I 1840’erne opstod i USA et begreb ved navn ‘manifest destiny’, som byggede på ideen om, at de hvide, kristne amerikanere var særligt udvalgt til at sprede frihed og kristendommen. Den myte bringer Trump nu i spil igen.
\ Automatisk oplæsning
USA er unik.
Så enkelt kan tankegangen bag USA’s exceptionalisme, der er så gammel som landet selv, udlægges. Den helt særlige nation blev etableret i slutningen af 1700-tallet, og modsat de europæiske nationer var det en fri og demokratisk nation, hvor mulighederne var uendelige.
»Man skulle vise resten af verden og særligt Europa, at man kunne gøre det meget bedre. Et land, hvor alle var lige. Ingen konger eller kejsere som i Europa,« siger Helle Porsdam, der er professor i historie og kulturelle rettigheder på Københavns Universitet, til Videnskab.dk.
Den amerikanske drøm var født. Sammen med drømmen om at skabe sig en ny identitet, starte forfra og arbejde sig til en formue, begyndte konservative tænkere også at formulere USA’s skæbne udadtil.
Her opstod ideen om ‘manifest destiny’ - en amerikansk politisk doktrin, der blev til i 1840'erne. Ifølge en af tolkningerne af ‘manifest destiny’ er USA en udvalgt stat, hvis skæbne er at ekspandere: at rykke landegrænsen.
Og det er den myte, Donald Trumps nylige præsidentperiode bringer mindelser om.
I sin indsættelsestale nævnte han netop ‘manifest destiny’ i sin indsættelsestale om en mulig Mars-mission, hvor han i samme tale lovede at udvide landets grænser.
»Det er meget markant at have en præsident, der taler om ekspansion og ‘manifest destiny’,« siger Niels Bjerre-Poulsen, der er lektor ved Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet, til Videnskab.dk. Men mere om præsidentens ekspansive drømme senere.
»USA skulle ikke blive et imperium,« siger Helle Porsdam.
Sådan startede historien om USA’s udenrigspolitik. Modsat de europæiske imperier med konge, kejsere og kolonier rundt omkring på kloden skulle USA være et eksempel på en nation, hvor alle havde lige muligheder. Et land, der kiggede mere indad end udad.
»Man kom måske til USA med en forfærdelig historie fra sit hjemland. Så kunne man skabe sig en ny tilværelse. Skabe egen tilværelse ved at arbejde sig frem. Og man kunne ikke komme frem, ved at ens far havde været herre eller baron,« siger hun.
Historien eller myten om USA var altså, at der var tale om et smukt og demokratisk land, der kunne være et symbol på en ny og bedre måde at drive et land på, forklarer Helle Porsdam.
Mærkværdigt nok er det ud fra denne idealistiske tanke, at USA’s drømme om dominans opstod.
Da USA i 1840’erne ekspanderede mod vest og førte krige mod blandt andet Mexico for at udvide landet, formulerede den demokratiske skribent, redaktør og diplomat John O’ Sullivan så doktrinen ‘manifest destiny’. Med dette som fremmanede han myten om USA som den udvalgte demokratiske og kristne nation, der skulle sprede frihed og kristendommen på det nordamerikanske kontinent.
Fordi USA er udvalgt og unikt, kunne det forsvares at overtage territorium fra indfødte amerikanere og føre erobringskrige mod sine naboer.
Lysten til at vokse som nation stoppede heller ikke ved vestkysten eller det nordlige Mexico.
USA og Spanien bekrigede hinanden i 1898 om blandt andet Cuba, Filippinerne, Guam og Puerto Rico. Vinderen blev USA, og landets territorie udvidede sig endnu engang.
Overtagelsen blev ikke tolket som imperialistisk af konservative tænkere i USA, da ‘manifest destiny’ netop gik ud på at bringe demokrati og frihed. Der var ifølge dem ikke tale om imperialisme, som når europæerne overtog territorier i Asien og Afrika.
Begge USA-forskere ser dog denne periode som det tydeligste eksempel på, at ‘manifest destiny’ og USA’s udenrigspolitik i perioden omkring slutningen af 1800-tallet var imperialistisk. Og ‘manifest destiny’ fungerede som det ideologiske forsvar til at udvide landets grænser.
»’Manifest destiny’ bliver sådan en ideologisk overbygning, der forsvarer det: ‘Vi er et demokrati, og vi har en forpligtelse til at civilisere de her områder’,« siger Niels Bjerre-Poulsen.
Han forklarer, at det er perioden med blandt andet Den Spansk-Amerikanske krig, som Donald Trump eller hans stab er optagede af, når de nu nævner ‘manifest destiny’.
Begge forskere er meget overraskede over, at en nyvalgt præsident nævner den gamle myte og et ønske om at udvide landets grænser.
»Jeg har aldrig før hørt en indsættelsestale, hvor et konkret land bliver truet, som når han giver løfter om at tage Panama-kanalen tilbage,« siger Niels Bjerre-Poulsen.
Der findes eksempler på præsidenter i nyere tid, der har taget begreber, der minder om ‘manifest destiny’ i brug, siger han. Ronald Regan talte for eksempel om nye ‘frontiers’ om månemissioner. Det samme gjorde John F. Kennedy, da han talte om missioner i rummet. Derfor er det måske ikke så underligt, at Donald Trump taler om ‘manifest destiny’ i rummet.
Men der stopper de historiske sammenligninger for Niels Bjerre-Poulsen. For den tidligere brug af begreberne var i relation til nye eventyr i rummet. Trump brugte ‘manifest destiny’ i samme tale, hvor han truer allierede nationer og drømmer om at ekspandere. Og det er uden sidestykke i nyere tid, mener han.
»Trump er fortaler for noget, som Putin også er fortaler for. En helt anden verdensorden med andre magtalliancer,« siger Niels Bjerre-Poulsen.
Han mener, at Donald Trumps vilje til at presse små stater og spille med musklerne passer meget godt til Vladimir Putin eller til en verdensorden, som vi havde i 1800-tallet. Det samme er tilfældet med den straftold, som præsidenten truer for eksempel Canada, Mexico og Danmark med.
Niels Bjerre-Poulsen mener ikke, at Donald Trump selv er den store læser af historiebøger - heller ikke dem om USA.
»Når Trump bruger de her historiske begreber, kan vi være helt sikre på, at det ikke er ham, men hans stab, der har skrevet dem ind i talen,« antager han.
Han tvivler på, at den nyindsatte præsident har et indgående kendskab til ‘manifest destiny’. Det samme kan siges om William McKinley - en tidligere præsident, der regerede under USA’s imperialistiske periode - som Trump også nævner i indsættelsestalen.
Niels Bjerre-Poulsen er derfor også i tvivl om, hvad der skal lægges i retorikken.
»Problemet er ofte, at vi tillægger ham en mere rationel tænkning, end han har,« siger han.
Ifølge USA-forskeren skal årsagen til de vilde udmeldinger findes i Donald Trumps forfængelighed, mere end en større strategisk og politisk plan, der ideologisk kan forbindes med ‘manifest destiny’ og USA i slutningen af 1800-tallet.
Han vil gerne optræde i historiebøgerne som præsidenten, der udvidede USA’s areal. Og så er relationen til den gamle myte og William McKinley nærliggende - men ikke en, Trump selv har hevet op af hatten.
Hver anden fredag åbner arkæologer og historikere vinduet til fortiden.
