Sådan kan Trumps trusler mod USA’s allierede give bagslag

Donald Trump er på mange måder en usædvanlig amerikansk præsident.

Han er i hvert fald den første, der har skabt større bekymring og bange anelser hos sine allierede end hos sine modstandere.

Tag for eksempel reaktionen på Trumps kommentarer om at købe Grønland, som placerede Danmark, USA's allierede, midt i en global, udenrigspolitisk suppedas og tvang den danske regering – som styrer Grønlands udenrigs- og sikkerhedspolitik – til at melde ud, at Grønland ikke er til salg.

Canada er også i Trumps sigtekorn med trusler om handelstold og om at gøre Canada til den 51. stat i USA.

Den canadiske regering, som højlydt har modsat sig Trumps kommentarer, har påbegyndt lobbyarbejde i korridorerne i Washington og forberedt sig på handelsrepressalier.

Med sådanne allierede - hvem har så brug for fjender?

Begge tilfælde understreger udfordringerne, der er i sigte omkring ledelsen af ​​det globale amerikanske alliancenetværk i en tid med øget stormagtsrivalisering – det gælder ikke mindst for NATO, som både Danmark og Canada er medlem af.

Medlemmerne af dette alliancenetværk har før rystet en storpolitisk udfordring af sig i form af konflikten med Sovjetunionen under den kolde krig og er nu afgørende for at imødegå Kinas komplekse udfordring af den nutidige internationale orden.

De kan måske ganske berettiget spørge sig selv: Med sådanne allierede – hvem har så brug for modstandere?

Trumps anklager overforenkler virkeligheden

Trump har længe klaget over, at de allierede udnytter USA. Han mener, at de 'skylder USA penge', fordi de ikke poster nok penge i forsvaret, men snylter på den sikkerhed, som Washingtons globale netværk leverer.

På en måde er det faktisk svært at være uenig med denne påstand.

Samtlige stater i det internationale system – inklusive amerikanske allierede, partnere og endda modstandere – 'snylter' i større eller mindre grad på alle fordelene ved den globale internationale orden, som USA opbyggede efter den kolde krig.

Men er Trump derfor berettiget til at forlange et større afkast af tidligere amerikanske investeringer?

Allianceforpligtelser er en kompleks blanding af interesser, opfattelser, indenrigspolitik og forhandlinger, så Trump ville ikke være den 'deal-maker', han påstår, han er, hvis han ikke forsøger at omfordele alliancens omkostningsbyrde.

Det overordnede problem med hans seneste udenrigspolitiske retorik er imidlertid, at et gran af sandhed ikke er et stabilt grundlag for en gennemgribende ændring af USA's udenrigspolitik.

Trumps 'snylte'-påstande er en overforenkling af en kompleks virkelighed, og der er potentielt signifikante politiske og strategiske omkostninger forbundet med, at USA bruger tvangsdiplomati mod 'forsømmelige' alliancepartnere, som Trump kalder dem.

Snylteri eller noget for noget?

Den ubelejlige sandhed for Trump er, at det er svært at skelne mellem 'snylte'-allierede og den almindelige alliance-'byrdedeling', hvor USA finder sig selv i et 'noget for noget-forhold':

USA subsidierer (understøtter økonomisk, red.) sine allieredes sikkerhed til gengæld for fordele, de allierede giver USA.

Og uanset hvilket koncept vi bruger til at karakterisere amerikansk alliancepolitik, er den blevet udviklet bevidst og metodisk gennem årtier.

USA's subsidiering af de allieredes sikkerhed er et mangeårigt valg understøttet af en strategisk logik: Det giver Washington magtprojektion mod modstandere og en løftestang i forholdet til landets allierede.

Måske har der været aspekter af snylteri i USA's allieredes udenrigspolitik, men det blegner ved siden af ​​deres samlede bidrag til den amerikanske udenrigspolitik.

De allierede spillede en afgørende rolle i USA's sejr i den kolde krigs konflikt med den sovjetledede kommunistiske blok og er i dag en integreret del af den strategiske kappestrid med Kina.

Overdrevne påstande om snylteri overser det faktum, at når de amerikanske interesser adskiller sig fra de allieredes, har USA enten nedlagt veto mod deres handlinger eller selv handlet beslutsomt med en forventning om, at de 'modvillige' allierede til sidst ville følge trop.

Under den kolde krig opretholdt USA et de facto veto over, hvilke allierede der kunne få atomvåben (Storbritannien og Frankrig), og hvilke der ikke kunne (Tyskland, Taiwan, Sydkorea).

I 1972 etablerede USA et tæt forhold til Kina for at dæmme op for Sovjetunionen – trods protester fra Taiwan og Japan samt Sydkoreas sikkerhedspolitiske bekymringer.

I 1980'erne fortsatte Washington med opstillingen af ​​amerikanske missiler hos ​​nogle meget modvillige NATO-stater og deres endnu mere modvillige befolkninger.

Det samme mønster har fundet sted efter den kolde krig, hvor nøgleallierede støtter USA's intervention i Afghanistan og Irak.

Problematikken omkring tvang

Trumps nylige kommentarer om Grønland og Canada peger på, at hans tilgang til allierede vil være endnu mere pågående end i hans første præsidentperiode.

Men grænsen mellem en rimelig amerikansk politisk respons og det at bruge tvang er vanskelig at sætte.

Det er ikke kun, fordi det er en udfordring for de amerikanske politiske beslutningstagere at sætte denne grænse.

Ved at føre en sådan politik risikerer USA også at udhule den hårdt optjente ‘kredit’, landet har optjent gennem mange årtiers investeringer i alliancenetværket.

Allierede er ikke blot skakbrikker

Det er også indlysende, at der skal to til en tango i et allianceforhold. USA's allierede er ikke blot skakbrikker på Trumps strategiske skakbræt. Allierede har handlefrihed.

De har allerede før præsidentkampagnen i 2024 udarbejdet strategier for, hvordan de skal håndtere Trump.

Muligheder spænder fra at tilbageholde samarbejde til forskellige former for frafald fra allianceforholdet.

Er fordelene ved at forstyrre forholdet til de etablerede alliancer prisen værd?

Det er svært at se, hvordan de kan være det. Og i så fald er det et eksperiment, som Trump-administrationen gør klogt i at undgå.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.