Ministerierne i Oslo nedsætter årligt adskillige både store og små udvalg, der skal levere udredninger.
\ Historien kort
- Sammensætningen af udvalgene bag diverse regeringsudredninger har ændret sig voldsomt.
- Forskere og akademia dominerer de offentlige udvalg, mens antallet af repræsentanter fra forskellige interessegrupper og civilsamfundet er faldet.
- Ifølge norsk samfundsforsker skaber videnskabeliggørelsen risiko for svækkelse af tilliden til det politiske system.
Disse udredninger har til formål at give politikere og embedsmænd et bedre vidensgrundlag for de politikker, de implementerer. Det er i hvert fald idéen bag.
Tidligere var der også en vigtig tankegang bag de offentlige udvalg, nemlig at de skulle forsøge at spejle samfundet. De skulle lade repræsentanter for forskellige sociale grupper give deres besyv med. På den måde forsøgte man at tage hensyn til forskellige synspunkter og tanker.
Men noget har ændret sig.
Forskerne dominerer nu
Cathrine Holst er forsker ved Institut for Sociologi og Samfundsgeografi ved Universitetet i Oslo, og hun forsker i forskerne og deres rolle som eksperter i de offentlige udvalg.
Sammen med kollegaen og politologen Johan Christensen er Cathrine Holst i færd med at opbygge en database over alle Norges offentlige udredninger (de såkaldte NOU-er) fra 1972 til 2016.
Et at projektets forløbelige fund er, at sammensætningen af udvalgene bag udredningerne har ændret sig voldsomt.
Sammen med embedsmændene er det nu forskerne, der dominerer de norske udvalg, mens antallet af repræsentanter fra forskellige interessegrupper og civilsamfundet er faldet.
Det kommer klart til udtryk bagerst i alle dagens NOU-er, hvor listen over henvisninger til videnskabelige artikler bliver længere og længere. Det er en god indikator for, hvem der nu sidder med i de offentlige udvalg.
Alle var akademikere
Familiepolitikken er blot ét eksempel.
Svein Longva, tidligere direktør for Statistisk sentralbyrå (SSB) – den centrale institution for indsamling, bearbejdning og formidling af officiel statistik i Norge, parallelt til Danmarks Statistiks rolle i Danmark – ledede i 1996 et udvalg, der skulle se på offentlige overførsler til børnefamilier. I udvalget kom blot to af de 11 medlemmer fra den akademiske verden.
I dette udvalg fandt man kun én person, der ikke havde titel spm professor, lektor eller forsker. Det var i dén grad en tænketank med doktorgrad.
Forskere har set den samme udvikling på andre områder.
Men hvorfor er det blevet sådan? Det forsøger Cathrine Holst og kolleger at afsløre ved hjælp af interviews.
»Det lader ikke til, at det er en planlagt udvikling. Reglerne for, hvordan offentlige udvalg bliver nedsat, er ikke blevet ændret, tværtimod lægges der kun lidt vægt på forskningen«
Et resultat af uddannelsessamfundet
Om øget magt til forskereksperterne er den rigtige eller forkerte vej frem afhænger af, hvordan man ser på det.
Nogle mener, at det bidrager til en mere vidensbaseret politik. Andre mener, at det svækker demokratiet.
»Det er ikke desto mindre en meget interessant udvikling. Og noget som er vigtig at forske i.«
Cathrine Holst ser udviklingen som et udtryk for, at Norge er blevet et uddannelsessamfund.
Myndighederne – som foreslår medlemmer til udvalgene – har i stigende grad højere uddannelser fra universiteter og højere læreanstalter. De har selv læst meget forskning og har ofte haft forskere som undervisere.
I interessegruppernes sekretariater har medlemmerne også i stigende grad videregående uddannelser, så når interessentorganisationerne skal sende nogen ud af huset for at sidde med i et udvalg, er det ikke sjældent, at det er personer med en solid akademisk baggrund, der bliver luftet.
\ Læs mere
Kan svække tilliden til eksperterne
Selvom Cathrine Holst ikke ønsker at sætte sig til dommer over udviklingen, mener hun, at øget ekspertmagt kan blive et problem.
Hvis politik bliver for videnskabeliggjort, kan det svække tilliden til det politiske system.
»Vi folkevalgte bør lytte lidt mindre til 'eksperterne' og mere til folket,« skrev Centerpartiets leder Trygve Slagsvold Vedum i VG i 2016.
Landmanden – med sidefag i statskundskab fra Universitetet i Oslo – fløj højt i meningsmålingerne i efterårets norske valgkamp.
En stor del af denne succes kan forklares ved Trygve Slagsvold Vedums klare udtalelser om, at de såkaldte eksperter i hovedstaden har fået for meget magt.
»Jeg tror, at det er noget, mange vælgere er meget optagede af,« siger Cathrine Holst.
Samtidig lægger hun ikke skjul på, at hun mener, at den populistiske retorik, som Trygve Slagsvold Vedum benytter i kampen om vælgerne, lever sit eget liv uafhængig af eksperternes reelle magt.
Truer det demokratiet?
De fleste er nok enige i, at politikerne og embedsmændene bør forsøge at skaffe sig et overblik over, hvad forskerne har at sige, når de skal udforme politikken.
Men på den anden side formidler de stadig mere forskningsdominerede offentlige udvalg ikke kun viden. De foretager også værdivurderinger; de kommer med politiske anbefalinger.
\ Læs mere
Er det et demokratisk problem?
Demokrati bygger på medbestemmelse. I et folkestyre skal flest mulig blive hørt og blive taget hensyn til.
Selvom antallet af forskere er stigende, udgør de stadig kun en lille gruppe i befolkningen. Er det godt, at vi har givet dem så meget magt?
Cathrine Holst påpeger endnu et problem: Vi risikerer 'cherry picking' ('cherry picking' er et kneb, man kan bruge, hvis man vil fremme et særligt budskab), fordi de personer, der bestemmer, hvem der skal sidde med i de offentlige udvalg, kan udvælge forskere, hvis synspunkter falder sammen med deres egne – og forskerne kan så videreføre denne 'cherry picking' gennem den viden, de formidler.
Er der visse forskere, der dominerer?
Cathrine Holst og hendes projektkollegaer vil nu forsøge at finde ud af, om det er enkelte forskere og enkelte fagområder, der dominerer udvalgene.
De planlægger også at granske, hvor stor effekt de forskellige NOU-er har haft på politikudformningen og den politiske beslutningstagning.
Forskerne har også fundet, at der i løbet af de seneste år har været færre NOU-er, men sandsynligvis en vækst i andre former for udredninger. Hvorfor?
»Vi oplever en fremvækst af mindre hurtigtarbejdende udvalg med et strammere mandat. Ét eksempel er ekspertudvalget på syv personer, som udredede kommunereformen i 2014.
Forsker fortæller om to udvalg
Axel West Pedersen er forsker ved Institut for Samfundsforskning (ISF) i Oslo og har siddet i to NOU-udvalg.
Det første var Fordelingsudvalget, der i 2009 granskede, hvordan man formindsker de økonomiske forskelle i Norge.
Det sidste var Børnefamilieudvalget, som i 2017 så på, hvilken økonomisk støtte børnefamilier bør modtage.
Axel West Pedersens erfaringer passer godt ind i Cathrine Holsts analyse.
I udvalget, som leverede sin udredning i 2009, var sammensætningen i tråd med de norske traditioner. Der var adskillige forskere i udvalget, men også repræsentanter fra de store interesseorganisationer, NHO (Næringslivets Hovedorganisasjon) og LO (Norges største hovedorganisation for lønmodtagere).
»Dengang blev der lagt vægt på, at udvalget skulle diskutere sig frem til enighed. Vi mente, at udvalgets anbefalingerne ville få større tyngde, hvis vi alle stod bag – også repræsentanterne fra de store interesseorganisationer,« fortæller Axel West Pedersen. Han tilføjer:
»Dermed blev det mindre vigtigt for den enkelte forsker at markere egne holdninger.«
Bar større præg af at være et rent ekspertudvalg
Børnefamilieudvalget, der leverede sin udredning i 2017, bar langt større præg af at være et rent ekspertudvalg.
ISF-forskeren oplevede her, at han i mindre grad var forpligtet til at bidrage til enighed i forbindelse med alle spørgsmål, og at hans opgave i højere grad handlede om at fremføre gode argumenter og forslag, som efterfølgende kunne berige den offentlige debat.
Følgelig følte han sig også mere fri til at erklære sin uenighed.
»Det var lidt mere som en idéworkshop. Vi havde en mere åben debat.«
Axel West Pedersen mener, at det på samme tid er uheldigt, hvis organisationer som LO og NHO får lov til at dominere de offentlige udvalg.
Han tror, at ekspertudvalgene skaber mere energiske NOU-er end traditionelt sammensatte udvalg, som dét han selv sad i i 2009.
»Da Børnefamilieudvalget skulle levere sin udredning her i 2017, var der helt klart en forventning om, at vi ville komme med politiske forslag. Vi fik efterfølgende en mere spændende debat. En debat med mere uenighed.«
Han lægger ikke skjul på, at han mener, det fungerede ganske godt.
Foreslår bedre høringsprocesser
Axel West Pedersen mener, at det er interessant at diskutere det stigende antal forskere i de offentlige udvalg. Men han er ikke så sikker på, at det nødvendigvis er trussel mod demokratiet.
»Det kommer helt an på høringerne og den politiske behandling af NOU-erne,« mener han.
»Hvis der åbnes op for, at offentligheden i højere grad kan forholde sig til udredningerne, tror jeg, det er muligt at beskytte demokratiet.«
Axel West Pedersen nævner en mere aktiv høringsproces efter udredningen, hvor flere mennesker og flere sociale grupper bliver opfordret til at give deres besyv med.
»Det må gerne blive en slags idéudveksling,« opfordrer han.
Samme udvikling i Danmark
Forskningsprojektet, Cathrine Holst arbejder på, er langt fra færdig.
Forskerne samarbejder nu med kollegaer i Danmark og Tyskland. De håber også at få analyser fra Holland og Sverige. I alle disse lande bruges ekspertvurderinger til at udforme politikker, akkurat som i Norge.
Forskere i Danmark har rapporteret, at de ser den samme udvikling som i Norge.
©forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.
