Historien gik verden rundt, da det moskvabaserede firma Neiry i sidste uge udsendte en pressemeddelelse om deres nye ’biodroner’ – levende duer udstyret med hjerneimplantater.
Fotos viste fugle med ledninger ud af hovedet og et apparat spændt fast på ryggen.
Projektet blev præsenteret som et teknologisk gennembrud: Fjernstyrede dyr, der ikke efterlader digitale spor.
Der er dog ingen beviser for, at biodronerne virker uden for firmaets eget testmiljø, og måske er der kun tale om et PR-præget forskningsforsøg.
Alligevel er historien værd at hæfte sig ved. Ikke fordi disse biodroner repræsenterer fremtidens krigsførelse, men fordi de indgår i et velkendt mønster.
I min forskning i militær- og brevduehistorie støder jeg ofte på den samme dynamik: Hver gang der sker et teknologisk skifte, stikker duerne næbet frem igen.
Når teknologien fejler
Duer blev brugt i krig helt tilbage i antikken, altså for mere end 2.000 år siden – men de fik deres store gennembrud under Den Fransk-Preussiske Krig i 1870–71.
Da preusserne belejrede Paris og kappede telegrafkablerne, blev byen isoleret fra regeringen i Tours.
Løsningen blev en uventet renæssance for brevduerne. Luftballoner fløj ud af Paris med post og kurve med duer, som i Tours fik mikrofotograferede beskeder spændt fast til fjerdragten, hvorefter de fløj tilbage over de tyske linjer.
En enkelt brevdue kunne have 40.000 mikrofotograferede beskeder med sig.
Luftballonerne gennemførte over 60 ture og bragte mere end 10 tons post og omkring 300 brevduer med sig.
Kombinationen af brevduer, luftballoner og den nyeste kamerateknologi gjorde systemet muligt.
Krigen blev en øjenåbner, og efterfølgende etablerede næsten alle europæiske lande militære brevduetjenester.
Fortidens biodroner
Det næste teknologiske spring kom i begyndelsen af 1900-tallet, da den tyske apoteker Julius Neubronner udviklede miniaturekameraer, som duerne kunne bære på brystet.
Kameraerne tog billeder med faste intervaller og gav mulighed for rekognoscering fra luften – et tidligt eksempel på luftovervågning
Det tyske militær eksperimenterede med teknologien under Første Verdenskrig, men fandt den for upræcis.
Under Den Kolde Krig foretog CIA nye forsøg med spionduer.
Forsøgene virker excentriske i dag, men de udspringer af en tilbagevendende militær logik, hvor dyr indtænkes som et parallelt system, når teknologien enten fejler eller ikke er moden nok.
Da amerikanerne ville lade duer styre et missil
Et af de mest spektakulære dueeksempler er det amerikanske ’Project Pigeon’ fra 1941.
Adfærdspsykologen B.F. Skinner udviklede et styresystem til et missil, fordi præcisionsradar endnu ikke var en brugbar løsning.
Skinner trænede duer til at hakke på et billede af et mål, projiceret på en skærm i missilnæsen. Når missilet bevægede sig, flyttede målet sig på skærmen, og duens hak udløste små sensorer, der justerede styrefladerne.
Systemet virkede i laboratoriet, men blev aldrig taget i brug. Det viser dog, hvor langt man var villig til at gå for at kombinere dyr og teknologi.
Faldskærmsduerne
Mere praktisk succes havde de allierede under Anden Verdenskrig, hvor cirka 16.500 brevduer blev nedkastet i faldskærme over besatte områder i Europa.
Håbet var, at civile ville finde duerne og sende efterretninger tilbage til Storbritannien.
En af duerne – Mercury – blev tildelt den britiske Dickens-medalje for at have fløjet fra Danmark til sit dueslag i Ipswich.
Ifølge myten medbragte den en hemmelig besked fra den danske modstandsbevægelse. Virkeligheden var mere jordnær: Finderen sendte en kort ’hilsen fra en dansker’.
Biodronerne i et historisk lys
Neirys biodroner er derfor blot det seneste kapitel i en lang række eksperimenter, hvor duer fusioneres med nye teknologier.
Samtidig tjener nyheden et propagandaformål.
Mens Europa taler om at udvikle en ’dronemur’, kan Rusland med sådan en historie signalere, at muren kan omgås med ’biologiske droner’. Frygt er et våben i sig selv.
Samtidig rammer historien ned i en gammel bekymring i militære kredse: Frygten for, at modstanderen er længere fremme. Våbenkapløb begynder ofte med netop den usikkerhed.
Så selv om biodroner måske afvises som et laboratoriestykke, skaber de usikkerhed. Hvad arbejder russerne ellers på?
Lavteknologiens comeback
Fjernstyrede dyr bliver næppe et tilgængeligt krigsredskab lige foreløbig, men vi kan sagtens komme til at se mere til de klassiske brevduer.
Duerne havde deres guldalder i første halvdel af det 20. århundrede. De blev både sammenkoblet med tidens nyeste teknologier og taget i brug, når de moderne systemer svigtede, eller når man frygtede, at de blev overvåget.
Jo mere teknologien udviklede sig, desto større blev behovet for sikre og gennemprøvede alternativer, der ikke kunne forstyrres eller opsnappes.
I dag gør digital overvågning og cyberangreb den gamle teknologi relevant igen. Kina har en militær brevduetjeneste, der skal sættes ind, hvis landets kommunikationssystemer bliver lammet af et cyberangreb.
Duer efterlader ingen digitale spor, de kan ikke hackes, og de er billige.
Historien viser, at lavteknologiske løsninger får ny betydning netop i perioder med stor teknologisk sårbarhed.
I en tid med stigende usikkerhed omkring overvågning og datasikkerhed kan det ironisk nok være det ældste kommunikationsmiddel, der viser sig mest robust.
