Store forskelle på britiske og danske fængsler: Der er tillid - og så er der straf

Det siges, at man ikke bør dømme et samfund på, hvordan det behandler sine mest succesfulde borgere, men på hvordan det behandler dem, der bryder loven.

Jeg forsker i fængsler, nærmere bestemt hvordan de opleves af dem, som afsoner og arbejder her. Jeg er optaget af, hvad frihedsberøvelse afslører om forholdet mellem staten og de mennesker, den har ansvar for.

Set i dette lys fremstår Danmark og Storbritannien som to meget forskellige samfund.

I 2025 var Danmarks fængselsbefolkning omkring 70 indsatte pr. 100.000 indbyggere, mens tallet i Storbritannien var omkring 170 pr. 100.000 – altså cirka to en halv gange så højt.

En måde at forstå forskellen på er gennem velfærdssystemet. Et bredt udbud af universelle velfærdsydelser, et omfattende sikkerhedsnet og et grundlæggende princip om, at kriminalitet til en vis grad skyldes social depravering og er råb om hjælp har resulteret i en velfærdsstatslig tilgang til straf.

Danmarks fængslers fundament er bygget op omkring tre centrale principper.

Det første princip er baseret på et normalitets- og rettighedsbaseret hensyn, hvilket betyder, at indsatte i danske fængsler bevarer deres stemmeret, har gode muligheder for kontakt med deres familie og opfordres generelt til at deltage i almindeligt samfundsliv, hvor det er muligt.

Det andet princip er rehabiliteringshensynet, som lægger vægt på en nyttebaseret tilrettelæggelse af straffuldbyrdelsen, som skal udruste den indsatte til et liv uden kriminalitet.

Det tredje princip kaldes det pønale hensyn, og det handler om at fastholde fokus på strafelementet. Siden 1980’erne har straffepopulismen i lande som England, Australien, Canada, New Zealand og USA sat sit aftryk på fængselspraksis og bl.a. bidraget til at skabe hårdere og mere aflukkede regimer.

Storbritannien er også en velfærdsstat, men velfærdsydelserne er mere ujævnt fordelt. Det er afspejlet i retspolitikken, blandt andet i en højere andel af indsatte, vanskeligere forhold i fængslerne og et større fokus på straf og afskrækkelse.

Min tidligere forskning, hvor vi sammenlignede fængsler i England og Wales med Norge, viste da også, at et fængselsophold i Storbritannien ofte bliver oplevet som mere uforudsigeligt og barskt, mens det norske system (som ligner det danske) fremstår mere ordentligt og respektfuldt.

Men denne forskel i tilgang er et relativt nyt fænomen. Efter Anden Verdenskrig brugte begge lande i vid udstrækning åbne fængsler, førte en mere human og progressiv politik og havde en lavere andel af indsatte.

Fra 1980’erne bevægede Storbritannien sig imidlertid gradvist i en mere straforienteret retning. Under Margaret Thatchers regering og efterfølgende regeringer voksede fængselsbefolkningen markant, mens forholdene i mange fængsler blev dårligere.

Spørgsmålet er derfor: Hvad virker bedst? En hård kurs mod kriminalitet, som øger antallet af indsatte markant, eller velfærdsbaserede løsninger med fokus på rehabilitering?

Straf i praksis

Umiddelbart ser resultaterne overraskende ens ud. Omkring 30 procent af løsladte i Danmark begår ny kriminalitet, sammenlignet med 29 procent i England og Wales. Men billedet ændrer sig, når vi ser nærmere på tallene.

For personer med korte domme på under et år er tilbagefaldet omkring 34 procent i Danmark. I Storbritannien er det næsten det dobbelte, cirka 66 procent.

Korte fængselsophold kan være særligt destabiliserende med tab af bolig, arbejde, relationer og social stabilitet. Det gælder især i Storbritannien, hvor mange bliver løsladt med begrænset støtte.

Det er dog vigtigt ikke at idealisere Danmark. Danske fængsler er måske mere trygge, mere humane og mere ’til at leve i’ end mange britiske, men der er også alvorlige problemer.

I Danmark har man blandt andet kritiseret brugen af varetægtsfængsling i isolation, forholdene for kvindelige indsatte og behandlingen af banderelaterede indsatte.

I januar 2026 førte en indsat i Nordjyllands dødsfald til store protester fra indsatte og deres familier, blandt andet på grund af bekymringer om utilstrækkelig behandling af alvorlige helbredsproblemer.

Kriminalforsorgen i Danmark har desuden mistet omkring 30 procent af sine medarbejdere i løbet af det seneste årti, samtidig med at fængslerne er fyldt til eller over kapacitet. Det britiske system har stået over for lignende udfordringer i de senere år.

Omkring 3.000 fængselsbetjente forlader hvert år deres job i England og Wales, hvilket skaber en konstant udskiftning. Sammen med overfyldte fængsler, mangel på rehabiliterende tiltag og stigende vold lægger det et stort pres på systemet.

Ændrede vilkår bag murene

Disse udfordringer ændrer hverdagen i fængslerne. I Danmark er de åbne fængsler, som traditionelt har været centrale for den rehabiliterende tilgang, under forandring.

Lavrisikoindsatte afsoner i stigende grad deres straf i samfundet med elektronisk fodlænke, hvilket betyder, at de åbne fængsler i højere grad huser mere sårbare og komplekse tilfælde.

Der er også udfordringer med narkotika, og mange fængselsbetjente er unge og under oplæring, hvilket kan gøre det sværere at opretholde ro og orden.

I begge lande kan indsatte i højtsikrede/lukkede fængsler tilbringe op til 22 timer i døgnet i deres celle som følge af personalemangel og begrænsede aktiviteter, hvilket er en påmindelse om, at selv forskellige systemer kan føre til lignende hårde forhold, når de er under pres.

En indsat, jeg talte med under mit feltarbejde i et dansk lukket fængsel, blev ofte flyttet mellem fængsler og holdt under strenge forhold, fordi han blev anset som »særligt vanskelig«.

Om sin tidligere straf sagde han: »Jeg var vred på myndighederne, da jeg kom ind. Da jeg kom ud, hadede jeg dem.«

Hans oplevelse viser, hvordan en straf, der primært handler om kontrol og indespærring, kan skabe mere ustabile fængsler både for ansatte og indsatte.

Tillid og rehabilitering

Min forskning viser også, at fængsling i Danmark ofte opfattes mere betinget.

Som en af de indsatte udtrykte det, er det næsten som en ‘aftale’ mellem individet og staten: Hvis man gør en indsats for at ændre sig, skal man have en reel chance for løsladelse. Med andre ord har danskerne høje forventninger til staten, også når den straffer.

Det afspejler det generelt høje niveau af tillid til offentlige institutioner i Danmark: omkring 60 procent af danskerne siger, at de har tillid til regeringen, mod cirka 33 procent i Storbritannien.

I England og Wales er billedet mere præget af pres. Både indsatte og ansatte beskriver et system præget af overbelægning, personalemangel og ustabilitet med færre muligheder for rehabilitering.

Sammenligningen mellem Danmark og Storbritannien er derfor ikke en simpel fortælling om ‘humant’ versus ‘hårdt’, men snarere om forskelle i tillid, forventninger og pres på systemerne.

Den danske regering har dog for nylig lanceret en ny straffereform med længere straffe kombineret med flere rehabiliterende tiltag.

Det har rejst bekymring for, om den rehabiliterende model kan holde, hvis ressourcerne samtidig er under pres.

I sidste ende er forskellene mellem Danmark og Storbritannien ikke uforanderlige.

Fængselssystemer formes ikke kun af nationale værdier, men også af politiske beslutninger om, hvorvidt strafmassen skal forøges trods manglende bevis for en positiv effekt af strengere og længere straf.

Denne artikel er en del af serien Sundhedskløften / The Health Gap, der er et samarbejde mellem Videnskab.dk og The Conversation, hvor artiklen er publiceret i en engelsk version. Den er oversat til dansk af Stephanie Lammers-Clark.