisk afsløres noget privat, og situationer hvor intet af betydning afsløres.
\ Læs mere
Krænkelser af privatlivet uden misbrug?
Hvorfor er dette vigtigt? Fordi i nogle situationer, hvor vi påkalder os retten til privatliv, er vi primært bekymrede for, at andre skal misbruge vores personoplysninger. Vi frygter eksempelvis, at arbejdsgivere vil nægte os et job, hvis de kender vores politiske ståsted (af samme grund hører man ofte, at ens politiske ståsted er et 'privat anliggende').
Måske frygter vi også, at forsikringsselskabet skal få fingre i vores sundhedsoplysninger og på den baggrund nægte at forsikre os.
Læg imidlertid mærke til, at vi i begge disse eksempler er bekymrede for følgevirkningerne af, at andre faktisk får adgang til vores personoplysninger. Hvis de ikke har adgang, kan de ikke misbruge vores oplysninger. Det stemmer dårligt overens med Bent og Abel-eksemplet ovenfor, hvor vi medgav, at det ikke gjorde nogen forskel, hvorvidt Abel faktisk ser Bent i badet.
Eksemplet synes altså at antyde, at hvis vi bekymrer os om misbrug af vores personoplysninger, er det ikke retten til privatliv, vi bør appellere til. Retten til privatliv og bekymringer for misbrug af personoplysninger er med andre ord uafhængige størrelser.
Reelt og potentielt misbrug
Det, mener jeg, imidlertid er et fejlagtigt ræsonnement. Jeg mener, at retten til privatliv også har til formål at forhindre potentielt misbrug af personoplysninger, hvilket jeg argumenterer for i artiklen 'The Right to Privacy, Control Over Self‐Presentation, and Subsequent Harm'. Hvori består mit argument?
For det første er der formentlig flere forskellige grunde til, at vi bør bekymre os om vores privatliv. Så selvom bekymringen for misbrug af personoplysninger ikke umiddelbart synes at stå centralt i eksemplet med Abel og Bent, viser dette ikke, at det – i andre situationer – ikke er passende at påkalde sig retten til privatliv, når vi bekymrer os om misbrug.
For det andet er vi generelt ikke blot bekymrede for skadelige udfald. Vi ønsker også at undgå risikoen for selvsamme skadelige udfald.
Tag misbrug af kreditkortoplysninger som eksempel. Det synes ikke blot oplagt at ønske, at ens kortoplysninger rent faktisk ikke misbruges. Det synes også oplagt at ønske ikke at stå i en situation, hvor potentielle kortmisbrugere har adgang til ens kortoplysninger, fordi det forøger risikoen for misbrug betydeligt.
Sagt med andre ord: Vi har ikke kun grund til at bekymre os om handlinger, der faktisk stiller os dårligere end ellers, men også handlinger der kan forventes at stille os dårligere end ellers.
Abel og Bent genbesøgt
Hvordan kan denne sondring nu bruges til at vise, at hvis vi bekymrer os om misbrug af personoplysninger, kan vi godt appellere til retten til privatliv? Lad mig illustrere.
I situationen, hvor Abel lurer, men Bent har forladt badet, medgav vi, at Abel krænkede Bents ret til privatliv. Men det var uklart, hvordan en misbrugsbekymring nogensinde kunne give mening til dette fund, fordi Abel jo ikke så noget af betydning.
Men Bent kunne nu svare som følger: »Abel, du krænker min ret til privatliv« og »du gør dette ved at udsætte mig for risikoen for, at du ser mig nøgen i badet« (læs: at mine følsomme personoplysninger deles).
Sondringen mellem faktiske og forventede konsekvenser (eller i denne sammenhæng, forventede og faktiske afsløringer), kan altså vise, hvordan Bent kan have grund til at finde Abels adfærd forkert, selv hvis han kun bekymrer sig om at undgå efterfølgende misbrug af sine personoplysninger.
Dels var det et rent tilfælde, at der ikke fandt et misbrug sted (at Abel så Bent). Dels anerkender vi badeværelset som et område, hvor man kan forvente, at andre ikke lurer, hvorfor Abel må (eller burde) have vidst, at han udsatte Bent for en risiko for afsløring ved at lure.
Risikoen for misbrug er nok
Men hvis denne historie holder, er problemet, vi identificerede foroven, slet ikke noget problem, når alt kommer til alt.
For selvom en krænkelse af retten til privatliv ikke synes at afhænge af, at der faktisk afsløres private oplysninger, giver vores bekymring for misbrug af personoplysninger os også grund til at bekymre os om handlinger, der risikerer at medføre misbrug.
Dette kunne let være tilfældet med eksemplet med Abel og Bent. Men det kunne også være tilfældet, når myndighederne får lov til at bruge ansigtsgenkendelse, når vores Nem-ID eller CPR-oplysninger ikke er ordentligt beskyttede, eller når IT-giganter ikke formår at beskytte vores data mod hackere.
Vi kan altså – med god grund – appellere til retten til privatliv i nogle af de situationer, hvor vi bekymrer os om misbrug af vore personoplysninger.
