Danske og svenske forskere har analyseret, hvordan de nordiske lande har reageret på bandekriminalitet i de seneste 15 år.
Forskerne har gennemgået offentlige policydokumenter fra Danmark, Sverige og Norge og undersøgt, hvordan sprog, begrundelser og tiltag har ændret sig.
Konklusionen er tydelig: Lovovertræderne bliver i stigende grad fremstillet som en trussel mod samfundet snarere end som mennesker, der er formet af sociale problemer.
Danmark var først ude
Udviklingen startede i Danmark. Allerede i 2009 lancerede regeringen sin første »bandepakke« efter flere skyderier i de store byer.
Siden har en række nye tiltag fulgt trop, og straffeloven er gradvist blevet skærpet.
Det markerede begyndelsen på en mere kontrolorienteret bandepolitik i Norden.
Ifølge forskerne handlede udviklingen ikke kun om niveauet af kriminalitet, men også om den politiske kultur.
Sverige fulgte trop
Sverige er siden fulgt efter. Særligt efter 2019, hvor der skete en dramatisk stigning i bandevold og skyderier.
I 2022 blev den svenske kurs mod en hårdere kriminalpolitik yderligere skærpet, særligt rettet mod bander, organiseret kriminalitet og ungdomskriminalitet.
Nu diskuterer svenske politikere at sænke den kriminelle lavalder, som i dag er 15 år.
Hvad sker der i Norge?
Ifølge forskerne er udviklingen mindre dramatisk i Norge, men den går i samme retning.
»Frem til 2015 var politikken tydeligt velfærdsorienteret og inkluderende,« siger Helene Oppen Ingebrigtsen Gundhus, som er professor i kriminologi ved Universitetet i Oslo.
Hun peger på stortingsmeldingen om børne- og ungdomskriminalitet fra 2020 som et vendepunkt, hvor denne type kriminalitet i højere grad blev koblet til bande- og organiseret kriminalitet.
Meldingen blev aldrig behandlet i det norske parlament Stortinget, men tematikken blev videreført i bandepakker, som kom med den norske regering under statsminister Jonas Gahr Støre.
Mere kontrol, færre relationer
Guri Elisabeth Myhre Lie, som er lektor ved Politihøgskolen, mener, at udviklingen også påvirker, hvordan forebyggelse forstås.
»Retorikken, både i den offentlige debat og i den politik, der knytter sig til ungdomskriminalitet, er præget af det, man kan kalde tvangsoptimisme. Mere kontrol, straf og tvang bliver fremhævet som løsninger.«
Det bidrager til at trække det forebyggende politiarbejde tættere på en beredskabs- og risikologik, mener hun.
Unge bliver set som en mulig trussel
Forebyggelse i Norge har traditionelt været baseret på lokal tilstedeværelse, relationer og opbygning af tillid. Forebyggerne skulle kende de unge, skolerne, familierne og lokalmiljøerne, fortæller Guri Elisabeth Myhre Lie.
»Når forebyggelse i højere grad bliver organiseret som »bekæmpelse«, og efterretning og risikovurderinger får mere plads, ændrer det også, hvilke tiltag der bliver prioriteret.
Fokus flytter sig fra at hjælpe unge til, hvordan man kan håndtere risiko.
Samtidig kan mangel på ressourcer og øgede beredskabskrav reducere tilstedeværelsen i lokalmiljøerne. Tidskrævende relationsarbejde bliver nedprioriteret til fordel for akutte opgaver, mener hun.
»Så stiger risikoen for, at unge i højere grad bliver set som potentielle trusler frem for sårbare unge med behov for støtte, beskyttelse og inklusion.«
Kun lidt rehabilitering i fængslerne
Helene Oppen Ingebrigtsen Gundhus mener, at udviklingen skaber en spænding.
»Det er en balancegang mellem samfundssikkerhed og børn og unges rettigheder og inklusion.«
Hun mener ikke, at rehabilitering som princip er opgivet, men at ressourcerne til at drive dette arbejde bliver færre.
\ Læs også
»Ansatte i fængslerne oplever, at ressourcerne er knappe. Der er for få ansatte på vagt, og i praksis foregår der meget lidt rehabilitering. Åbne fængsler, hvor der lægges stor vægt på rehabilitering, bliver nedlagt.«
Samtidig har sammensætningen af de indsatte ændret sig.
»Andelen af unge mænd, som afsoner fængselsstraffe for vold og seksualforbrydelser, stiger. Denne gruppe dømte afsoner de længste domme i fængsel. Det kræver andre former for rehabilitering, end systemet traditionelt har været indrettet til.«
Ikke kun national politik
Forskerne bag studiet peger på, at udviklingen ikke kun kan forstås som national politik.
Banderne rekrutterer unge via sociale medier og opererer på tværs af landegrænser.
Helene Oppen Ingebrigtsen Gundhus mener, at det også er blevet vigtigere i norsk politik.
»Det afspejles i, at vi nu har fået internationale koordinatorer i politidistrikterne, fordi man nu ser den transnationale dynamik tydeligere.«
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
