Ruslands angreb på Ukraine har forvandlet landets fødestuer til en slags usynlig frontlinje.
Raten for ekstremt tidligt fødte børn er steget med 21 procent siden invasionens start, afslører et stort studie blandt ukrainske mødre og spædbørn.
Tilfælde af svangerskabsforgiftning under graviditeten er steget med 33 procent, viser studiet.
Nanna Maaløe, der er obstetriker og forsker i global mødresundhed, kalder tallene »hjerteskærende«, men desværre ikke overraskende.
»Det stress, som ukrainske kvinder oplever, er en velkendt årsag til den slags konsekvenser, vi ser her,« siger den danske fødselslæge, der ikke selv er involveret i studiet, men vurderer det for Videnskab.dk.
Det hjerteskærende består ikke alene i komplikationer for gravide.
Konsekvenserne rækker langt ud i fremtiden for børnene, siger Nanna Maaløe.
»Der er tale om nyfødte, som kommer skadet til verden på grund af krigen.«
At blive født ekstremt for tidligt er nemlig forbundet med en række fysiske og kognitive risici, fortæller Nanna Maaløe fra Afdeling for Global Sundhed, Københavns Universitet og Hvidovre Hospital.
»Det er konsekvenser, som børnene og deres familier skal leve videre med.«
Farligere i første trimester
Det er ukrainske forskere, der står bag det nationale overvågningsstudie, der er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift The Lancet.
De har analyseret mere end 517.000 fødsler i Ukraine siden krigens start i 2022 og frem til 2024.
Udover de markante stigninger i ekstremt tidligt fødte børn og svangerskabsforgiftning viser studiet en særlig høj risiko for gravide, hvis de bliver udsat for krigen i deres første trimester.
Ligeledes viser studiet, at det betyder noget, hvor den gravide bor.

I områder, hvor kampene er mest intense, fødes mere end dobbelt så mange børn ekstremt tidligt end i fredeligere regioner.
Konkret betyder det, at i de mest konfliktfyldte områder fødes 8,2 ud af 1.000 børn ekstremt tidligt, mod 3,1 i roligere regioner.
Lav fødselsvægt fordoblet
Det er ikke kun det ukrainske studie, der dokumenterer krigens konsekvenser for spædbørn.
Et ukrainsk-britisk-israelsk studie viste for et år siden, at ukrainske babyer også fødes markant mindre end før krigen.
Studiet fra 2025, der er offentliggjort i tidsskriftet Scientific Reports, fulgte lidt over 700 gravide i Kyiv og fandt, at den typiske fødselsvægt faldt med 150 gram efter invasionen.
Det lyder umiddelbart ikke af meget, men betyder, at antallet af børn, der fødes med en vægt under 2.500 gram – det, man kalder ’lav fødselsvægt’ – er fordoblet.
Årsagerne til, at ukrainske gravide og deres fostre rammes, er formentlig flere.

Studiet i The Lancet peger på, at der har været over 1.700 verificerede angreb på sundhedsfaciliteter i Ukraine, herunder målrettede angreb på fødeklinikker og barselsafdelinger.
Rammerne for en sikker fødsel er altså blevet forringet.
Nanna Maaløe peger desuden på, at det nære sundhedsvæsen typisk er påvirket under konflikter, så forebyggelsen af svangerskabsforgiftning og forhøjet blodtryk blandt gravide forringes.
På trods af godt sundhedsvæsen
Ukraine har som udgangspunkt et velfungerende sundhedssystem, hvis robusthed har gjort, at det langt hen ad vejen har ’overlevet’ i krigen.
Derfor er det bemærkelsesværdigt at se de samme konsekvenser i Ukraine, som ses i konfliktzoner i fattigere lande, hvor sundhedsvæsenet som oftest er dårligere fungerende.
»På den måde er det jo hjerteskærende, at der også er så signifikante forskelle i Ukraine, som burde være bedre stillet,« siger Nanna Maaløe.
Dermed understøtter Lancet-studiet det, man godt ved i forvejen:
Det går ud over gravide og deres fostres sundhed, når de er udsat for angst og en konstant psykisk belastning, der udløser øgede niveauer af stresshormoner.
Påvirker langt frem
Et aspekt af situationen i Ukraine ligger Nanna Maaløe særligt på sinde.
For både mødre og børn stopper effekterne af krigens stress ikke ved fødslen.
\ Hvad er føtal programmering?
Føtal programmering betyder, at miljøet i livmoderen kan efterlade spor i barnets krop og helbred senere i livet.
Det kan påvirke udviklingen af organer, stofskifte og kredsløb, hvis fosteret udsættes for eksempelvis underernæring, stress eller sygdom fra moderen.
Det øger risikoen for sygdomme som hjerte-kar-sygdom, diabetes og forhøjet blodtryk senere i livet.
Den ’onde spiral’ kan gå i arv. Kvinder med stofskifte- eller hjerte-kar-risiko har som voksne en øget risiko for føtal programmering af deres børn.
Mødre, der har haft svangerskabsforgiftning, har en signifikant øget risiko for hjertekarsygdom senere i livet – og sågar blodprop i hjernen allerede midt i livet, forklarer Nanna Maaløe.
For børnene kan væksthæmning i livmoderen og for tidlig fødsel efterlade permanente spor i barnets biologi og fysiologi, så de senere i livet har øget risiko for en række sygdomme som hjertekarsygdom, diabetes og psykisk sygdom.
Det er det, som Nanna Maaløe kalder »føtal programmering«.
Det betyder, at barnet bliver kodet anderledes på grund af stress. En kodning, der endda kan gå i arv fra barnet til fremtidige generationer.
\ Konflikter i hjemmet stresser gravide
Studier i konflikter på hjemmefronten har vist lignende negative effekter for gravide og fostre som krig i traditionel forstand.
»Vi ved, at kvinder, der er udsat for partnervold, også har øget risiko for lav fødselsvægt og tidlige fødsler. Det er sjældent selve den fysiske vold - for det kan også være psykisk vold - men det er den mentale situation, de er i, som påvirker dem,« forklarer Nanna Maaløe.
Det er stresshormonet kortisol, der spiller ind.
For barnets vedkommende kan kortisol hæmme fosterets vækst og i værste fald sætte fødslen i gang for tidligt.
For mødrenes vedkommende mener man, at forhøjet stresshormon fører til forhøjet blodtryk og svangerskabsforgiftning.
Et konkret eksempel er ifølge Nanna Maaløe unge kvinder i Somaliland, hvor hele 20 procent i dag lider af forhøjet blodtryk, hvilket kan forklares med føtal programmering.
Deres forældre oplevede hungersnød og krig i 1980’erne, hvilket formentlig har kodet deres børns systemer til at være i en permanent krisetilstand, som nu viser sig som sygdom i voksenlivet.
Langtidskonsekvenser er usynlige
Føtal programmering er et eksempel på, at krigen i Ukraine – selv hvis den stopper i morgen - har konsekvenser, som vil påvirke det ukrainske samfund i generationer fremover, siger Nanna Maaløe.
Det har vi ikke meget opmærksomhed på, mener hun.
»Der er typisk fokus på kvinder og børn i krig, men langtidskonsekvenserne er mere usynlige.«
De omtalte konsekvenser af krigen - svangerskabsforgiftning, der giver kvinder en signifikant øget risiko for hjertekarsygdom, og at børnenes ar kan videreføres gennem generationer - kan blive en stor byrde for et samfund for Ukraine.
Landet skal genopbygges på mange fronter, når krigen en dag slutter, siger Nanna Maaløe.
































