»Det mellem os omtalte Telegram bør forsvinde ...«

Forestil dig en nyere elektronisk teknologi, som kan bruges til ukontrollabelt at sprede propaganda.

Forestil dig, at et fåtal i et ikke-kristent trossamfund sympatiserer med en politisk ideologi og bevidst bruger mediet i et forsøg på at omstyrte samfundet, som vi kender det.

En teknologi, som fremmede krigsførende magter – nære og fjerne – misbruger til spionage eller spreder budskaber, der på anden vis kan bringe Danmark i fare.

Politikerne går i panik og sætter en overvågning i gang, der måske er på kant med Grundloven, og sætter almindelige retsstatslige principper over styr for at sikre retsstaten. Mistænkelige borgere kommer på Den Sorte Liste uden om domstolene: Udlændinge, danskere, journalister, ja selv ministre får overvåget og censureret deres kommunikation.

Nej, vi taler ikke det 21. århundrede og internettet, men derimod Danmark under 1. verdenskrig. Udviklingen inden for telegrafien og især telefoni sender chokbølger gennem det danske statsapparat, da det går op for dem, hvad telegrammer og telefoner bruges til.

LÆS OGSÅ: Staten indførte massiv censur under 1. Verdenskrig

Danmark var en telestormagt

»1. verdenskrig starter en hidtil uset krisetænkning i Danmark. Statsmagten vil gøre alt for at holde landet neutralt og dermed ude af krigen, og både telegraf og telefon kan og bliver benyttet til at sende følsomme informationer. Resultatet er, at Danmark indfører en både omfattende og raffineret censur,« fortæller Andreas Marklund, der er forsker på ENIGMA – Museum for post, tele og kommunikation.

Han har gravet i Telegrafvæsenets egne arkiver og fundet beviser på, at Udenrigsministeriet indførte en censur, der i bedste fald må konstateres at være i en gråzone, når man tænker på Grundlovens ord om, at censur aldrig kan genindføres.

Baggrunden var, at Danmark i begyndelsen af det 20. århundrede var lidt af en telestormagt. Danmark havde telegrafforbindelse til ikke bare resten af Skandinavien, men eksempelvis også til Rusland, Tyskland og England, ligesom man kunne ringe mellem de skandinaviske lande – tjenester som alt sammen gik gennem Post- og Telegrafvæsenet.

Udbruddet af krigen i slutningen af juli 1914 udløser en øjeblikkelig overvågning af den danske telegrafi, som især Tyskland var afhængig af, fordi englænderne som noget af det første ødelagde tyskernes internationale telelinjer.

»Presse- og andre telegrammer fra danske stationer indeholdende sensationelle og urigtige meddelelser om danske forhold og stemninger må ikke afsendes,« beordrer telegrafdirektør N. M. Meyer d. 1. august 1914 i et håndskrevet notat, som Andreas Marklund har fundet i arkiverne.

LÆS OGSÅ: Virkelighedens krige er uberegnelige

Kamp for Danmarks neutralitet

Myndighedernes begrundelse for at overvåge og senere censurere telegrammer og telefonsamtaler var angsten for, at Danmark kunne blive inddraget i krigen.

»Tyskerne havde brug for teletjenesterne, og Danmark tjente mange penge på at sælge teleydelser. Men Danmark ville ikke risikere Englands vrede ved at lade tyskerne bruge telelinjerne som et led i krigsførelsen. Omvendt ville Danmark heller ikke risikere Tysklands vrede ved at vise, at danskere og Danmark havde med først England og senere USA at gøre,« fortæller Andreas Marklund.

Sagen var også penibel, fordi den massive brug af telesystemet var økonomisk vigtig.

»Telegrafen og de nye telefonlinjer bliver under 1. verdenskrig en fantastisk indtægtskilde for den danske stat. For første gang siden etableringen af telegrafsystemet giver det overskud, fordi Danmark er en af verdens telemæssige midtpunkter. Så der var mange interesser at tage hensyn til,« fortæller Andreas Marklund.

LÆS OGSÅ: Danmark undgik 1. verdenskrig med udenrigspolitisk snilde

Udenrigsministeriet var dybt involveret

Ordren om at tilbageholde telegrammer skulle vise sig kun at være begyndelsen. For kobbertrådene brugtes grundigt af både danskere og udlændinge.

Allerede d. 2. august 1914 uddybede telegrafdirektør Meyer, at telegrafisterne skulle være opmærksomme på kodet sprog, og d. 24. august samme år kom ordren om, at private slet ikke måtte bruge kodet sprog.

»Den danske statsmagt vidste, at denne kommunikation kunne være farlig for riget; det kunne trække landet ind i krigen. De danske telegrafister bliver af den øverste chef bedt om at være opmærksomme på mistænkelige telegrammer. Og de skal stoppe dem og alarmere deres foresatte, hvis de støder på noget,« siger Andreas Marklund.

Overvågningen skete på ordre fra telegrafdirektør Meyer – men direktøren var i tæt kontakt med den danske regering, og ikke kun via hans eget ministerium, altså Ministeriet for Offentlige Arbejder.

Der var en udbredt korrespondance mellem især Udenrigsministeriet og telegramdirektøren. Eksempelvis fra d. 5. december 1914, hvor Meyer skrev til Udenrigsministeriets departementschef, Herluf Zahle.

»Han skriver om et telegram, der bekymrer ham, og som må stoppes. Men samtidig er han pligtopfyldende og vil gerne betale afsenderen gebyret tilbage, når nu ikke telegrammet må sendes,« fortæller Andreas Marklund.

To dage senere kom svaret fra Zahle, der lod sig:

»…meddele, at Udenrigsministeriet mener, at det mellem os omtalte Telegram bør forsvinde. Vi foretager os intet overfor Manden, men anmoder kun om, at hans Telegrammer maa blive iagttaget,« står der i brevet.

LÆS OGSÅ: Danmarks eneste 1. verdenskrigs-museum er åbnet

Krigen kostede danske menneskeliv

Det pågældende telegram var fra Det tyrkiske Konsulat til Det tyske Marineministerium.

»En herboende russisk jøde skal rejse med et svensk dampskib, Atlas, der medbringer 5.000 sække hvidkål, der skal via Stockholm til Sankt Petersborg,« læser Andreas Marklund i udvalg.

»Det kan jo lyde uskyldigt. Men især russiske jøder var på det tidspunkt under mistanke for at udbrede bolsjevistisk propaganda. Og man kan grine lidt af hvidkål, men det er oplagt at tro, at det skulle bruges som soldatermad til russiske soldater. Eller at det er kodesprog for våben, ammunition eller lignede. Det er et oplagt eksempel på en information om et skib, der kunne være et muligt ubådsmål,« siger historikeren.

Og det var en reel bekymring.

Både danske, norske og svenske skibe blev i rigt mål sænket med store tab af menneskeliv til følge, hvis en af de krigsførende magter fik mistanke om, at der kunne være forsyninger til fjenden ombord.

LÆS OGSÅ: Danskere oplevede massedrab

Omtale af Dansk Vestindien forbydes

Andre eksempler på farlige emner var eksport af kvæg, fordi det kunne tolkes som fødevareforsyninger, ligesom det blev forbudt at omtale Dansk Vestindien i telegrammer.

»På det tidspunkt nærmer Danmark sig et salg af De Vestindiske Øer til USA. Men Tyskland må ikke få nys om, at Danmark er på al for god fod med USA, ligesom kritik af og begejstring for emnet skal holdes nede,« fortæller Andreas Marklund.

Politisk kritiserede blandt andet De Konservative, at der blev grebet ind. De advarede mod censur.

»Men udenrigsminister Scavenius affejer kritikken med ordene, at det snarere er 'en kontrol end en censur'. Formelt set har han noget at have det i. Ifølge konventionen om telegrafi, har en stat ret til at stoppe telegrammer, den måtte anse for landsskadelige,« fortæller Andreas Marklund.

Andreas Marklund påpeger, at forholdet mellem denne internationale konvention og dansk lovgivning på området var uklar.

»Der var jurister, der i retsopgøret efter 2. verdenskrig, anså, at censur som 'administrativ praksis', der var blevet genoplivet i stor skala under besættelsen, var ulovlig og retsstridig, eftersom telegrafkonventionens censurregler ikke var blevet gjort til del af dansk lov,« siger forskeren.

Det er i virkeligheden kun en udnyttelse af den Telegrafvæsenet tilståede myndighed til at afvise telegrammer, som man skønner skadelige for landets sikkerhed.

Erik Scavenius, udenrigsminister (RV) 1916

LÆS OGSÅ: Radioklip: Erik Scavenius forsvarer mneudlægning under 1. verdenskrig

De ustyrlige telefoner

Efter debatten om Dansk Vestindien gik det op for Udenrigsministeriet, at der fandtes telefoner.

»Kort efter kontakter Udenrigsministeriet telegrafdirektør Meyer og beordrer, at telegrammerne omhandlende Dansk Vestindien skal stoppes. Det bekræfter Meyer, men påpeger, at der er et smuthul, nemlig telefonen, hvorfra man kan ringe på tværs af Skandinavien,« siger Andreas Marklund.

Meyer fortalte blandt andet, at nyhedsbureauet Ritzau havde bestilt samtaler til Norge fem gange den foregående dag, og det satte gang i tingene.

»Udenrigsministeriet går ind og overtager systemet. De opretter et censurkorps på Hovedtelegrafstationen i Købmagergade i København. Ordren er, at der skal tages stilling til alle telegrammer, hvad der i praksis er uladsiggørligt,« fortæller Andreas Marklund.

Helt centralt stod ønsket om censur af telefonien.

»Departementschef Zahle spørger Meyer til råds om telefoncensur, og telegrafdirektøren er skeptisk. Det skrevne ord kan jo redigeres, og man kan måske afbryde en telefonsamtale, men som Meyer påpeger, er skaden måske sket, når censoren skønner det nødvendigt at afbryde,« siger Andreas Marklund.

LÆS OGSÅ: Ny app skal sikre smartphones med aflytning

Fremmedsprog forbudt i Skandinavien

Det er ikke desto mindre, hvad der skete. For at hindre, at informationer kunne slippe ud af Danmark, blev der indført telefoncensur.

»Telefonistinderne på telecentralen, der dengang forbandt de telefonerende, bliver pålagt at tage stikprøver ved at lytte med, og instruksen er klar: Samtalen skal afbrydes øjeblikkeligt, hvis det skønnes, at den indeholder forbudte ord eller andet fordækt indhold,« fortæller Andreas Marklund.

Der var dog visse forhindringer for en effektiv overvågning af telefonsamtalerne, og derfor tyede man til drastiske metoder d. 24. maj 1917, da et telegram udgik fra København til samtlige stationer:

»Fra og med den 25 ds. maa telefonsamtaler paa statstelefonledningen kun føres på dansk norsk eller svensk. Enhver telefonsamtale der føres helt eller delvist paa andre sprog skal straks afbrydes,« lød ordren.

LÆS OGSÅ: Danskerne taler hurtigere end svenskerne

Politikere og journalister på ’Den Sorte Liste’

Et andet af Udenrigsministeriets initiativer var oprettelsen af ’Den Sorte Liste’ – som den helt åbenlyst benævnedes.

På den stod såkaldte 'korrespondenter' – altså telegramafsendere, der skulle holdes særligt øje med. Og instruksen var ikke til at misforstå.

»KORRESPONDENTER PAA DEN SORTE LISTE: Censurkontoret vil til tider faa opgivet Navn paa en eller flere Korrespondenter, som har skadet Landets Interesser ved Udsendelse af ondsindede eller tankeløse Telegrammer, samt paa Personer der er notoriske Spioner eller af anden Grund mistænkte,« står der sort på hvidt i et af dokumenter, som Andreas Marklund har gravet frem.

Og der er prominente navne: Journalist og chefredaktør på Dagbladet Politiken, Henrik Cavling, og ingen ringere end topsocialdemokraten Thorvald Stauning, der ellers netop var indtrådt i samlingsregeringen under ledelse af den radikale Carl Zahle, er blandt navnene, der også præges af en del russiske jøder, der var mistænkt for at ville fremme bolsjevismen, samt pressetelegrammer uden undtagelse.

LÆS OGSÅ: Socialdemokraterne var 30'ernes spin-konger

Stauning havde tæt kontakt til tyske socialister

»På det tidspunkt er Stauning blandt andet i kontakt med østrigske og tyske socialister, som planlægger en fredskonference, og det betragter Udenrigsministeriet som særdeles bekymrende,« siger Andreas Marklund

Officielt lukkede Udenrigsministeriets Censurkontor først i 1919 – året efter, at krigen sluttede.

»Men man vælger at opretholde censuren på den genoprettede telefonlinje mellem København og Berlin. Først åbnes den for diplomatiske kald, og dernæst får særligt akkrediterede journalister lov til at bruge den,« siger Andreas Marklund.

For selv om krigen ikke længere truede Danmark, fremstod bolsjevismen efter den russiske revolution som endnu stærkere.

»Systemet opretholdes for at kontrollere især den bolsjevistiske indflydelse. Udenrigsministeriet beholder en mand på kontoret i Købmagergade. For telegrafisterne skal stadig holde øje, og det fremgår, at det er den kommunistiske agitation, man er bange for,« siger Andreas Marklund.

LÆS OGSÅ: Danmark er formet af udenlandske revolutioner

Statens sikkerhed står over ytringsfrihed

Nils Arne Sørensen, der er professor i historie på Syddansk Universitet, roser Andreas Marklunds arbejde.

»Det er spændende ting, Andreas Marklund har gravet frem,« siger han og afviser, at Danmark kunne gøre andet, og at der skulle være tale om brud på grundloven.

»Det er klart, at vi er i en gråzone, men alle krigsførende nationer og lande, der er tæt på krigsførende nationer, tager deres forbehold i sådan en situation for at beskytte statens sikkerhed,« siger han.

LÆS OGSÅ: Forskere tvivler: Er den danske grundlov god nok?

Kan blive set efter i krogene

Nils Arne Sørensen anerkender, at ytringsfriheden blev indskrænket, men finder, at der var så gode grunde, at man ikke kan tale om brud på Grundloven.

»Det her handler om, at den danske neutralitet kan komme i klemme, og at landet kan blive trukket ind i krigen og i den sidste ende være til fare for rigets selvstændighed. Jeg vil kalde det rettidig omhu,« siger Nils Arne Sørensen.

Også selv om der blev registreret borgere, der skulle holdes ekstra øje med, på en 'Sort Liste'.

»Det siger mig to ting: At vi befinder os længe før djøficeringen og politisk korrekthed. Men det siger altså også, at vi havde en administration i Danmark, der fulgte reglerne og arkiverede den liste. Det nemmeste havde været at smide alt det her væk efter krigen, men man har accepteret, at nogle ville komme og se dem efter i kortene,« siger historieprofessoren.

LÆS OGSÅ: Kærlighed til staten holder Danmark sammen

Parallel til i dag

Nils Arne Sørensen drager en parallel til nutidens Danmark.

»Man kunne bare ikke sige den slags offentligt, og det kan man heller ikke i dag: Uanset hvilke partifarver regeringerne har haft i de sidste 15 år, så slår de altid knuder på sig selv for at undgå at kommentere, hvad der er åbenlyst: At USA intenst overvåger Danmark,« siger historieprofessoren.

Andreas Marklund er enig og stiller spørgsmålstegn ved, om Danmark nogensinde kom ud af gråzonen igen.

»Verdenskrigen var en exceptionel situation, hvor det krævedes exceptionelle midler for at sikre stat og samfund. De exceptionelle midler blev dog aldrig fuldstændigt afviklet efter krigens slutning – og skandinaviske myndigheder blev ved med at virke i en grundlovsmæssig gråzone også i mellemkrigstiden, af frygt for propaganda og farlige forbindelser mellem skandinaviske socialister og russiske bolsjevikker,« siger Andreas Marklund.

LÆS OGSÅ: Vi lever i en overvågningskultur