I 1960 forudsagde forskere dommedag 13. november 2026: Det så i årtier ud til at ramme forbløffende præcist

I 1960 offentliggjorde ét af verdens førende videnskabelige tidsskrifter Science en artikel med en utvetydig titel: Dommedag: Fredag 13. november 2026.

Artiklen forudsagde, at verdens befolkning på denne dato ville være vokset så voldsomt, at menneskeheden i praksis ville udslette sig selv.

Påstandens absurditet skaffede artiklen stor opmærksomhed. Det var overraskende, at den vakte så stor videnskabelig interesse, og at forskere tog artiklen alvorligt, men både forskningen og matematikken bag så ud til at holde.

Forfatterne var Heinz von Foerster, en østrigsk-amerikansk professor og ekspert i kybernetik, samt to af hans studerende, Patricia M. Mora og Lawrence W. Amiot. (Kybernetik er videnskaben om, hvordan mennesker, maskiner og andre systemer styrer og regulerer sig selv ved hjælp af feedback.)

»De vil blive mast ihjel«

Heinz von Foerster og de studerende argumenterede for, at menneskets accelererende befolkningsvækst ville blive vores undergang.

»Vores tipoldebørn kommer ikke til at sulte,« skrev de. »De vil blive mast ihjel.«

Artiklen blev jævnligt citeret, og dens forudsigelser viste sig at være bemærkelsesværdigt præcise.

Det vil sige indtil omkring 1993, halvvejs frem mod den forudsagte 'dommedag', hvor verdens befolkning begyndte at sakke bagud i forhold til prognoserne.

I dag er den globale fødselsrate lidt under halvdelen af, hvad den var i 1960, og forhåbentlig vågner vi alle op 13. november til en helt almindelig dag.

Ikke desto mindre er artiklen stadig et skoleeksempel på, hvordan stringent videnskab kan kombineres med scenekunstens virkemidler med bemærkelsesværdig effekt.

Data bakkede op om hypotesen

I midten af det 20. århundrede voksede den samfundsmæssige bekymring for den globale befolkningstilvækst og risikoen for, at den kunne føre til knaphed på ressourcer og geopolitiske konflikter.

Bag en stor del af denne bekymring lå en implicit eller eksplicit accept af den såkaldte malthusianske idé om, at selvom en befolkning potentielt kan vokse eksponentielt, bliver væksten hele tiden holdt i skak af befolkningens evne til at skaffe føde til sig selv.

I deres artikel argumenterede Heinz von Foerster og hans medforfattere imidlertid for, at mennesker måske skiller sig ud, når det gælder befolkningsudvikling.

Fordi vi er i stand til at kommunikere og danne 'koalitioner', som hjælper os med at løse problemer, kan en stigende befolkningstæthed ganske enkelt betyde flere muligheder for samarbejde. Derfor kan vores antal måske vokse hurtigere end eksponentielt og i et stadigt højere tempo.

Derefter brugte forskerne 24 estimater over verdens befolkning gennem de foregående 2.000 år til at vise, at antallet af mennesker faktisk hele tiden har overgået forventningerne.

Alt dette blev fremlagt i nøgtern, videnskabelig prosa og understøttet af tætpakkede matematiske ligninger.

Heinz von Foerster og hans medforfattere fremskrev de historiske tal og beregnede, at den stadigt accelererende vækst ville få verdens befolkning til at eksplodere i 2026.

Heldigvis kunne den samme evne til samarbejde, som har hjulpet vores art frem gennem historien, nu afværge katastrofen. Da vi nok ikke ønskede at forkorte vores levetid, konkluderede forskerne, at vi i fællesskab burde arbejde på at halvere den globale fødselsrate.

Artiklen vakte stor opsigt

Artiklen vakte straks opsigt og blev omtalt i både Time og The New York Times. Den fandt endda vej til Pogo, Walt Kellys populære satiriske tegneserie om en flok dyr i en amerikansk sump, og dommedagsprofetien dannede grundlag for en række striber.

Mange kommentatorer opfattede da også artiklen som en ironisk kommentar til tidens frygt for en eksplosiv befolkningstilvækst.

Historien døde pudsigt nok ikke ud, og da Science offentliggjorde læserbreve fra matematikere og demografer, der kaldte Heinz von Foerster og hans kollegers arbejde »latterligt« og »åbenlyst absurd«, tog forfatterne energisk til genmæle og forsvarede både deres beregninger og konklusioner med fornyet styrke.

Fra 1960'erne og helt op gennem 1980'erne blev 'dommedagsligningen' jævnligt citeret – og som regel uden forbehold – i lærebøger om genetik, økologi og demografi.

Den dukkede også op på mere uventede steder. I et canadisk parlamentsudvalg i 1963 henviste et vidne fra den kemiske industri eksempelvis til ligningen som et væsentligt argument for nødvendigheden af kemiske pesticider: De skulle bruges til at brødføde den forestående befolkningseksplosion.

I en amerikansk højesteretssag om abort fra 1971, der gik forud for den skelsættende dom, Roe v. Wade, fra 1973, som sikrede retten til abort i USA, blev den citeret som argument for, at regeringen ikke havde grund til at fremme befolkningstilvæksten.

Befolkningstilvæksten skrumpede

Dommedagsprofetien levede videre, blandt andet fordi forudsigelserne af den fremtidige befolkning viste sig at være meget præcise – i hvert fald i en periode.

Den centrale ligning gav fremskrivninger, som var bedre end de fleste demografers gennem 1970'erne og 1980'erne.

Først omkring 1993 begyndte præcisionen at svigte, og verdens befolkning begyndte at sakke bagud i forhold til prognoserne, fordi verden begyndte at gøre det, Heinz von Foerster og hans kolleger havde anbefalet.

I dag er den globale fødselsrate lidt under halvdelen af niveauet i 1960.

Morale: Absurditet kan være et stærkt våben

Vi vågner formentlig ikke fredag 13. november og bliver »mast ihjel«.

Men før dette dommedagsscenarie ryger ud i mørket, og det næste melder sig, er der god grund til at spørge: Hvad kan vi egentlig lære af 'dommedagsligningen'?

For mig ligger læren i den måde, vi præsenterer vores overbevisninger for verden på.

Heinz von Foerster var på et tidspunkt i sit liv tryllekunstner. Hvis man låner scenekunstens klassiske sprog, bygger en effektiv illusion på tre dele:

• etableringen
• den ekstraordinære vending
• og den afsluttende afsløring, som bringer situationen tilbage til normalen

Heinz von Foerster og hans medforfatteres artikel vakte opmærksomhed, fordi den var en almindelig videnskabelig artikel pakket ind i en ekstraordinær titel og konklusion.

Den bevarede sin betydning, fordi den var solidt funderet i forskning og argumentation, og den viser, at absurditet kan være et stærkt våben, hvis man vil have verden til at lytte til alvoren.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.