Bange for overvågning? Det har været meget værre

Russerne hacker vores arbejde og kan manipulere valg overalt i verden. Amerikanske NSA overvåger vores mobiltelefoner og emails. Vores egen PET har aflyttet danskere og sendt civile agenter ind i lukkede miljøer for at følge med i, hvad der sker.

Vi har de seneste år hørt mange eksempler på, at fremmede forsøger at trænge ind i vores liv og suge oplysninger ud for enten at beskytte os mod ukendte kræfter eller for at tjene lette penge, følge vores færden eller udøve terror.

Det virker, som om det bare bliver værre og værre, og man kan næsten kun blive småparanoid og føle sig konstant overvåget.

Men hvis du tror, at det er slemt i dag, skulle du prøve at bo i en tidligere version af Danmark.

Ingen privatlivets fred under enevælden

I slutningen af 1600-tallet under enevælden var der for eksempel ikke noget, der hed privatlivets fred.

Da politiet blev oprettet i 1682, havde betjente ret til at gøre stort set, som det passede dem. De kunne for eksempel uden varsel vade direkte ind i en bolig for at se, hvad der foregik.

Politiets opgave var ikke passivt at opretholde ro og orden, men decideret at fremme ro og orden ved proaktivt at kigge folk i kortene og sætte dem ud af spillet, hvis de så ud til at sidde med trumfer, man ikke kunne lide.

Enevældens overvågning var på niveau med Gestapo

Med tiden blev kun værre. Efter den franske revolution i slutningen af 1700-tallet og Englands bombardement af København i starten af 1800-tallet var toppen af det danske, enevældige samfund rædselsslagen for at miste magten.

Al kritik og alle historier skulle bremses. Råb og sang blev forbudt, og politiet begyndte at bruge både meddelere og folk ’under cover’ til at skaffe oplysninger.

»Det er jo noget, man på mange måder ville forbinde med Gestapo eller et sikkerhedspoliti. Det er virkelig overvågning, der vil noget,« konstaterer Henrik Stevnsborg, der som professor ved Københavns Universitet har forsket i det danske politis historie.

Hemmeligt politi med næsten ubegrænset magt

Politiet voksede i starten af 1800-tallet, fik flere penge og blev mere og mere hemmeligt.

Under politichef Frederik Julius Kaas fik politiet reelt så meget magt, at politichefen ledte, hvad seniorforsker Karl Peder Pedersen kalder for et énmandsministerium.

»Danmark er for lille til at have et decideret politiministerium, men Kaas får langt flere midler til at virke end nogen anden embedsmand. Han er det hemmelige politis øverste leder, han mødes med kong Frederik 6. hver dag, og han får magt til at handle tavst, hurtigt og med kraft,« siger Karl Peder Pedersen, der som arkivar på Rigsarkivet har forsket i dansk politi- og kriminalitetshistorie.

H.C. Andersen måtte kun rejse til København med pas

Fra 1816 blev samtlige borgere i København løbende registreret. Flytninger skulle meldes direkte på det lokale politikontor, og politiet oprettede protokoller over mistænkelige mennesker, som omfattede kriminelle og tidligere straffede, men især tjenestefolk (der jo kom ind i borgerskabets fine hjem). Alle mistænkelige skulle jævnligt melde sig på politigården, enkelte endda hver eneste dag.

Samtidig måtte danskere ikke rejse uden pas, ikke engang til andre dele af Danmark. Det har H.C. Andersen sørget for at dokumentere ved at gemme det rejsepas, han fik udstedt af byfogeden i Odense, da han i 1819 tog fra Fyn til København for første gang.

Først med indførelse af Grundloven i 1849 bliver grebet om danskernes privatliv sluppet lidt igen, men overvågningen forsvinder aldrig.

Det er blevet dokumenteret i en lang række eksempler fra blandt andet Første og Anden Verdenskrig, op gennem Den Kolde Krig og efter whistleblower Edward Snowden i 2013 offentliggjorde tusindvis af hemmelige dokumenter fra efterretningstjenesten NSA.

Vi har altid levet i et Big Brother-samfund

Beretningerne fra Danmark og USA er dog langt fra unikke for historien. Længere tilbage i tiden har både romere, grækere og egyptere skaffet sig adgang til borgernes privatliv ved at læse med i korrespondancer i breve og på stentavler eller ved at lytte til snak på vejen og give informationen videre til højerestående.

»Det er naivt at tro, at vi er på vej ind i et Big Brother-samfund. Vi har altid været der. Overvågning er en magtfaktor, og hvis man har en stat, vil der også være overvågning,« siger Andreas Marklund, historiker og forskningschef på ENIGMA – Museum for post, tele og kommunikation.

Sammen med en række andre historikere undersøger Andreas Marklund i øjeblikket muligheden for at gøre overvågning til et særligt felt, som forskere skal arbejde med.

Vil lære folk at leve med overvågning

Hidtil er overvågning blevet studeret ud fra den tid, som den enkelte historiker har interesseret sig for og ikke på tværs af historiske perioder og helt frem til i dag.

Men som det fremgår, er der klare paralleller at drage, så langt tilbage vi overhovedet kan komme.

»Mange tror, at overvågning startede efter terrorangrebet 11. september 2001 og er først begyndt at tænke over det for alvor med Edward Snowdens afsløringer. Men skal man forstå mekanismerne bag, skal vi se meget længere tilbage end 9/11.«

»Den historiske lektie viser, at overvågning bliver brugt til at få magt. Det skal både politikere og borgere være bevidste om. Og vi forskere skal lære at identificere den mekanisme, der ligger bag overvågningssamfundet,« siger Andreas Marklund, som håber, at forskningen vil holde os alle sammen fra at gemme os af frygt for at blive overvåget.

»Jeg håber, det kan bidrage til at give hvert enkelt menneske kompetencer, så vi kan beskytte os i en mere og mere gennemkommunikeret verden, så det ikke får den konsekvens, at folk holder sig tilbage fra at bruge medier, læse aviser og kommunikere. Vi skal stille kritiske spørgsmål, men kan ikke modarbejde overvågning, for det vil altid være der,« siger Andreas Marklund.

Også lillebror kan overvåge dig

For nylig mødtes Andreas Marklund med andre nordiske forskere til en workshop om, hvordan man kan gøre overvågning til et selvstændigt forskningsfelt. Workshoppen var arrangeret af ENIGMA i samarbejde med Det Informationsvidenskabelige Akademi ved Københavns Universitet.

Her fortalte postdoc ved Aalborg Universitet Mette Simonsen Abildgaard om en jordnær form for overvågning, som hun har hørt om: At en lillebror havde lyttet med på storesøsters telefonsamtale og bagefter afpresset hende til at tage opvasken, for ellers ville de gamle få at vide, at hun var begyndt at ryge.

Der er unægtelig noget af et spring fra enevældens hemmelige politi over NSA’s overvågning af Google og Facebook (Big Brother’s watching you) til lillebror, der lytter med derhjemme (Little Brother’s watching you).

Eksemplerne er et udtryk for, at definitionen af ordet overvågning kan være meget bred og endnu ikke er helt skarp.

Virkelig svært af definere ‘overvågning’

Men det er også et felt, det er meget svært at definere, fortæller Peter Lauritsen, professor i overvågning ved Aarhus Universitet.

»Når jeg er ude at tale om overvågning, bliver det hurtigt negativt. Man kan godt have en mistanke om, at George Orwells roman ’1984’ spiller en stor rolle i måden, vi forstår overvågning på. Her i Aarhus bestræber vi os på at få værdierne ud af definitionen og kalder det ‘en systematisk indsamling af information for at kunne styre eller påvirke nogen’. På den måde kan det også være noget, der skaber tryghed,« mener Peter Lauritsen.

»Men det kan godt ende som en frugtesløs diskussion, og måske skal man sige, at det ikke skal være definitionen af ordet, der skal holde os sammen som forskere, men at vi har overlappende interesser i vores arbejde,« siger Peter Lauritsen, der ikke var med på workshoppen i København.

Overvågningsforskere nærmer sig hinanden

Andreas Marklund er enig og hæfter sig også mest ved, at forskerne på workshoppen kom tættere på hinanden og på et fælles område at forske i.

»Vi fik mange gode diskussioner på workshoppen og så gode forudsætninger for fremtidigt arbejde. Vi ville undersøge, om der er et forskningsområde derude, som vi kan definere, og den følelse fik vi definitivt. Vi er på vej i den rigtige retning,« mener Andreas Marklund, som drømmer om, at cirklen med tiden kan blive udvidet til at omfatte forskere fra mange forskellige lande.