Virksomheder skal tænke syv generationer frem og udbetale topchefers bonus til deres børnebørn i stedet for til dem selv, lyder det fra professor Ida Engholm.
Da professor Ida Engholm på en forårsdag i april cyklede forbi Rådhuspladsen i centrum af København, så hun en reklame, der fik hende til at stoppe op i undren:
Et billede af en luksuriøs bil fra Mercedes var skudt op på et kæmpe banner med teksten ‘The Art of Creating Desire’ – Kunsten at skabe begær på dansk.
»For mig var det et fuldstændig grotesk syn at se en reklame, der opfordrer til ubæredygtigt luksusforbrug midt på Rådhuspladsen. Det var næsten uopdragent,« fortæller Ida Engholm, der forsker i designhistorie og -teori på Det Kongelige Akademi.
»Jeg tænkte, er vi slet ikke vågnet op til den globale krise, som vi står i? Fortsætter den vestlige verdens kortsigtede behovsopfyldelse og livsstil bare derudaf? Er vi totalt ligeglade med planeten?« fortæller professoren.
I en konstruktiv serie ser Videnskab.dk nærmere på, hvordan mennesket kan redde verden.
Vi tager fat på en lang række emner – fra atomkraft og indsatser for at redde dyrene til, om det giver bedst mening bare at spise mindre kød.
Hvad siger videnskaben? Hvad kan man selv gøre hjemme fra sofaen for at gøre en forskel?
Du kan få mange gode tips og råd i vores Red Verden-nyhedsbrev og i vores Facebook-gruppe, hvor du også kan være med i overvejelser om artikler eller debattere måder at redde verden på.
Ida Engholm er aktuel med bogen ‘Design for the New World: From Human Design to Planet Design’. Udgivelsen er intet mindre end »et design-manifest for planeten«, der skal vise vejen for at tænke på design på en radikal ny måde:
»Bogen er skrevet med indignation og frustration som benzin. Men også med et håb om, at nu må vi komme videre og bygge og designe bedre for fremtiden,« fortæller hun:
»Hvis du spørger hver enkelt af os, er der jo ingen, der står op om morgenen og tænker, at i dag vil jeg forurene noget mere, ødelægge biodiversitet og overskride grænsen for, hvor meget vores planet egentlig kan holde til. Men det er jo det, vi gør.«
Da vi mennesker spankulerede rundt i stenalderen for over 2,5 millioner år siden, fremstillede vi redskaber af sten, ben, træ og tand, byggede huler og primitive boliger, flokkede os sammen i små og store grupper.
»Vi har altid organiseret os, formet og ændret naturen omkring os efter vores behov. Den måde at gribe ind i naturen på, er i sidste ende en form for design. Vores aktivitet på Jorden er sådan set én gigantisk designmaskine,« siger Ida Engholm.
Gennem vores design af stenøkser og fiskestænger til tandbørster, smartphones og rumstationer, har vi historisk set haft én målgruppe for øje: os selv.
Vaskemaskiner og flyvemaskiner har gjort vores liv behageligere, nemmere og mere effektivt, og så har vi haft overskud til at kaste os over andre ting. Men det har taget overhånd, lyder det fra Ida Engholm:
Geologer og andre videnskabsfolk har i mere end et årti påstået, at vi er trådt ind i en ny geologisk tidsalder: Den antropocæne. En geologisk periode fra midten af 1900-tallet og frem, hvor menneskets aftryk på Jorden er så voldsom, at det skaber globale ændringer i planetens tilstand.
Derfor mener Ida Engholm, at vi skal have en totalforandret tilgang til vores måde at designe på. Hendes forslag er simpelt men radikalt:
»Vi er nødt til at gøre planeten – og ikke bare os selv og vores behov – til den vigtigste målgruppe for alle vores beslutninger,« siger hun og fortsætter:
»Det gælder helt smalt inden for produktionsdesign af alt fra stole og sugerør. Men også indenfor organisationsdesign – det vil sige den måde, man leder en virksomhed på. Så er man nødt til at tænke planeten som den vigtigste stakeholder eller interessent, for at sige det på et virksomhedssprog,« siger Ida Engholm, der underviser virksomhedsledere i såkaldt »planetær tænkning«, som idéen kaldes.
Men hvad betyder det egentlig, og hvilke konsekvenser har det, hvis vi tænker på Jorden – og ikke os selv – i alle de designvalg, vi tager?
Ida Engholm forklarer:
Når det drejer sig om produkter – som tandbørster, lænestole eller smartphones – så er der kun et mål, der gælder: absolut bæredygtighed – at produktet skal være klimaneutralt og ikke udlede CO2.
»Det kan for eksempel gøres ved, at alt, der bliver brugt af materiale, er enten biologisk nedbrydeligt eller fuldstændigt genbrugeligt,« lyder det fra professoren.
Et andet budskab lyder, at vi helt skal holde op med at tænke design i trends. Pointen gælder især for modeverdenen, hvor der tidligere udkom 2-4 tøjkollektioner årligt. I dag er vi oppe på 24 kollektioner om året.
»Det skaber en verden, hvor vi hele tiden lærer at tænke i og begære nye behov, som vi egentlig ikke har brug for,« siger Ida Engholm.
Modeindustrien har i de seneste år fået hug for dens overforbrug, klimabelastning og greenwashing. I juni 2022 åbnede Danmarks Tekniske Universitet (DTU) et Center for Absolut Bæredygtighed.
Så er der noget nyt i Ida Engholms budskaber?
»Desværre er det ikke nyt, vi har vidst det i årtier. Men at skulle realisere de her ting er paradigmatisk. Det bryder med 100 års tænkning indenfor design og vores livsførelse, hvor vi altid har sat menneskers behov først,« siger Ida Engholm.
I 1972 udkom ‘Grænser for vækst’ – en videnskabelig rapport, der advarede mod den eksponentielle udvikling af verdens forbrug af råvarer. I 1980’erne satte den amerikanske præsident Jimmy Carter solceller på Det Hvide Hus, men de blev taget af igen af Ronald Reagan.
»Og der er jo overhovedet ikke sket nok siden dengang. Der er nok et element af, at vi er blevet lullet i søvn af det kapitalistiske hyper-forbrug, og så viser forskning, at olieindustri og lobbyvirksomhed har spillet en vigtig rolle i forhold til at tale dagsordenen ned.«
»Da jeg for 20 år siden startede på Designskolen, var der fokus på bæredygtighed, og skolen har altid været kritisk i forhold til dagsordenen om at fremme mere forbrug. Så der har været en bevægelse. Men uden at være redepisser, kan jeg nok også sige, at der kunne have været gjort langt mere. Og lige nu, skal der tænkes bæredygtighed i alle designløsninger, og vi skal alle lære at være meget mere ydmyge overfor Jordens ressourcer,« siger Ida Engholm.
Professor i designkultur Mads Nygaard Folkmann fortæller, at »bogen er et interessant bud på en anden måde at tale om design på«.
»Hvis vi tager fat i den her Mercedes-reklame, så illustrerer den jo meget godt, hvad det er for nogle enorme kræfter, man er oppe imod. Ida Engholm er imod en tilgang til en produktion, som i de seneste 200 år nærmest kun har været vækstorienteret. At ændre på dette er lidt af en kamp,« siger Mads Nygaard Folkmann, der forsker ved Syddansk Universitet.
»Samtidig er der en begærsdynamik hos forbrugeren, som er så stærkt forankret i det moderne menneske. Næsten al vores forbrug er formet som begær mod nye ting, og det er en svær mekanisme at ændre.«
Bogen, forklarer professoren, skriver sig ind i en særlig skandinavisk designhistorie, der interesserer sig særligt for bæredygtighed.
»I 1960’erne og -70’erne blev der talt aktivt om, hvad bæredygtighed er, og hvordan man kan leve mere bæredygtigt på andre måder,« siger Mads Nygaard Folkmann.
Bannerføreren for denne bevægelse var – mærkeligt nok- en østrigsk-født amerikaner. Victor Papanek, der forskede og underviste i København, udgav i 1971 bogen ‘Design for the Real World’, som Ida Engholms ‘Design for the New World’ er et spinoff af.
»‘Design for the Real World’ kan ses som en slags velfærds-manifest, hvori han skrev, at designere skal tilbage til at se på, hvordan de kan lave virkeligheden bedre for en bred befolkning frem for at lave glitter-stads til de rige,« forklarer Mads Nygaard Folkmann.
»Et nyt lag i denne debat om bæredygtighed er, at klimaforandringer er blevet så omsiggribende, som de er. Så det handler ikke længere om, hvordan man kan forbedre havmiljøet i en sø, så søens fisk ikke dør. Spillereglerne har ændret sig, fordi det er tydeligt for alle, at hele systemet på planeten er i ubalance,« fortsætter han.
Når de fleste af os tænker på design, leder det nok tankerne hen imod Wegners Y-stol, Aalto-vaser eller italienske solbriller.
Men design er et begreb, der favner mere end det tøj vi går i, den bil vi kører i, og alle de produkter, vi ellers omgiver os med til hverdag.
Vores måder at drive organisationer kan eksempelvis også ses som et design. Man taler om organisationsdesign. Mens det måske ikke er særlig nært eller sexet at tale om organisationer, så er det mindst lige så vigtigt at se på, hvordan vi kan redesigne dem og lære dem at tænke anderledes, pointerer Ida Engholm.
»Politikere har det med at tænke fire år ud i fremtiden til næste valgperioder. Virksomheder tænker ofte på næste halvårsregnskab ligesom tøjdesignere, der tænker på næste kollektion. Mit budskab er, at man skal have en meget længere horisont, når man driver en virksomhed,« siger Ida Engholm og peger på, at vi kan hente inspiration fra et uvant sted:
»Irokeserføderationen – det gamle stammefolk i USA – tænkte syv generationer frem i tiden i alt, hvad de foretog sig. Jeg mener, at vi skal lade os inspirere af dem, og tænke syv generationer ud i fremtiden med alt, hvad vi foretager os. En virksomhed bør have den tankegang med i alle vigtige beslutninger,« siger hun.
Hvordan en organisation ledes og indrettes lægger til grund for de produkter og ydelser, som en virksomhed spytter ud til forbrugerne, lyder pointen.
Ida Engholm bruger den danske vindmølle-fabel om Ørsted som et positivt eksempel:
Inden Ørsted blev et af verdens førende firmaer inde for havvindeteknologi, hed det Dong Energy, var solidt forankret i fossile brændstoffer og drev kraftværker, som fyrede med kul, olie og gas, som den dengang statsejede virksomhed selv udvandt fra Nordsøen.
En årsag til, at det overhovedet var muligt for Ørsted at satse stort på havvindmøller i dag, er, at Ørsted – eller Dong, som det hed – allerede for over 20 år siden søsatte en masse små udviklingsprojekter indenfor grøn energi, hvilket gav firmaet dyrebar viden om vindenergi.
»På den måde var man klar til at lave den store omstilling i 2018, da vindenergi blev billigere end fossile brændstoffer. Det er et eksempel på, at de har været enormt dygtige til at tænke langsigtet,« siger Ida Engholm.
I mere tekniske termer er det et udtryk for, hvad man kalder for horisontal 3-tænkning, nævner design-professoren. Læs mere om den teori i faktaboksen.
I bogen ‘Three Horizons: The Patterning of Hope’ fra 2013 introducerer fremtidsforsker Bill Sharpe tre såkaldte horisontale tænkemåder, som man kan bruge, når man driver en organisation.
Forestil dig, at du driver en møbelvirksomhed, der producerer stole.
Hersker en horisontal 1-tænkning, så vil du mest tænke på drift. At få produceret de samme stole og få solgt dem.
Hersker en horisontal 2-tænkning, så sker der en gradvis udvikling i virksomheden. Du tænker, bygger lidt videre på designet og justerer de stole, som du sælger. Sådan fungerer de fleste virksomheder.
Hersker en horisontal 3-tænkning, så har du det helt lange lys tændt og tænker netop 7 generationer (eller lidt færre) ud i fremtiden. Her vil du – forhåbentligt – begynde at producere stole, der er CO2-neutrale, 100 procent genbrugelige eller nedbrydelige eller stole med livstidsgaranti.
Det kan stadig føles lidt abstrakt, kan du komme med et konkret forslag på, hvordan det fungerer, hvis en virksomhed tænker mange generationer frem?
»Et simpelt forslag kunne være, at en direktør i stedet for at få udbetalt en enorm bonus til sig selv, når der sker en akutvækst i en virksomhed, får udbetalt en bonus, når virksomheden opnår nogle bæredygtige mål. Og så kunne de i øvrigt få udbetalt bonussen til deres børnebørn,« siger Ida Engholm.
Hvad vil du sige, hvis nogen kaldte dine idéer for naive eller drømmende?
»Så vil jeg sige, at det er på drømme og håb, at vi har bygget vores samfund. Hvis vi ikke har drømme og håb, hvad har vi så tilbage? Det er vores vigtigste aktiv. Det var vores drømme og håb, der fik os til Månen, og det er det, der igennem historien har fået os over på den anden side af floden.«
Med sit manifest vil Ida Engholm gerne sparke liv i utopierne og drømmetænkningen igen, fortæller hun:
»I mange år har det været sådan, at utopier var noget, som fantaster og tosser beskæftigede sig med. Med min bog vil jeg gerne sige, at vi i dag har brug for flere utopier. Og så er det sådan i designhistorien, at da moderniteten tog form i begyndelsen af 1900-tallet, så kommer der et hav af design-manifester med håb og visioner for, hvordan fremtiden skulle se ud, fordi alt var til forhandling.«
»En del er blevet glemt, men andre har haft en kæmpe betydning. Se på Bauhaus-skolens manifest fra 1919. Bauhaus er en bevægelse, der har haft enorm betydning for, hvordan vi lever i dag. Min drøm er, at et manifest for planeten på sigt kan have samme betydning. Ideelt set, så lå min bog på Mette Frederiksens og Landbrug & Fødevarers borde lige nu.«
Hvis vi vender tilbage til den Mercedes-reklame på Rådhuspladsen, der fik dig til at stoppe op, hvordan skulle den se ud i en verden, hvor dit manifest og din utopi har fået den ønskede effekt?
»Hmm. Jeg tror, at jeg ville bytte teksten ‘The Art of Creating Desire’ ud med en tekst, der går i retning af ‘En bil for de næste syv generationer’ eller ‘Ultimativ luksus, 100% genanvendelig’. Noget i den stil,« lyder det fra Ida Engholm.
